En kasse af efterladte papirer står på gulvet. Den er på sin rejse til måske Arbejderbevægelsens Bibliotekt og Arkiv. Måske, fordi den ”kun” indeholder private og personlige ting og sager, der umiddelbart ikke har interesse for nogen andre end eventuelle efterladte og slægtninge. Men hvor er de, og hvorfor har de ikke fået dette materiale for længst?

 

Denne artikels forfatter sidder sammen med Poul Møller i hans lejlighed på Nørrebro i København. Kassen har tilhørt Åge Kjelsø. Poul Møller kendte ham, arbejdede politisk sammen med ham og var organiseret sammen med ham i Fjerde Internationales danske grupper gennem årene. Vi sidder sikkert kun med resterne af Åge Kjelsøs papirer. Han havde uden tvivl mere, og det er forhåbentlig endt i sikre omgivelser. Vi ved det ikke pt. Og kigger videre i kassen, der er af træ og nogle årtier gammel.

Skrivende
Her er Kjelsøs fagforeningskontingentbøger fra DASF, hvilket svarer til det nuværende 3F. Medlemsbogen er fra Dansk Arbejdsmands Forbund – udstedt i Jord- og Betonarbejdernes Fagforening, indmeldt her den 17. april 1942. Den viser også en lang arbejdsløshedsperiode i årene 1955-57. Her er huslejekontrakter, konflikter om lejemål, et utal af private breve, julekort, dagbøger, der ikke umiddelbart har politisk interesse, samt notater fra enkelte politiske møder. Og i kassen ligger ikke mindst mange sider af noget, der engang har hængt sammen som et familiealbum. Men hvor er de efterkommere og slægtninge, der her er afbildet, og som vil blive lykkelige for at få dem. Problemet er, at der stort set ikke er undertekster til fotografierne.

Åge Kjelsø skrev dagbog, ligesom han skrev på sine rejser, f.eks. ”Dagbog fra Rom-turen 1955”. Denne og enkelte andre rejsebøger er skrevet på maskine. Dagbøgerne er ellers skrevet med en flot, regelmæssig skrift, men næsten ulæselig og skrevet meget småt for at kunne skrive meget og have det med rundt omkring. Sikkert også for at spare på papiret. Nogle af hans flittige skriverier forsvandt f.eks. i den spanske borgerkrig, som omtales nedenstående. Dagbøgerne og notaterne er ikke ordnet systematisk. Han daterede præcist, men uden at skrive årstallet!

Kassen dukker op
Men der er også et blad fra den danske gruppe eller sektion af Fjerde Internationale, Det Ny Arbejderblad. Og en udgave af bladet ”Fjerde Internationale” på esperanto, ”La Kvara Internacio”. En del af denne gruppes medlemmer var meget engagerede i bevægelsen for at udbrede et kunstsprog, som kunne tales og skrives verden over. En flot tegning af Trotskij er pjecens forside. Den må kopieres til senere brug.

Skal hele kassens indhold læses igennem? Vi snakker videre om noget af Åge Kjelsøs politiske aktiviteter. Her kommer Poul Møllers ikke altid begejstrede personlige syn og forhold til Kjelsø op til overfladen. ”Jeg kunne faktisk ikke lide ham, men jeg anerkender hans indsats. Kontakten til ham lod jeg andre om”.

Åge Kjelsø døde i oktober 1995, og hvorfor står denne kasse her 17 år efter, og hvordan og af hvem er den bragt hertil, til Studiestræde, hvor vi har hentet den? Den dukkede op under det store flytterod, omfordeling af lokaler, nu hvor Enhedslisten skal have mere plads efter den store valgsucces i 2011. Det er et under, at han blev så gammel. Der var bud efter ham. Nogle ville ham til livs. Han sloges og levede videre, og valgte selv i en alder af 80 at afslutte sit liv. Kassen, der står på gulvet, giver os anledning til at snakke lidt historie og om Åge Kjelsøs politiske virke.

I den spanske borgerkrig
Der var bud efter ham over flere gange. Første gang var under den spanke revolution og borgerkrig, som han kom ind i på en lidt tilfældig måde. Som en del andre venstreoppositionelle var han internationalist og optaget af ideen om esperanto. Og af den grund var Åge Kjelsø taget på cykeltur sammen med en anden kammerat, Tage Lau, til Japan. Under denne cykeltur hørte de, at der var startet en revolution og borgerkrig i Spanien. Så blev turen til Japan aflyst. De to kammerater fik kontakter i Jugoslavien, som de var nået til. De fik kontakt til Titos organisation, de jugoslaviske kommunister, som var med til at sende frivillige til Spanien.

For Kjelsø blev det en lærerig, men også en mærkelig og trist oplevelse og erfaring. Han blev som mange andre arresteret af de spanske stalinister og det sovjetiske GPU, der opererede i Spanien på folkefrontens side. Kjelsø blev arresteret på trods af, at han havde deltaget i mange hårde slag mod fascisterne på fronten i forskellige kampbataljoner.

Som erklæret trotskist blev han et af stalinismens mange ofre i Spanien. Han blev fængslet og udråbt som ”fascistisk agent”, tortureret og dømt til døden på falske anklager. Men det lykkedes at flygte fra fængslet takket være en eller flere fangevogtere, der var modstandere af, at han skulle henrettes De syntes, at det var skrapt nok at henrette et menneske, der var kommet til Spanien for at kæmpe imod fascisterne. Senere hjalp skandinaviske søfolk ham til Marseille i Frankrig.

Hans revolutionære rejsekammerat, Tage Lau, havde på grund af stor sprogbegavelse haft andre opgaver i Spanien. Han blev ansat i venstrefløjspartiet POUMs propagandaafdeling, mens Kjelsø tog til fronten. Tage Lau blev på sin hjemrejse arresteret af Gestapo i Tyskland. Kun gennem en ihærdig indsats fra den danske konsul i Tyskland lykkedes det Tage Lau at komme hjem til Danmark.

Arresteret i Danmark
Indsatsen i Spanien forfulgte Åge Kjelsø i Danmark, hvor han fortsatte sine antifascistiske aktiviteter. I november 1942 blev han interneret i Horserødlejren sammen med de andre Spaniensfrivillige. Den tyske besættelsesmagt og det danske politi stod i fællesskab for denne aktion.

Nogle af de mest Stalin-tro DKP’ere lavede en resolution i lejren mod Åge Kjelsø og Tage Lau ”som fascistiske agenter og snigmordere”. Ligesom Kjelsøs indlæg på fangernes vægavis blev censureret. Disse DKP’eres behandling af trotskister i Horserødlejren fik engang den kendte kommunist og landsretssagfører Carl Madsen, der også sad i lejren, til at udtale, at trotskisterne blev behandlet dårligt i Horserødlejren – forstået som hans protest mod behandlingen af oppositionelle.

Kjelsø blev løsladt i sommeren 1943 og genoptog modstandsarbejdet mod den tyske besættelsesmagt. Men på befrielsesdagen den 5. maj 1945 var det ved at gå galt igen. Han blev opsøgt af nogle modstandsfolk, der havde fået et tip om, at Åge Kjelsø var stikker. En anden Spaniensfrivillig, Jørgen Olsen, kom imellem og fik rettet den vanvittige påstand.

Kassen rejser videre
På trods af alt dette fortsatte Åge Kjelsø sit politiske arbejde. Han var aktiv resten af sit liv. Han mistede aldrig, trods erfaringerne med stalinismen, troen på en anden verden – socialismen. Han var tillidsmand i en årrække for de københavnske kloakarbejdere. Han var aktiv i det internationale solidaritetsarbejde – ikke mindst mod den amerikanske krig i Vietnam. Han var medlem af Enhedslisten til sin død.

Kassen med de efterladte papirer viser både denne politiske sejhed, men også en del om hans personlige og private liv, der ikke altid var let. Og gennem denne artikels tilblivelse er motivationen til at finde de eller den efterladte ikke blevet mindre.

Opslået i Historie

single.php