– Havde vi vidst, hvad vi ved i dag, havde vi nok ikke skrevet under, siger Enhedsliste-borgmester Mikkel Warming om budget 2010 i København.

 

Ingen i Enhedslisten er udelt begejstrede for det budgetforlig, der blev indgået i København. Alligevel er der forskellige vurderinger fra de tre medlemmer, Socialistisk Information har interviewet om sagen. De tre er Enhedslistens socialborgmester, Mikkel Warming, næstformand for Landsforeningen af Socialpædagoger (LFS), Jan Hoby, og medlem af Enhedslisten Københavns bestyrelse, Katrine Toft Mikkelsen.

Da samtlige partier i Københavns Kommune indgik budgetforlig i midten af september måned, vakte det i første omgang ikke den store opsigt, ud over en vis overraskelse over forligets bredde i et valgår. Mest positivt blev forliget udlagt af den afgående socialdemokatiske overborgmester, mens Enhedslistens socialborgmester, Mikkel Warming, der ellers havde fået en del flere millioner til socialområdet, nøjedes med at kalde det ”et brandslukningsprojekt”, der ville forhindre noget, der ellers ville udvikle sig katastrofalt.

Bevægelsen
Men i begyndelsen af november, lige op til kommunalvaget, kommer der voldsomt fokus på forliget. En besparelse på i alt over 200 mio. på børne- og ungdomsudvalgets (B&U) område, skal udmøntes i ’effektiviseringer’. Forvaltningens udkast til dette indeholder bl.a. en grønthøsterbesparelse på daginstitutionerne på op mod 3 procent samt et bortfald af den personalemæssige kompensation, som mange københavnske institutioner får for f.eks. trapper, der besværliggør arbejdet. På mødet i B&U-udvalget den 4.november godkender alle forligspartierne, inkl. Enhedslisten, alle andre udmøntninger end fjernelsen af det såkaldte ’trappetillæg’.

I dagene før kommunalvalget protesterer både personale og forældre voldsomt mod disse forslag, og der er både en 1-dages-strejke og forældreblokader mange steder. Enhedslisten sætter – som det eneste parti – hælene i og nedlægger veto mod fjernelsen af trappetillæget, og partierne kan ikke blive enige om en anden udmøntning. Nogle af de andre partier beskylder Enhedslisten for at løbe fra forliget, men Enhedslisten fremhæver, at det i forligsteksten hedder, at besparelsen ”så vidt muligt” ikke må berøre normeringen.

Forældreorganisationen KFO vil have partierne til at skrive under på, at de ikke bare foretager nedskæringerne efter valget.

– Jeg vil med glæde skrive under, for det er præcis det, vi har arbejdet for hele vejen igennem. Vi har selv forsøgt at få de andre partier til at forpligte sig til at tage nedskæringer der forringerer normeringerne af bordet, siger Mikkel Warming.

Den 30. november enes man om at klare hullet i budgettet ved bl.a. et internt lån, så trappetillæget kan bevares. De øvrige besparelser står ved magt.

Enhedslistens københavnbestyrelse har efterfølgende besluttet at indkalde medlemmerne til en samlet evaluering af budgetprocessen og Enhedslisten rolle og ageren. Mødet bliver søndag den 27. januar 2010.
For at varme op til debatten har Socialistisk Information interviewet tre medlemmer med forskellige vinkler på budgetforliget.

Borgmesteren
Som Enhedslistens borgmester var Mikkel Warming centralt placeret i selve budgetforhandlingerne. I baglokalet havde han dog, ud over sine EL-kolleger i BR, både repræsentanter for et par fagforeninger – hvilket nogle medier efterfølgende har haft meget ondt af – og Enhedslistens Københavnsbestyrelse, som var dem, der – enstemmigt – traf den endelige beslutning om at indgå i forliget.

Hvorfor valgte EL-Kbh. – efter din opfattelse – at gå med i forliget om budget 2010?

– Enhedslisten-København havde på forhånd udstukket nogle klare prioriteringer. Vi vidste på forhånd, at der var tale om et kriseår, med et stigende antal børn og handicappede – og generelt et stigende udgiftspres på det sociale område, der allerede nu har et efterslæb. I den situation satte vi os for at redde dels børne- og unge-området, dels det sociale område.
– Man skal i den forbindelse lægge mærke til, at den demografimodel, der bruges i den københavnske budgetmodel, sikrer, at budgetterne hæves, når der bliver flere børn i hhv. skoler og institutioner – på ’normalområdet’, vel at mærke. Derimod ikke på specialområdet – når der f.eks. bliver seks gange så mange børn med en autisme-diagnose i løbet af 12 år, for nu at nævne et eksempel. Derfor var det sociale område i udgangspunktet presset helt ud over kanten.
– Enhedslisten fik disse prioriteringer igennem i forhandlingerne, så vi faktisk mente at have et budgetforlig, der:
1) Sikrede den nødvendige udbygning af skoler og daginstitutioner til de mange nye børn,
2) Gav det sociale område et helt nødvendigt løft, så forholdene for de svageste kan blive en lille smule bedre, og
3) Igangsatte en række nødvendige krisetiltag i forhold til den stigende arbejdsløshed osv.

Når du siger, at ’I mente at have’ et budgetforlig, der opfyldte dette, så mener du…?

– Økonomien på børne- og ungeområdet, dvs. skoler og daginstitutioner m.v., var enormt svær at gennemskue. Derfor holder Enhedslisten også løbende møder med de pædagogiske fagforeninger, LFS og BUPL og faktisk også B&U-forvaltningen, netop for ikke at overse nogle problemer på dette felt. Faktisk sad fagforeningerne, som det senere er beskrevet i aviserne, på mit kontor hele den nat, hvor budgettet blev forhandlet. Og var sparringspartnere for partiet.
– Forvaltningen talte kun om, at der manglede penge til anlæg – og hér lykkedes det faktisk at hente en hel milliard hjem i forhandlingerne. Vi lyttede som sagt også grundigt til, hvad vore venner i bevægelserne sagde, og de anbefalede ikke, at vi ikke skulle gå med – nærmest tværtimod.
– Men efterfølgende viste det sig så, da besparelserne skulle udmøntes i forvaltningen og B&U-udvalget, at der var tale om besparelser i en størrelsesorden, som ikke kunne klares – eller i hvert fald ikke blev klaret – alene ved nedskæringer på såkaldt ’kolde hænder’, dvs. administration o.l. Pludselig skulle det ramme den enkelte institution, det såkaldte ’trappetillæg’, så det ville gå ud over normeringerne.
– Det ville vi på ingen måde være med til!
– I hele forløbet, før, under, efter – ikke mindst efter – budgetforliget, har vi været i meget tæt kontakt og dialog med både de faglige organisationer og forældreorganisationen. Stort set alt, hvad vi har foretaget os, er foregået i tæt samarbejde med dem.

Men kunne man ikke have forudset det? Der står jo i forligsteksten noget om ’effektiviseringer’ og ’reduktion i enhedsprisen’ – primært »ved reduktion i elementer, der ikke berører voksen/barn-ratioen, subsidiært ved afskaffelse af kompensationsordninger f.eks. trappetillæg«?

– Vi var overbeviste om, at de effektiviseringer kunne klares uden at ramme børnene. Det er en kendsgerning, at enhedsprisen på de københavnske daginstitutioner ligger 20-24.000 kr. over gennemsnittet i de seks andre største byer i landet. Forvaltningen vurderer, at ca. 10.000 kr. kan forklares med dyrere grunde, bygninger osv., men resten er ikke til at forklare – heller ikke med en bedre normering, som man jo i så fald godt kunne forsvare.
– Derfor troede vi på, at der var et ’fedtlag’ som kunne skrælles af, uden at det gik ud over børnene.

Dvs. at den såkaldte grønthøsterbesparelse på daginstitutionsområdet på 2,79 procent f.eks. heller ikke var noget, I oplevede som en del af det forlig, I skrev under på?

– Vi må erkende, at vi i det hele taget ikke til bunds havde gennemskuet økonomien på B&U-området – som jo i en længere periode har været kaotisk og er gået fra katastrofemelding til katastrofemelding. Bortset fra det, er jeg ikke overbevist om, at hele den udmeldte bespalrelse på institutionerne bliver til virkelighed i løbet af året, når de administrative rationaliseringer slår igennem i løbet af året.
– Men for at svare på dit spørgsmål: Nej!

Man hører også om en – lidt mindre – grønthøsterbesparelse på skoleområdet?Og tillidsmænd på kulturhuse og biblioteker klager over personalenedskæringer dér?

– Besparelsen på skoleområdet er en del af den samme 200-mio.kroners besparelse på B&U-området, som vi har snakket om hele tiden. Angående kultur- og fritidsforvaltningens udmeldte besparelse, er det også en, der burde kunne findes på administration og ledere – men måske blot med en vis forsinkelse.
– Havde vi vidst, hvad vi ved i dag om B&U-området, ville vi ikke have skrevet under.
– Vi kan godt begå fejl. Det er risikoen, hvis man forsøger at forandre verden. Kun den, der intet foretager sig, og står henne i hjørnet med et Nej-skilt, laver ingen fejl. Men så forandrer man heller ikke noget…..

Vil det sige, at hvis I havde vist, at budgettet indeholdt forringelser, der ramte almindelige københavnere, ville I ikke have været med i forliget?

– Det afhænger af, hvordan forringelser defineres…for det er klart en forringelse for nogle at slanke administrationen. Bl.a. for en række konkrete HK´ere og Djøf’ere, der også er almindelige mennesker! Det er de voldsomme serviceforringelser, vi ikke vil være med til.
– Vi skal være med til at prioritere, også når det er svært. Der er aldrig bare ’penge nok’ – heller ikke under socialismen!

– Og lad mig så tilføje, at – i modsætning til, hvad I har skrevet i Socialistisk Informations leder – så er jeg overbevist om, at en blandt flere grunde til, at vi gik frem i København, er at vi hér står for en knivspids mere ansvarlighed og en knivspids mindre vagthund, end Enhedslisten gør generelt. Men vi råber op, når det er nødvendigt – som f.eks. da man ville afskaffe kompensationsordningerne!

Næstformanden
Jan Hoby, næstformand i LFS, der organiserer pædagoger og medhjælpere på de kommunale børneinstitutioner i København, var inviteret som en del af en slags ”baggrundsgruppe” for Enhedslistens forhandlere, da de afsluttende forhandlinger om forliget foregik. Ved offentliggørelsen af budgetaftalen sidst i september, lød der da heller ikke umiddelbart protester fra LFS.
– Træerne vokser ikke ind i himmelen, men lidt er bedre end intet, mente Jan Holby, der dog advarende tilføjede: – Djævlen er begravet i teksten.

Socialistisk Information har spurgt Jan Holby om, hvordan han nu, i december, ser på budget 2010.

– Først og fremmest er det et krisebudget, der afspejler regeringens skattestop og ønske om at begrænse den offentlige service – kort sagt minimalstats-strategien. Det kommunale selvstyre er grundlæggende set sat ud af kraft.
– Men det er til gengæld positivt, at der er flyttet historisk mange penge fra administration til drift, fortsætter Jan Holby.
– Der bliver virkelig skåret dybt i dét, man kan kalde ’rockwool-laget’, den såkaldte udviklingsafdeling, og i de voldsomt mange eksterne konsulenter, der har været centrale i Københavns Kommunes dyrkelse af ’New Public Management’ og ’top-down’-styring. Man har sidste år brugt 446 mio.kr. på eksterne konsulenter! Det er absolut positivt, at budget 2010 gør op med dette og flytter pengene til kerneydelsen.

Men de såkaldt ’administrative besparelser’ har også betydet fyring af en gruppe arbejdmiljøkonsulenter…?

– Helt rigtigt. Arbejdsmiljøarbejdet er stort set smadret. Og selv om der er flyttet mange penge, er der alligevel tale om historisk store nedskæringer på både daginstitutioner og skoler. Det sociale område fik en pose penge, som der var hårdt brug for – men da der så også skulle skaffes penge til de mange nye pladser på skoler og daginstitutioner, som der er behov for, blev de skaffet ved at skære i enhedsprisen, dvs. ved regulære nedskæringer.

Og det er vel ikke så positivt…?

– Bestemt ikke. Budgetforliget er som helhed langt fra imponerende. Og hvis ikke man havde insisteret på at få de borgerlige partier med i forliget, kunne man have minimeret nedskæringerne på daginstitutionsområdet ved også at skære på ’deres’ områder, sundhed samt kultur- og fritidsområdet.

Er der da ikke også skåret i kultur- og fritidsområdet allerede?

– Jo, men man kunne f.eks. have sparet en masse anlægsudgifter til Hovedbiblioteket og til Mogens Lønborgs nye ’sundhedshuse’.

Men hvad mener du om, at Enhedslisten gik med i forliget?

– Hvis du spørger mig som Enhedsliste-medlem, må jeg jo konstatere, at Enhedslistens deltagelse er i klar forlængelse af den parlamentariske strategi, som et flertal af medlemmerne har besluttet. En linje som siger, at man skal tage det sure med det søde.

Oplevede du det ikke som et problem, da dine medlemmer protesterede mod et forlig, som Enhedslisten var en del af?

– Enhedslisten reagerede jo eksemplarisk, da der blev reageret med en endages-strejke og ikke mindst en lang række forældreaktioner, herunder blokader. Og takket være aktionerne blev kommunalvalget et velfærdsvalg. Derfor gik både S, SF og Enhedslisten frem. Det blev ikke et valg om bandekriminalitet eller for den sags skyld om asylpolitik.
– Og så lykkedes det jo faktisk at forhindre, at kompensationsordningerne, de såkaldte ’trappetillæg’, blev skåret væk!

Men kompensationsordningerne var jo så kun en del af nedskæringerne?

– Ja, der er stadig betydelige nedskæringer tilbage, også ude på institutionerne. Der er således en ’grønthøster-besparelse’ på 2,79 procent på alle daginstitutioner – og lidt under 2 procent på alle skoler. For at få plads til de flere børn, har man skåret i enhedsprisen. Man har fodret hunden med halen.
– Man må også sige, at Enhedslisten i situationen blev bondefanget. Man så kun tallene, som så pæne nok ud – men ikke den endelige tekst, som for alvor var problematisk. Det bør være sidste gang, det foregår på den måde.
– I bund og grund er det et nedskæringsbudget, der afspejler den spændetrøje, regeringen har lagt kommunen i.

Er der så ikke brug for, at venstrefløjen netop præsenterer et oprør mod den spændetrøje, frem for at tage ansvar for udmøntningen?

– Det er helt sikkert, at det opgør bør tages næste år. Ellers er venstrefløjen bare ’røde nedskæringsforvaltere’. Det lykkedes i år at skaffe en pose penge til de handicappede og socialområdet, hvor København har ligget langt under landsgennemsnittet. Det var et valg, og Enhedslisten har valgt at kæmpe for de allersvageste.
– Men Enhedslisten har betalt en høj pris for det – og blev kun reddet af at stå fast på kompensations-ordningerne.

Bestyrelsesmedlemmet
Katrine Toft Mikkelsen er medlem af Enhedslisten Københavns bestyrelse – og også medlem af SAP. Da budgetforliget blev indgået, med enstemmig opbakning fra bestyrelsen, befandt hun sig på ferie i Barcelona, i tryg afstand fra begivenheden!
Hjemme igen har hun imidlertid stillet sig kritisk over for beslutningen om Enhedslistens deltagelse.

Er det ikke lidt for let, ’i bagklogskabens ulideligt klare lys’, at tage afstand fra den beslutning, der blev truffet helt tilbage i september måned?

– Til det vil jeg sige to ting. For det første, at jeg – måske fordi jeg arbejder i BUPL-København, en pædagog-fagforening – allerede i begyndelsen af september, før forliget blev indgået, var meget obs på, at der var trusler om nedskæringer på daginstitutionsområdet. Derfor sendte jeg faktisk en mail til bestyrelsen og vores BR-repræsentanter om netop de såkaldte trappetillæg, med en kopi af en annonce om samme emne, som BUPL havde indrykket den 3. september.
– For det andet, at vi ikke bare skal ’lade fortidens dumheder hvile i fred’. Det er vigtigt nu at finde ud af, om det var en dumhed eller ej, og evt. hvorfor vi begik den. Vi skal jo lære af vores fejl, så vi ikke gentager dem for tit…

Men jeg har fået oplyst, at B&U-områdets budget faktisk var meget vanskeligt at overskue, og at fagforeningerne på forligsnatten ikke havde nogen indvendinger. Så det er måske ikke rimeligt at beskylde nogen for bevidst at have stemt for betydelige nedskæringer?

– Nej, det beskylder jeg heller ikke nogen for at have gjort ’bevidst’. Men faktum er, at vi er kommet til at gøre det. Selv efter at kompensationsordningen blev kæmpet tilbage af aktive forældre og personale, er der jo betydelige nedskæringer tilbage. Bl.a. en grønthøsternedskæring på institutionernes budgetter, som ikke kan undgå at ”ramme primærydelsen” – eller på dansk: gå ud over børnene. Og dén har Enhedslisten i udvalgsbehandlingen ædt – som en del af pakken.
– Derfor må man vel nøgternt konstatere, at Enhedslisten alt i alt har prioriteret indgåelsen og bevarelsen af det samlede forlig højt – og principperne knapt så højt. Man kan vel også konstatere, at vi ikke ligefrem har ledt efter hår i suppen, da vi indgik forliget; så havde vi nok fået øje på den halve paryk, der gemte sig der!

Til gengæld har Enhedslisten så afværget en katastrofe på det sociale område?

– Slutresultatet er vel, at vi har accepteret nogle små forringelser på et område – B&U-området – for til gengæld at undgå forringelser og endda få nogle små forbedringer på et andet område, det sociale. Måske har vi ikke gjort det med åbne øjne – men så har vi gjort det med lukkede øjne.
– Det er vel dét, vi plejer at kalde ’en pakkeløsning’ – eller endda ’en studehandel’, hvis man bevidst ’sælger’ den ene gruppe for at skaffe noget til den anden.
– Det er vel også dét, vi plejer at være imod! Enhedslisten plejer at fastholde, at vi stemmer for det, vi er for, og imod det, vi er imod, basta!

Men behøver man at være så pricipfast? De handicappede har jo ikke en stærk bevægelse til at forsvare deres vilkår. Bør Enhedslisten så ikke stille op for dem, de allersvageste?

– Selvfølgelig skal Enhedslisten kæmpe for de svageste. Jeg er 100 procent enig i, at Enhedslisten aldrig skal slække på forsvaret af de svage grupper – uanset hvor få og små de er.
– Men nu kan man jo for det første diskutere, om børnene er en særlig stærk gruppe – i særdeleshed de børn, der først og fremmest kommer til at lide under nedskæringerne, nemlig de lidt "skæve" eller socialt svage børn, der i høj grad har brug for voksenkontakt. De kommer til at lide under, at der nu bliver endnu mindre tid og færre pædagoger. Og i sidste ende vil det betyde, at endnu flere børn ryger ud af ’normalsystemet’ og over i specialtilbud. Det kan ikke være meningen, at vi i Enhedslisten først skal kæmpe for dem, når de er endt i det sociale system.

– Og for det andet handler det netop om, at vi skal samle og ikke splitte de forskellige grupper. Vi skal kæmpe for et fælles velfærdssystem for alle, og vi skal vise, at der er et alternativ. Pengene til en forbedring på det sociale område behøver ikke blive taget fra børnene. Samtlige partier i Folketinget undtagen Enhedslisten har besluttet at bruge milliarder på nogle nye jetjagere. Indkøbet og driften af dem kunne have givet rigtig meget velfærd. Og så er der Nordsøolien, beskatningen af de multinationale o.s.v. Vi skal ikke bare acceptere de eksisterende rammer og den kassetænkning, som styrer i dag. Vi skal netop være dem, der siger, at de rammer er menneskeskabte, og dermed kan de også ændres af mennesker. Hvis Enhedslisten også bare accepterer, at det handler om at opnå det bedste inden for det eksisterende system, så er der ingen, der siger at det kunne være anderledes. Og så bliver det aldrig anderledes.

Men i forhold til budget 2010 er der jo så ikke nogen, der bevidst har stemt for forringelser?

– Nej, men hvis man på forhånd accepterer rammerne, så er det det, der nemt kan ske. Herunder når man accepterer en procedure, hvor en budgetaftale skal forhandles på plads af de få udvalgte på Rådhuset i de sene nattetimer. Her må vi insistere på en mere åben og forhåbentlig dermed også mere mobiliserende proces, der giver tid til at inddrage borgere, ansatte, brugere – "hverdagens eksperter" – i diskussionerne. Det handler jo også om – som vi så i forløbet op til kommunalvalget med forældreblokader, demonstrationer og pædagogstrejker – at hvis vi skal have noget igennem, så kræver det et pres udefra. Enhedslistens forhandlere kan være nok så dygtige og vellidte, men hvis ikke der er en mobilisering og et pres, så kommer vi ingen vegne. Derfor må vores fokus altid være på at skabe mobiliseringer – og at samle disse mobiliseringer om nogle krav om fælles velfærd, så de forskellige grupper ikke spilles ud imod hinanden og så de svageste ikke tabes, fordi de ikke kan råbe højt nok.

Medlemmer af Enhedslisten København holder møde om evaluering af budgetprocessen og Enhedslisten rolle og ageren søndag den 27. januar.

Opslået i Enhedslisten, Kommuner og regioner

single.php