Enhedslistens hovedbestyrelse skal på sit møde den 12. marts diskutere og tage stilling til et delprogram, ”Produktions- og Erhvervspolitisk Program”. Udkastet er skrevet af det politisk-økonomiske udvalg og har været diskuteret i et par måneder på afdelingsmøder og seminarer, på Modkraft og i Facebook-grupper.

 

En mulighed for at vise Enhedslistens alternativ
Et delprogram skal uddybe og konkretisere principprogrammet på forskellige enkeltområder. Det svarer derfor til det EU-politiske program, som Årsmødet skal tage stilling til.

Et delprogram om produktionen er en oplagt mulighed for at udvikle og præsentere antikapitalistiske og systemoverskridende krav og forslag, som flere årsmøder har stillet som opgave. Sådan et delprogram kan være et vigtigt redskab til at virkeliggøre den politiske udtalelse fra sidste årsmøde, der fokuserede på behovet for, at Enhedslisten præsenterer sig som en selvstændig politisk krav med alternative løsning til både blå blok og Socialdemokraterne.

Det forslag, som har været ude til debat, indeholder elementer, der peger lidt i den retning, f.eks. kombinationen af et forslag om en samfundsbank og en opsplitning af de eksisterende private banker og forslaget om at fyringsafgifter til virksomheder, der flytter arbejdspladser til udlandet.

Ingen indgreb mod produktionskapitalen
Men forslaget har også alvorlige svagheder og udnytter slet ikke mulighederne for at formulere systemoverskridende løsninger på problemerne i produktionen og i erhvervslivet.

Det største problem i programmet er, at det ikke har nogen løsninger på de problemer, det skaber for samfundet, at produktionen og servicesektoren er på private hænder, koncentreret omkring nogle få ejere og styret ud fra profitmotiver.

Programforslaget forholder sig ikke til udbytningen af arbejdskraften i de kapitalistiske virksomheder, men nøjes med at foreslå samfundsovertagelse af tidligere offentligt ejede, nu privatiserede virksomheder, der står for infrastruktur som post, tele, jernbanetransport osv. I forlængelse af det har udkastet ingen forslag til indgreb mod multinationale virksomheder, hverken dansk-baserede multinationale eller udenlandsk baserede, som arbejder i Danmark.

For hele denne dominerende kapitalistiske sektor er udkastets eneste bud, at de ansatte skal have større indflydelse på driften.

Vil privatkapitalisterne visne væk?
I forlængelse af denne svaghed har udkastet en overdreven tillid til, hvad medarbejderejede virksomheder af forskellig karakter – og virksomheder med medarbejderindflydelse – kan ændre ved de grundlæggende problemer i kapitalismen: udbytning, misbrug af ressourcer, gentagne kriser osv. Der ligger på og mellem linjerne i udkastet en slags inddæmningsstrategi, hvor de ”gode” virksomheder gradvist udkonkurrerer de ”onde” privatejede virksomheder, som vil visne væk i konkurrencen med virksomheder under alternative ejerformer.
I den forbindelse formulerer delprogrammet også en vision om et samfund, hvor store dele produktionen af varer og tjenester vil være reguleret af markedskræfterne. Her gør udvalget sig slet ikke nogle tanker om, hvordan man kan undgå kapitalismens gentagne kriser og kapitalkoncentrationen i en økonomi, der er styret af markedskræfter.

Hvordan skal vi virkeliggøre det?
Endelig har udkastet en svaghed, som den deler med meget politikudvikling og -formulering i Enhedslisten. Den adskiller totalt de politiske forslag fra de metoder, der skal til for at få dem virkeliggjort, og de metoder, der vil være nødvendige for at forsvare dem, hvis nogle af dem bliver gennemført inden et egentlig opgør med kapitalismen og kapitalistklassens magt over samfundet. Enten tænker man kun i forslag til vedtagelse i Folketinget, eller også lader man det bare stå helt åbent, hvordan forslagene bliver gennemført.

Hvis man i stedet tager udgangspunkt i Enhedslistens kritik af kapitalismen og kapitalens magt, og hvis man dertil lægger Enhedslistens grundholdning om folkelig mobilisering og organisering som drivkraft for forandring, så må man gå en anden vej. Så må man formulere kravene ikke alene ud fra, hvilke problemer de kan løse, men også ud fra, hvordan vi kan vinde opbakning for dem, hvordan vi kan få arbejderklassen til at kæmpe for dem, og hvilke kamporganiseringer som kan skabe den kraft, der gør det muligt at kæmpe dem igennem og forsvare dem bagefter. Det mangler totalt i udkastet.

Man kunne for eksempel have kombineret forslag om ansattes ret til kollektivt at afvise helbredsnedbrydende arbejdsprocesser eller omlægninger, der fører til fyringer, med forslag om strejkekamp og strejkeorganisering for at få det gennemført og for at forsvare disse rettigheder bagefter. I steder nævner udkastet kun ”strejke” med et enkelt ord, nemlig som et fy-ord og eksempel, hvor galt det kan gå på privat-ejede arbejdspladser, hvor de ansatte ikke har indflydelse – og som noget, man kan undgå, hvis de ansatte får større medindflydelse!

I øjeblikket er der en proces i gang, hvor politisk-økonomisk udvalg reviderer udkastet på baggrund af debatten. Forhåbentligt vil det rette op på svaghederne i det første udkast. Ellers er det op til hovedbestyrelsen.

SAPs forretningsudvalg, den 28. februar 2016

 

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php