I alle landets kommuner sveder politikerne netop i disse dage over de kommunale budgetter. De politikere, der ikke allerede har grå hår, får det med garanti. I årevis er de blevet pålagt snærende rammer, som skiftende regeringer har påtvunget kommunalbestyrelserne for at opnå besparelser på de offentlige udgifter, som har ført til en fremadskridende udhuling af servicetilbud og velfærd. I år har den borgerlige regering givet den endnu en tand ved at inddrage 2 mia. kr., hvoraf en del ganske vist kommer tilbage som puljer, trængende kommuner kan søge, men som her og nu betyder, at politikerne i den enkelte kommune skal finde endnu flere besparelser, end de plejer.

 

I landets største kommune – Københavns Kommune – så det før sommerferien i lighed med resten af landet ud som om, at der skulle foretages voldsomme nedskæringer, så de forskellige forvaltninger blev sat til at finde besparelsesforslag på mere end 300 mio. kr. Det blev til et omfattende uhyggeligt katalog med forslag om hundreder af asociale nedskæringer og budget-grønthøstere, der ikke kan holde sig inden for Fælledparkens rammer, men foreslås kørt ud i skoler, børnehaver og andre kommunale institutioner. Kataloget indeholder bl.a. forslag om at skære på specialundervisning, højere priser på skolemad, højere normeringer, nedlæggelse af børnehaver og vuggestuer og koncentration i større institutioner. Der bliver fyret masser af medarbejdere, og de resterende får en mere intensiveret arbejdsdag. Der er forslag om barbering af tilskud til teatre og brugerbetaling for øvelokaler. På det sociale område skal der være mere udlicitering og et par døgninstitutioner må lade livet, hvis forslagene bliver vedtaget. De ældre får færre besøg af SOSU-assistenterne og må selv klare flere indkøb. Endelig risikerer en masse projekter for misbrugere, hjemløse og udsatte kvinder og børn at lide døden, fordi deres årligt bevilgede tilskud falder bort.

Penge nok
For en uge siden skete der dog det helt usædvanlige, da byens økonomiske forvaltning meddelte, at de senest opdaterede prognoser viste, at der var et overraskende stort økonomisk råderum på 1 mia. kr., og at disse midler godt kunne anvendes uden at man kom i konflikt regeringens økonomiske spændetrøje. Så nu er i hvert fald en del af argumentationen for de grove nedskæringer faldet bort.
Det fjerner jo nok ikke besparelsesforslagene som helhed fra forhandlingslokalerne på rådhuset. For både socialdemokrater og borgerlige har stærke ønsker om at slanke især den sociale del af kommunens økonomi. Nogle af dem ønsker det for at kunne give skattelettelser, andre vil skabe økonomisk råderum for ambitiøse udbygningsplaner, der skal gøre det muligt, at København vokser med 100.000 nye indbyggere indenfor de kommende 5 år.
Bestyrelsen for Enhedslisten i København og listens medlemmer af Borgerrepræsentationen er naturligvis stærkt imod de foreslåede nedskæringer, og man har i fælleskab lagt den fornuftige linje, at man i budgetforhandlingerne vil kæmpe for større social udligning. Til trods for at København i stigende grad tiltrækker vellønnede borgere, så har byen stadig det relativt største antal narkomaner, arbejdsløse, hjemløse og andre grupper af socialt udstødte borger, som trænger til hjælp og økonomisk støtte, så de får en bedre chance for at komme på fode igen.

Enhedslistens ansvar
Med 11 medlemmer af Borgerrepræsentationen er Enhedslisten byens næststørste parti og en betydelig faktor i det Københavnske politiske liv. Derfor stilles der store forventninger fra manges side om at liste Ø kan forhindre nedskæringsforslagene i at blive realiseret. Forhandlingerne er så småt ved at gå i gang, og det afgørende slag slås i næste uge, hvor både bestyrelse og BR-medlemmer forbereder sig på nattesæde på Rådhuset.
I budgetforhandlinger er der altid to faldgrupper et socialistisk parti kan ryge ned i. I første omgang er det vigtigt, at man ikke glemmer at informere faglige organisationer, bevægelser og borgere, her ikke mindst de særligt udsatte grupper. De skal have information om, hvad de foreslåede nedskæringer kan få af konsekvenser, og i mange tilfælde kan det også være relevant at komme med forslag til, hvordan de også kan være med til at lægge pres på Borgerrepræsentationen. I København har en række faglige organisationer, som LFS, BUPL, FOA, KLF og Uddannelsesforbundet allerede iværksat en oplysningskampagne omkring budgetforslagene. I stedet for nedskæringer siger man: ”Sæt tidligt ind! Invester ekstra 300 mio. kr. i børn, unge og velfærd.” Kampagnen kulminerer med en demonstration på Rådhuspladsen mandag 28. september kl. 16-17. På plakaten står der, at arbejdsnedlæggelser ikke må finde sted. Det skal man jo skrive, men det kan faktisk godt blive nødvendigt at markere faglig styrke, hvis forhandlingerne truer med at gå den forkerte vej. Derfor er det afgørende vigtigt, at Enhedslistens forhandlere under hele forhandlingsforløbet holder tæt kontakt til de kommunale medarbejderorganisationer, fagforeningerne og de folkelige organisationer, som f.eks. Københavns Forældre Organisation. Og lige så vigtigt, at Enhedslistens lokale bestyrelse og afdelinger er med til at mobilisere medlemmerne som brugere og evt. ansatte, når dette er aktuelt.
Den anden fare ved budgetforhandlinger er, at man risikerer at gå med til forlig, der både indeholder forbedringer og fx sociale nedskæringer. Selvfølgelig kan Enhedslisten godt gå med til, at der sker reduktion i budgettet på områder, hvor behovene ikke er så store længere, eller hvor man fjerner en ordning, for at erstatte den med en bedre. Der er også masser af andre områder, hvor Enhedslisten med glæde vil kunne stemme for nedskæringer. Der handler for eksempel om dyre eksterne konsulenter og de enorme udgifter der er forbundet med privat udlicitering.
Men når det drejer sig om sociale nedskæringer (eller andre angreb på velfærdsområdet) skal Enhedslisten ikke indgå i budgethandler og forlig, der veksler en asocial budgetreduktion for en reel forbedring. Den slags aktiverer ikke nogen mennesker, tværtimod bliver dem, som nedskæringen går ud over, politisk desillusionerede, og der kan brede sig et indtryk af, at Enhedslisten ikke er bedre end de andre politiske partier, der jonglerer med velfærden i de lukkede forhandlingslokaler. Det gamle venstrefløjsslogan om, at man skal stemme mod den mindste forringelse og for den mindste forbedring, er stadigvæk den bedste rettesnor i forhandlingerne.

SAPs forretningsudvalg, den 4. september 2015

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php