Selv om det igen bliver med Johanne Schmidt-Nielsen som frontfigur, så kommer Enhedslisten til at føre en helt anden type valgkamp i 2015 end den, vi gennemførte i 2011.

I 2011 handlede det meget om at vise, at Enhedslisten var en del af forsøget på at få en ny regering. Vi ville overbevise om, at vi ville kunne samarbejde med resten af ”rød blok” – som den kritiske venstrefløj i et nyt flertal. Der var mange gode grunde til at lægge den kurs. Man kan også roligt sige, at den blev overdrevet, og at partiet var for længe om at gøre sig fri af den.

 

Gentagelse umulig
Uanset hvad man mente om valgkampen i 2011, så er der ingen tvivl om, at vi ikke kan gentage den.

For det første eksisterer der ikke nogen store positive forventninger til en ny Thorning-regering, ikke engang hos dem, der vil stemme på Socialdemokraterne. Dertil har regeringen skuffet for meget.

For det andet har Enhedslisten i de forløbne fire år i praksis ikke været en del af nogen blok omkring regeringen. De store og betydningsfulde forlig er indgået til højre i salen, og så indimellem har Enhedslisten fået mulighed for at være med i mindre korrektioner og små om end nogle gange betydningsfulde forbedringer. Kun på det grønne område og trafikpolitikken kan man pege på økonomisk set store forlig med Enhedslisten.

For det tredje er selv de mest iøjnefaldende sidste øjebliks udspil fra regering med henblik på valgkampen ikke noget at råbe hurra for. S og R vil vende stemningen og generobre regeringsmagten med et forslag om at lade de offentlige velfærdsbudgetter vokse med 0,6 procent om året – altså med kun en brøkdel af den forventede vækst i samfundet som helhed.

Det ville også være iøjnefaldende grotesk, hvis Enhedslisten gik ud i en helhjertet kampagne for ”four more years” med en Helle Thorning få dage efter, at vi har truet med et mistillidsvotum til regeringens nr. 2, Bjarne Corydon.

En styrket Enhedsliste er vigtig
Af alle disse grund har Enhedslisten besluttet at føre en valgkamp, hvor spørgsmålet om den næste regering ikke skal fylde ret meget. Det skal derimod Enhedslistens politik. Enhedslisten skal sikre et nyt skridt fremad ved at overbevise flere om, at vi har de sociale, solidariske og bæredygtige løsninger, som blå blok og SR ikke vil arbejde for, fordi de er bundet op på den nyliberalistiske tankegang.

Med dette fokus på Enhedslistens politiske krav og forslag vil vi kunne opnå en betydelig fremgang i forhold til sidste valg. Vi vil kunne styrke Enhedslisten i Folketinget.

En styrket Enhedsliste i Folketinget vil indirekte styrke Enhedslistens landsorganisation. Tilsammen vil det give forøget selvtillid og håb for alle, der ønsker at bekæmpe den førte politik, og det vil styrke kampen mod den nyliberale og borgerlige politik i de kommende år – uanset hvem der står i spidsen for den. Det blev fint symboliseret på valgkampens første dag, hvor spidskandidater fra Enhedslisten både var i lufthavnen for at støtte kampen mod Ryanair og deltog i en forældredemonstration for bedre forhold i daginstitutionerne.

Perspektivet om flertallet
Men sådan en valgkamp kan også række ud over valget og ud over den kommende valgperiode. Den vil kunne fungere som første fase i udviklingen og opbygningen af et nyt perspektiv for Enhedslisten.

I Grækenland, Spanien og Irland er det lykkedes venstrefløjspartier, der på den ene eller anden måde minder om Enhedslisten, at frigøre sig fra den traditionelle rolle for venstrefløjspartier, nemlig som venstre-korrektion og kritiker af andre større og mere højreorienterede arbejderpartier. Syriza, Podemos og Sinn Fein har nedtonet eller ligefrem droppet ideen om at presse socialdemokratierne til venstre og til at samarbejde. I stedet har de fremstillet sig selv som DET politiske alternativ til den førte politik, som regeringsalternativet.

Samtidig har de fået så stor opbakning, at det giver mening at præsentere sig som det politiske alternativ. Nok så vigtigt er det, at der var en tydelig sammenhæng mellem deres brud med rollen som potentiel samarbejdspartner for socialdemokraterne og deres eksplosive fremgang – i hvert fald for Syrizas vedkommende.

De tre nævnte lande har været og er i en meget dybere økonomisk krise end Danmark med meget større sociale modsætninger og tydeligere klassekamp. Men den udbredte desillusion over Socialdemokratiet og mini-socialdemokraterne i SF og den politiske bevægelse væk fra de gamle partier kan bestemt også ses i Danmark.

Enhedslisten kan og skal ikke gå til valg i år på at overtage regeringsmagten, men vi kan tage nogle vigtige skridt, der vil forberede partiet selv og omgivelserne på det tidspunkt, hvor vi klar og tydeligt siger, at vi slås for at vinde flertalsopbakning for en antikapitalistisk politik og for at kunne danne regering på det grundlag.

SAPs forretningsudvalg, den 30.maj 2015

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php