Det er afgørende at understøtte den catalanske proces, for så vidt som det er det mest imponerende eksempel på massiv civil ulydighed i de sidste årtier og udgør et sandt laboratorium for det 21. århundredes borgerrevolutioner, der kunne bidrage til at bryde spiralen mod barbarisme, som verdens kapitalistiske system har fanget os i.

Efter folkeafstemningen den 1. oktober i Catalonien og ja-sidens sejr til fordel for Catalonienes uafhængighed har der været en strejke (hovedsagelig i den offentlige administration, på transportområdet og på landet) og en national aktionsdag den 3. oktober fra andre lag af befolkningen (med lockouts i små og mellemstore virksomheder i protest mod undertrykkelsen). Det er sket trods store juridiske, retlige og politimæssige vanskeligheder, påført af regeringen under [det konservative] Partido Popular. Det første resultat er en sejr for den folkelige bevægelse og et nederlag for Rajoy-regeringen, der ikke kunne forhindre bevægelsen i at komme til udtryk med disse to manifestationer.

Et oprør er begyndt med massiv social støtte i selve EU. Dette styrker mulighederne for at bevæge sig frem mod den catalanske republik, et mål der kræver den største grad af folkelig selvorganisering og udviklingen af en forfatningsmæssig proces, der er i stand til at standse den kontrarevolution, som blev annonceret af kong Felipe i hans tale den 3. oktober.

 

Folkeafstemningens politiske sejr, staten binder sig selv til undertrykkelse
Den beundringsværdige beslutning fra en meget stor del af den catalanske befolkning, som formåede at stå imod på en fredelig måde, har tildelt regimet fra 1978 [året for den spanske grundlov, indført efter Franco-diktaturets fald, o.a.] et stort politisk nederlag i Catalonien, set fra resten af verden. Det var et slag, ikke kun for Rajoys Folkeparti, men også for stabiliteten af det spanske monarki og dets vigtigste agenter siden den reform af Franco-regimet, man har kaldt ”overgangen”. Strukturen i det spanske Socialdemokrati (PSOE), højrefløjspartiet Ciudadanos, det militær-, undertrykkelses- og statsmedieapparatet samt storkapitalens faktiske styrkepositioner udgør et magtblok, der ikke kan reformeres.

Monarken Felipe VI som statsoverhoved og Rajoy, hans regering og hans korrupte parti, med støtte fra PSOE og Ciudadanos og dominerende medier er begyndt en smædekampagne med løgne og bagvaskelse af den catalanske folkebevægelse. Der er ingen grund til at undres over dette; det er en metode til at indoktrinere de folkelige sociale lag i den spanske stat (og EU) for at sætte dem op mod det catalanske folk og at underkue det med henvisning til “den spanske nations enhed”. Formålet for denne magtblok er at retfærdiggøre over for folk i den spanske stat og på internationalt plan nye og større repressive foranstaltninger, der kan føre til anholdelse af catalanske sociale og politiske ledere, lukning eller censurering af de få medier, der endnu ikke har indordnet sig, suspension af de catalanske institutioner og forlængelse af politi- og militærstyrker kontrolleret af den spanske regering på catalansk område.

 

Catalansk republik og grundlovsproces
Et tøvende institutionelt brud, som helt sikkert vil blive radikaliseret som reaktion på statens undertrykkende tiltag, er begyndt. Det er svært at forudsige det tempo og den form, som det vil få, men en konfrontation er uundgåelig. To elementer er centrale: at tilstræbe en så ikke-voldelig strategi som muligt, at undgå provokationer for ikke at give den spanske statsregering nogen undskyldning for at gribe til endnu kraftigere undertrykkelse og splittelse af bevægelsen, hvad de er mere end klar til at udnytte; og at arbejde for at opbygge en modstand mod undertrykkelsen både inden for arbejderbevægelsen i selve Catalonien og gennem en bred anti-repressiv, demokratisk alliance for friheder i hele den spanske stat samt den bredest mulige internationale solidaritet.

 

Fra dobbelt legitimitet til en forbigående dobbeltmagt
Siden 6. og 7. september er der to modstridende legitimiteter og retslige autoriteter. Gabet mellem dem kan kun udvides på en måde, som ikke kan forenes. Manglen på klarhed, fasthed og beslutning fra en stor del af venstrefløjen kan kun give støtte til kontrarevolutionen og hindre en venstredrejning af den republikanske bevægelse i Catalonien. Den socialistiske venstrefløj og arbejderbevægelsen har pligt til, både i Catalonien og Spanien, at tage et ansvar. Den udfordring, man står overfor, er at fremme en proces, der uddyber det demokratiske brud i hele staten, samtidig med at man må tage hensyn til, at situationen og rytmen er forskellig i Catalonien og resten af den spanske stat. I Catalonien må de kæmpe for den politiske ledelse af dette begyndende oprør, idet de sætter sociale, demokratiske, miljømæssige og frigørende spørgsmål i centrum for den grundlovsdebat, som vil komme i de kommende uger. Det skal gøres, forhåbentlig så hurtigt som muligt, i resten af den spanske stat. Det er også en pligt for venstrefløjen og arbejdsbevægelsen på internationalt plan at organisere brede kampagner, der støtter den catalanske bevægelse og fordømmer kampagnen mod den fra den herskende klasse og dens medier.

 

Generalstrejke, selvorganisering og de næste skridt
Arbejderklassens aktive deltagelse som hovedaktør er afgørende på denne korsvej for at sikre en proces, der er gunstig for folkets interesser. Muligheden for at udvikle arbejderklassens kamp med sin egen dagsorden og dermed opnå en ny anti-kapitalistisk social ledelse afhænger af arbejdskraftens evne til at handle politisk i forhold til de øvrige sociale klasser for at løse et stort nationalt spørgsmål, bryde med korporativismen og defensiv økonomisk kamp. Vi skal arbejde hårdt for at mindske afstanden mellem hvad, der er nødvendigt, og hvad der er muligt.

 

Den massemobilisering, vi så den 3. oktober med generalstrejken, der lammede Catalonien, danner grundlag for et voksende opbrud i den organiserede arbejderbevægelse i den politiske proces, og for en generalisering af en dynamik for selvorganisering i lokalområder (Komiteer til Forsvar for Folkeafstemningen, som nu ser ud til at blive omdannet til Komiteer til Forsvar for Republikken), og på nogle arbejdspladser. Den sociale basis for bevægelsen har fået massekarakter; de nationalistiske partier, den Catalanske Nationalforsamling og Omnium Cultural, der indtil sidste måned alene havde stået i ledelsen for “uafhængighedsprocessen”, ser fremkomsten af mere dynamiske, faglige og radikale sektorer.

 

Demokrati er allerede uforeneligt med 1978-regimet: Vi skal åbne en ny front

Den nuværende krise er ikke kun et catalansk oprør, det er også en statskrise, hvor forskellige grupper i øjeblikket er begyndt et kapløb for at erobre gaden: på den ene side en mindretal fra den konsistente venstrefløj (hovedsagelig vores kammerater i Anticapitalistas og betydelige dele af den venstreorienterede fagbevægelse, sociale bevægelser, Podemos og partier for forandring, såvel som venstreorienterede nationalistiske bevægelser), og på den anden side den yderste højrefløj. Det er sandsynligt, at det er sidstnævnte kræfter, der på kort sigt vil komme bedst ud af krisen i resten af den spanske stat. Derfor er det uopsætteligt, at den spirende venstrefløj åbner en ny front for at mindske det repressive pres på Catalonien ved at tage initiativer mod undertrykkelse og ved at bryde med 1978-regimet. Karakteren af den magtblok, der styrer dette regime, tvinger en konfrontation til effektivt at forsvare frihedsrettigheder og fremføre et forfatningsperspektiv.

 

Vi ser en historisk gaffel mellem respekten for legaliteten og respekten for og uddybningen af demokratiet. Forsonlige holdninger og abstrakte appeller om dialog har ringe reel resonans blandt både politiske aktører og borgere. Det er nødvendigt med fælles handling fra venstrefløjen og den catalanske folkebevægelse i forhold til undertrykkelsen og for at nå de demokratiske mål.

 

Unilateralisme og solidaritet, uundværlige krav til sejr
Den såkaldte “unilateralisme” [ensidighed, o.a.] i den catalanske folkeafstemning er ikke uforenelig med en stræben efter solidaritet og synergi med demokratiske og folkelige kræfter i den spanske stat og internationalt. I den forstand er det stadig mere tydeligt, at selvbestemmelse i Catalonien vil blive kvalt, med mindre der sker et brud med den spanske statsforfatning, og at en ændring af statsregimet ikke er mulig uden en demokratisk og broderlig løsning på de catalanske ambitioner.

 

Skab to, tre, mange Catalonier
I anledning af 50 års-jubilæet for mordet på Che Guevara, et eksempel på en revolutionær med en internationalistisk vision, er det passende at gøre opmærksom på, at det er på høje tid tid at bryde den reaktionære dialektik, der ruller over Europa og verden og påvirker alle regioner på planeten. Institutionel svindel i Latinamerika, racistisk og islamofobisk populisme i Europa og USA, fascistisk jihadisme i Mellemøsten … truer hele verden og minder om det tidligere geopolitiske kaos.

 

Derfor er det afgørende at understøtte den catalanske proces, for så vidt som det er det mest imponerende eksempel på massiv civil ulydighed i de sidste årtier og udgør et sandt laboratorium for det 21. århundredes borgerrevolutioner, der kunne bidrage til at bryde spiralen mod barbarisme, som verdens kapitalistiske system har fanget os i. På et tidspunkt, hvor arbejdere og folkelige lag lider under hårde angreb fra kapitalisterne i hele EU, med dybe angreb mod demokratiske rettigheder, er opstanden fra det catalanske folk et tegn på håb om at genvinde tilliden til de undertrykte og udbyttedes kollektive handlinger.

 

Det er mere end blot en historisk anekdote, at det catalanske uafhængighedsflag er direkte inspireret af flaget hos de cubanske revolutionære, der besejrede den spanske koloniale hær på øen i slutningen af det 19. århundrede – et nederlag, der skulle bidrage afgørende til afslutningen på Bourbon Restaurering [den konservative periode efter Napoleon den Førstes abdikation i 1814]. En republikansk sejr i Catalonien vil give os mulighed for at forestille os en fremgang for den folkelige bevægelse og en nyformulering af et antikapitalistisk og økosocialistisk perspektiv i Catalonien, i den spanske stat og i hele Europa.

 

Solidaritet og mobilisering
Vi opfordrer alle faglige, folkelige og demokratiske organisationer til at støtte kampen i Catalonien, at fordømme den spanske stats undertrykkelse, at presse deres respektive stater til at anerkende de skridt i retning af suverænitet, der bliver taget, og anerkende en eventuel proklamation af en catalansk republikken eller uafhængighedserklæring

 

For den catalanske republik.For folkelig selvorganisering og påbegyndelse af en demokratisk grundlovsgivende proces

 

Fjerde Internationales Forretningsudvalg, 4. oktober 2017

 

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind

 

Opslået i Facebook, Fjerde Internationale, Sydeuropa

single.php