Klimakrisen kalder på et økosocialistisk alternativ, siger belgisk marxist i ny bog med ideer til både venstrefløj, fagbevægelse og miljøbevægelse. I sin bog »Green Capitalism: why it can’t work« tager den belgiske agronom og marxist Daniel Tanuro afsæt i klimakrisen for at analysere, hvordan kapitalismen med sin profitjagt og væksttvang ødelægger naturgrundlaget.

 

Han forklarer, hvorfor markedsbaserede strategier som CO2-kvotehandel dominerer klimapolitikken, og hvorfor de er katastrofalt utilstrækkelige, når det gælder om at gennemføre den omfattende og hurtige grønne omstilling, som er nødvendig.

Tanuro skitserer en strategi for økosocialisme og understreger vigtigheden af at forbinde sociale kampe og miljøkampe. På den baggrund opfordrer han på den ene side venstrefløj og fagbevægelse til at tage vækstkritikken til sig, og på den anden side miljøforkæmpere til at indse betydningen af kampen for social retfærdighed.

Katastrofekurs
Klimakrisen er kendetegnet ved en fuldkommen irrationalitet: Videnskaben har slået alarm, truslen vedrører alle mennesker, og de tekniske løsninger findes. Alligevel fortsætter magthaverne kursen mod afgrunden ved at stræbe efter uhæmmet økonomisk vækst, konstaterer Tanuro og slår fast:

Det skyldes ikke kun dumhed, grådighed, uvidenhed og kortsynethed. Den slående og vedvarende irrationalitet har strukturelle rødder, som skal findes i det nuværende samfundssystems grundlæggende lovmæssigheder.

To århundreders produktivisme har ført klimasystemet til randen af sammenbrud og rammer allerede dele af verdens befolkning med oversvømmelser, tørke osv. For at undgå, at klimaforandringerne løber løbsk, må drivhusgasudledningerne reduceres dramatisk. Kapitalismen bevæger sig i retning af barbariske »løsninger«, hvor klimatiltag bliver ved snakken, mens satsningen på at skaffe energi til stadigt tiltagende produktion og transport prioriteres over naturen og menneskers overlevelse.

Tanuro betoner, at klimaforandringernes ofre hovedsagelig er og fortsat vil være blandt de fattige, som har bidraget mindst til drivhusgasudledningerne. Det gælder i Syd, men også inden for de udviklede lande – som for eksempel med følgerne af cyklonen Katrina i Louisiana, USA, i 2005 og hedebølgen i Europa 2003. Generelt er socialt dårligt stillede mennesker mere udsatte, fordi de har dårligere mulighed for at forsikre sig mod oversvømmelser, betale for reparationer osv.

Systemskabt klimaforandring
Man taler om »menneskeskabt klimaforandring«, men Tanuro foretrækker at tale om kapitalistisk klimaforandring: Mennesket som art påvirker selvfølgelig miljøet, men hvordan vi påvirker miljøet, afhænger af den type samfund, vi lever i. Mennesket har aldrig før påvirket klimaet tilnærmelsesvis som i vor tid, og som noget nyt sker det i kraft af en tendens til overproduktion af varer.

»Intet tidligere samfund i historien har været styret af den tørst efter profit, der får kapitalejerne til at akkumulere stadig mere for at producere stadigt mere og sælge stadigt mere, alt imens de skaber stadigt flere behov.« (s. 73f)
Tanuro kommer også ind på erfaringerne fra Sovjetunionen og Østeuropa, hvis »bureaukratiske produktivisme« ikke stod tilbage for kapitalistiske økonomiers forurening, men var dømt til sammenbrud.

Markedsbaserede løsninger
Kan en grøn omstilling alligevel gennemføres uden at sprænge kapitalismens rammer? Det forsøger tilhængerne af »grøn kapitalisme« og »Green New Deal«. De går efter markedsbaserede løsninger, som skal være »omkostningseffektive«. Det drejer sig ikke mindst om at få en CO2-pris, som indarbejder de eksterne omkostninger, der følger af afbrændingen af fossile brændsler.

Disse »eksternaliteter« er imidlertid ikke ligetil at beregne, påpeger Tanuro.

»Problemet er, hvad man skal tage med, og hvordan man opgør pengeværdien af, at en sommerfugleart, et landskab eller nogle tusinde ubemidlede personer forsvinder. Og det bliver et decideret hovedbrud, når virkningerne sætter ind med forsinkelse – for hvordan vurderer man omkostningerne ved de skader, der viser sig om tyve år eller mere? Det økonomiske potentiale varierer altså betydeligt afhængigt af valg, som i sidste ende er politiske.«
For at sætte effektivt ind mod klimaødelæggelsen skulle man hurtigt indføre en meget høj pris på CO2, men hvis prisen blev sat op til noget, der ligner det nødvendige, ville selskaberne vælte den øgede udgift over på forbrugerpriserne. Det ville ramme arbejderklassens disponible indkomst voldsomt og dermed ikke alene skabe modstand, men også mindske efterspørgslen og kvæle økonomien.

I virkelighedens verden fører markedstilgangen derfor til, at politikerne fastlægger kulstofpriser, som både er socialt uspiselige og klimamæssigt helt utilstrækkelige.

Pris på miljøet
Markedet er ikke et teknisk redskab, som man kan dreje til at blive miljøvenligt, pointerer Tanuro.

For at afskaffe brugen af fossile energikilder kræves der en kompleks strategisk plan, som forbinder mange kvantitative og kvalitative elementer, på såvel det økologiske som det sociale plan. Men markedet er per definition ude af stand til at tage højde for de nødvendige kvalitative elementer i en sådan energiomstilling. Den kapitalistiske økonomi er nemlig grundlæggende fokuseret på den profit, som den enkelte virksomhed kan høste, frem for på nytteværdien af det, man producerer.

Prisen på en kvote på 1 ton CO2 tager ikke højde for kvalitetsforskellene med hensyn til, hvordan en vare er frembragt, f.eks. forskellene mellem:
• træplantning, som kan udskyde et CO2-udslip, men ikke løser noget strukturelt
• isolering af boliger, som er et strukturelt tiltag, der fremmer en grøn omstilling
• installation af solceller, som er rationel, hvis den følger en reduktion af energibehovet, men ikke hvis den skal muliggøre ekstra forbrug.

Lige så lidt tager prisen hensyn til sociale virkninger. Man kan f.eks. måle i ton CO2-ækvivalent, hvilken drivhuseffekt der kommer af henholdsvis oprindelige folks svedjebrug og Formel 1-racerløb. På markedsbetingelser er det mere effektivt at jage de oprindelige folk væk fra deres jorder, end det er at nedlægge motorsporten.
I »omkostningseffektivitetens« navn har man indført handel med CO2-kvoter, som angivelig skulle give de billigste CO2-reduktioner. Men som erfaringerne med EU’s kvotehandelssystem (ETS) viser, har det ganske vist åbnet et nyt, profitabelt marked, ikke mindst for de mest CO2-forurenende virksomheder, men kvotepriserne er dykket til et niveau, der på ingen måde fremmer en grøn omstilling.

Planlægning
Der er kun få årtier til at omstille fra fossilt baseret økonomi til et nyt energisystem, som er effektivt og baseret på vedvarende energikilder. Og fristen kan kun overholdes, hvis de nødvendige investeringer planlægges uafhængigt af profithensyn, skriver Tanuro.

»Denne overgang, som skal gennemføres på fyrre år, indebærer strukturelle omvæltninger med ikke blot relokalisering, omstruktureringer og afskaffelse af aktiviteter – men også betydelige investeringer i ny infrastruktur.«
Men de liberalistiske trossætninger forbyder de offentlige initiativer, som er nødvendige. På markedsvilkår mangler der f.eks. købedygtig efterspørgsel til energirenovering, solfangere, solceller osv. Med det offentlige som drivkraft kan man derimod komme uden om problemet og gøre langt hurtigere fremskridt.

Fossil kapital

Også på det politiske plan støder den grønne omstilling ind i pengemagten. Olie-, gas- og kulselskaberne og andre fossilt relaterede brancher har en kolossal styrke over for regeringerne.

Stålindustri, petrokemisk industri, glasindustri, cementindustri, elproduktion… Alle disse CO2-storudledende sektorer domineres af gigantiske multinationale monopoler, som lægger beslag på en del af den merværdi, der er frembragt i andre sektorer og derfor til stadighed tiltrækker kapital i søgen efter merprofitter.

Olie-, naturgas- og kulselskaberne er monopoler med en særlig stilling, idet de ikke alene bygger på kapitalkoncentration, men også på monopolistisk tilegnelse af begrænsede naturressourcer. Dermed kan de langtidssikre deres merprofitter og institutionalisere dem som en slags rente.

Efterhånden som olien slipper op, stiger oliepriserne, men det truer ikke energiselskaberne. Kulreserverne er nemlig så store, at de i en lang periode kan afløse olien, og olieprisstigningerne gør det rentabelt at udnytte ikke-konventionelle forekomster: tung olie, tjæresand og olieskifer, hvis udvinding er ekstremt miljøødelæggende.
Olie- og naturgasselskaberne vil bruge de høje priser til at forsvare deres monopolstilling, bl.a. ved at udnytte »vedvarende energi« og tømme begrebet for indhold, sådan som det sker med satsningen på biomasse: Ved at udnytte solens stråling omdannet til kemisk energi gennem biomasse sikrer man, at energiressourcen fortsat kan tilegnes og monopoliseres ved hjælp af jordejendom. Det fører også til, at der i disse år breder sig »grønne ørkener«: enorme monokulturer til biobrændstoffer. Ifølge Tanuro et eksempel på, at den »grønne kapitalisme« udbreder nye former for miljøødelæggelse.

Mindre er bedre
Det er nødvendigt at reducere energiforbruget radikalt i de udviklede lande. I Europa må energiforbruget formentlig halveres over de næste 40 år for at kunne omstille til vedvarende energi inden for et scenario med højst 2 graders global opvarmning. Denne reduktion er så omfattende, at den nødvendiggør en vis reduktion af produktionen og transporten af materiale. For at redde klimaet må vi altså producere mindre og gøre det tættere på forbrugerne.
Og det kan ikke vente, understreger Tanuro. De enorme investeringer i energirenovering, vindmøller, jernbaner, brintnetværk osv., som er nødvendige, indebærer nemlig i sig selv en materiel produktion og dermed et energiforbrug, som i hvert fald i den første fase vil være dækket overvejende af fossile kilder.

Hvis forbruget til at etablere det nye energisystem kommer oven i den løbende økonomiske aktivitet, vil det være umuligt at reducere udledningerne i den nødvendige takt. Derfor må man samtidig med klimainvesteringerne tage fat på en reduktion af det absolutte energiforbrug i de udviklede lande.

Og for at reducere så meget er det ikke nok med effektivisering. Man kommer ikke uden om at producere og transportere mindre, for eksempel ved at:
• Afskaffe aktiviteter, der er unyttige, skadelige eller ubæredygtige, f.eks. reklame, våbenproduktion, fremstilling af millioner af biler, udflyttet fødevareproduktion og den voksende mængde af ting, som fragtes tusinder af kilometer
• Indføre standarder for produkters holdbarhed
• Forbyde vejtransport ud over en vis radius
• Støtte brug af visse faciliteter i lokalområdet.

Tanuro er opmærksom på, at mange på venstrefløjen har det ubekvemt med alt dette. Nogle ignorerer ligefrem problemet, mens andre forholder sig defensivt til det: »Ja, men vi kan godt reducere den materielle produktion, uden at det går ud over flertallets levestandard.« Dette svar, som antyder, at kun »de rige« behøver at ændre leve- og forbrugsmåder, holder ikke vand, mener Tanuro. Han henviser bl.a. til, at omkring halvdelen af drivhusgasudledningerne skyldes den måde, landbrugsprodukter produceres, distribueres og forbruges på.
Kraftige ændringer af de samfundsmæssige forbrugs- og mobilitetsmønstre er nødvendige, f.eks. at transportere sig anderledes, spise mindre kød og spise årstidens grønsager. Vi må opstille disse målsætninger nu, for det haster, og det er ændringer, der har en umiddelbar effekt. Og det er muligt, for det drejer sig om kulturelle og ideologiske mekanismer, som har en vis autonomi i forhold til samfundets produktive basis. Derfor slår Tanuro til lyd for et offensivt svar på spørgsmål om livskvalitet og levestandard:

»Det gælder om at tage tyren ved hornene: at turde sige, at i de udviklede kapitalistiske lande er det at producere, transportere og forbruge mindre i gennemsnit blevet en betingelse for, at vi kan leve bedre.«

Væksttvang
Den nødvendige reduktion af produktion og transport er imidlertid »fuldkommen uforenelig med kapitalismens love«, skriver Tanuro. Kapitalen kan klare sig gennem perioder uden profit, men den kan ikke undvære vækst.

Det skyldes, at konkurrencen får hver kapitalejer til at erstatte arbejdere med maskiner, som er mere produktive, for at kunne høste en merprofit ud over den gennemsnitlige profit. Derfor produceres voksende mængder varer, som forsøger at finde købedygtig efterspørgsel. Energi- og materialeintensiteten mindskes ganske vist, men det mere end opvejes af produktionens stigende volumen.

Systemet kan kun reducere sin materielle produktion gennem periodiske overproduktionskriser. De letter presset på miljøet noget, men de medfører også social elendighed, øgede uligheder og spild. Recessionen i 2009 førte ifølge det Internationale Energiagentur til ca. 3 procents nedgang i de globale udledninger, men altså med store sociale omkostninger og kun midlertidigt.

Hvis det skulle lykkes at få kapitalismen ud af den nuværende krise og ind i en længere periode med kraftig vækst, ville forbruget af fossil energi stige voldsomt, i hvert fald de første ti år, og dermed også udledningerne af drivhusgasser. Det ville være nok til at skubbe klimaet over den grænse, som gør en stabilisering umulig.

En rigere verden
For Tanuro har opgøret med produktivismen kun en chance, hvis det går hånd i hånd med kampen for social omfordeling.

Reduktionerne må ledsages af en deling af arbejdet og en omfordeling af velstanden gennem skattereform, udvidelse af den offentlige sektor og gratis basistjenesteydelser. Ellers vil millioner forblive arbejdsløse, andre millioner miste deres arbejde, og en del af samfundet blive holdt uden for uundværlige goder og tjenester.

Vi må åbne en grundlæggende samfundsdebat om brugen af den samfundsmæssige tid, om hvad der er nødvendigt, hvorfor og i hvilke mængder, foreslår Tanuro. Dermed kan vi vække den fælles trang til en verden uden krig, hvor vi arbejder mindre og anderledes, hvor vi forurener mindre, hvor vi udvikler de sociale relationer, hvor vi når langt større velfærd, sundhed, uddannelse og demokratisk deltagelse. Det vil være en mere rig verden i den forstand, at den er mere meningsfuld, mindre travl og stresset.

Vejvalg
Tanuro lægger »hovedvægten på forandringer i produktionssfæren og dermed på kollektive og strukturelle løsninger, fordi kun de lader menneskene overtage kontrollen med deres tilværelse«.

Valget står mellem to veje:
Enten indskrænker man radikalt den kapitalistiske produktions område, og så er det muligt at holde opvarmningens skader på et minimum og samtidig garantere alle en menneskelig udvikling af kvalitet, baseret udelukkende på vedvarende energikilder.

Eller også holder man sig inden for de kapitalistiske rammer med en stadigt mere hektisk akkumulation, og så vil den deraf følgende forstyrrelse af klimaet radikalt begrænse hundreder af millioner menneskers ret til livet, og de kommende generationer vil blive dømt til at undgælde for den hovedløse satsning på farlige teknologier: atomkraft, agrobrændstoffer, GMO’er og underjordisk lagring af CO2.

»Dybtgående strukturforandringer er påkrævede. De indebærer ikke alene en omfordeling af rigdommen, men også mere grundlæggende en omdefinition af, hvad samfundsmæssig rigdom er. Hvilke varer og tjenesteydelser har vi behov for? Hvad skal vi producere, hvordan og i hvilke mængder? Hvem skal bestemme det? I hvilket miljø ønsker vi at leve? Hvordan skal man så at sige høre biosfærens ‘mening’ om virkningerne af vore valg? […] Svarene på disse afgørende spørgsmål støder i sidste ende altid imod den samme forhindring: de konkurrerende kapitalejeres frihed til at investere og producere stadig mere, hvor de vil, som de vil, når de vil, afhængig af deres profitter. Ved at stopfodre dem, der har midlerne til at opnå status af ‘forbrugere’, og lade resten krepere.«

Modvækst?

Tilhængere af modvækst-begrebet (fransk: décroissance, engelsk: degrowth) lægger ofte vægten på den kulturelle kritik af forbrugerismen. »Den kritik er nødvendig,« svarer Tanuro, »men den er ikke tilstrækkelig. Omdrejningspunktet for et alternativ må være at udfordre produktionsmåden som helhed«.
Det nytter ikke at satse på udbredelse af en anden kultur vendt imod overforbruget.

»For det første vedrører denne bevægelse hovedsagelig de udviklede lande – og her vender den ryggen til de udækkede behov hos millioner af ofre for arbejdsløshed, udstødelse og usikker beskæftigelse. For det andet kan de individuelle brud, i fraværet af strukturelle forandringer, kun føre til en asketisk livsstil, som har ringe appel til de fleste.«

Afskaffelse af vækst er ikke et samfundsprojekt, det er kun en kvantitativ begrænsning af overgangen, forklarer Tanuro. Det er en vigtig begrænsning, som stiller hele samfundsforandringsstrategien over for nye udfordringer. Men hvordan man imødegår udfordringerne, afhænger af ens samfundsopfattelse, og derfor er der også modvækststrømninger på både venstre- og højrefløjen.

Forbind kampene
»Overforbruget udspringer i sidste ende af overproduktionen, så man er nødt til at angribe produktionsmåden. Det kræver kollektiv social og politisk handling. De arbejdendes deltagelse er helt afgørende, og samtidig er det her, den største vanskelighed ligger,« skriver Tanuro.

»Socialt og politisk består det vanskelige i at gøre den mulige udvikling ønskelig for de udbyttede og undertrykte, som er lænkede til det kapitalistiske maskineri, ved at de dagligt er nødt til at sælge deres arbejdskraft for en løn, og som spontant ledes til at håbe, at væksten vil sikre deres levebrød.«

Den store udfordring er derfor at forbinde de sociale kampe og miljøkampen.

Tanuro kritiserer modvækstfolk for at vende ryggen til krav, der forsvarer løn og beskæftigelse. Det er nemlig, når arbejderne oplever fremgange i deres umiddelbare konfrontationer med arbejdsgiverne og dermed får større selvtillid og bevidsthed, at de begynder at rejse mere avancerede krav, som udfordrer den kapitalistiske ejendom. Det skaber ganske vist ikke i sig selv en økologisk bevidsthed, men kun hvis de arbejdende begynder kollektivt at overtage deres produktionsmidler, kan de nå frem til at tage ansvaret for naturen og dens ressourcer, mener Tanuro.

Kun en økosocialistisk strategi med fokus på selvforvaltning åbner mulighed for en demokratisk løsning på problemet med de behov og vaner, som kapitalismen har skabt, og som må afvikles, fordi de er økologisk ubæredygtige.

Hvis man bryder med profitjagten, kan man skitsere retningslinjerne for en rationel løsning, og den må ifølge Tanuro kombinere fire metoder:

1) De reelle sociale behov skal dækkes.

2) Den samlede materielle produktion skal reduceres ved at nedsætte arbejdstiden og afskaffe unyttige og skadelige produktioner og en væsentlig del af transporten.

3) Energieffektiviteten skal øges radikalt, og energiforsyningen skal overgå fuldstændig til vedvarende energikilder.

4) Der skal skabes politiske og kulturelle forudsætninger for, at man kollektivt tager ansvaret for, hvad der produceres og dermed forbruges, gennem en demokratisk styret overgang.

Den største udfordring er politisk, for alle fire tiltag er utænkelige uden en række dybe indgreb i de kapitalistiske ejendomsforhold, herunder ekspropriation af monopolerne i energisektoren samt banker og kreditinstitutter.

Økologisér marxismen
Tanuro griber tilbage til Karl Marx, som sagde, at »den eneste mulige frihed« ligger i en »rationel regulering« af stofudvekslingen mellem vores art og dens miljø (Kapitalen, 3. bind, kapitel 37). Marx brugte denne tilgang til at konkludere, at man måtte ophæve adskillelsen mellem by og land og mellem produktion og forbrug af landbrugsprodukter på verdensplan.

Marx var meget mere miljøbevidst, end de fleste senere marxister har troet. John Bellamy Foster og Paul Burkett overdriver dog efter Tanuros opfattelse Marx’ miljøpolitiske dyder. Marx havde ikke en samlet vision om den socialistiske samfundsforandrings økologiske dimension ud over flygtige og ret perifere betragtninger. Desuden undergraves denne vision ifølge Tanuro af, at Marx og Engels ikke indså betydningen af, at samfundet gik fra at udnytte en fornybar energikilde – træ – til at udnytte en lagret energikilde – kul. Det gav en slags død vinkel, som skjulte, at man må vælge mellem to skemaer:

1) Et cyklisk, udviklende: Menneskeheden omdanner naturen og tager så vidt muligt ansvaret for en bæredygtig udveksling med miljøet. I forhold til jordbundsspørgsmålet fulgte Marx dette skema.

2) Et lineært, utilitaristisk: Ressource – brug – affald (CO2). Der tages ikke hensyn til betingelserne for balance i kulstofkredsløbet. Det er den klassiske økonomis skema.

Det første skema lægger op til forsigtighed med hensyn til at gribe ind i naturens mekanismer, mens den anden lægger op til produktivisme for at »sætte produktivkræfternes udvikling fri«.
Modsætningen mellem de to logikker blev hos det 20. århundredes marxister »løst« ved, at bæredygtighedslogikken gik i glemmebogen.

For Tanuro gælder det i dag om at »økologisere« marxismen, og det er ikke kun et spørgsmål om at optage miljøspørgsmål i den antikapitalistiske kamp. Den globale opvarmning er ikke kun et miljøproblem, men en generel udfordring. Den viser tydeligere end alle andre miljøfænomener, at mennesket i dag ikke kun producerer sin samfundsmæssige eksistens, men også den natur, der omgiver og betinger denne eksistens. Derfor må et antikapitalistisk program sikre, at de udbyttede og undertrykte kan bestemme udformningen af fremtidens samfund, men også det miljø, de ønsker for sig selv og deres børn.

Økosocialisme
Økosocialisme er i Tanuros forståelse »langt fra blot en ny etiket på en gammel flaske«, men derimod et nyt koncept, som forholder sig til en ny situation, hvor produktivkræfternes udvikling er begyndt at føre os objektivt længere væk fra et socialistisk alternativ.

»Mens alle socialistiske satsninger i det 20. århundrede fandt sted i situationer med underudvikling af de materielle produktivkræfter, må overgangen til en ikke-kapitalistisk produktionsmåde i dag nødvendigvis indbefatte en reduktion af disse kræfter, i hvert fald i de udviklede kapitalistiske lande«.
Tanuro understreger, at det gælder de materielle produktivkræfter, hvorimod der fortsat er behov for at udvikle viden, samarbejde m.m.

»En nedtrapning af produktivkræfterne i Nord – som kun er mulig med en radikal omfordeling af rigdommen – er også afgørende for en udvikling i Syd. De nye historiske omstændigheder kommer til udtryk i et presserende behov for at producere og transportere mindre, og for at overføre rene teknologier, således at man kan forbruge meget mindre energi og fuldkommen eliminere fossile CO2-udledninger inden udgangen af dette århundrede.«

Opdateringer
Tanuro peger på fem opdateringer som følge af det økosocialistiske koncept:

1) Menneskeheden kan ikke »beherske naturen«. Biosfærens kompleksitet, ukendte kræfter og evolutionære karakter indebærer uundgåeligt en vis grad af usikkerhed.

2) Den klassiske definition af socialisme må ajourføres. Den eneste mulige socialisme i dag er et samfund, som går ud på at dække reelle menneskelige behov, sådan som de demokratisk bestemmes af de berørte selv, med nøje undersøgelse af de miljømæssige følger af disse behov og den måde, de dækkes på.

3) Naturen må ikke længere betragtes blot som menneskehedens fysiske platform (forrådskammer, skraldespand osv.). Den er også helheden af de levende processer, som takket være tilførslen af energi fra solen, får stofferne til at cirkulere. Affald må være foreneligt i mængde og art med økosystemernes evne til at recirkulere det.

4) Energikilder og -teknologier er ikke samfundsmæssigt neutrale. Til en produktionsmåde hører ikke alene bestemte produktions- og ejendomsforhold, men også bestemte teknologiske systemer, som er formet efter bestemte energivalg:
• Det kapitalistiske energisystem er centraliseret, anarkisk, ødselt, ineffektivt, maskinintensivt, baseret på ikke fornybare energikilder og rettet mod overproduktion af varer.
• En socialistisk samfundsforandring må i stedet indføre et energisystem, som er decentraliseret, planlagt, sparsommeligt, effektivt, arbejdsintensivt, helt baseret på vedvarende energikilder og rettet mod produktion af brugsværdier, som er holdbare og egnede til genanvendelse og genbrug.

5) Arbejdsproduktiviteten må anskues kritisk. Af hensyn til den økologiske balance er man f.eks. inden for storlandbruget nødt til at reducere brugen af maskiner og dermed skifte dødt arbejde ud med levende arbejde. Decentraliseret energiproduktion baseret på vedvarende kilder kræver også meget arbejde, især vedligeholdelse. I det hele taget kræver det arbejde at drage omsorg for naturen, ligesom når det gælder omsorg, undervisning og andre sektorer, hvor venstrefløjen opfatter det som helt naturligt at udvide den offentlige beskæftigelse.

»Økosocialismen er den eneste mulige socialisme,« konkluderer Tanuro og slutter:

»Økosocialismen er et udtryk for de nu uadskillelige kampe mod kapitalismens udbytning af menneskers arbejde og ødelæggelse af naturens ressourcer. Den udspringer ikke af en idealistisk forestilling om at skabe harmoni mellem mennesker og natur, men af overbevisningen om, at den virkelige rigdom findes i det kreative virke, fritiden, de sociale relationer og den forundrede forståelse af verden.«

Daniel Tanuro: »Green Capitalism: why it can’t work«, Merlin Press (i samarbejde med Resistance Books og IIRE), London, 2013. Bogen er en oversat og opdateret udgave af »L’impossible capitalisme vert«, La Découverte, Paris, 2010.

Opslået i Klima

single.php