Vedtaget af SAP’s Landsmøde 22. november 2014

Denne tekst kan også som pdf-fil her!

1. Indledning

“Folkelig bevægelse er afgørende
Vi er overbevist om, at chancen for at afværge forringelser og opnå forbedringer er størst, hvis mennesker med fælles interesser organiserer sig sammen for at kæmpe for deres rettigheder. Derfor deltager Enhedslisten i at opbygge, støtte og samarbejde med politiske bevægelser, og vi arbejder for, at de bliver så aktive og demokratiske som muligt. Det gør vi både som parti og som enkeltmedlemmer.” (Fra Enhedslistens Principprogram)

“Folkelig mobilisering og folkelige bevægelser er kernen både i kampen for socialisme og i den daglige forsvarskamp, men socialisme vokser ikke spontant ud af de forskellige bevægelsers kampe. Socialistiske partier spiller en vigtig og nødvendig rolle. I den daglige kamp skal Enhedslisten virke som inspirator og organisator i de folkelige bevægelser og komme med forslag, som peger ud over den ramme, som kapitalismen sætter for samfundet i dag.” (Fra Enhedslistens principprogram)

“Enhedslisten er en samling af mennesker der ønsker at gøre verden bedre – og vi er aktive for at nå det mål. Vi er anderledes end de fleste andre partier. Vi tror på, at det er medlemmerne, der skal bestemme, og vi har et levende partidemokrati med højt til loftet og mange diskussioner.” (fra Enhedslistens principprogram)

Der er i Enhedslisten bred enighed om, at en socialistisk samfundsændring forudsætter massebevægelser. Det er først og fremmest i bevægelse, at der kan udvikles en kollektiv klassebevidsthed, ligesom bevægelsen er grundlaget for det deltagende demokrati som er fundamentet for et socialistisk samfund.

Samtidig er det også klart for de fleste at en parlamentarisk repræsentation – uanset hvor mange og hvor dygtige lokale og nationale parlamentarikere vi har – ikke alene er i stand til at spille op mod den enorme modstand og overmagt som kapitalinteresserne stiller op med.

Det er derfor vigtigt, at Enhedslisten ser det som sin opgave at være en central drivkraft i opbygningen af, og at være en organiseret del af den daglige klassekamp. Kun ved at være en organiseret del af den konkrete klassekamp og have en levende demokratisk partidebat er partiet i stand til at udvikle sin politik og praksis, så den tager højde for klassekampens udvikling. Det er også det bedste værn mod det konstante ideologiske pres, som Enhedslisten er udsat for i den politiske offentlighed og ikke mindst i det parlamentariske arbejde.

Enhedslisten var oprindelig et valgsamarbejde, og fra begyndelsen havde den meget svage organisation – trods ambitioner om fælles aktiviteter – mest karakter af en vælgerforening, hvis ensidige fokus på parlamentarisk repræsentation ellers lå fjernt fra medlemmernes ideer om et socialistisk parti. Men med erkendelsen af, at Enhedslisten ikke bare var et valgsamarbejde, men et nyt parti kom ambitioner om at blive et kampagneparti og senere også et intervenerende parti, hvilket særligt beslutningen om faglige netværk var et udtryk for.

I dag står Enhedslisten med store muligheder – mange medlemmer, solid lokal forankring, betydelige ansatte-ressourcer og økonomiske midler, en synlighed og bred anerkendelse i den offentlige debat mmm.

Samtidig er Enhedslisten dog stadig svag f.eks. i f.t. at føre kampagner (når det ikke handler om valgkamp), og på trods af den politiske enighed om prioritering af bevægelsesarbejde, er partiets evne til at organisere en kollektiv udenomsparlamentarisk indsats (f.eks. sætte gang i en oplagt nødvendig bevægelse i en konkret situation) langt fra imponerende. Tilsvarende savner partidebatten ofte et grundlag i partimedlemmernes fælles erfaringer i den daglige kamp.

Som de indledende citater fra Enhedslistens spritnye principprogram antyder, er der i Enhedslisten bred opbakning til, at Enhedslisten skal fortsætte med at opbygge et parti, der ikke er en vælgerforening bygget op omkring valg/parlamentariske repræsentationer, men et klassekampsparti, der organiserer socialisters daglige aktivitet på arbejdspladser og skoler, i hverdagens organisationer og bevægelser.

Med denne tekst vil vi i SAP give nogle bud på, hvor vi i Enhedslisten skal sætte ind, for at partiet kan bevæge sig nogle skridt videre i den retning. Denne tekst kommer dog ikke omkring alle aspekter af organisationsdebatten. Blandt andet er problematikken omkring den skæve medlemssammensætning i forhold til køn og etnisk baggrund ikke nævnt.

2. Principper for bevægelsesarbejdet
Fagbevægelsen i dag er desværre i en sørgelig forfatning. Ledelserne forhandler bag lukkede døre og medlemmerne behandles som kunder i en butik. Samme billede finder vi i studenterbevægelsen og mange andre traditionelle kamporganisationer.

I den seneste tid har vi ikke set bevægelsesaktivitet og kampe. Når der har været protester har de været relativt små og svage. Alligevel opstår der hele tiden muligheder: Lærekonflikten, DONG-salget, protesterne mod studiefremdriftsreformen, vreden over dagpengeforringelserne osv.

Med Enhedslistens nuværende størrelse og styrke har vi potentielt ressourcer til at gribe nogle af disse muligheder, og det er samtidig nødvendigt, at vi tager det lange seje træk med at genopbygge arbejderklassens organisationer – ikke for at fastholde forstenede bureaukratier, men for at skabe aktive demokratiske kampfællesskaber

Mange enhedslistemedlemmer er aktive i sociale bevægelser og organisationer, men alt for ofte ser de dette arbejde som helt løsrevet fra deres partimedlemskab, og de faglige netværk er (ud over deres organiserede svaghed, jf. afsnit 3) heller ikke båret af fælles principper.

Det er nødvendigt at Enhedslisten får udviklet fælles fodslag om nogle klare mål og principper for arbejdet i og med sociale bevægelser, for at vi som parti kan løfte i flok og bringe bevægelserne fremad. For at vi kan blive et klassekampsparti i handling og ikke blot i ord. Det er en vanskelig øvelse at opstille sådanne principper. Men nok ikke mere vanskelig, end det er at opstille principper for det parlamentariske arbejde. Hvis vi kunne få Enhedsliste-principper for bevægelsesarbejdet til at stå lige så klart i medlemmernes bevidsthed, som princippet om at stemme ”for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse” ville vi være nået milevidt. Nogle bud på sådanne centrale principper er følgende:

1) Enhedslisten må prioritere basisorganisering. Dels fordi basisorganisering inden for diverse bevægelser – herunder fagbevægelsen – simpelthen er blevet forsømt og nu kun er ganske svag. Dels fordi basisorganisering er den eneste måde at skabe handlekraftige kampfællesskaber på – eftersom bevægelsernes styrke altid har bygget på aktivitet i basis. Og dels fordi, det er igennem demokratisk organisering af basis at man kan rykke bevægelser politisk: Ved at tage diskussionerne nedefra kan man samle opbakning til stærkere krav og synspunkter og evt. vælges på et grundlag, man faktisk kan bruge til noget.

2) Solidaritet er et andet helt afgørende princip som Enhedslisten må arbejde for. Angreb på solidariteten er et farligt våben imod sociale bevægelser og protester, hvad enten det drejer sig om at spille lærere og pædagoger ud imod hinanden, privatansatte imod offentligt ansatte eller danskere mod polakker. Det bør være et centralt princip for Enhedslisten altid at arbejde for solidaritet og samarbejde på tværs af forskellige faggrupper og bevægelser – og altid at arbejde imod splid og splittelser, fordi det svækker kampen.

3) Enhedslisten må også ligeledes have et klart mål om mere demokrati og mindre bureaukrati i alle de bevægelser, vi indgår i. Ud med pamperi og forhandlinger bag lukkede døre. Ind med rotationsregler, enhedsløn, gennemskuelige beslutningsprocesser mv. Selvom Enhedslisten ikke er perfekt, har vi mange gode principper for at undgå bureaukratisering. Disse erfaringer bør vi bruge til bevidst og målrettet at arbejde for demokratisering og afbureaukratisering af sociale bevægelser.

4) Helt centralt bør Enhedslisten også arbejde for klassekamp og afvise ideen om klassesamarbejde. Illusionerne om klassesamarbejdets muligheder ligger stadig dybt i store dele af den danske arbejderklasse. De holdes i live af socialdemokratiske fagbosser, der taler om tilbageholdenhed eller af miljøorganisationers naive tiltro til lobbyisme. Enhedslisten bør have en klar fælles forståelse af, at sociale bevægelsers styrke ligger i deres mulighed for at mobilisere kollektiv handling. Det er gennem kollektiv kamp, at der kan vindes sejre. Store som små. På kort og på lang sigt.
Vi kritiserer ikke de, der står for en klassesamarbejdslinje, fordi de forhandler med arbejdsgiverne eller andre modparter, men fordi de ikke forsøger gennem kamp at opnå de bedst mulige styrkeforhold til evt. forhandlinger. Tværtimod bremser traditionelle fagbureaukrater snarere kampen for ikke at genere arbejdsgiverne og for ikke at miste kontrollen med baglandet – og svækker dermed muligheden for et godt forhandlingsresultat.

5) Internationalt perspektiv
Når der tages initiativ til internationale eller tværnationale progressive protester og sociale bevægelser, arbejder vi for, at organisationer og bevægelser i Danmark tilslutter sig disse protester og mobiliserer herhjemme.

Denne liste er ikke udtømmende. Mange flere gode principper for bevægelsesarbejde kan tages med. Men det er nogle af de mest centrale pejlemærker, som ville være et stærkt og vigtigt kompas for Enhedslistens bevægelsesarbejde. Et kompas der både kan give være vejledende for det enkelte medlem i en kompleks bevægelsesopbygningssituation, og som samtidig kan danne baggrund for en organisatorisk indsats fra Enhedslisten som parti, for at understøtte medlemmernes mulighed for at arbejde efter disse principper i praksis.

3. Organisering af bevægelsesarbejdet i partiet
Enhedslisten har potentiale til at blive en stor spiller i den danske arbejderbevægelse og i de sociale bevægelser. På nogle områder er det allerede tilfældet i dag, men ofte er det på grundlag af tilfældigheder, enkelte ildsjæle og uden nogen (åbne) forbindelser til partiets debatter og aktiviteter i øvrigt. Generelt hersker stadig en selvforståelse i partiet som ”lillebror” til de reformistiske partier.

Enhedslisten mangler tradition for at diskutere arbejdet i de sociale bevægelser kollektivt og især at diskutere vores egen rolle i forhold til disse bevægelser. Ofte diskuteres bevægelserne som noget, der ligger uden for os selv på trods af, at mange af Enhedslistens medlemmer er en levende del af disse bevægelser. I nogle tilfælde er der endda en berøringsangst i partiet, når det kommer til at diskutere, hvad der sker i bevægelserne. Det er nødvendigt, at Enhedslisten giver slip på både berøringsangsten og mindreværdskomplekserne. Vi må opbygge en tradition for politisk diskussion af udviklingen i de sociale bevægelser og vores egen rolle i dette.

En del af at diskutere partiets egen rolle i forhold til bevægelserne, er også at diskutere mulighederne for at tage initiativ til bevægelse: at starte protester, at tage det på os, at være et parti, der kan være drivende og ledende. Det er nødvendigt, at Enhedslisten begynder at forsøge aktivt og målrettet på dette. Ikke ved at overtage, kontrollere eller udefra diktere bevægelserne, men ved at arbejde efter principperne om basisorganisering, solidaritet, demokrati og kamp. Ved at ruste Enhedslistens mange medlemmer til at arbejde efter disse principper. Og ved at etablere de organisatoriske netværk og strukturer, der skal til for at understøtte dette arbejde. Herved åbnes også nye muligheder for at inkludere langt flere af Enhedslistens medlemmer i partiet. Hvis vi bliver bedre til kollektivt at opsamle vores indtryk og erfaringer fra bevægelsesarbejdet, i partiet, vil vi også som parti udvikle en nødvendig følsomhed over for de problemer i folks hverdag. Denne følsomhed vil kunne hjælpe os med at rejse de krav der rammer en nerve, og samtidig vil den kunne hjælpe os med at undgå politiske og aktivistiske fejltagelser og fejlvurderinger.

For at kunne gøre dette må Enhedslisten målrettet opbygge de fora, der skal til for at medlemmerne kan finde sparring og erfaringsudveksling, der hvor de selv har deres hverdag og aktivitet. Fora, hvor man kan koordinere og organisere arbejdet med basisorganisering, f.eks. på arbejdspladsen, på tværs af arbejdspladser, inden for samme fag eller mellem aktivister i forskellige miljøbevægelser, fredsorganisationer eller andet. En langt større del af Ø’s ansatteresourcer bør målrettes dette arbejde

De faglige netværk kan blive rammen for den nødvendige organisatoriske understøttelse af bevægelsesarbejdet. Det kræver dog en større afklaring af, hvad der er de faglige netværks rolle. I dag hersker der stor uklarhed om netværkenes rolle. Ud fra visionen om et klassekampsparti, bør de faglige netværks rolle ikke være at fungere som politiske baggrundsgrupper af eksperter, hvis opgave det er at rådgive partiets repræsentanter om et politikområde. Netværkenes opgave bør heller ikke være at fungere som eksklusive fora for tillidsvalgte på forskelligt niveau inden for diverse faglige (eller andre) organisationer. De faglige netværks fremmeste opgave er at organisere medlemmer af Enhedslisten, der har et fagområde til fælles eller er ansat på en større arbejdsplads, om det politiske arbejde på deres arbejdsplads og i deres fagforening. Både for at koordinere medlemmernes indsats for at styrke aktivitet og mobilisering blandt kolleger, for at rekruttere nye medlemmer til Enhedslisten og for at bringe de lokale kampe og krav ind i Enhedslisten og dermed styrke partiets politikudvikling. Ideelt set bør alle Enhedslistens medlemmer inkluderes i et eller flere relevante netværk. Inden for nogle fagområder, vil det være muligt at etablere undernetværk lokalt ligesom man på nogen arbejdspladser kan danne netværk på tværs af fag og på tværs af arbejdspladsens lokationer. Sådanne netværksstrukturer vil styrke Enhedslisten markant i forhold til indsatsen i fagbevægelsen, på arbejdspladserne og i på sigt også til at kunne starte, lede og drive andre bevægelser.
Det er vigtigt, at vi udnytter aktuelle bevægelser på et givent område som momentum til at danne disse netværk spontant. I fredstid kan det være svært for mange medlemmer at gennemskue nytten af netværkene, der let kan virke bare som endnu en mailingliste.

Den kollektive politiske diskussion, organisering og koordinering af bevægelsesarbejdet vil også gøre det muligt for Enhedslisten at få en systematisk opsamling af erfaringer, der kan gøre os dygtigere og dygtigere til at opbygge, styrke og lede bevægelser og kampe i fremtiden

4. Lokalafdelingerne
Måske giver det ikke længere mening at snakke om lokalafdelinger over én kam. Dels varierer afdelingernes størrelse fra meget få medlemmer til op mod 800, dels ligger nogen afdelinger indenfor en radius af 500 m. mens andre strækker sig over mange km og har dårlig offentlig transport. Nogle afdelinger har egne lokaler, nogle låner sig frem, og andre mødes privat.

Dertil kommer, at det afdelingerne er optaget af, og de præmisser, de arbejder under, er vidt forskellige. I den ene ende har vi en gruppe af små afdelinger, som ikke har repræsentation i kommunalbestyrelsen og som ikke nyder ret stor anerkendelse lokalt og dermed har svært ved at opbygge bevægelse eller komme ind i et samarbejde med andre lokale bevægelser. (Måske skal disse afdelinger prioriteres højt, når det handler om central støtte. I den anden ende har vi de 15 københavnske afdelinger. Her nyder partiet stor opbakning lokalt og har dermed bedre muligheder for at samarbejde med f.eks. fagbevægelsen. Omvendt beskæftiger disse afdelinger sig sjældent direkte med kommunalpolitik, da København har et ekstra niveau der går på tværs af afdelingerne, som så kun beskæftiger sig med kommunalpolitik. Mellem disse to yderpunkter, er der et væld af forskellige arbejdsbetingelser for afdelingerne. I de rigtigt store afdelinger er det svært at overskue medlemmernes mangfoldige aktivitet uden for partiet, ligesom der er stor risiko for at byrådsarbejdet kommer til at foregå som et appendiks, isoleret fra afdelingens øvrige liv. Omvendt har de mindre afdelinger, for hvem det måske er nyt med kommunal repræsentation, fået en enorm arbejdsopgave, og har dermed måske ikke kræfter til ret meget andet end det kommunalpolitiske arbejde.

Afdelingerne er altså meget forskellige og har forskellige betingelser for at lave politisk arbejde. Men der er også noget, der er fælles for dem. F.eks. er der et grundlæggende problem omkring mobilisering af medlemmerne. Dels er der en skare af medlemmer som blot ønsker at støtte Enhedslisten symbolsk og økonomisk, og som i hvert fald ikke i praksis deler opfattelsen af, at en socialistisk samfundsforandring kræver, at de deltager aktivt i den kollektive klassekamp. Og dels er der en gruppe medlemmer som deltager aktivt i forskellige bevægelser – som tillidsrepræsentanter, i boligforeningsbestyrelser, brugerorganisationer eller andet.

Det er selvsagt Enhedslistens opgave at overbevise førstnævnte gruppe om, at deres aktive bidrag i klassekampen er vigtigt på lang sigt, men også for, at Enhedslisten kan opnå konkrete forbedringer her og nu, og for at vi kan opnå styrke i alle de store og små politiske kampe, vi møder i lokalsamfundet, på uddannelsessteder eller arbejdspladser. Men måske endnu vigtigere er det, at vi handler i forhold til sidstnævnte gruppe. Gruppen af medlemmer der er aktive i forskellige bevægelser er afgørende for, at Enhedslisten kan opsamle erfaringer og dele viden. Samtidig er det nødvendigt at disse medlemmers arbejde organiseres og koordineres – alene for at Enhedslisten kan yde den bedst mulige indsats i klassekampen.

Det betyder på ingen måde, at vi skal ”sætte os på” bevægelserne. Der er ingen pointe i at have formandsposten, hvis ikke man har opbakning fra en bred medlemsskare. Derfor er opgaven ikke at sætte sig på poster, men at opbygge basis, for herigennem at påvirke bevægelsens retning. Kan vi vinde opbakning til vores synspunkter, giver det mening at stille op til valg til tillidsposter. Bl.a. derfor er det Enhedslistens opgave at opbygge strukturer, der understøtter det arbejde, medlemmerne laver uden for partiet.

Derfor er beslutningen om at opbygge faglige netværk også en rigtig prioritering. Men skal disse netværk have en reel betydning og kunne påvirke fagbevægelsen, så må de rodfæstes lokalt.

Nogle afdelinger er store nok til selv at kunne etablere undergrupper og netværk, mens andre må arbejde på tværs. Under alle omstændigheder går lokale bevægelsers grænser ikke altid samme sted som lokalafdelingernes, hvorfor der altid må være en opmærksomhed på ikke at lukke sig om sig selv i afdelingen. Derfor er det også nødvendigt, at der er opbakning centralt fra til at opbygge og mobilisere til de nødvendige strukturer på tværs af afdelingerne.

Det er udmærket, at EL’s kommunale repræsentanter tager kontakt til lokale bevægelser, men det er ikke godt, hvis dette er afdelingernes primære kontakt til bevægelserne. Vi skal helst være et parti i bevægelse, der selvfølgelig også bruger den kommunale repræsentation i kampen.

Arbejdsudvalg/bestyrelser og afdelingsmødet skal således først og fremmest opfatte sig som handlende klassekampsenheder, ikke diskussionsbaggrundsgrupper for parlamentariske repræsentationer. Opgaven bør være at bygge bevægelse bag krav fra ansatte og brugere i kommunen, f.eks. i forbindelse med budgetter. Kravene kan være både defensive mod nedskæringer, eller offensive om f.eks. grøn, kommunal produktion.

Uanset om en afdeling er repræsenteret i kommunalbestyrelser, er der en fare for at der udvikles en kultur uden handling og uden evnen til at opsamle erfaringer fra lokale bevægelser samt medlemmernes erfaringer fra studiemiljøer og arbejdspladser. Derfor er det vigtigt, at afdelingerne fastholdes i at lave udadvendte handlinger. Ikke blot handlinger der promoverer Enhedslistens holdninger og skaffer stemmer, men handlinger der sigter mod at mobilisere flere borgere i aktuelle eller permanente bevægelser.

Det betyder, at bestyrelser/arbejdsudvalg i alle slags afdelinger må lave en struktur der sikrer, at de kontinuerligt diskuterer, hvad der rør sig lokalt, og beslutter hvordan de handler på det.

For at dette kan lykkes, må Enhedslisten fortsat prioritere uddannelsen af medlemmerne højt. Men skolingen må i højere grad tænkes todelt. Dels er der centralt truffet beslutning om, hvilken skoling der tilbydes herfra, og dels er afdelingerne selv optaget af noget, som de kan have brug for skoling i. Der er altså noget, der kommer ovenfra og skal "fyldes på" afdelingerne, og der er noget, der kommer nedefra, som vi også centralt skal tilbyde skoling og udvikling af. Førstnævnte har vi en del erfaring i, men der er udviklingspotentiale i forhold til at tilbyde sparring og skoling i forhold til de konkrete opgaver eller problematikker, den enkelte afdeling står med.

Udvalgte medlemmer i alle afdelinger er blevet tilbudt kurser i organizermetoden, for at kunne mobilisere medlemmerne i afdelingerne og for at kunne føre kampagner eller valgkamp. Dette har uden tvivl medvirket til, at vores lokale valgkamp er blevet langt bedre organiseret. Men andelen af aktive medlemmer er tilsyneladende uforandret, når der ikke er valg.

Skoling, der tager udgangspunkt i afdelingens konkrete opgaver og problemer, bør derfor tilbydes til et kollektiv. Det er vanskeligt at komme tilbage til afdelingen og implementere ny viden eller en ny praksis, hvis man er alene om det. Derfor bør vi i højere grad have fokus på uddannelse af samlede bestyrelser, arbejdsudvalg eller netværk. Det betyder at uddannelse i højere grad skal foregå i afdelingerne eller på regionalt niveau.

Omkring 1/5 af dem, der melder sig ind i Enhedslisten, har meldt sig ud igen, inden der er gået et år. Hvis nye medlemmer skal fastholdes, skal de opleve, at der er liv i det, de kommer til. Derfor er det også en misforståelse at fokusere ensidigt på, at nye medlemmer skal mobiliseres og aktiveres. Hvis man som ny ikke oplever at komme ind i et inkluderende, aktivt og handlende fællesskab, men derimod fornemmer at man fra start får tildelt rollen som det friske pust med masser energi, der skal trække læsset, så er der ikke noget af sige til, at det bliver et kort bekendtskab. Også derfor er det afgørende at Enhedslisten styrker organiseringen af de medlemmer, der ikke p.t. udgør de kerneaktive i lokalafdelingerne, men som udfører det politiske rugbrødsarbejde i lokale bevægelser og netværk.

5. EL’s landsorganisering og partidemokrati
I Enhedslistens landsorganisation må vi også hele tiden arbejde på at sikre, at partiets rødder er i klassekampen, ikke på Christiansborg. Enhedslisten politiske linje er selvfølgelig både afgørende for dette og afhængig af dette. Men vores organisationsopbygning og vores partidemokrati har også stor betydning, og det er den vinkel, vi i denne sammenhæng vil fokusere på.

Vi vil pege på følgende 10 punkter, som det er vigtigt at prioritere – uden at påstå hverken at det er en fuldstændig liste, eller at der er tale om færdige løsninger.

a) HB og FU bør hele tiden have i hovedet, at ledelsen af partiet, af partiopbygningen, herunder partiets arbejde i bevægelserne, er dén vigtigste ledelsesopgave for dem, selv om Christiansborg-scenen hele tiden truer med at stjæle hovedparten af opmærksomheden, fordi den sætter mediedagsordenen. Det er helt forkert, hvis HB (og evt. også afdelingerne) har som politisk hovedfokus at diskutere detaljerne i Christiansborg-taktikken. Men det er en fejltagelse, som også udtalte modstandere af Christiansborg-fiksering begår. Selv SAP, der er de argeste modstandere af Christiansborg-fiksering, kan blive grebet af samme…

b) Samtidig er det naturligvis afgørende, at den overordnede politik også i realiteten fastlægges og beslutningskompetencen ligger i landsorganisationen og ikke på Christiansborg. Enhedslisten har med den langt større folketingsgruppe fået en voldsom politisk og organisatorisk professionel kapacitet på Christiansborg. Uden at komme i konflikt med Folketingets regler for brug af midler må der arbejdes målrettet på, at denne politiske og organisatoriske kapacitet i vidt omfang kommer landsorganisationen til gode. Heldigvis er der jo også kommet langt flere midler ind her, bl.a. fra kontingenter. Et af målene må være at opbygge en gruppe politisk valgte hel- eller halv- professionelle (ved frikøb f.eks.) i landsorganisationen, der kan udvikle politik med et bredere udgangspunkt end folketingsarbejdet, og som kan vurdere behovet for, træffe beslutning om og iværksætte politiske kampagner og andre aktiviteter, som involverer hele partiet, og som ikke kan vente på HB-møder og årsmøder.

c) I landsorganisationen bør det – på landskontoret, men ikke mindst i opbygningen af netværk og regionale organiseringer – være en målsætning at udvikle/genskabe en aktivistkultur, hvor det udenomsparlamentariske får langt mere pondus i kraft af selvorganisering, kollektive aktiviststrukturer, fuldtids- og deltids-aktivister osv. Det giver sikkert ikke altid på kort sigt den bedste eller letteste løsning af opgaver, at de ansatte i stedet bruger tiden på at samle aktivister til at løse dem. Men i et større perspektiv betaler det sig. Den meget begrænsede aktivistkultur i store dele af Enhedslisten er blevet et stort problem – eller rettere: et stort uudnyttet potentiale. Det er også ud af aktivistkulturen (og bevægelsesarbejdet), at nye dygtige ledere og ansatte udvikles. Derfor skal det centrale fokus for de ansattes støtte til udvikling af en aktivistkultur i mindre grad være uddannelse af aktivister og i højere grad servicering af afdelingers og netværks arbejde med at opbygge et bredere aktivistlag.
Kommende regionale og lokale ansatte må fra starten have det som en hovedopgave at opbygge aktivistmiljøer omkring sig.

d) Begrebet ”partikampagner” skal (jf. afsnit 3 og 4) udvides. Kun sjældent bør en kampagne, som det ofte forekommer i øjeblikket, fokusere ensidigt på blot at gå på gaden med Enhedslistens egne materialer. I langt de fleste tilfælde bør en EL-kampagne først og fremmest bestå i en organiseret indsats i afdelinger og evt. netværk for at mobilisere så mange andre som muligt om en sag (selvfølgelig kombineret med, at vi også selv laver propaganda om emnet).

e) Som medlemmer af Enhedslisten er vi ikke kun socialister, når vi er til møde i partiet. Vi er det også, når vi er på arbejde og uddannelse eller blandt naboer, venner og familie. Det kan fylde mere eller mindre, og vi håndterer det forskelligt fra medlem til medlem og fra situation til situation. Men vores mål som medlemmer er at udbrede partiets politik og forslag, hvor det kan lade sig gøre.

Omvendt er Enhedslisten til stede, når medlemmer af partiet er til stedet. Derfor er det forfejlet, når aktive Enhedsliste-medlemmer kritiserer ”partiet” for ikke at være til stede til demonstrationer og andre aktiviteter, hvor de selv er aktive. Partiet er til stede, hvis de selv er der som Enhedsliste-medlemmer, og opgaven består ikke at i at kalde på afdelingsbestyrelse, hovedbestyrelse, landskontor eller folketingsgruppe, men at være med til at organisere Enhedsliste-medlemmer i en kollektiv indsats i den pågældende aktivitet.

f) Arbejdet med frivillig uddannelse/skoling af medlemmerne må fortsættes og udvikles, fordi udbredelsen af en systemkritisk, marxistisk forståelse i Enhedslisten også er noget af det, der forhindrer partiet i at udvikle sig til en ufarlig vælgerforening. Enhedslisten har fortsat et principprogram, der i hvert fald giver et afsæt til denne uddannelse. Det er positivt med landsdækkende eller regionale seminarer, der kan supplere og give støtte til de lokale initiativer. Vi skal i den sammenhæng udarbejde materialesamlinger, der kan bruges lokalt. Og der bør arbejdes videre med at knytte organisatorisk og politisk skoling sammen – som f.eks. i forbindelse med seminarer for afdelingsbestyrelser/kontaktpersoner.

g) Når en hvilken som helst organisation bliver så stor, at man er i stand til at betale ansatte for at løfte nogle af opgaverne, eller at man får repræsentanter valgt ind på lønnede poster, vil der altid være en tendens til, at de ansatte begynder at se problemer og opgaver på en anden måde end de øvrige medlemmer, der er fritidsaktive – også selv om de er startet med de bedste intentioner. At bevare rutiner og kontorets/apparatets/folketingsgruppens uændrede fortsættelse kan lidt efter lidt blev et formål i sig selv – på bekostning af organisationens politiske mål. Rutine- og apparat-tænkning kan trække et socialistisk parti i en mere systembevarende, parlamentsfikseret og vælgerforeningsagtig retning. Hvis sådan en udvikling får lov til at fortsætte uhindret, kan de ansatte blive mere optagede af at bevare magt, positioner og jobs end af, hvad der udvikler klassekampen i den rigtige retning. Historien om Socialdemokratiet og de socialdemokratisk dominerede fagbevægelser er historien om en bureaukratisering, der endte med, at parti og faglige ledere hellere forsvarer systemet og arbejdsgiverne end medlemmerne og målet om et retfærdigt samfund.

Heldigvis har Enhedslisten siden starten haft vigtige vedtægter, der i betydelig grad hæmmer sådanne tendenser, nemlig rotationsprincippet og princippet om partiløn på linje med en faglært arbejder. Men med Enhedslistens større indflydelse i parlamentarisk sammenhæng følger f.eks. også muligheden for, at en EL-karriere kan åbne mulighed for jobs i offentligt regi eller i toppen af bevægelsernes hierarki. Under alle omstændigheder har vi nået en størrelse, hvor vi hele tiden må føre en åben diskussion om forebyggelse af bureaukratiseringsfaren. Forebyggelse er bl.a. stor opmærksomhed på at sikre, at alle væsentlige politiske beslutninger og prioriteringer bliver foretaget af politisk valgte efter en åben diskussion.

h) Det er først og fremmest positivt, at EL er blevet et "masseparti" med næsten 10.000 medlemmer. Det giver mulighed for at rekruttere flere aktive og skabe mere handling. Samtidig gør det opgaven med at mobilisere de passive medlemmer endnu større.
I den situation giver teknologien Enhedslisten mange nye muligheder: For formidling af information og debat, der kan ruste alle medlemmerne mod den borgerlige presse, som ramme om interne debatter, som støtte til medlemsuddannelse og som redskab til mobilisering også af ellers passive medlemmer. Den rummer også muligheden for elektroniske afstemninger, der giver nem adgang til umiddelbar meningstilkendegivelse for aktive såvel som passive medlemmer. Denne mulighed kan være fin til f.eks. vejledende urafstemninger om folketingskandidater, men skal naturligvis ikke bruges på en måde, der kortslutter den grundige, kollektive debat som grundlag for demokratiet i Enhedslisten.

i) Enhedslisten har fra sin start haft en høj grad af decentralisering og næsten autonome partiafdelinger. Det skal i høj grad bevares, så der lokalt er mulighed for en frodig udvikling på de lokale medlemmers betingelser. Men det er også nødvendigt med et handlekraftigt parti centralt.

j) En afgørende faktor, der kan lede til en forkert beslutning for klassekampen, er et partis økonomi. Frygten for en ødelagt økonomi kan betinge selv afgørende politiske beslutninger. Derfor må det være et mål i sig selv, at Enhedslisten kan fungere uafhængigt af statsstøtte om nødvendigt.

Enhedslisten skal selvfølgelig tage imod valgmidler. Andet ville være ikke at udnytte de muligheder, man blev givet. Men det er afgørende, at den valgte ledelse lægger en strategi for, hvordan Enhedslistens økonomi kan hænge sammen uden statsstøtte. Det indebærer bl.a., at Enhedslisten kan beskrive sine prioriteringer i en situation uden eller med færre valgmidler. Det indebærer også, at ledelsen giver bud på og arbejder løbende for nye alternative indtægtskilder.

Den politiske situation og klassekampen ændrer sig nogle gange pludseligt. I hverdagen kan vi have svært ved at skabe bred aktivitet og lydhørhed for vores synspunkter hos nye mennesker i stort tal, men en enkelt begivenhed kan fra det ene øjeblik til det andet give os langt bedre muligheder. Det kan være nye tal på, hvor mange der rammes af dagpengereglerne; det kan være, fordi sandheden om DONG-salget når ud i offentligheden, det kan være et brutalt overgreb på folkelige og progressive kræfter i andre lande, eller det kan være en arbejdsnedlæggelse, der vinder bred opbakning, fordi mange mennesker kan genkende sig selv i den.

Det er vores ansvar at udnytte den slags situationer til at skabe bevægelse, ændre styrkeforhold og skabe større opbakning til socialistiske holdninger. I den situation skal alt eller næsten alt sættes på ét bræt, og vi skal tage alle vores virkemidler i brug: indkaldelse til demonstrationer, underskriftsindsamlinger, udtalelser fra folketingsmedlemmer, aktivering af faglige netværk, lokale debatmøder og gadeaktiviteter mmm.
Heldigvis er det også sådan, at den slags større begivenheder som regel også motiverer langt flere medlemmer til at være aktive end til hverdag.

Så kan det blive nødvendigt at skyde for længst besluttede og planlagte kampagner til side. Så må lanceringen af et vigtigt politisk udspil i Folketinget vige. Og så kan vi ikke vente på næste HB-møde om en måned.

I dag har vi ikke indrettet Enhedslisten særligt godt til at reagere på den slags situationer. I bedste fald når folketingsgruppen at udtale sig eller tage et initiativ på Christiansborg, mens der stadig er optimale muligheder.

Derfor må vi i første omgang gøre partiets centrale ledelse i stand til at handle med 24 timers varsel. Tilsvarende skal afdelingsbestyrelser og netværk hver især diskutere, hvem der har ansvaret for at handle hurtigt i sådan en situation.

Opslået i Socialistisk Arbejderpolitik

single.php