Mangeårigt medlem af SAP, H.C.Nielsen, er død. Søren Søndergaard holdt denne tale ved hans bisættelse 9. april.

Hans Christian Nielsen vil for altid være forbundet med SAP og 4. Internationale.

Første gang jeg mødte HC var netop i SAP – eller RSF, som vi hed dengang. Det er mere end fire årtier siden. Jeg tror det var tilbage i 1972. Jeg var nyt medlem og meget ung, da HC en dag dukkede op og ville være med. Jeg lagde mærke til ham med det samme. Dels fordi vi var så få, at det var umuligt at undgå. Men også fordi HC var anderledes. Han var metusalemgammel – mindst 25 år. Og så havde han bil – det var bestemt ikke almindeligt blandt medlemmerne dengang.

Efter møderne i København fik jeg ofte et lift til Gladsaxe. HC var ikke bange for at køre en omvej for at hjælpe andre. Men det betød også, at jeg lærte HC bedre at kende.

Ikke mindst hans glødende internationale engagement. Det var vel den egentlige grund til, at han lige præcis havde fundet frem til SAP og 4. Internationale – blandt datidens utallige og indbyrdes stridende smågrupper på venstrefløjen. Et internationalt engagement, som førte til aktive år i Chile-komitéen. Og et engagement, som også medførte rejser til 4. Internationale-møder. F.eks. i bil til Bruxelles, hvor vi ud på natten stod foran en låst dør til hovedkvarteret uden noget sted at overnatte. Gode råd var dyre. Resolut kørte HC hen til en telefonboks, hvor vi i telefonbogen fandt adressen på Ernest Mandel – 4. Internationales leder og i øvrigt den eneste vi kendte navnet på i Bruxelles. Efter at have banket ham op, fik vi anvist et sted at sove.

HC var også en handlingens mand.
For lige så interesseret HC var i de store politiske diskussioner, ligeså interesseret var han i rent praktisk at bygge den organisation, som skulle gøre al det politiske muligt. Blandt mange andre opgaver stod HC en tid for at klargøre og trykke vores interne medlemsblad. Dengang en noget større og krævende opgave end efter pc’eren og kopimaskinens opfindelse. I den funktion lavede han forsiden til et indlæg fra en gruppe medlemmer, som udstak en ambitiøs – meget ambitiøs – plan for forandringen af RSF til et stort socialistisk arbejderparti. Han forsynede det med et billede af en kolonne rullende kampvogne fra den røde arme. Efter den præsentation hed det i den interne parti-jargon aldrig andet end ”panserdokumentet”.

Sidst i 70’erne blev HC medlem af Gladsaxe-afdelingen og var det de næste mange år. Uden at forklejne andet er det nok her, at HC satte de største aftryk – både i forhold til SAP og til den enhedsliste, som vi var med til at tage initiativ til.

HC var ingen teorifornægter. Men han insisterede på, at vi som socialister skulle forholde os til den aktuelle politiske debat og fremføre konkrete krav til gavn for almindelige lønmodtagere. En tunnelbane til Høje Gladsaxe, for eksempel. Og da der var valg til EU-parlamentet, så skulle vi ikke sidde og diskutere det røde europa i nogle smågrupper, men udfordre selve Erhard Jakobsen til duel i Borgerklubben på Søborg Torv. Dog tror jeg, at selv HC blev overrasket, da Erhard faktisk takkede ja til mødet i Socialistisk Forum. I øvrigt med den begrundelse, at i det selskab var han helt sikker på ikke at miste nogen stemmer.

På sine punkter var HC et paradoks. Han kunne buldre løs om bolsjevik-leninismen, men samtidig insistere på, at vi skulle være konkrete og tale så enhver kunne forstå det. Jeg har altid beundret hans evne til at snakke med hvem som helst om hvad som helst. Han var god til at tale. Men han var også god til at lytte. Og han snakkede ikke ned til folk. Tal til stodderen og du møder stodderen. Tal til kongen og du møder kongen.

HC betød noget for den politiske og organisatoriske opbygning i Gladsaxe. Det samme gjorde han – sammen med Emilce – på det sociale plan. Ikke bare havde vi en lokal trubadur, som kunne spille for på de røde sange, men også én med blik for vigtigheden af den sociale sammenhængskraft – også selvom det betød, at nytårsfesterne i en årrække blev forlagt til hjemmet i Høje Gladsaxe.

HC ville meget og HC kunne meget. Men han ville mere end han kunne. Det havde han svært ved at administrere. Påtagede opgaver, som ikke blev løst, og brudte løfter var også en del af HC. Trods irritation og skuffelse kan man som afdeling og organisation gardere sig imod det. Men på det familiemæssige plan bliver det selvfølgelig i sidste ende ubærligt. HC flyttede fra vores afdeling og hans indsats i SAP blev ikke den samme.

Men det bidrag han gennem mere end fire årtier gav til den socialistiske bevægelse står tilbage. Også nu hvor han ikke er her mere. Mindet om HC tager vi med os i det arbejde, som ligger og venter.

På SAPs vegne vil jeg sige: Tak for indsatsen, kammerat HC. Kampen fortsætter!

Opslået i Socialistisk Arbejderpolitik

single.php