Denne tekst var et oplæg til Fjerde Internationales ungdomslejr i 2003. Den er skrevet af den franske filosof, teoretiker, socialistiske aktivist og ledende medlem af Fjerde Internationale Daniel Bensaïd, som døde i januar 2010.

 

Efter 1968 var det næsten blevet moderne at være revolutionær, og at dele forestillingen om, at revolutionen ville blive nem – som et teselskab. Folk var hurtige til at kræve ”det hele – lige med det samme”. Dette optimistiske syn kunne delvis forstås som et resultat af de tredive blændende år med næsten uafbrudt vækst efter krigen.

I dag, efter katastroferne i Østeuropa, spekulerer mange mennesker på, om revolution og socialisme stadig er gode ideer. Andre er overbeviste om, at verden stadig skal forandres, men tvivler på om den stadig kan blive forandret.

1. Den rigtige måde at se på problemet
Vores model for et bedre samfund er ikke død, især fordi vi aldrig mente, at de regimer, der faldt, da Berlinmuren fald og Sovjetunionen faldt fra hinanden, var modeller for noget som helst. Kampen for menneskelig frigørelse består ikke i at stille én model overfor en anden. Den begynder med at sætte sig op mod uretfærdighed, nedværdigelse og udbredt foragt i en verden, hvor de rigeste 20 procent får 85 procent af rigdommene, mens de fattigste 20 procent skal dele mindre end 2 procent. Denne markedsbaserede verdensorden, som sår ulighed og vold, er ganske simpelt ikke acceptabel.

Arbejdsløshed og massiv social marginalisering er grelle eksempler på systemets absurditet. Den imponerende vækst i produktivitet, som har gjort det muligt at producere fem gange så meget værdi på kortere tid end for halvtreds år siden, gør det også muligt at bruge sin tid på nogle andet:

  • at reducere arbejdsugen drastisk, at ændre selve arbejdet, som er forudsætningen for aktiv deltagelse for alle i samfundets liv, og
  • at tilfredsstille sociale behov som bolig, uddannelse, sundhed og kultur. Hvem har ret til at afgøre, og på hvilket grundlag, at folk har fået for megen undervisning og er blevet passet for godt? Hvorfor er det godt for økonomien at sælge biler, mens det er dårligt at bruge penge på sundhed.

Den kapitalistiske logik både vurderer alting, og organiserer samfundet, på grundlag af udvekslingen af arbejdstimer. Det er den logik, hvor 700.000 nye jobs får aktiekurserne i New York til at falde. Denne stigende irrationalitet i kapitalens logik vidner om, at der er grænser for den forskruede måde at vurdere på.

Miljøødelæggelser og den hovedløse plyndring af ikke-fornyelige energikilder er et andet udtryk for denne irrationalitet, der er et resultat af fejlagtige måder at vurdere sociale relationer. Den vanvittige jagt på kortfristede profitter fører til en tilsidesættelse af de mellemlange og langsigtede konsekvenser: forskellige former for forurening, skovrydning og mangel på genbrug af affald. Holdningen, der siger ”leve for i dag, i morgen må sørge for sig selv” ødelægger den solidaritet mellem generationerne, der er så nødvendig for reproduktion af arterne.

Kun en økonomi, der er bragt under politisk kontrol, og vejledning, der integrerer lang tids nødvendige forpligtigelser, vil være i stand til at tilfredsstille menneskers grundlæggende sociale behov uden at drive rovdrift på naturen.

Den aktuelle krise har varet siden 1970’erne. De korte perioder med opsving har ikke betydet mindre arbejdsløshed, selv ikke i de rige lande. Det er ikke bare et enkelt spørgsmål om den samlede profittabilitet . Profitten er blevet gendannet, men uden at det har ført til produktive investeringer eller jobskabelse.
Faktisk er denne krise en global krise i kapitalens akkumulation og i reproduktionen af sociale relationer. Borgerskabet kan klare sig igennem krisen, men kun ved at de udbyttede og undertrykte betaler en høj pris. Der er allerede ved at blive skabt en ny opdeling af territorier og økonomier, af juridiske og kommunikative zoner. Det sker under påskud af globaliseringen. Denne omfattende transformation kan ikke ske fredeligt. Den er allerede blevet fulgt af tragedier (Bosnien, Rwanda, Tjetjenien), som ikke er middelalderlige krige, men logiske dele af denne globale omorganisering.

Krige, arbejdsløshed, marginalisering og økologiske trusler er forvarsler om en fremtid uden nogen fremtid. Allerede de illusioner om fremskridt, hvor fremtidige generationer nødvendigvis vil få et bedre liv end tidligere generationer, begynder at visne væk. Det er mere end nogensinde nødvendigt, at ændre verden. De revolutionæres rolle er at handle, så at det, der er nødvendig, også bliver muligt.

2. En anderledes ide om fremskridt
Det er sandt, at den imponerende udvikling af teknologisk viden og muligheder ikke automatisk fører til tilsvarende social og kulturel fremgang. Under et kapitalistisk herredømme er fremskridt og tilbageslag uløseligt knyttet sammen. Derfor må vi definere nogle kriterier for fremskridt, der ikke kan reduceres til storindustriens bedrifter, eller erobringen af rummet.

Med fare for at gøre det for simpelt, skal vi holde fast i tre essentielle pointer:

En drastisk reduktion af arbejdsugen (det er blevet muligt gennem den enorme stigning i produktiviteten), som medfører en radikal ændring af vores forhold til arbejde, og også til indholdet af arbejdet. Denne reduktion af hvor stor en del af vores liv, der går til tvunget, fremmedgørende arbejde, er den første forudsætning for den demokratiske udvikling af samfundet, således at alle mennesker vil være i stand til at udøve fuld ansvarlighed og kontrol med magtcentrene. Dette er også en forudsætning for den frie udvikling af ethvert individ. Den beundringsværdige mangfoldighed, der er mellem de forskellige medlemmer af vores art, udgør i sandhed en mulighed, som vi må gribe, ikke for at hylde markedets illusoriske og skamferede individualitet, der bygger på konformisme, men for virkelig at udvikle en skabende individualitet med stadig rigere og mere alsidige personlige og kollektive behov. På den måde kunne menneskerne finde vejen tilbage til den sans for leg og kropslig glæde, som i dag er bundet til cost-benefit analyser og den passive tilskuerrolle til massesport.

Kvaliteten af forholdet mellem mænd og kvinder er et andet mål for fremskridt. Mødet mellem det andet køn er menneskets første møde med noget, der både er anderledes end én selv – en ”andethed” og et udtryk for ”arternes universalitet”. Det vil sige en enhed i forskellighed. Mere generelt: Uanset hvor et forhold af dominans og undertrykkelse fortsætter med at eksistere mellem kvinder og mænd, vil den ukendte, udlændingen, personen fra et andet sted, kort sagt "den anden", også være truet.

Pointen er i sidste ende at arbejde hen imod opnåelse af en sand universel solidaritet, gennem en sand verdensomspændende opblomstring af produktion og kommunikation, gennem berigelsen af alt, gennem påskønnelsen af forskelle.

Den markedsbaserede universalitet – bestemt af kapitalens krav – vil altid være en abstrakt selvmodsigende universalitet. Under IMFs, Verdensbankens og WTOs (der især bruger gæld som deres våben) diktatur skaber man i stedet panik. Det fører til forstyrrede identitetsopfattelser, til at vende fællesskabet ryggen, til religiøs frygt, fremmedfrygt og racisme. En generøs International solidaritet forbliver – i modsætning hertil – en frisk ny ide.

3. Hvilken socialisme vil vi have?
Ideen er ikke at skifte en model ud med en anden, eller at tegne et kort over en by oppe i himlen. Fremtiden bliver skabt, mens vi går fremad. Det begynder med de reelle modsætninger i det eksisterende system. Men ethvert revolutionært projekt er delvis en drøm. Vi skal drømme for at kunne udforske, hvad der ligger skjult indenfor det mulige.

Forestil jer en verden, hvor vi kun arbejder halvdags. Det betyder, at vi arbejder på en anden måde: at have tid til at udvikle og uddanne sig selv gennem hele livet, at slippe fri af fastlåste specialiseringer, være i stand til på samme tid at være arbejder og digter, maler og musiker. Indenfor det skabende område udgør ”de professionelle ” i dag en minoritet, der ikke altid har noget at fortælle, mens det store flertal af mennesker, der har så meget, de vil sige, aldrig får muligheder eller redskaber til at udtrykke det. En reduktion af arbejdsugen er en forudsætning for, at den sociale deling af arbejdet kan forvandles og visne bort i produktionen såvel som mellem kønnene.

Den socialisme, som vi ønsker, betyder, at vi først og fremmest producerer for at dække behovet hos det store flertal af befolkningen, og ikke en blind jagt på profit og privilegier. Det betyder at arbejde, bo og leve på en anden måde. Dette mål er uopnåeligt uden at bryde med den hellige private ejendomsret til de vigtigste produktions- og kommunikationsmidler. Hvordan kunne vi rent faktisk tilpasse produktionen til behovene, være forvaltere af det naturlige miljø på lang sigt, koordinere bestræbelserne og befri den grundlæggende forskning fra den kortsigtede profits vilkår, hvis vi fortsatte med at lade konkurrence og markedet (for ikke at tale om finansmarkedet) tage de kortsigtede beslutninger bag om ryggen på borgerne?

Hvordan kunne vi lade som om, at vi sikrede retten til bolig uden at udfordre de private ejendomsejeres interesser. Hvordan kunne vi sikre, at øgningen af produktiviteten ville blive brugt til at udvikle sundhedspleje og uddannelse (socialiseret frem for statsdreven) uden at angribe ledelsens despoti?

Bortset fra al snakken om medborgerskab, og bortset fra de faglige ettigheder, som konstant bliver truet, er virkeligheden på arbejdspladserne, at den er underlagt profittens lov, så det er ledelsens autokrati, og ikke demokrati.

Striden mellem privatisering og offentlig service sætter fokus på emnet: Er målet at gøre service rentabel for enhver pris, for at få de private firmaers fortjeneste til at svulme op, de firmaer der kan udføre alt, hvad de kan finde på, uden nogen kollektiv kontrol. Eller handler det om at sikre alle lige adgang til bestemte grundlæggende rettigheder (retten til føde, bolig, kultur osv.).

Kort sagt: Vi må anerkende, at retten til livet har forrang for retten til at eje. Det medfører ikke en total statsovertagelse af alle større produktions- og udvekslingsmidler. Men det betyder, at samfundet får midler til at bestemme over og kontrollere sin egen fremtid.

Vi ønsker at udvikle det bredest mulige demokrati. Hvem skal reelt tage beslutningerne: borgerne i fællesskab, eller de finansielle markeder? Og ud fra hvilke kriterier og prioriteringer? Den menneskelige races fremtid kan ikke trækkes op af en høj hat. Det bredest mulige demokrati kræver tid – tid til at lære om de store problemer, tid til at tage direkte del i diskussionerne – og de midler, der skal til for at danne sig en mening uden fuldstændigt at overlade det til eksperter.

Opgaven er således at rehabilitere selve ideen om politik, som et udvidet demokrati fra den institutionelle sfære til produktions- og kultur-sfæren, ved at generalisere selvstyre og de repræsenteredes kontrol med repræsentanterne. Det forudsætter en fri pluralistisk valgmulighed mellem forskellige projekter og programmer. Fagforeningernes og bevægelserne fulde uafhængighed af partierne og en udvidelse af demokratibegrebet, så det ikke kun drejer sig om det politiske område, men også det sociale område og om selvforvaltning.

Endelig er vi nødt til at udvikle en international solidaritet for at bekæmpe alle snævre og udelukkede særhensyn. Vi er nødt til at tænke og handle som verdensborgere, og holde fast ved den oprindelige hensigt med den universelle menneskerettighedserklæring. Det betyder især dagligdags solidaritet med mennesker fra de afhængige og undertrykte lande, som i århundrede har lidt under udplyndring og undertrykkelse. I dag giver denne udplyndring sig udtryk i gældsætning, der tillader kreditorerne at påtvinge dem deres betingelser og diktater, og at skubbe de såkaldte ”udviklingslande” tilbage til underudvikling.

Indenfor dette generelle perspektiv, hvilken slags Europa vil vi så gerne have? Et Maastricht Traktatens Europa – et Europa med fælles marked, valuta, domstole og banker – der i virkeligheden underminerer selve ideen om et åbent Europa, eller et Europa af søster- og broderskab, et socialt og demokratisk Europa?

Dette er kun veje, der viser os retning mod en anderledes fremtid, der er værd at leve i. I virkeligheden begynder morgendagens kampe i dag. Du kender Bertolt Brechts berømte udtryk: De stærke kæmper måske en tid. De endnu stærkere kæmper i mange år. Men de stærkeste kæmper hele deres liv igennem. De er uundværlige". Det er også den socialisme, vi vil have: den socialisme, der gør det størst mulige antal mennesker ” uundværlige”.

Oversat fra engelsk af Martin Mørch. Teksten blev oversat til den danske gruppe af deltagere i den internationale ungdomslejr i 2010.

 

Opslået i Teori

single.php