En højreorienteret bølge skyllede hen over Pakistan ved valget den 11. maj 2013. På føderalt niveau vil den konservative Muslim League Nawaz danne regering med 35 procent af stemmerne. Den tidligere kaptajn på Pakistans nationale crickethold Imran Khans Pakistan Tehreek Insaaf blev nummer to med 19 procent og overraskede mange.

Pakistan Peoples Party, Bhutto-familiens regerende parti i de sidste fem år, blev nummer tre med kun 15 procent, takket være Sindh-provinsen, hvor partiet var i stand til at tage de fleste af stemmerne.

  Nationalt valgresultat
Pct.
  Pakistan Muslim League Nawaz (PMLN) 35
  Pakistan Tehreek Insaf (PTI): 17,8
  Pakistan Peoples Party (PPP) 15,7
  Mutihida Quami Movement (MQM) 5,6
  Jamia Ulmai Islam (UIF):  2,9
  Pakistan Muslim League Q(PMLQ) 3,2
  Pakistan Muslim League F (PMLF): 2,2
  Jamaaat Islami (JI): 1,6

Næsten 62 procent af alle stemmerne gik for første gang i Pakistans historie til højreorienterede og religiøse partier. På trods af at de religiøse partier ikke havde en samlet platform, fik det pro-talibanske parti Taliban JUIF 10 mandater på nationalt niveau, 22 procent af stemmerne i provinsen Baluchistan og 18 procent i Khaiber Pukhtoonkhawa (tidligere kendt som de Nordvestlige Grænse Territorier), som begge grænser op til Afghanistan. I modsætning til valget i 2002 vil de ikke være i stand til at danne regering i disse provinser. Til gengæld vil de udgøre en betydelig og stærk opposition, der vil gøre alt for at forøge sin popularitet ved at gå imod Tehreek Insaafs regering i Khaiber Pukhtoonkhawa og Baluchistan, hvor regeringen er sammensat af nationalister og PMLN.

Valget fandt sted på trods af religiøse fanatikeres vedholdende angreb på valgmøder og kandidater, som efterlod mere end 200 mennesker døde forskellige steder i Pakistan – især i Khaiber Puhktoonkhawa, Sindh og Baluchistan. Taliban og andre fanatiske grupper var i stand til at gennemføre dødelige angreb på trods af alle politiets, de paramilitære styrkers og militærenhedernes sikkerhedstiltag.

PPP blev straffet for totalt at underkaste sig diktaterne fra IMF og Verdensbanken om at gennemføre prisstigninger på basisydelser og for problemer med store huller i elektricitetsforsyningen. Under PPP-regeringen steg priserne og blev ikke matchet af lønstigningerne i den offentlige sektor, mens arbejderne på det private arbejdsmarked var den mest udbyttede del af arbejderklassen under PPP-regeringen. Det var en regering, der var sovset ind i korruption og dårlig ledelse i alle dele af det pakistanske samfund. PPP’s stemmeandel faldt fra 2008-valgets 36 procent til lidt over 15 procent denne gang.

PPP’s valgkampagne var begrænset til aviser og fjernsyn og ingen masseaktiviteter i marken. Til forskel fra PTI og PMLN havde de ikke en større samling eller et offentligt møde under valgkampagnen. PPP var i stand til at fastholde støtten i Sindh og fik 38 procent af stemmerne her, fordi de i en femårig periode brugte næsten alle det føderale niveaus ressourcer på Sindh mod en meget skrøbelig alliance af 10 partier bestående af nationalister, højreorienterede og religiøse fanatikere i skøn forening. De kunne ikke engang enes om et fælles symbol at gå til valg under.

Det højreorienterede PMLN fik det bedste resultat på grund af sine regeringsresultater i Punjab gennem de sidste fem år. Det lykkedes partiet at skabe en 27 kilometer lang metro/bus-rute i Lahore, og lignende udviklingsprojekter fik støtte i andre byer. Selvom Lahores metro/bus projekt blev gennemført på bekostning af det andet distrikt i Punjab, som blev efterladt langt tilbage i udviklingen i forhold til Lahore.

Imran Khans PTI var i stand til at overtage regeringsmagten med et mere højreorienteret liberalt program fra PPP i Punjab og fra ANP i Khaiber Pukhtoonkhawapå grund af det totale sammenbrud for disse to partiers politik og strategi. Det lykkedes ikke helt så godt i Punjab som i Khaiber Pukhtoonkhawa, fordi der her var en anden højreorienteret politisk kraft, PMLN som har næsten de samme idéer, men som samtidig har erfaring med aktiv modstand, og som førte en levende politisk kampagne.

Venstrefløjen
Awami Workers Party besluttede sig for at stille op i enkelte valgkredse. Partiet var med i kampen om 12 mandater nationalt samt 10 mandater i Khaiber Pukhtoonkhawa, 10 i Punjab og 2 i Sindh. Ingen steder fik AWP vælgernes opbakning, bortset fra et mandat til den nationale forsamling i Khaiber Pukhtoonkhawa, hvor formanden Fanoos Gujar var i stand til at sikre sig 10.000 stemmer. Jeg fik lidt over 2 procent af stemmerne i mit valgdistrikt. I Faisalabad fik en tekstilarbejder, som stillede op for AWP, over 3 procent. Trods alt gav valgkampagnen os muligheden for at udbrede AWP’s navn og få nye medlemmer, men alligevel var det ikke et egentlig gennembrud.

Jeg havde følelsen af, at vi blev mødt med en vis sympati af vælgerne på de over 60 udendørs valgmøder, vi organiserede under valget. Men vi blev ikke opfattet som del af ”top-to”, som kunne være med i opløbet. Desuden var valget i dette valgdistrikt og mange andre totalt domineret af et enormt pengeforbrug, brud på valgreglerne og partiernes erfaringer med at stille op og vinde valg.

Der var en masse anklager om valgsvindel fra næsten alle partierne. De rige brugte penge som skidt i dette valg og overtrådte den pakistanske valgkommissions regler i næsten alle tilfælde og især reglen om et maksimalt forbrug på en mio. Rupees (10.000 US dollar) til provinsparlamenterne og 1,5 mio. Rupees ( 15.000 dollar) til Nationalforsamlingen.

I Toba Tek Singh, hvor jeg – uden succes – stillede op til valget til Punjabs parlament blev valgreglerne overtrådt ved, at der blev sat lejre op tæt ved valgstederne, der blev fisket stemmer på selve valgstederne og givet fri transport til vælgere og i det hele taget brugt millioner af Rupees på valgkampagnen. På trods af mine mange henvendelser til distriktsadministrationen blev der ikke gjort noget effektivt for at stoppe disse overtrædelser.

Fremtiden

Ikke meget vil forandre sig for arbejderklassen under en PMLN-regering. Det skulle da lige være til det værre. PMLN er opsat på at gennemføre en neoliberal dagsorden med mere effektive midler. PPP-regeringen lykkedes ikke med at gennemføre en privatisering på grund af massiv modstand fra masseorganiseringer. Privatiseringerne under Musharaf (præsident fra 2001 til 2008) var meget synlige og havde ingen støtte. PMLN vil med sin store opbakning og den manglende modstand fra noget politisk parti gennemføre en masseprivatisering i den offentlige sektors afdelinger under påskud af at kunne reducere statens underskud på disse institutioner.
 

PMLNs bløde strategi overfor Taliban vil bane vejen for, at mere højreorienterede kræfter kan blive populære blandt masserne. De af PMLN foreslåede møder med Taliban vil ikke give nogle positive resultater. Mødernes fiasko kan føre til en mere aggressiv militær løsning i forhold til religiøs fundamentalisme. Det var den strategi, ANP forfulgte i Khaiber Pukhtoonkhawafra 2008 til 2013, men den var en slem fiasko og blev udraderet politisk. PMLN vil forsøge at gøre det mere fornuftigt, men de vil ikke lykkes med det.

Kampen imod religiøs fundamentalisme kan kun blive båret igennem ved at lave grundlæggende forandringer i statsstrukturen og adskille stat og religion: ingen statsstøtte til private religiøse uddannelsesinstitutioner, nationalisering af alle muslimske imamskoler og introduktionen af vidtrækkende reformer i uddannelsessystemet, herunder at mindst 10 procent af statsbudgettet bruges til uddannelse.

Mandag den 20. maj 2013

Farooq Tariq er talsperson for Awami Workers Party, som blev dannet I november 2012 som en sammenslutning af Labour Party Pakistan, Awami Party Pakistan og Workers Party Pakistan

Opslået i Asien

single.php