Overenskomstforhandlingerne på det private område er inde i en afgørende fase. CO-Industri og DI har i dag bekendtgjort, at de har indgået en treårig overenskomstaftale Med aftalen vurderes reallønnen at være sikret i den kommende periode. Lige akkurat.

Derudover er der nogle uddannelsesmæssige forbedringer samt forbedringer i barselsrettighederne (se note 1).

Erfaringsmæssigt sætter denne aftale barren for de øvrige overenskomstresultater på det private område. Dermed ikke forstået, at de øvrige forbund ikke er sat fri til at levere andre og bedre resultater, men snarere, at der fra arbejdsgivers side går politik i forhandlingerne – man gider i al væsentlighed ikke give mere end DI. På den måde baner et godt resultat for CO-Industri vejen for gode resultater for andre fagforbund – og omvendt.

Hvad er baggrunden?
I kølvandet på finanskrisen i 2008 har fulgt magre år, hvor overenskomstresultaterne reelt gjorde folk fattigere. Lønstigninger var ganske enkelt så små, at de ikke kunne følge med inflationen. Derfor har de fleste faglige organisationer ved disse forhandlinger haft som hovedfokus at sikre reallønsfremgang for deres medlemmer.

Claus Jensen, formand for Dansk Metal og forhandler i CO-Industri, gav før forhandlingerne udtryk for, at lønnen står øverst på ønskesedlen, og hvis man vender sig mod handels- og detailsektoren og finanssektorens fagforeninger er budskabet det samme. Selvfølgelig er der også andre vigtige krav, fx mere uddannelse, men de lader alle sammen til at være underordnet hovedkravet om mere løn.

Hvad er situationen?
Det forlyder både fra toppen af LO og fra de forskellige forhandlere, at man har tænkt sig at udvise ansvarlig økonomisk adfærd, men at det er helt afgørende, at reallønnen sikres. En opgørelse fra LO viser, at de ansatte (på normallønsområdet vel at mærke) er blevet 2,6 procent fattigere siden 2010 som følge af de magre resultater ved de seneste to overenskomster i henholdsvis 2010 og 2012 (note 2). Tendensen er den samme på minimallønsområdet og i øvrige sektorer.

Arbejdsgiverne har ligeledes rettet deres øjne mod lønnen. For deres vedkommende er interessen, at lønstigninger undgås eller holdes på et meget moderat niveau med sigte på den globale konkurrence.

Det leder til, at kampen om lønnen er det helt afgørende, der kan skille parterne fra hinanden, og resultatet mellem CO-Industri og DI viser, at man har nået et kompromis, hvor arbejdsgiverne er tilfredse med, at lønstigningerne blev så forholdsvis moderate, og arbejdstagerne er tilfredse med, at reallønnen sandsynligvis er sikret de kommende tre år.

Hvad med det tabte?
I lyset af CO-Industris resultat vurderes størrelsen af de generelle lønstigninger til at blive på mellem 1,5 og 2 procent. Fortsætter inflationen med at holde sig forholdsvis lav (note 3), er der således rigtigt nok udsigt til (minimale) reallønsforbedringer de kommende år. Men hvad med det tabte? Det lader ikke til, at ideen om, at de udeblevne reallønsstigninger under krisen nu skal indhentes, har vundet indpas i fagbevægelsen, og accepten af lønstigninger på 1,5-2 procent virker mildest talt kapitulerende. Man har opgivet at indhente det forsømte.

Fagforbundenes forhandlere har langt overvejende accepteret præmissen om den globale konkurrence, hvilket forhindrer dem i på en troværdig måde at kræve bedre og mere markante lønstigninger.

Hvad kan man gøre nu?
Nu står valget for den del af fagbevægelsen, der stadig forhandler, om man skal rette ind under den nu formulerede ramme, med de lokale, særegne forbedringer man kan få, eller om man skal gå skridtet videre og kræve mere og noget mærkbart andet. Sidstnævnte vil sandsynligvis ikke lede til andet end et regeringsindgreb, hvor man vil få omtrent, hvad forligsinstitutionen mægler og skitserer.

Men måske er det alligevel værd at overveje, om man skal tage kampen op. Ud over en klækkelig lønstigning langt over de forudsete 1,5-2 procent er der nemlig en række øvrige krav, der kan rejses og agiteres for, som led i at vise en anden vej end den doktrin om konkurrenceevne og den systemtænkning, der præger fagbevægelsen i disse år.

Hvilke krav kunne rejses?
I lyset af de store angreb på de arbejdsløse og forringelser i de arbejdsløses forhold, er kravet om en afskaffelse af arbejdsløsheden igen en idepolitisk aktuel størrelse, der har potentiale til at blive et omdrejningspunkt for faglig kamp, selvom det på ingen måder er tilfældet nu. Ikke blot de arbejdsløse, men også dem i arbejde, har en åbenlys interesse i ikke at havne uden for arbejdsmarkedet. En overenskomstmæssig forpligtelse til at tilvejebringe jobs via en nedgang i arbejdstiden, er én mulig tilgang.

I erkendelsen af, at der uanset dette altid vil være en vis dynamisk bestemt marginal arbejdsløshed, er der grund til at rejse yderligere krav i relation til nedsat arbejdstid og deling af arbejdet. Krav, der vil skulle gennemføres via det politiske system. Deling af arbejdet kunne således ledsages af:

– krav om en fjernelse af genoptjeningskravet.

– krav om forhøjelse af arbejdsløshedsydelserne.

– krav om arbejdsløshedsfrist, der skal sikre, at man har ret til arbejde efter en bestemt periode som arbejdsløs.

Realiseres kravet om nedsat arbejdstid sænkes de samlede udgifter til arbejdsløshedsydelser, hvorefter man kunne hæve satserne uden fare for, at staten ville gå bankerot (hvis dette altså skulle være et mål).

Hvad kunne strategien være?
Så markante, systembrydende krav vil måske blive mødt med en vis folkelig nysgerrighed og interesse (og måske en umiddelbar opbakning), men vil møde stor modstand fra arbejdsgiverne, det politiske system, fra pressen, og måske endda blandt egne folk i fagforeningerne.

Derfor er det umuligt at forestille sig, at sådanne krav kan kæmpes igennem af andet end en samlet og koordineret fagbevægelse i øvrigt under stærk folkelig opbakning. Det enkelte fagforbund er prisgivet ved fremsættelse af sådanne krav; en generalstrejke derimod og en række store demonstrationer vil bestemt kunne bringe spørgsmålene på dagsordenen, på grund af frygten for, at produktionen går i stå..

Men hvordan stiller det så det enkelte fagforbund? Ideen om generalstrejke og samlet solidaritet kan virke som en utopi: naivt og verdensfjernt, og hvor skal man begynde? Det vil virke mere nærliggende at koncentrere sig om sine egne lokale krav, som med god vilje og indsats kan gennemføres ved forhandlingerne.

Det er selvfølgelig en svær balancegang at skulle prioritere mellem lokale forbedringer og en stor overordnet kamp, som man har svært ved at se, at man kan vinde – for eksempel er kravet i industrien om kædeansvar og sociale klausuler et meningsfuldt krav og en markant forbedring at få igennem. Måske kan man finde svaret i at gøre sidstnævnte til sin Plan A og førstnævnte til sin plan B. Måske behøver der i virkeligheden slet ikke være en modsætning.

I en situation, hvor man vinder frem på kravet om deling af arbejdet, er det værd at overveje, om der også er andre dele af arbejdsmarkedssystemet, der skal under luppen. Når man ser på direktørlønningerne og afkastene til aktionærerne i mange virksomheder (note 4), fremprovokerer det en vis portion harme, der gør det værd at overveje, om ledelsesretten af attenhundrede-og-hvidkål snart skal op til revurdering. Der taler til at være penge nok, hvis ellers de bliver bedre fordelt.

Hvordan ender OK-forhandlingerne?
Sandsynligvis vil vi se et forløb, hvor de enkelte fagforeninger forfølger en strategi, hvor de koncentrerer sig om deres egne lokale krav og gør, hvad de kan for at få disse igennem uden at skulle i konflikt.

Men hvor ville det dog være forfriskende, hvis den lokale kamp kunne kobles sammen med overordnede krav i samarbejde med den øvrige fagbevægelse og arbejdsløshedsbevægelse; for først dér vil vi opleve egentlige forbedringer for den samlede arbejderklasse – også dem der står uden for arbejdsmarkedet og får med pisken i disse år.

Noter:
1) http://www.co-industri.dk/da/nyheder/Pages/Default.aspx?NewsItemId=306

2) http://www.lo.dk/Tema/TemaArkiv/2012/OK_2012/OKresultater_saadan.aspx

3) 0,8 procent i 2013. Se øvrige inflationstal på Danmarks Statistik

4) Godt illustreret ved kampagnen Dyre bosser

Opslået i Arbejdsmarked

single.php