De internationale medier har stort set ignoreret den enorme folkelige mobilisering, som lørdag 15. september rystede det politiske liv i Portugal. I alt protesterede en million mennesker over hele landet, heraf mindst 500.000 i hovedstaden – det er 10 procent af landets samlede befolkning. Det var den største demonstration siden 1. maj 1974, efter Salazar-diktaturets sammenbrud.

Opgivenhed – et portugisisk karaktertræk?

I de seneste år har den portugisiske befolkning udholdt spare-foranstaltningerne i en ånd af opgivenhed – bortset fra nogle mindre demonstrationer af sociale organisationer og bevægelser.

Denne opgivenhed er ikke udtryk for et ”nationalt (eller kulturelt) karaktertræk” eller medfødt dumhed. Nej, den er et resultat af årtier med massive propaganda-kampagner, som har fået arbejderne i Portugal til at tro på de mest frygtelige historier – til trods for alle beviser på det modsatte.

Kampagner for at få befolkningen til at tro på, at den er ansvarlig for statens underskud eller den offentlige gæld – og at dens redning er afhængig af, at banker og finans-spekulanter bliver reddet, og at der ikke er penge til at betale for den offentlige service eller de offentligt ansatte – fik befolkningen til at acceptere indgrebene fra Trojkaen (IMF, EU og den Europæiske Centralbank).

Denne godtroenhed viser sig i et land, hvor den månedlige mindsteløn i de seneste år har været mindre end 400 euro (3.000 kr.). Det giver anledning til to konklusioner:

1. Det er lettere at beherske et folk, som gennem generationer er blevet vænnet til fattigdom.

2. I løbet af de sidste 30 år har kapitalen og de partier, der på skift har dannet regering (PS, PSD og CDS-PP), brugt hovedparten af deres kræfter og ressourcer på at ansætte kommunikations-konsulenter og på absolut kontrol med medierne.

 

Partier i Portugal
PSD 
librale
Social-Demokratisk Parti
CDS-PP konservativt Demokratisk og Socialt Centrum – Folkepartiet
SP socialdemokrater Socialistisk Parti

PCP

kommunister

Portugals Kommunistiske Parti
BE
yderste venstre, socialister
Venstre-Blokken

Der er en grænse for al opgivenhed

Alligevel har utilfredshed og oprør været mærkbar i nogle sektorer. Siden 12. marts 2011 har der været to generalstrejker og adskillige store demonstrationer. Den 15. september så vi massive demonstrationer af vrede mennesker. Det vurderes, at disse demonstrationer mobiliserede mere end én million mennesker over hele landet.

Parolerne i indkaldelsen til demonstrationen opsummerede på en eksemplarisk måde alle grundene til det nuværende oprør.: “Ud med Trojkaen!”, ”Vi vil have vores liv!”, ”Vi må gøre noget ekstraordinært!”

Alt er indeholdt i disse tre sætninger: den påtrængende nødvendighed i at bringe regeringen til fald, afslutning af spare-politikken, genopretning af forbindelsen til statens sociale funktioner, stop for betalingen af den uretmæssige gæld, som tjener kapitalen og berøver arbejderne.

Umiddelbart før demonstrationen sendte adskillige repræsentanter for politiet og officerer fra de væbnede styrker en klar besked: den portugisiske befolkning har god grund til at gøre oprør mod tingenes tilstand, og politiske ledere skal ikke regne med dem til at undertrykke folket, som de sværger på at ville forsvare.

 

Hvad kan en million mennesker betyde i den nuværende sammenhæng?

Den nuværende regerings-koalition (CDS-PP + PSD) fik støtte fra 29 procent af de registrerede vælgere ved valget den 5. juni 2011. Men det var:

  • før arbejderne mistede mellem én og tre måneders løn om året
  • før ophævelsen af kollektive overenskomstaftaler
  • før forlængelsen af den daglige, ugentlige og årlige arbejdstid
  • før forhøjelsen af momsen
  • før nedskæringerne på områderne sygdom og handicap, sundhedsvæsen, uddannelse, kultur, understøttelse ved arbejdsløshed og garantier for mindsteindkomst
  • før de massive fyringer af lærere
  • før fyringerne, en hurtig reform og genansættelsen på usikre vilkår af læger og sygeplejersker i det nationale sundhedsvæsen
  • før den drastiske nedskæring i antallet af sengepladser på offentlige hospitaler
  • før tiltag på uddannelsesområdet, som har til formål at forme børn fra femårs-alderen til arbejdskraft, der har vænnet sig til at være reduceret til slaver.
  • før nogle politi-brigader dræbte folk i de fattige kvarterer i byernes forstæder.
  • før mere end demonstranter blev stillet for retten for at protestere fredeligt imod de kommunale myndigheders voldelige og ulovlige handlinger.
  • før lukningen af hjemmesider på internettet, som annoncerede demonstrationer og møder
  • før aktivister, som prøvede at hjælpe folk i slumbyerne, blev banket ned af civilklædte politi-folk;
  • før vrede arbejdsløse mennesker blev arresteret og stillet for retten for at have forsøgt at komme ind på en arbejdsformidling for at søge arbejde og uddele løbesedler.
  • før den pludselige forlængelse af den ugentlige arbejdstid for lærere
  • før undervisningsministeren annoncerede, at klasserne nu har et maksimum på 30 elever mod 24 for to år siden;
  • før patienter i dialyse på landet, som ikke havde penge, blev efterladt til den visse død, hvilket allerede kan betragtes som en ny form for massakre i moderne tider;
  • før regeringen annoncerede lukningen af det største fødselshospital i landet, som også var et center for uddannelsen på området.
  • før en nedskæring på 100 procent i kulturbudgettet

Det skal siges, at denne demonstration havde deltagelse af titusinder af aktivister og sympatisører til politiske organisationer, partier og fagforeninger, hvis organisationer i starten havde fordømt demonstrationen. Det skal siges, at gennem hele ugen op til og op til to timer, før folk begyndte at forsamles, havde medierne ført en intensiv kampagne for at overtale befolkningen til ikke at demonstrere, ved at omtale mulige politiangreb, infiltrerede politiagenter eller maskerede ekstremister med skumle hensigter. Hermed bidrog de til at forhindre, at hundredtusinde flere mennesker tog del i demonstrationerne. Under et slør af tilsyneladende neutralitet, gjorde medierne deres bedste for at demobilisere mulige protesterende.

Pludselig og uforudsigelig – dråben, der fik bægeret til at flyde over

Med en åbenlys mangel på sans form timing, to dage efter indkaldelsen af demonstrationen, annoncerede premierministeren de mest offensive indgreb, som arbejderne kunne mindes: en forhøjelse af de sociale bidrag, som betales af arbejderne, med 7 procent, samtidig med en nedsættelse af arbejdsgivernes bidrag med 5,75 procent, og yderligere nedskæringer i statens sociale funktioner. Dette indgreb kommer i forlængelse af de tidligere nedskæringer og indebærer en ny lønnedgang på mindst 8,5 procent.

Et stort antal demonstranter (måske de fleste) har ikke andre våben at kæmpe med – fordi mange er løstansatte, som ikke har den “luksus”, at de kan uddele løbesedler eller strejke, fordi de trues med omgående fyring og med at blive sortlistet af arbejdsformidlingerne. I dag er mange mennesker bange for at optræde i en demonstration, at blive fotograferet og genkendt offentligt og som et resultat af det miste deres job. Vi lever i et klima af frygt, som ligner det, der herskede under diktaturet.

Af disse grunde, mere end på grund af antallet af demonstranter, var denne demonstration den 15. september en klar illustration af den ånd af oprør, som ryster landet.

I direkte tal er den eneste demonstration af denne størrelse, som vi kan erindre, den 1. maj 1974, da en million mennesker kom ud i gaderne i Lissabon (som havde næsten dobbelt så mange indbyggere dengang i forhold til i dag). Imidlertid er der en væsentlig forskel mellem de to datoer. Den 1. maj 1974, da en million mennesker invaderede Lissabons gader, var det slående den måde, folk smilede og krammede hinanden på, efter Salazar-diktaturets fald, som fandt sted den 25. april med nellike-revolutionen. Den 15. september 2012 var det denne glæde, som manglede i gaderne i Lissabon og Porto.

Denne masse-mobilisering kan ikke være en enlig svale

Det er selvfølgelig ikke nok at gå på gaden og sige: ”Nu er det nok!” En ændring i de politiske styrkeforhold er altid resultatet af mere end gode hensigter eller paroler. Hårdere former for kamp er nødvendige for at tvinge regeringen til at gå af. I denne henseende har fagforeningerne og organisationerne på venstrefløjen – i betragtning af de store muligheder, som den 15. september viste over hele landet – et endnu større ansvar for at organisere kampe mod nedskæringer og den herskende orden. De kan ikke længere retfærdiggøre deres forbeholdne holdning med en tvivl om holdningen i arbejderklassen. Uanset hvad folk hver især måtte mene politisk, står det klart, at der er en opmærksomhed og en vilje til at sige stop for spare-tiltage og få gjort op med regeringen og Trojkaens indblanding.

Ethvert skridt fra fagforeninger eller politiske organisationer, der ikke klart tager højde for denne demonstration, men som prøver at lægge låg på og undgår at forpligte sig til at gøre noget, kan fra nu af kun betragtes som en forræderisk handling.

 

Lissabon, 16. september, 2012

Artiklen blev først offentliggjort hos Komiteen for Sletning af Portugals Offentlige Gæld og er her oversat fra International Viewpoint af John Jessen.

 

 

 

Opslået i Sydeuropa

single.php