Jeg vil starte denne anmeldelse med konklusionen: Køb den, læs den. Den er velskrevet, og selv om den er lang, så er den skrevet i korte og mættede afsnit, som man kan læse et ad gangen. Per Bregengaard ejer en sjælden evne til at formidle omfattende og kompliceret stof gennem kompakt og inspirerende prosa.

af Einar Baldvin Baldursson

Bogen omfatter en lang række diskussioner, der går på tværs af den traditionelle opdeling af videnskaberne i natur, samfunds- og humanvidenskab. Bredt anlagte diskussioner har det med at forfalde til forsimplinger, men aldrig hos Bregengaard. Der, hvor bogen omfatter de områder, som jeg beskæftiger mig med fagligt og forskningsmæssigt, rammer Bregengaard sagens essens lige på kornet. Sidst, men ikke mindst, så udgør bogen et rigtig godt bud på, hvordan vi i dag skal forstå begrebet ”videnskabelig socialisme”.

Da finanskrisen brød ud i slutningen af 2008, kan jeg husk,e at jeg umiddelbart tænkte, at nu ville der sikkert blive skrevet en strøm af nytænkende bøger om socialisme og kritikken af den kapitalistiske økonomi. Det er ikke ligefrem en forventning, der har holdt stik. Der skete en kortvarig opblomstring af neo-keynesianske økonomiske teorier og kritik af liberalismen. Men den svandt hurtigt hen. Forhåbningerne om re-aktualisering af den marxistiske kritik af kapitalistisk økonomi er heller ikke blevet opfyldt.

Det er en del af grunden til, at Per Bregengaards bog må hilses velkommen og anledning både til at læse bogen og involvere sig i den diskussion, han rejser. Det er så en omfattende diskussion. Bogen er på 684 sider, inklusiv litteraturliste. Den fletter tråde sammen, vi ikke har set forbundet længe. Historie, udviklingslæren, økonomisk teori, filosofi og eksistens forbindes i bogen i et samspil, der minder om Engels’ brede og ambitiøse tilgangsmåde til historisk materialisme. Det er bogens unikke styrke, at den minder om bredden og omfanget af den teoretiske vision, som kendetegnede den tidlige marxisme. Den stiller krav til sin læser, selv om stoffet præsenteres med engagement og indsigt i en flydende og medrivende prosa. Det betyder så også, at når man søger at anmelde bogen, må man enten forholde sig meget overordnet til den brede diskussion, eller som jeg har valgt det – at dykke ned enkelte udvalgte steder. Jeg betragter bogen som et særdeles velegnet afsæt for en diskussion om, hvordan et tidsaktuelt bud på marxistisk teori ser ud, fordi den i så høj grad sætter relevante og væsentlige rammer for projektet.

Vi starter med Darwin
Hvis man med passende grad af forenkling skal beskrive udviklingen af den socialistiske og antikapitalistiske bevægelse, der har kendetegnet udviklingen efter Murens fald – og måske endnu mere efter opstarten af den aktuelle finanskrise – så handler det om en udvikling mod mere humanistiske positioner. Denne position er kendetegnet ved universalisme, hvor klassepositioner alene indgår som udtryk for en eller anden form for uret (fattigdom, undertrykkelse osv). Den afviger fundamentalt fra den oprindelige marxistiske position, hvor klasse er et samfundsmæssigt fænomen, der handler om fundamentale træk ved det økonomiske og sociale system. Denne udvikling starter med Frankfurterskolen og forstærkes gennem indflydelsen fra den naturromantiske miljøbevægelse. I dag betyder dette en socialistisk bevægelse, der et langt stykke hen ad vejen enten afviser eller er skeptisk over for videnskabelig fremskridstænkning. Det er karakteristisk for denne udvikling, at den socialistiske og antikapitalistiske bevægelse et langt stykke hen ad vejen er negativt indstillet over for naturvidenskaben, som tidligere blev set som selve prototypen for den videnskabelighed, marxismen har haft som sit ideal.

Hvis man skal forstå, hvordan Marx opfattede karakteren af egne teorier, er det nok så væsentligt at notere sig, at han skrev et brev til Darwin, hvor han anmodede om at få lov til at dedikere Kapitalens første bind til Darwin. Marx var af den opfattelse, at såvel Darwins som hans egne teorier var en videreførelse af den videnskabelige og sociale revolution, som kunne skabe forudsætningerne for menneskets frihed fra overtroens og klassesamfundets snærende bånd. Tiltroen til fremskridt inden for videnskab og teknologi er en rød tråd i både Marx’ og Engels’ skrifter.

 

De to ansigter
Her optræder Per Bregengaard med to ansigter. Han afslutter bogens andet kapitel med en konstatering af, at Marx og Engels ikke kunne forudse, hvordan videnskab og teknologi af kapitalismen er blevet anvendt på en sådan måde, at selve menneskehedens livsgrundlag er truet. De levede i en tid, som var præget af, at mennesket gennem den industrielle revolution overvandt de grænser, naturen havde sat.

Det er for mig at se en forfejlet kritik. Både i sit indhold og sin logik. Den er indholdsmæssigt forkert, fordi både Marx og Engels har et klart blik for den måde, industrikapitalismen ødelagde både mennesker og natur. Den er logisk forfejlet, fordi Marx og Engels opstiller et centralt princip for kapitalismekritikken, som er forudsætningen for opretholdelse af et progressivt perspektiv. Det princip er, at man på en gang skal indrømme kapitalismen de fremskridt, den skaber, samtidig med at man må påpege og afsløre, hvordan disse fremskridt under kapitalismen, på grund af dens væsen, optræder som destruktiv udvikling.

 

Historisk materialisme startende med ”Big bang”

Selv om dette ekko af en humanistisk og naturromantik samfundskritik sætter et vist præg på Bregengaards bog, er det ikke hele sandheden. Ikke en gang den halve sandhed. Bregengaard indskriver sig efter min opfattelse solidt ind i traditionen for progressiv kapitalismekritik, som er marxismens livsblod.

Det starter helt eksplicit med den del af bogen, Bregengaard titulerer ”Skabelsen”. Og lige præcist skabelsen er her det centrale omdrejningspunkt. Det første kapitel i denne del, bogens kapitel 5, bevæger os fra Big Bang til den blå planets opståen og særskilte karakter. På blot 6 sider bliver vi præsenteret for en kondenseret, men langt fra forenklet fremstilling af denne store historie. Lige præcist af den grund kunne jeg have tænkt mig, at dette kapitels diskussion havde fået lov til at fylde lidt mere. Grunden er, at der i diskussionen om Universets opståen og endeligt brydes nogle af de mest spændende videnskabelige anskuelser. Disse diskussioner indebærer meget forskellige bud med væsentlige følger for vores opfattelse af egne arts og den blå planets egentlige mening set i forhold til Universets karakter og historie.

 

Mellem videnskab og humanisme
Kapitel 6, med titlen ”Livets opståen” formår tilsvarende – nu på 7 sider – at angive og gengive en moderne og udfordrende forståelse, både medrivende og oplysende. Det er ikke trivielt stof, der her præsenteres på en måde, så man læser og tilegner sig det uden at opdage, hvor krævende indsigter præsenteres her.

Her berører Bregengaard forholdet mellem naturvidenskab og humanisme og konkluderer, at naturvidenskaberne og de humanistisk-samfundsfaglige videnskaber aldrig vil mødes.

Her vil jeg indvende, at man allerførst skal fjerne bindetegnet mellem humanistisk og samfundsvidenskab. De humanistiske videnskaber er primært rettet mod ideologisk produktion, med metoder og forståelser, der hører dette forehavende til. Samfundsvidenskaberne omfatter til gengæld i et vidt omfang (og måske overvejende) problemstillinger, der belyses ved hjælp af metoder, der ikke adskiller sig fra en naturvidenskabelig fremgangsmåde. Denne opdeling af videnskaberne er ganske enkelt misvisende og anvendes overvejende i andre sammenhænge til at underkende det projekt, der sigter mod en realistisk forståelse af samfundsvidenskabernes spørgsmål. Lige præcist sådanne forståelser er det egentlige sigte med marxismen og Bregengaards eget projekt. Natur- og samfundsvidenskaberne udgør ikke to adskilte projekter. Der er snarere tale om en række problemstillinger, der går på tværs af denne skillelinje. Som et eksempel på, at det forholder sig således, kan jeg nævne at der findes et levende forskningsområde, der går under betegnelsen ”Social physics”. Social fysisk indebærer at metoder der er udviklet indenfor fysikken til at belyse spørgsmål indenfor samfundsvidenskaberne. Det projekt har sine begrænsninger, men afspejler at grænsen mellem videnskaberne er ganske uklar.

Bevidsthedsproblemet
Det er karakteristisk for bogens imponerende bredde og betydning at Bregengaard også berører bevidsthedsproblemet. Man kan spørge hvad en socialist skal med et problem som tilsyneladende udgøre et af videnskabens sværeste nødder. Ret beset er der ikke noget der tyder på at den nød knækker indenfor den nærmeste tid.

Til gengæld er det bestemt ikke uden betydning hvordan man stillet spørgsmål der relaterer sig til bevidstheden. I sidste instans handler for eksempel overgangsprogrammets metode om en slags bevidsthedspsykologi. Når vi taler om klassebevidsthed eller manglen på samme gælder det samme.

I bogen hævder Bregengaard at en fuldstændig kemisk beskrivelse af, hvad der foregår i bevidstheden, fra input til output vil aldrig kunne nå frem til en eneste tanke eller oplevelse. Dette kan forstås på to måder. Den første indebærer at der er grænser for hvor langt vi kan nå i forståelsen af bevidsthed. Den anden indebærer at bevidsthed skal forstås ved metoder der er mere humanistiske (læs at der er grænser for hvad der kan opnås ad naturvidenskabelig vej).

Det er sikkert og vist at bevidstheden er en svær nød. Og det er ikke engang helt sikkert at fænomenet eksisterer på den måde som ordet lægger op til. Men spørgsmålet er så om vi skal åbne døren for ikke-materialistisk forklaring når vores viden erkender sine grænser.

Og – hvad har den humanistiske tilgangsmåde (som jeg sætter lig med ikke-materialistisk) egentlig bidraget med? Masser af interessante overvejelser, men ikke så meget andet.

Meget tyder på, at det filosofien og religionerne ynder at beskæftige sig med, nemlig bevidstheden, et lang stykke hen ad vejen er en illusion, der opstår som følge af den menneskelige psykes virksomhed. Denne illusion og andre betegnes ofte som ”folke-psykologi”. Det indebærer, at der sættes lighedstegn mellem psykens overfladefænomener og psykens som slig. Folkepsykologien er en særlig afart pragmatisk empirisme af den slags, som Marx i øvrigt vendte sig mod.

Svimlende tanker
Kapitel 7 har den rammende titel ”Svimle tanker og den intelligente designer”. Let og elegant præsenteres læseren for overvejelser om forholdet mellem ateisme og tro. Jeg kan ikke lade være med at citere følgende: ”Nogle adskiller tro og viden. Den adskillelse har jeg egentlig endnu sværere ved at fatte end troen på en skabende, opretholdende og indgribende gud. Har man en videnskabeligt begrundet tilgang til naturen, samfundet og menneskets skabelse, opretholdelse og forandring, kan jeg ikke se hvad der er at tro på.” (s. 75). Mere elegant kan det ikke siges. Kort, klart og uden antydning af forfladigelse. Her kunne der skrives side op og ned, uden at tilføje noget. Slige diamanter er der en myriade af i Bregengaards bog.

 

Darwinsk marxisme
Marx havde, som det fremgår, enorm respekt for Darwin, og ønsker man at forfægte et videnskabeligt syn på menneskets tilblivelse og udvikling må man inddrage begge to. Den halve pakke duer ikke.

Her svinger kæden lidt på Bregengaards cykel. Den springer ikke af, men en lille opstramning er på sin plads. Godt nok erklærer han sig som tilhænger af den moderne Darwinisme (nogle gange betegnet som den ny syntese), men ønsker dog ikke at købe hele pakken, da Darwin ikke havde blik for, at mennesket har en historisk natur.

Det her er ganske væsentligt, så det vil jeg dvæle lidt ved. Lad os starte med ”the survival of the fittest”, der er blevet fortolket som de stærkes overlevelse. Darwin overtager denne vending (og det er, hvad det er) fra Herbert Spencer, men gav senere flere gange udtryk for, at han fortrød det. Hvorfor mon dog? Fordi denne vending forfladiger selve pointen. Evolutionens råstof er de mutationer, der opstår spontant som følge af fejlagtig reproduktion af DNA. De fleste mutationer er skadelige, eller i bedste fald neutrale. En enkelt gang imellem opstår der mutationer, der på et tidspunkt viser sig at være gavnlige. De er gavnlige, fordi de medfører, at bærerne af disse mutationer får flere levedygtige afkom, der igen gentager succesen. På den måde vil gavnlige mutationer spredes gennem en art. Nogle mutationer er sådan, at de medfører entydige fordele, og disse vil i løbet af relativt kort tid blive dominerende. Andre mutationer udgør forskellige bud på overlevelse, uden at nogen enkelt af dem kan dominere. Tendens til aggression blandt territoriale hanner medfører, at på et tidspunkt er antallet af disse så stort, at de skader eller tager livet af hinanden. Det skaber plads til hanner, der anvender en strategi, der er blevet kaldt ”make love not war”. Ingen af disse to kan blive helt dominerende. Hvem er her ”den fitte”?

Sagen er her, at ”selektoren” er miljøet. Miljøet er både den omgivende natur og det sociale miljø. Det sociale miljø består af de andre (hanner og hunner). For arter, der udvikler sig til et socialt liv, vil selektoren i stigende grad være det sociale miljø og ikke den omgivende natur. Fitness i et socialt miljø er delvist at kunne begå sig, men også at kunne bidrage til gruppens overlevelse.

I det øjeblik, man fokuserer på gruppen som selektor, må man også, som Darwin påpeger, se på relationer mellem grupper, der konkurrer om naturlige ressourcer. De mest ”fitte” gruppe vil klare sig bedst. En gruppe er mere ”fit”, fordi den består af individer, der samlet set samarbejder mere effektivt.

Dette perspektiv bliver kaldt ”gruppe-selektions-teorien” og blev først fremført af Darwin. Det er igen ved at komme til ære og værdighed, efter en periode, hvor de fleste evolutionsteoretikere afviste det ganske bastant.

Sagen er, at der i Darwins skrifter er en lang række eksempler på indsigter, der i en periode er blevet afvist af forskere, for derefter at komme til ære og værdighed.

Denne diskussion er ganske væsentlig, fordi den handler om, hvordan menneskets natur skal forstås. Skal vi alene forstå historien som udtryk for ”menneskets historiske natur”, som Bregengaard lægger op til. Eller skal historien i et eller andet omfang ses som udfoldelse af menneskets sociale natur, hvilket jeg foreslår.

Bregengaard foreslår således, at menneskekærlighed ikke er genetisk forankret, men først og fremmest skabt i forskellige kulturer. Jeg vil indvende (lidt afhængigt af, hvad man forstår ved menneskekærlighed), at den findes i alle kulturer og skyldes social selektion til gruppelivet. Mennesket er ud fra dette perspektiv primært et socialt væsen i biologisk forstand. Kultur kan lade sig gøre af denne grund. Kulturen kan så modificere og berige disse naturgivne træk, men dette perspektiv indebærer, at en biologisk konstruktionisme (hvor biologien konstruer det sociale) er et mere korrekt perspektiv end nogen form for social konstruktionisme.

De seneste par årtier har medført et væld af forskningsresultater, som peger lige præcist på, at en række centrale træk ved den menneskelige organisme kun giver mening ud fra et perspektiv, der fokuserer på den sociale selektion og evolution. Det er så en følgegevinst, at den liberalistiske menneskeforståelse kan klassificeres som ”unaturlig” og videnskabeligt uvederhæftig. Kulturens rolle er ikke at lægge bånd på menneskets ”dyriske” instinkter. Tværtimod kan kulturen virke som drivhus for vrangforestillinger som for eksempel liberalisme – eller som Marx ville formulere det – borgerlig ideologi, der skal demaskeres (som er noget andet end dekonstruktion).

 

Materialisme og historiens snoede linje
Som det fremgår af de ovenstående kommentarer er bogen rig på indsigter og udfordringer. At læse bogen er som at sidde i en båd ude på historiens flod, hvor man sammen med Bregengaard som en kyndig guide kan bevæge sig gennem menneskets historie, fra den ene forunderlige epoke til den anden.

Noget af det, jeg holder allermest af ved Bregengaards bog, er, at historiens snoede forløb får lov til at sætte sit aftryk på historiefortællingen.

Det, Bregengaard her gør, er at vise, hvad man skal forstå ved ”historisk materialisme”, ikke som mekaniske principper, men som levende forståelse af historiens mangfoldighed. Ligesom Darwins formuleringer om variation og selektion, skal den historiske materialismes formuleringer om produktionskræfter, produktionsrelationer og klassekamp forstås som en række væsentlige tommelfingerregler, eller anvisninger. Darwins teori er på line med historisk materialisme en teori om en historie. Når man ad Darwinsk vej ønsker at fortælle livets historie, må man medtage bratte naturlige forandringer i form af massedød, der med jævnligt mellemrum ændrer livshistoriens forløb. På tilsvarende måde må historien om menneskets udvikling medtage, hvordan både ydre og indre naturforhold påvirker og ændrer historien. Menneskets historie er blevet påvirket og ændret af klimaforandringer og sygdom.

Ligesom variation og selektion danner rammer for livets udvikling, udgør teknologi, ressourcer og social organisering også rammer for historiens forandringer. Men livet og historien udfoldes inden for disse rammer gennem myriader af hændelser, der altid har indflydelse på, hvad der er tilfældet og nogle gange ændrer retningen. Det er denne dynamiske historie, Bregengaard fortæller.

 

Den darwino-marxistiske syntese
Denne krykkehaltende formulering er valgt, fordi den lægger sig i slipstrømmen af Bregengaards argument for, at Darwinisme og Marxisme skal tænkes som to led i et samlet perspektiv. Jeg kunne ikke være mere enig, og denne syntese er en del af bogens meget værdifulde bidrag til en moderne videnskabelig socialisme (marxisme).

Imidlertid fastholder Bregengaard her en arbejdsdelig, hvor Darwinismen bidrager med livets historie og fokuser på naturen, hvor den historiske materialisme så tager sig af menneskets historie. Blot det at inddrage Darwinismen er et betydningsfuldt fremskridt. Jeg vil imidlertid gå et skridt længere. En darwinistisk tilgang til ”menneskets natur” kan i høj grad berige vores forståelse af menneskets sociale liv og dets historiske udvikling. Men yderligere kan darwinismen bidrage med en række forståelsesprincipper, der kan understøtte og berige den historiske materialisme. Den videnskabelige socialisme konstaterer eksistensen af kollektive tankeformer (f.eks. klassebevidsthed) og bidrager til forklaringen af, hvordan de virker og opstår. Darwinistisk menneskeforståelse kan forklare, hvordan de overhovedet er mulige. Ud fra denne forståelse opstår der variation i kulturen, der i vidt omfang skyldes, at også ideer og antagelser forandrer sig, når de reproduceres. Der opstår således hele tiden variation i tanker og forestillinger. Ligesom i det naturlige liv har de fleste ikke gang på jorden. Men nogle få kan sprede sig og nogle gange forandre kulturen og bevidsthedslivet. Den selektion, der foregår her, afspejler i et vidt omfang klassekampen og de sociale magtforhold. Enhver periodes herskende kultur er den herskende klasses kultur. Men det er ikke ligegyldigt, hvilket råmateriale den ideologiske klassekamp trækker på. Her spiller historien en vigtig rolle. Ideer og forestillinger opstår, nogle føres videre og kan på et tidspunkt spille en vigtig rolle. Darwino-marxismen tilbyder en model, eller en række tommelfingerregler, der kan anvendes til at forstå dette. Så Bregengaard tager et vigtigt første skridt, men der er grund til at forsøge sig med flere.

Og så – en indvendig
Flere steder i bogen tilskriver Bregengaard kristendommen en særlig progressiv rolle i sin historie. Problemet er, at der her – helt atypisk – er tale om overordnede postulater, der ikke bliver begrundet. Såvel demokrati som socialisme og velfærdssamfundet skyldes på en eller anden måde kristendommens rolle.

Jeg har gennem flere år interesseret mig for (flere af de store) religioner ud fra et masse-psykologisk standpunkt. Mennesket laver gud i sit billede, og derfor er de forskellige guder et bud på menneskets (mange og forskellige) billeder af sig selv. Det er ganske uundgåeligt, at et sådant studium omfatter religionernes indvirkning på mennesker. Og hvordan sammenligner man egentlig religioner? Man kan se på den praksis, der udfoldes med direkte henvisning til religionen, både inden for de religiøse institutioner og fællesskaber, og hvordan troende forbinder deres adfærd med den religion, de følger.

Lad os som udgangspunkt forestille os, at vi udformer et samlet mål for religioner. Det går fra et minus til et plus. Vi tæller som plus alle former for dokumenteret adfærd, som er positiv (empati, tolerance, fremskridtsvenlighed) og i den negative retning tæller negativ adfærd (grusomhed, intolerance, undertrykkelse, reaktionær praksis osv). Når man sammenligner den praktiserede kristendom, kirkens og de kristne med andre religioner og deres udøvere, ligger kristendommen markant i den negative ende. Få religioner har i samme omfang og så brutalt som kristendommen allieret sig med magten. Få religioner er blevet indført gennem så brutal og systematisk anvendelse af magtmidler som kristendommen. Få religioner har i samme omfang som kristendommen sanktioneret, ja forherliget – umenneskelig behandling af afvigere og anderledes troende. Ingen religion er uskyldig, men kristendommen er noget ganske særligt her.

Mange kristne indvender, at det ikke er dette, man skal se på, men selve det kristne budskab, for eksempel om næstekærlighed. Næstekærlighed har kristendommen nu ikke noget monopol på. Og ser vi på selve kristendommens ideverden, så fremstilles et landskab af magtrelationer gående fra gud, helligånden og guds søn til de troende, der godt nok hos Kristus selv er ligestillede, men over for det guddommelige er magtesløse og underordnede. Det er et kendetegn ved alle monoteiske religioner, til forskel fra flere multiteiske religioner. For mig at se tegner de monoteiske religioner et afsæt, der står i direkte modsætning til enhver form for demokratisk tækning og lighedsforestillinger.

Udviklingen af demokratiske velfærdssamfund forudsætter derfor, at man afviser kristendommens feudale forestillingsstruktur. Det er et faktum, at de bevægelser, der lagde grundlaget for arbejderbevægelsen og socialismen, søgte inspiration i bestemte fortolkninger af kristendommen. Det fortæller sådan set alene, at nye forestillinger altid opstår med afsæt i de eksisterende. Således vil jeg hævde, at socialismen er opstået gennem et opgør med kristendommen og kirken, selv om de første bud nødvendigvis måtte anvende det foreliggende ideologiske materiale. Socialismen opstår på trods af kristendommen, som følge af en række samfundsmæssige forandringer over lang tid.

Fornyet socialisme gennem opbrud
Der er ikke nogen tvivl om, at der er behov for en moderne socialisme. Den videnskabelige socialisme er blevet fornyet flere gange. Lenins bog: ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” udgjorde i sin tid en sådan fornyelse. Den aktuelle finanskrise afspejler, at imperialismen har ændret karakter. Denne ændring er det vigtigt at forstå. Tilsvarende er det klart, at såvel miljøkrisen og sundhedskrisen som Bregengaard beskriver ganske fortrinligt, også udgør en udfordring til moderne socialisme.

Det helt centrale er, at disse udfordringer må imødekommes gennem en videnskabelig baseret socialisme. Her er Bregengaards bog et vigtigt afsæt og inspiration. Det er så min holdning, at denne fornyelse også kræver opgør med dele af det tankegods, der opstod efter 1968 og de anti-progressive holdninger, der er opstået på venstrefløjen under indflydelse fra socialkonstruktionismen og den natur-konservative del af miljøbevægelsen.

Det er så en del af den diskussion, som Bregengaard ganske eksemplarisk har taget hul på. Køb bogen, læs den, diskuter den. Det er konklusionen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com