Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet.

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet.

Perioden siden valget i 2015 har heller ikke givet grundlag for optimisme mht. hvilken politik, en eventuel ny socialdemokratisk regering vil føre. Som Enhedslistens hovedbestyrelse konstaterer: ”Behovet for en ny tilgang til regeringsspørgsmålet er i de to år, der er gået siden valget og årsmødet i 2015 blevet understreget af, at det ikke har været muligt at fravriste socialdemokraterne løfter om en ny politisk kurs”.

I denne situation har Enhedslisten valgt at starte en medlemsdebat om muligheden for en ny parlamentarisk taktik. Det er godt at rejse denne debat og herunder at få diskuteret hvorvidt og eventuelt i hvilken grad, Socialdemokratiet i dag er et grundlæggende anderledes parti end det vi har kendt historisk. Og det er ikke mindst relevant at diskutere når vi ser på erfaringerne fra flere europæiske lande, hvor de nyliberale socialdemokratiske partier er styrtdykket eller nærmest kollapset, når der er blevet præsenteret et venstrefløjsalternativ med en vis tyngde.

En venstrefløj med sit eget politiske projekt
Som Enhedslisten vedtog på årsmødet i 2015, er der behov for at ”venstrefløjen må styrke og udvikle sig selv i politisk modsætning til både højrefløjen og Socialdemokraterne. Vores hovedopgave er derfor ikke at forsøge at sikre små korrektioner af Socialdemokraternes fejlslagne politiske kurs. Vi er venstrefløj i vores egen ret med vores eget projekt og vores egen kurs.”

I dette arbejde må vi bl.a. overveje, hvilken parlamentarisk taktik der giver det bedste rum for at formulere et selvstændigt politisk projekt, der ikke handler om at trække, skubbe eller true en socialdemokratisk regering, men som handler om at fremlægge et selvstændigt program for politisk forandring. Et program der kan give håb og inspiration for en ny politisk retning og dermed også kan spille sammen med arbejdet for at opbygge folkelige bevægelser der kan mobilisere bag offensive krav.

En mulighed for at opbygge styrke bag et sådan program, er at lægge pres på SF og Alternativet for at sætte handling bag deres ord om forandring ved at opfordre dem til at stå sammen med Enhedslisten bag kravet om en ny politisk dagsorden. Denne mulighed er et af de perspektiver der beskrives i udtalelsen ”Fremtidens venstrefløj”, hvor der står: ”SF og Alternativet har begge givet udtryk for, at de vil en anden vej end nødvendighedens nyliberalistiske politik. Derfor opfordrer vi de to partier til at være med i modstanden mod den borgerlige regering og dens nyliberale politik og deltage i debatten om, hvordan en ny stærk venstrefløj kan se ud.”

Konkret kunne man f.eks. foreslå, at såfremt SF, Alternativet og Enhedslisten tilsammen bliver større end Socialdemokraterne, så bør der peges på en forhandlingsleder, som udpeges af disse tre partier i fællesskab. Eventuelt en forhandlingsleder, der står uden for alle tre partier, men som er villig til at agere forhandlingsleder på vegne af et program, som disse partier opstiller i fællesskab. I den situation vil det være op til Socialdemokraterne (og eventuelt de Radikale) at forholde sig til om de vil støtte denne forhandlingsleder, i stedet for at det bliver op til de andre partier om de vil støtte Mette Frederiksen.

Et godt projekt – også selv om det ikke lykkes
Det er klart, at der er stor risiko for at SF og/eller Alternativet afviser at opstille en fælles forhandlingsleder med Enhedslisten. Men så meget desto mere vil det være relevant at foreslå dem det, for at udfordre og presse dem på dette spørgsmål, eftersom mange af deres vælgere formodentlig vil forvente af dem, at de faktisk er villige til at bryde med den nyliberale politiske dagsorden, som Socialdemokraterne efterhånden også repræsenterer.

Det er også klart at disse tre partier i de aktuelle meningsmålinger ikke ser ud til at blive større end Socialdemokraterne (aktuelt ligger de tre på tilsammen ca.19 procent mod SD´s godt 26 procent). Men her må vi så meget desto mere tage i betragtning, hvilken dynamik det vil kunne skabe, hvis en stemme på en reel venstrefløj med eget politisk program ikke længere blot er en stemme på løftet om at ”trække” i en Socialdemokratisk regering, men faktisk en stemme på et selvstændigt og konkret politisk projekt. Hvis der kan skabes en entusiastisk opbakning bag en kampagne for et reelt politisk alternativ til nyliberalismen, er det ikke spor urealistisk at flytte de 4 procent, der skal til.

Selv hvis en sådan ny taktik i sidste ende ender ud i at Mette Frederiksen alligevel bliver forhandlingsleder, så vil det stadig åbne et rum for, at Enhedslisten fra nu af og frem mod og under valgkampen kan fremlægge et selvstændigt politisk projekt, der er uafhængig af Socialdemokraterne, og som ikke handler om at ”trække” dem nogen steder. Og det vil ikke stå i modsætning til, at man alligevel kan ende med at pege på Mette Frederiksen som det mindste onde, hvis forudsætningerne for en anden forhandlingsleder ender med helt objektivt ikke at være tilstede.

Fremlæggelsen af et selvstændigt program og presset på Alternativet og SF (og i sidste ende også på Socialdemokraterne) for at støtte dette program, vil også kunne danne grundlag for at fastholde kravene under en eventuel socialdemokratisk regering og for opbyggelsen af protester og mobiliseringer til støtte for disse krav.

Fremtidens venstrefløj
Det er klart, at det er et stort skridt at tage. Ikke mindst fordi en sådan ny taktik i sidste ende rummer muligheden for et jordskredsvalg, der vil tvinge Enhedslisten til faktisk at deltage i formuleringen af et regeringsgrundlag på baggrund af det fremlagte program – hvis det faktisk lykkes at presse SF og Alternativet til at acceptere at opstille en fælles forhandlingsleder, og hvis de tre partier faktisk bliver større end Socialdemokraterne.

I den situation vil Enhedslisten komme til at stå over for en historisk udfordring. Ikke desto mindre er det nødvendigt, at der faktisk bliver skabt et brud med den ”nødvendighedens politik” som også Socialdemokraterne i dag repræsenterer. Og derfor er det nødvendigt, som det netop blev formuleret i ”Fremtidens venstrefløj”, at Enhedslisten sammen med alle, der vil være med, arbejder på at ”opbygge en ny venstrefløj med sit eget politiske projekt”. En ny parlamentarisk taktik, der netop tager formuleringen og diskussionen af et sådant politisk alternativ som afsæt, må – hvad parlamentarisk taktik angår – være det bedste bud på et bidrag til netop denne opbygning af fremtidens venstrefløj.

At opbygningen af denne venstrefløj så også – og i langt højere grad – afhænger af evnen til at organisere og mobilisere bevægelser uden for de parlamentariske rammer, er en anden sag!

SAPs forretningsudvalg, den 2. juli 2017

NB: Ugekommentaren holder nu sommerferie frem til medio august. God ferie!

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php