Ole Bornedals nye film, ”Fri os fra det onde” kan ses som et billede på den ujævne udvikling og uligheden i den moderne kapitalisme.

I de seneste år og aktuelt er såvel litteratur som film præget af provinsliv og livet på landet. Provinslivet sættes bestemt ikke i noget positivt lys: mangel på moral og medmenneskelighed, samt direkte ondskab, er de vigtigste fællestræk. Lige modsat dengang der var så dejligt ude på landet, i provinsen. "Mifunes sidste sang", "Kunsten at græde i kor", "Frygtelig lykkelig" og seneste "Fri os fra det onde" er alle eksempler på den nye genre.

Tendensen har en parallel i aktuel tysk litteratur. Her er livet i DDR-tiden et dominerende tema. Og det er blevet et vrangbillede af livet "derude", som sikkert også afspejler nogle stigende modsætninger i samfundet. Modsætninger mellem de fattigere dele af landet og vækstcentrene, hvor normaliteten, "det rigtige", er. Uden for civilisationen lurer der uhyggelige kræfter…

Globaliseringen synes ikke kun at være et globalt fænomen, men virker ind i de enkelte lande. Vækstcentre dræner for udvikling udenfor disse, og det afspejles socialt. I Danmark er den økonmiske udvikling primært foregået centreret i tre områder: Hovedstadsområdet, Trekantsområdet og det østjyske omkring Århus. Som andre steder en "vækstbanan". Andre dele af landet har nærmere udviklet sig til en "rådden banan". Her lever skam folk; men kun de, der blev tilbage, og de, der kom og blev, fordi de ikke kunne komme derfra igen….

Fri os fra det onde
Handlingen i Ole Bornedals nye film "Fri os fra det onde" foregår i det vestjyske, i en landsby. To brødre er hovedpersoner. De er henholdsvis en succes og en fiasko. Den ene, Johannes, er veluddannet, og er vendt tilbage til landsbyen med sin familie. Den anden, Lars, er aldrig kommet væk. Han drikker for meget – sammen med sine tabervenner – og er voldelig overfor sin kæreste. Han er ansat hos den lokale vognmand, der er dybt kristen.

Lars – den fordrukne chauffør – kører vognmandens kone ihjel med lastbilen. Han gennemtænker en plan – trods branderten – der skyder skylden over på landsbyens eneste flygtning, Alain fra Bosnien.Han har selv været lastbilchauffør i sit hjemland, og får "lov" til at køre hjem en gang imellem. "Neger-allan", som han kaldes i byen, har mistet sin kone og børn i krigen i Ex-Jugoslavien. Det lille samfund koger over i fremmedhad, hævntørst og vold, da Lars´ plan lykkes. Til sidst stoppes aggressionerne og volden af Lars – ved Johannes’ families hus, hvor "Neger-allan" sammen med familien er tilstede. Lars indrømmer her, at det er ham, der kørte vognmandens kone ihjel. Han kommer nu til at fremtræde helt menneskelig.

Inde i huset, hvor som nævnt Johannes’ familie og flygtningen har forskanset sig, foreslår Johannes’ kone, at parret, i stedet for at hjælpe "Neger-allan", udleverer ham til den hævngerrige vognmand og lynchstemningen udenfor.

Billede på landet?
Stærkt forenklet kan man godt se filmen som en miniudgave af Danmark anno 2009. Men på et andet plan bliver det en tilbagevenden til Bosnien for "Neger-allan", der på en gang redder Johannes’ kone og får hævn over sin dræbte familie fra hjemlandet – i det voldelige opgør med dem, der ville lynche ham, Lars tabervenner.
Den veluddannede familie omkring Johannes flygter "igen" fra landsbyen, fra livet på landet. Med eller uden "Neger-allan".

Filmen er et firkantet og bombastisk billede på det skæve Danmark mellem bananernes forskellige kvaliteter. Den er værd at se, og den groteske provinshistorie kan ses som et råb om forandring.

 

Opslået i Anmeldelse, Kultur

single.php