Søndag den 17. maj blev de Tamilske Tigres våben bragt til stilhed, samtidig med nyheden om drabet på deres leder, Vilupillai Prabhakaran.

af Fjerde Internationale

Dermed afsluttes en brutal og hensynsløs militæroffensiv, udført af den chauvinistiske og nationalistiske singalesiske regering under ledelse af Mahinda Rajapaksa.

I flere måneder har regimet konstant bombarderet tamilske oprørere og civile i dets såkaldte ”krig mod terrorisme”. Hospitaler, skoler og hjem er blevet bombet, med over 7.000 døde og 15.000 sårede til følge. Tamiler er blevet tvangsflyttet og anbragt i lejre, som de ikke har fået lov til at forlade. De er alle uskyldige civile, men mistænkt for terrorisme, bare fordi de tilhører det tamilske mindretal i den nordlige og østlige del af øen.

Den militære sejr vil imidlertid ikke sætte en stopper for den militære konflikt, der har fundet sted igennem årtier. Siden 1948, da Sri Lanka blev selvstændigt, er Sri Lankas mindretal blevet systematisk diskrimineret både sprogligt, kulturelt og økonomisk. Frem til 1970’erne krævede tamilerne i nordøst ved hjælp af fredelige midler forgæves respekt for deres rettigheder og kultur. Dette førte til en politisk radikalisering af unge tamiler og til fremvæksten af en væbnet kamp, der har varet i snart 30 år.

Samtidig med at vi klart fordømmer de Tamilske Tigres vold og selvmordsangreb, er kampen for at opnå respekt for tamilernes rettigheder og kultur stadigvæk nødvendig og på sin plads.

Krigen imod de Tamilske Tigre er blevet brugt af det autoritære Rajapaksa-regime til at begrænse de demokratiske friheder, ikke bare for de etniske minoriteter i landet, men over for alle indbyggere. Regeringen har indsat dødspatruljer imod uafhængige journalister og imod kritikere af regeringens krigspolitik.
Ingen varig løsning vil være mulig uden anerkendelse af retten til selvbestemmelse for det tamilske folk. Regioner med et ikke-singalesisk flertal skal tildeles autonomi, og en sikring af lige rettigheder for alle borgere vil være den eneste garanti for fred og demokrati i en multikulturel stat med forskellige folkeslag.
Et virkeligt demokrati kan ikke eksistere uden respekt for de etniske mindretals rettigheder.

Fjerde Internationales forretningsudvalg, 18. maj 2009

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com