Alternativets politik ligger ved en overfladisk betragtning snublende tæt på Enhedslistens. Men på afgørende punkter skilles vejene: Alternativet placerer sig samtidig som et borgerligt, systembevarende parti, der ikke har øje for klassesamfundets grundlæggende problemer og ikke vil gøre op med det økonomiske system. Derfor ender deres politik som en pose varm luft – og deres folketingsrepræsentation som en uforudsigelig joker.

Det er på forunderlig vis lykkedes Alternativet i medierne at slå igennem som det ”mest grønne” parti. Det er bl.a. sket med målsætningen om 100% økologi og ønsket om nedsat moms på økologiske varer. Ikke et ondt ord om det: Begge dele har været Enhedslistepolitik siden partiets barndom, endda med total momsfrihed for økologien! Men når det kommer til den generelle omstilling af samfundet til en bæredygtig produktion, der kan afhjælpe klimakatastrofen, er Alternativets bedste bud at målrette de statslige erhvervstilskud til bæredygtige virksomheder. En politik, der vover at gribe ind over for de kapitalistiske koncerners ret til at styre investeringer og produktion, over for deres rovdrift på natur og ressourcer for at skaffe sig optimal profit, ligger Alternativet fjernt.
Partiets program er tvært imod fyldt med liberalistiske drømmerier (en hovedparole er ”Mere samfund – mindre stat”). Drømmerier om en økonomi domineret af iværksættere af små, bæredygtige virksomheder, der i kraft af deres utæmmede kreativitet – og med den danske stats småpenge i ryggen – åbenbart forventes at udkonkurrere de mindre bæredygtige mastodonter og samtidig selv bevare de høje idealer… Denne utopi om en grøn profitøkonomi savner i uhyggelig grad virkelighedsforbindelse. Alternativet påstår, at de (også her på linje med Enhedslisten) vil stoppe den materielle vækst i et land som Danmark – men uden på nogen måde at ville udfordre det system, der notorisk går i krise og skaber arbejdsløshed og fattigdom, når denne vækst er under et par procent.
At Alternativet ikke kan samles om en modstand mod EU demonstrerer også, at de, trods deres selvopfattelse som et radikalt alternativ, er ude af stand til at tænke ud over systemets rammer, når det er nødvendigt. Uden vilje til et brud med EU-systemet er alle drømmerier om andet end fortsat kapitalistisk vækst-vanvid intet andet end – netop drømmerier. EU’s sikring af kapitalens rettigheder og forbud mod ”konkurrenceforvridende” lovgivning står i vejen for næsten enhver regulering, der batter noget.

30-timers-ugen – eller drømmen om den
Det er også lykkedes Alternativet at løbe med dagsordenen om at fordele arbejdet ved at sætte arbejdstiden ned. Igen et krav, som venstrefløjen og Enhedslisten har haft på programmet og med skiftende intensitet kæmpet for siden ruder konge var knægt. Men nu vil Alternativet altså gennemføre det. – Eller nej: De vil sådan set bare drømme, og så opfordre ’arbejdsmarkedets parter’ til i de kommende år helt at afstå fra lønforhøjelser og i stedet aftale små arbejdstidsforkortelser, for så vil vi om ti år nok nå ned på 30 timer…
Også her er problemet, at Alternativet nægter at forstå samfundssystemet og se klasseperspektivet i øjnene. Uffe Elbæk siger – helt som Enhedslisten – at det er ravende vanvid, at hundredetusinder udstødes af arbejdsmarkedet, fordi der ikke er brug for dem, eller fordi de ikke kan holde tempoet, samtidig med at de, der er i arbejde, bliver mere og mere stressede af et stadigt større arbejdspres. Men han og Alternativet overser, at grunden til dette vanvid er, at den enkelte kapitalistiske arbejdsgiver kan, og derfor vil, optimere sin profit ved at have færre, robuste og højeffektive medarbejdere, der udnyttes til det yderste, og så overlade forsørgelsen af de tiloversblevne/knapt så robuste til staten. Med andre ord: At kapitalismen er indrettet efter den herskende klasses interesser, ikke efter hvad der samfundsmæssigt set er indlysende fornuftigt. Men det system er ikke noget, Alternativet har ambitioner om at pille ved.
Alternativets fuldstændige mangel på forståelse af klassemodsætningerne betyder ikke bare, at deres politik bliver usammenhængende og utopisk på et teoretisk plan. Partiet kommer også til helt at mangle forståelse for, hvem der skal kæmpe de smukke ideer igennem. Det gælder f.eks. oplagt 30-timersugen, som næppe vil blive et kampkrav for de knapt så vellønnedes fagforeninger, hvis det helt skal erstatte krav om lønstigninger.
Det gælder bestemt også kampen om overførselsindkomsterne, hvor Elbæk er parat til at sænke dagpengeniveauet til f.eks. 10.000 kr./md., hvis dette bliver en ’borgerløn’ for alle. Rent bortset fra de katastrofale konsekvenser af dette for mange arbejdsløse, hvem er det så lige, der skal kæmpe denne ’borgerlønsreform’ igennem? De fleste med arbejde vil se i øjnene, at de selv med en kort arbejdsløshedsperiode vil skulle gå fra hus og hjem, hvis de ’vinder’ denne borgerlønskamp.
Men det gælder også klimakampen, kampen for den materielle nulvækst, der kun kan blive kæmpet igennem af lønmodtagerne på trods af profitjagende kapitalister. Derfor må nulvæksten selvfølgelig kombineres med krav om betydelig omfordeling fra de rige til lønmodtagerne og med krav om andre slags vækst/goder, hvis der skal samles opbakning. Denne problemstilling ligger tilsyneladende Alternativet fjernt.

Et folketingsparti
Og dette er nok det mest ærgerlige, hvis det faktisk lykkes for Alternativet at løbe med 30.000 tidligere EL-stemmer, og måske også med nogle unge medlemmer, som ellers var søgt til Enhedslisten. For Enhedslisten er et parti, der faktisk prøver at organisere den (klasse-)kamp i hverdagen, som engang kan kæmpe 30-timersugen igennem, som skal kæmpe for økologi, mod fracking, for klimatiltag, og som i det hele taget skal gøre perspektivet om en alternativ samfundsudvikling levende.
Alternativet er derimod – med al sin snak om den nye, folkelige måde at udvikle politik på – et rent parlamentsfikseret parti. Oven i købet med en folketingsgruppe, der iflg. Uffe Elbæk ud fra ’retningen og værdierne’ i partiet suverænt selv skal finde ud af, om Alternativet f.eks. skal være for eller imod Danmarks deltagelse i bombetogter og krige rundt omkring…
De smukke ord om det samarbejdende folkestyre og om at politikerne skal tale pænt til hinanden, kan her nemt udvikle sig til alibi for principløshed i forsøget på at få ’indflydelse’. Det er svært at fortrænge, at Uffe Elbæk faktisk ikke forlod sin ministerpost i den afgående regering af politiske grunde. I tiden efter, som repræsentant for Alternativet, har Elbæk bl.a. stemt for forlængelse af den militære indsats i Afghanistan, folkeskolereformen og loven om udgiftslofter (med store negative konsekvenser for velfærden). Og når det f.eks. kommer til de kommende års kampe om velfærdspolitikken kan man godt blive betænkelig, når Uffe Elbæk allerede her i valgkampen kalder sig åben over for privatiseringer og for diskussion om brugerbetaling på lægebesøg…

Kort sagt er der i disse dage al mulig grund til at slå fast – også over for alle, der gider høre på en – at hvis nogen vil flytte deres stemme fra R til Å, så er det selvfølgelig et skridt i den rigtige retning. Men hvis man virkelig ønsker at støtte et alternativ til vækstvanvid, stress og konkurrencesamfund den 18., så skal man bruge sin stemme til at styrke Enhedslisten. Det bliver der langt mere alternativ ud af – både på og uden for Christiansborg.

SAPs forretningsudvalg, den 12. juni 2015

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php