De fleste revolutionære drømmer om at kunne se tilbage på en livshistorie som Ignaces´. En historie om strejker, solidaritetsaktioner, fabriksbesættelser og drømmen om revolution.

af Tobias Knudsen

Han er født i 1950 i det sydlige Frankrig af politiske flygtninge fra Baskerlandet. Hans far sad i fængsel fra 1938-47 under det spanske diktatur og flygtede efter en dødsdom i ´49 til Frankrig. Derfor blev Ignace selv betragtet som politisk flygtning, til han var 14 år. Frankrig var, som mange andre lande, ikke begejstret for baskere, og tillod ikke baskiske navne. Dette er forklaringen på, hvordan Iñaki blev til Ignace.

Vi møder Ignace på Fjerde Internationales ungdomslejr i Frankrig og bliver fascineret af hans væsen og hans historie. Ignace er en 61-årig metalarbejder med stort overskæg, gråt hår og lever generelt godt op til billedet af en sydeuropæisk smed.

Ignaces far boede i en af de store flygtningelejre i Sydfrankrig. Ignace har levet hele sit liv i byen Fumel, en by med 3500 indbyggere, som tiltrak flygtninge fra Baskerlandet. I byen boede 25 forskellige nationaliteter, hvoraf mange var flygtet fra den truende fascisme i 1930´erne eller den tiltagende jødeforfølgelse i Europa.

Som 20-årig startede Ignace på den lokale stålrørsfabrik, der på det tidspunkt beskæftigede 4000 mennesker. 41 år senere kan han se tilbage på et arbejdsliv med arbejdskampe, international solidaritet, et utal af strejker og ikke mindst, da arbejderne overtog fabrikken.

Da Ignace startede, havde fabrikken to celler af det franske kommunistparti, en gruppe, der tilhørte socialistpartiet, en CNT-sektion, der samlede anarkister og kammerater fra det spanske POUM. I 1975 havde LCR (den franske sektion af Fjerde Internationale) 5 medlemmer på fabrikken, og i 1980 var tallet oppe på 17, hvilket gjorde det muligt at overtage ledelsen af den lokale CGT-fagforening.

I perioden fra 1970 til 2004, hvor Ignace stoppede, blev arbejdsstyrken reduceret til 450 mand. Det betød, at arbejderne gentagne gange nedlagde arbejdet for at bevare byens arbejdspladser, bl.a. med et krav om 32 timers arbejdsuge. I perioden fra 1988 til 1992 strejkede fabriksarbejderne i alt 18 gange. Derfor blev både arbejdere og fagforeningen i Fumel radikaliseret i en grad, der ikke var værdsat i CGT centralt eller i andre politiske kredse.

Samtidig havde arbejderne på fabrikken tradition for at lave solidaritetsarbejde. I midten af 1980´erne, hvor de engelske minearbejdere var i strejke i over et år, tog Fumels fabriksarbejdere på natlige udflugter for at tømme togvogne med kul fra Polen, som skulle erstatte det manglende kul fra England. Solidariteten var også stor mellem arbejderne på fabrikken, som arbejdede i treholdsskift. Morgenholdet arbejdede 04-12, dagholdet arbejdede 12-20, og natholdet 20-04. For at hjælpe natholdet, producerede de to andre hold flere emner end de skulle – og flere end arbejdsgiveren troede, de kunne. Det betød at natholdet ofte kunne gå hjem kl. 24.

Efter årtusindeskiftet steg fabriksarbejdernes frygt for en fabrikslukning. Den investeringsfond, som ejede fabrikken, var begyndt at lukke lignende fabrikker i Frankrig, Spanien og Italien. De ansatte begyndte så småt at diskutere, hvad man skulle stille op, når det en dag blev deres tur. Det varede da heller ikke længe, før den næste fyringsrunde var en realitet.

Første skridt var at fortsætte med det gamle krav: ingen fyringer. Ledelsen på fabrikken tilbød derefter, at alle over 50 år kunne gå på pension med fuld løn. Ved første øjekast lyder det egentlig som en rigtig god aftale, men fagforeningen forstod, at det var en anden måde at lukke fabrikken på, da de pensioneredes stillinger jo ikke blev genbesat. Samtidig frygtede man, at de pensionerede ville blive inaktive, og at det ville svække arbejderklassen i byen generelt og på fabrikken i særdeleshed. Ved at slå på sådanne argumenter lykkedes det den lokale fagforening, (som var ledet af arbejdere fra fabrikken) at overbevise deres kolleger om at kæmpe imod enhver fyring og ethvert gunstigt pensionstilbud.

Efter længere tids tovtrækkeri kom det frem, at fabrikken stod foran en lukning. Men da dette ikke kom som en overraskelse for de velorganiserede fabriksarbejdere, satte det blot skub i en yderst velorganiseret og længe forberedt aktion. Arbejderne på fabrikken var begyndt at overproducere varer, og lægge dem på lageret, uden at skrive dem i bøgerne. Dermed kunne de sælge dem under, ja lad os bare kalde det, alternative forhold. Efter et år, i juni 2003, havde de solgt for 11 millioner euro ekstra. Det skal nævnes, at det kunne lade sig gøre, fordi alle undtagen ledelsen var organiseret samme sted, alle fra regnskabsafdelingen over kantinen og til produktionen var med i klubben. Med den opsparede kapital kunne arbejderne overtage fabrikken.

Der var dog enighed om to ting. Overtagelsen af fabrikken vil blive opgivet den dag, man var nødt til at udbytte sig selv eller putte arbejdernes penge i fabrikken, for at den kunne overleve på markedsvilkår. Derfor var det også en enig flok fabriksarbejdere, der besluttede at sælge fabrikken. Det havde været succesrige 4 år – en periode med reel kollektiv ledelse og lønstigninger på 17 procent. Men i 2007 erkendte man, at lige såvel som man ikke kan praktisere socialisme i et land, kan man heller ikke praktisere socialisme på en fabrik. Ingen banker ville låne en fabrik penge, der ikke havde til formål at skabe profit, men blot ville øge velstanden blandt arbejderne og til og med ikke havde en ledelse, man kunne ansvarliggøre.

Igmace er nu gået på pension. Tidligere end de fleste. Pga. arbejde med farlige stoffer er han som de andre fabriksarbejdere tildelt tidligere pension. Heldigvis har han samme løn som i sit arbejdsliv. Fabriksarbejderne tildelte nemlig hinanden en ekstraordinær stor lønforhøjelse et år før, de skulle pensioneres. I Frankrig udgør pensionen en procentdel af det seneste års lønarbejde.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com