Her i sommer døde Vagn Rasmussen, en mangeårig politisk aktivist, som i august ville være blevet 80 år. Ikke mindst solidaritetsarbejdet var en central del af Vagn Rasmussens aktiviteter, uanset hvor i verden der var brug for støtte.

Vagn Rasmussen blev født i et socialdemokratisk arbejderhjem i Viborg. Som 14 årig meldte han sig ind i DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og han skulle snart bevæge sig længere ud til venstre. Det meste af sit liv var han medlem af Fjerde Internationales danske grupper.

Opvæksten i den socialdemokratiske familie satte sit præg på Vagn. Fra DSU blev den unge mand som 18-årig medlem af Socialdemokratiet. Kontingentet blev betalt af den 10 år ældre storebror Henning, som senere blev borgmester i Esbjerg og indenrigs- og justitsminister under Anker Jørgensen. Senere blev han også formand for Folketinget.

Til København
Vagn Rasmussen rejste som ganske ung til København. I slutning af 1950´erne blev han formand for DSU i Københavns Amt, hvor han til stor fortrydelse for partiledelsen var med til at udgive det partikritiske blad Socialistisk Horisont, som blandt andet lagde afstand til NATO.

I arbejderbevægelsen var der dengang kun to hovedstrømninger, Socialdemokratiet og kommunisterne i DKP. Men stalinismen blev aldrig et alternativ for Vagn. Til gengæld åbnede der sig muligheder, efter Stalins død i 1953 og ikke mindst på grund af mange kommunisters utilfredshed med den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956, for et alternativ til såvel socialdemokratismen som stalinismen. Et første forsøg blev gjort med dannelse af Danmarks Socialistiske Parti (DSP) i 1957. Året efter blev Aksel Larsen – DKP´s mangeårige formand ekskluderet. Han og mange andre dannede Socialistisk Folkeparti, SF.

Trotskisterne
Vagn Rasmussen var tiltrukket af de nye partier til venstre for Socialdemokratiet, og allerede i 1960 blev han landsformand for SUF – Socialistisk Ungdoms Forum, som var tilknyttet SF. Og Vagn vandrede videre mod venstre. Til SI sagde han i 2012: "Det har været i starten eller midten af 1960´erne, at vi var nogle SF´ere, der startede Socialistisk Oplysningsforbund. Det afholdt blandt andet en møderække om dialektisk materialisme – over 15 aftener! Her mødte jeg nogle af de danske trotskister – Poul Møller, Gunner Jensen og Ole Thorbek. Jeg syntes, de havde de rigtige analyser og meldte mig ind i deres gruppe, Revolutionære Socialister".

Nogle af trotskisterne havde været aktive i dannelsen af DSP og var med i SF fra starten. Op i 1960´erne tog gruppen – som var den danske sektion af Fjerde Internationale – på trods af et meget beskedent antal mennesker en række initiativer, der fik bredere opbakning. Det største var den danske Vietnambevægelse, Giro 1616, som blev dannet på et møde i april 1966. Initiativet fik en række anbefalere på et grundlag, som gav en ubetinget støtte til den vietnamesiske befrielseskamp. Det stod i modsætning til DKP´ernes ønske om at lave en bredere bevægelse på et humanitært grundlag, men gruppens initiativ vandt gehør også på venstrefløjen i DKP.

Splittelse og enhed
SF drejede i denne periode mere og mere til højre. De unge i SUF udgjorde en uformel venstrefløj i partiet og havde stor fremgang op gennem 1960´erne. Ved folketingsvalget i 1966 gik SF frem fra 10 til 20 mandater, og Socialdemokratiet og SF havde dermed et absolut flertal, men venstrefløjen i SF mente, at deres parti var for eftergivende over for den socialdemokratiske regering under Jens Otto Krag. Allerede i slutningen af 1967 faldt regeringen, og SF blev splittet, da seks SF´ere nægtede at stemme for indefrysning af en dyrtidsportion. Resultatet var et nyt parti, VS – Venstresocialisterne.

Næsten alle fra SUF gik også med i det nye parti. Men da flertallet af de danske trotskister i 1972 brød med VS og dannede en ny selvstændig organisation (RSF), ville Vagn Rasmussen ikke med. Han blev i VS sammen med en lille gruppe under navnet Revolutionære Socialister (RS), hvor han var den uofficielle leder.

I 1982 blev de danske trotskister alligevel genforenet. RS mente, at VS ikke længere var det samme som tidligere, og på næsten alle politiske spørgsmål var Vagn og de andre i RS enige med SAP – som det hed efter en navneforandring fra RSF til SAP. Mindre enig var han i SAPs taktik i denne periode om at opstille selvstændigt til folketingsvalg. Valgresultaterne var da heller ikke særlig opløftende, så da SAP med stor energi begyndte at arbejde for en fælles opstilling på venstrefløjen, som i 1989 førte til dannelsen af Enhedslisten, var det et resultat, som Vagn var meget tilfreds med.

Den subjektive faktor
Vagn var til sin død medlem af Enhedslisten, selv om han kritiserede partiet og dets ledelse for at være for højreorienteret. Han blandede sig ofte i diskussioner om internationale spørgsmål og fulgte interesseret med i klassekampens udvikling overalt i verden. Da han i et interview med SI i 2012 blev spurgt, hvordan han overordnet vurderede udsigterne for den socialistiske sag, svarede han:

"På den ene side indser mange, at det er nødvendigt at sætte markedsøkonomien under folkelig kontrol. Polar-isen smalter, luftforureningen vokser, og så videre. Mennesker vil ikke overleve, med mindre vi får socialisme. Det er profitinteresser, der er ved at ødelægge jorden, det er der mange, der kan se. Problemet er opbakningen til et socialistisk svar, der kan få kontrol med markedskræfterne. Den subjektive faktor, den er næsten ikke-eksisterende"

Vagn så i det arabiske forår en ny optimisme. Dog vendte udviklingen sig hurtigt. Han så her en kontrarevolution, hvor de folkelige kræfter blev slået tilbage. Men som han sagde i omtalte interview demonstrerede opstandene dynamikken i den permanente revolution – at folkelige opstande i udviklingslandene vil bryde med rammerne for den borgerlige stat, og at socialistiske løsninger er nødvendige, hvis man skal opnå ordentlige levevilkår og demokrati.

Men analysen af den arabiske opstand og specielt udviklingen i Syrien var også det, der fik Vagn til at bryde med SAP og Fjerde Internationale for et par år siden. Han støttede Assad-regimet i Syrien (mod imperialismen) og gav i stigende grad udtryk for en to-lejr-tænkning (”din fjendes fjende er din ven”), som stod i modsætning til Fjerde Internationales grundlag. Han fandt SAPs og Socialistisk Informations dækning af begivenhederne fejlagtige og valgte at forlade den politiske organisation, han i årtier havde været en del af.

STS – International Solidarity
Vagns vigtigste aktivitet gennem de sidste mange år var solidaritetsorganisationen STS International Solidarity, hvor han spillede den ledende rolle. STS startede med støtte til demokratiske og multietniske lærerkræfter i den bosniske by Tuzla i midten af 1990´erne – heraf navnet STS, Støt Tuzlas Skoler. Det arbejde spredte Vagn og andre til Kosova, Somalia og Pakistan. Gennem STS International Solidarity satte han projekter i gang, lavede indsamlinger og arrangerede solidaritetsbesøg, samtidig med at han var redaktør af organisationens blad og hjemmeside, hvor han flittigt udbredte sine meninger om USA-imperialismens svinestreger og den internationale udvikling i almindelighed. Vagn Rasmussen var en klassekæmper til det sidste.

Vagn efterlader sig sin samlever, Birgit og tre døtre fra to tidligere forhold – Jette og Helle samt Anne.

 

 

Opslået i Socialistisk Arbejderpolitik

single.php