Bernie Sanders´ valgkamp farer som en meteor hen over den politiske himmel. Efter dødt løb med Hillary Clinton efter opstillingsmøderne i Iowa og en knusende sejr i New Hampshire kan hans udfordring af det politiske establishment ikke længere affærdiges som et underholdende mellemspil i den såkaldte “realpolitiks” verden.

Det er et vendepunkt i en usædvanlig valgkamp midt i en usædvanlig socialkrise. De etablerede partilederskaber, der kontrollerer demokraterne og republikanerne på den samlede herskende klasses vegne har mistet kontrollen over det, som de er sat til – i hvert fald midlertidigt.

Kommentatorer plejer at fremstille Sanders og Trump som symmetriske "populistiske" outsidere, der hver på deres måde reflekterer arbejderklassens vrede og frustration. Men hvor Sanders appellerer til traditioner for social solidaritet og fælles ansvar for den skræmmende udvikling, som vores samfund står over for, så fyrer Trump op under de værste instinkter til at jage "de andre" som syndebukke – muslimer, immigranter eller andre bekvemme skydeskiver. det er ikke så underligt, at åbenlyse fortalere for den hvide races overlegenhed og "nationalister"opfatter Trumps valgkamp som noget, der åbner døren på vid gab for deres racisme- og had-politik.

I modsætning til det retter den kampvilje fra de unge og arbejderklassen, der er drivkraften i Sanders´ valgkamp, lyset mod den dybe tiltrækning af hans program om offentlig sygesikring, et finmasket socialt sikkerhedsnet, betalingsfrie offentlige universiteter, en minimumsløn på 15 dollars og en revolution vendt imod Wall Street og de banker, der er "for store til, at de skal have lov at eksistere". Det peger alt sammen hen på at Amerika ikke befinder sig midt i en massiv folkelig højredrejning.

Eksperterne var forbløffede over valgdeltagelsen blandt unge førstegangsvælgere i Iowa. Der var i følge nogle skøn helt op til 80 procent, der stemte på Bernie. (I mindre omfang, men stadigvæk signifikant, var der også unge, især fra universiteterne, der mødte op til de republikanske opstillingsmøder, måske af de samme årsager på begge sider, fordi de så deres fremtid køre fast i mudderet af usikre jobmuligheder og uoverskuelig gæld). Da primærvalget i New Hampshire var overstået, forstod alle, at de unge i stort tal havde stemt på Sanders – også unge kvinder, lige op i ansigtet på tonedøve opfordringer fra Gloria Steinem og Madeleine Albright om deres "pligt"til at støtte Clinton.

Blandt amerikanerne fra arbejderklassen viste Labor for Bernie også stor styrke. Der var flere fagforbund, der var meget tidligt ude med opfordringer til at støtte Clinton, uden at gøre sig den ulejlighed at lytte til deres medlemmer, men AFL-CIO har dog ikke gjort det endnu, vel til dels på grund af pro-Sanders-stemningen inden for vigtige sektorer af arbejderklassen. De forenede Bilarbejdere siger, at de vil vejre stemningen blandt forbundets medlemmer, som UAW-formand Dennis Williams beskriver som "modstridende". Labor for Bernies nationale møde i april ved indledningen af Labor Notes-konferencen i Chicago tegner til at blive en spændende begivenhed!

Det demokratiske establishment er dog, på trods af den store begejstring og det tidlige momentum, 99 procent overbevist om, at de erklæret demokratiske socialist ikke kan vælges – og 1 procent mere skræmt over, at han lige netop kan vælges, ved udsigten til hvad det vil udløse fra brøleaberne i de pro-republikanske medier.

I de kommende primærvalg i Syden og i de store stater regner vi med, at Sanders vil klare sig bedre end i de sædvanlige forudsigelser, dvs. også blandt afro-amerikanske og latino-vælgere. Hvor langt det demokratiske lederskab vil gå i bestræbelserne på at stoppe Sanders, vil vi få at se inden for de nærmeste måneder. Hans kandidatur fremstiller sig selv som et aktiv for partiet ved at inddrage unge og arbejdere, der er påfaldende lunkne i deres entusiasme over for Hillary Clinton – hvad man jo udmærket godt kan forstå! Disse udsigter til "enhed" kan blive spoleret, hvis partiets lederskab stikker hånden dybt ned i posen med beskidte tricks for at sætte Sanders ud af spillet, f. eks. ved åbenlyst at fiske efter stemmer ud fra racespørgsmål, ved at male "den røde fare" på væggen, eller sætte deres lid til, at ikke-valgte superdelegerede kan sikre, at Clinton bliver nomineret. Det er metoder, der kan findes frem, hvis der bliver brug for det. Og den sidste forsvarslinje vil være ren skræmmetaktik – den pseudo-praktiske løgn, at "en nominering af Bernie vil være at kaste Det Hvide Hus i hænderne på den republikanske højrefløj."

Men lige meget hvordan det går med primærvalgene, så vil en politisk revolution imod "milliardær-klassen", eller det som Occupy-bevægelsen kalder "den ene procent" – den forenede kapitalistiske herskende klasse – ikke komme til at foregå inden for rammerne af et parti, der i sidste instans er ejet og kontrolleret af netop denne klasse. Uanset hvor meget brøl og vrede, der kommer fra nomineringsprocessen, så vil de store koncerners Amerika, bankerne, Wall Street og kapitalfondene være sikre på, at det Demokratiske parti forbliver i de rette hænder. De berigede sig under Bill Clinton og Barack Obama, ligesom de gjorde under George W. Bush imellem dem, og en valgkamps ophedede retorik ændrer ikke på, som Sanders rammende har udtrykt det, at "det er Wall Street, der styrer kongressen." Den nøgne sandhed er, at den også styrer det Demokratiske parti, og det er jo lige præcis derfor, at Bernie Sanders selv igennem årtier har stillet op som politisk uafhængig.

Sanders-"flammen" og den energi, som han har været katalysator for, vil med overvejende sandsynlighed slukkes i desillusion og frustration, ligesom Jesse Jacksons Regnbue-satsning i 1988 så tragisk gjorde…med mindre bevægelsen finder en vej til at fortsætte og udtrykke sig uafhængigt i forhold til det Demokratiske parti. Hvordan det så skal se ud, er ikke til at forudsige, det kan kun opstå blandt engagerede aktivister. Kan denne energi bevæge sig hen imod en uafhængig politik i stil med Jill Steins valgkamp, eller endda et nyt parti? Hvis nu tusinder af Sanders-tilhængere ville nå til den samme konklusion som Bernie, at de virkelig er socialister, og begynder at drage nogen tilsvarende følgeslutninger? Kunne det være en komponent i det, som vi i Solidarity har kaldt muligheden "det næste venstre"?

Det er de åbne spørgsmål til diskussion blandt hundredtusinder af dem, der føler "flammen". Som andre på den socialistiske venstrefløj, så håber Solidarity at komme med på denne opdagelsesrejse.

Styringsgruppen (daglig ledelse) for Solidarity, 11. februar 2016

 

Opslået i Nordamerika

single.php