Michael Husson giver et bidrag til debatten om, hvordan den europæiske venstrefløj bør reagere på den økonomiske krise og argumenterer for, at det ikke i øjeblikket er muligt for de nuværende euro-lande at forlade den fælles valuta.

 

Krisens globale effekt er blevet forværret af det, der sker i Europa. For tredive år siden blev kapitalismens modsætninger overvundet ved hjælp af den enorme akkumulation af fiktive rettigheder til merværdi. Krisen har truet med at ødelægge dem. De borgerlige regeringer har besluttet at sikre dem, idet de påstår, at vi er nødt til at redde bankerne. De har påtaget sig bankernes gæld, praktisk talt uden noget til gengæld. Det ville stadig have være muligt at gøre denne redning afhængig af visse forsikringer. De kunne have forbudt spekulative finansielle værktøjer og have lukket skattehullerne. De kunne endog have insisteret på, at de tog ansvaret for noget af den offentlige gæld, der er vokset dramatisk gennem denne redningsaktion.

Vi er nu i anden fase. Ved at have flyttet gælden fra den private sektor til den offentlige, har man fået arbejderklassen til at betale den. Denne chokterapi bliver skaffet til veje gennem hjælpeplaner, der stort set ligner hinanden alle sammen – nedskæringer i de socialt nyttige udgifter og opskruning af de mest uretfærdige skatter. Der er ikke andre alternativer til denne form for social vold, end at lade aktionærerne og kreditorerne betale. Det er klart, og alle kan forstå det.

Sammenbrudet for den herskende klasses plan
Men den europæiske arbejderklasse bliver også bedt om at betale for, at den herskende klasses projekt for Europa er brudt sammen. Den herskende klasse troede, at den havde fundet på et godt system med den fælles valuta, budgetstabilitetspagten (”Vækst- og Stabilitetspagten”) og den totale deregulering af finanser og kapitalbevægelser. Ved at skabe en konkurrence mellem sociale modeller og mellem lønarbejderne, blev presset på lønningerne det eneste redskab, der var til at regulere konkurrencen kaptalister imellem, og til at skærpe de uligheder, der kun tjente et meget snævert lag af mennesker i samfundet.

Men denne model sætter vognen foran hesten, og var ikke levedygtig. Den forudsatte, at de europæiske økonomier  var mere homogene, end det faktisk er tillfældet. Forskellene mellem landene blev større, afhængig af hvordan de var placeret på det globale marked og af deres følsomhed overfor euroens vekselkurs.

Inflationsraterne fulgtes ikke ad, og renteniveauet favoriserede boligboblen og så videre. Alle de modsætninger, der lå i et begrænset program for europæisk integration, som euro-tilhængerne opdager i dag, eksisterede allerede før krisen. Men de blev blæst omkuld under de spekulative angreb på statsgælden i de mest udsatte lande.

Bag det abstrakte begreb ” finansielle markeder” er der overvejende tale om europæiske finansielle institutioner, der spekulerer ved at bruge kapital, som staterne har lånt dem til meget lave renter. Denne spekulation er kun mulig i kraft at staternes ikke-interventionspolitik, og vi må forstå det som et pres, der bliver brugt til at få regeringerne til at indvilge i, at stabilisere budgetterne på bekostning af Europas folk og for at forsvare bankernes interesser.

To umiddelbare opgaver
Fra arbejderklassens synsvinkel er det tydeligt, hvad der skal ske: Vi må modsætte os spareoffensiven og nægte at betale den gæld, der ikke er andet end gælden fra bankkrisen. Den alternative plan, som modstanden må bygge på, kræver en anden måde at fordele samfundets rigdom. Det er et sammenhængende krav. Det går faktisk imod presset på lønningerne, eller med andre ord kapitalens tilegnelse af en stigende del af merværdien.

Alternativet kræver en skattereform, som tager de gaver tilbage, som i årevis er blevet givet til virksomhederne og de rige. Det indebærer også en eftergivelse af gælden. Gælden og flertallet af befolkningens interesser kan overhovedet ikke forliges. Der kan ikke komme noget progressiv resultat af krisen, hvis man ikke stiller spørgsmålstegn ved gælden, enten ved at afvise den, eller ved at omstrukturere den. I alle tilfælde er der nogle nogle lande, der ikke kan betale, og derfor er det vigtigt at forudse denne situation og sige, hvordan den skal håndteres.

Forlade euroen?
Den offensiv, som de europæiske folk står overfor, bliver unægtelig gjort værre af euroens spændetrøje. For eksempel kan den Europæiske Centralbank, til forskel fra Forbundsbanken i USA, ikke monetisere gælden ved at opkøbe statsobligationer. Ville det at forlade euroen tillade, at spændetrøjen blev løsnet? Det er det nogen på venstrefløjen, som Costas Lapavitsas og hans kollegaer, der foreslår som et umiddelbart skridt for Grækenland. Han foreslår, at det sker med det samme uden at vente på, at venstrefløjen samler sig for at udfordre euro-zonen. Noget han mener er umuligt.

Denne ide er også blevet fremsat andre steder i Europa, og bliver øjeblikkeligt mødt med den indvending, at selv om Storbritannien ikke er med i eurozonen, har man ikke værest beskyttet  mod sparekniven. Det er også let at forstå, hvorfor det yderste højre som Front National i Frankrig ønsker at forlade euroen. Men i modsætning hertil er det svært at se, hvad der skulle være fordelen ved sådan en parole for den yderste venstrefløj. Hvis en liberal regering blev tvunget af begivenhederne til at tage sådanne forholdsregler, er det klart, at det ville være et påskud for endnu hårdere nedskæringer end dem, vi har oplevet indtil nu. Derudover ville det ikke tillade os at skabe et nyt styrkeforhold, som var mere gunstigt for arbejderklassen. Det er den lære, man kan drage af alle tidligere erfaringer.

For en venstreorienteret regering ville det at forlade euroen være en afgørende strategisk fejltagelse. Den nye valuta ville blive devalueret, som er det ønskede mål, når alt kommer til alt.  Men det ville øjeblikkelig åbne en flanke, som de finansielle markeder straks ville bruge til at sætte en spekulativ offensiv ind. Det ville udløse en cyklus af devaluering, inflation og nedskæringer. I tilgift ville gælden, der indtil dette tidspukt var blevet opgjort i euro eller dollar, stige straks som et resultat af denne devaluering. Enhver venstrefløjsregering, der foretog sig noget til fordel for arbejderklassen, ville helt sikkert blive sat under et enorm pres af den internationale kapitalisme. Men fra en taktisk synsvinkel ville det være bedre under denne styrkeprøve at bruge medlemsskabet af eurozonen som en konfliktmulighed.

Det er grundlæggende rigtigt, at det europæiske projekt – bygget på den fælles mønt – ikke er holdbart, og at det er utilstrækkeligt.

Det fjerner en af de variabler, der kan justeres med, nemlig valutakursen, til at regulere forskelle i priser og lønninger inden for eurozonen. Landene i periferien har så valget mellem den tyske vej med at fastfryse lønningerne eller at lide et tab af konkurencevene og tab af markeder. Denne situation fører til en slags hårdknude, og der er ikke nogen umiddelbare løsninger: At gå tilbage ville kaste Europa ud i en krise, som ville ramme de mest sårbare lande hårdest, og at begynde på et nyt europæisk projekt ser ikke ud til at være indenfor rækkevide for øjeblikket.

Hvis eurozonen bryder sammen, bliver de mest skrøbelige økonomier destabiliseret af spekulative angreb. Selv ikke Tyskland ville have nogen fordel af det, fordi deres valuta ville stige ukontrollabelt, og landet vil blive udsat for det, som USA i dag prøver at  påføre adskillige lande med sin monetaristiske politik.

Der findes andre løsninger, der kræver en fuldsændig omorganisering af den Europæiske Union: Et budget, der er finanseret af en fælles skat på kapital og som finanserer udliningsfonde og investeringer, der både er socialt og økologisk nyttige, og at de rigere lande hjælper de fattigere med deres offentlige gæld. Men intet af dette er muligt på kort sigt, ikke fordi der mangler alternative planer, men fordi det ville kræve en radikal ændring af styrkeforholdene på europæisk niveau for at kunne gennemføre dem.

Hvad skal vi så gøre i et så vanskelig øjeblik som dette? Kampen mod nedskæringsplanerne og afvisningen af at betale gælden er affyringsrampe for en modoffensiv. Vi må så gøre det klart, at modstanden bliver styrket ved at argumentere for et alternativt projekt og udarbejde et program, det tilbyder både ”praktiske” svar, såvel som en generel forklaring på krisens klasseaspekt.

Den internationalistiske yderste venstrefløjs særlige opgave er at knytte de sociale kampe, der foregår i hvert enkelt land, til diskussionen om en andet slags Europa. Hvad gør de herskende klasser? De må se den politik i øjnene, som de bliver nødt til at følge, fordi de forsvarer nogle interesser, der stadig overvejende er nationalt baserede og modsætningsfulde. Lige så snart de bliver nødt til at indføre nedskæringsindgreb overfor deres egne arbejderklasser, vil de blive mødt med en tæt forenet front.

Der er bedre ting, man kan foretage sig, end at lægge vægt på de reelle forskelle, der er mellem landene. Det, der er afgørende, er at have en internationalistisk synsvinkel på den europæiske krise. Den eneste vej til reelt at bekæmpe væksten for den yderste højrefløj er at udpege andre mål end de sædvanlige syndebukke. Vi kan sikre en virkelig international solidaritet med de mennesker, der lider mest under krisen ved at kræve, at gælden bliver fordelt ligeligt ud over Europa. Derfor må vi stille et alternativ projekt op for Europa imod det europæiske borgerskabs projekt, der vil været et socialt tilbageslag for alle lande.

Hvordan er det muligt, for nogen ikke at forstå, at vores mobilisering er nødt til at bygge på vores eget koordinerede projekt, når vi står overfor den koordinerede mobilisering fra de herskende klasser i Europa? Det er sandt, at kampene foregår indenfor nationalstatens rammer Men de ville vinde i styrke af et perspektiv som dette, i stedet for at blive svækket, eller ledt ned ad nationalistiske blindgyder. De studenter, der demonstrerede i London og sang ”all in this together, all in this together” er symboler på dette levende håb.

For en europæisk strategi
Krisen har afsløret, at opgaven er lige så vanskelig, som den periode, vi er i. Men den yderste venstrefløj må ikke blive låst fast i det umulige valg, og begynde på det risikable eventyr med at forlade euroen og en utopisk idé om harmonisering af valutaerne. Vi kan nemt finde nogle umiddelbare mål, som udfordrer de europæiske institutioner. For eksempel:

 Staterne i den Europæiske Union skulle låne direkte fra den Europæiske Centralbank(ECB) til meget lave renter, og bankerne i den private sektor skulle være forpligtiget til at overtage en vis del af den offentlige gæld.

 Der skulle indføres en standardmekanisme, der tillod den offentlige sektor at få sin gæld afskrevet i forhold til  de riges skattelettelser, og de penge der er blevet brugt på redningspakker til bankerne.

  De offentlige finanser skal stabiliseres gennem en skattereform, der beskatter kapitalbevægelser, finansielle transaktioner, udbytter, store formuer, høje lønninger og indkomster fra kapital til et standardniveau i hele Europa.

Vi må forstå, at disse mål, der ville være til fordel for den arbejdende befolkning, hverken er længere væk eller tættere på end et ”farvel til euroen”, som ville være til gavn for den arbejde befolkning. Det ville være helt absurd at vente på et samlet og koordineret farvel i alle europæiske lande. Den eneste strategiske antagelse, som man kan forestille sig, må tage udgangspunkt i de erfaringer med en social forandring, der begynder i et land.

Regeringen i det pågældende land tager nogle forholdsregler, for eksempel at indføre en skat på kapital. Hvis den tænker klart, vil den forudse de modtræk, den vil blive udsat for, og vil indføre kontrol med kapitalen. Ved at gribe til disse finansielle reformtræk kommer den i åben konflikt med reglerne i det europæiske spil. Den har ikke nogen interesse i ensidigt at forlade euroen. Det vil være en enorm strategisk fejltagelse, for den nye valuta vil øjeblikkelig komme under angreb for at nedbryde valutaen i det ”oprørske” land.

Vi må opgive ideen om, at der er nogle ”tekniske” genveje, antage at konflikt er uundgåelig, og opbygge et gunstigt styrkeforhold, hvor den europæiske dimension indgår. Et støttepunkt heri er evnen til at skade kapitalisternes interesser. Det land, der begynder, kunne omorganisere gælden, nationalisere fremmed kapital osv. eller true med at gøre det. Papandreous ”venstreorienterede” regering i Grækenland eller Zapateros i Spanien har ikke engang drømt om at gøre det.

Det vigtigste udgangspunkt er at tage forholdsreglerne i fællesskab. Det er fuldstændig anderledes end klassisk protektionisme, som grundlæggende altid prøver at vinde fodfæste ved at gnave af dele af det globale marked. Alle progressive tiltag er på den anden side kun effektive, i det omfang de bliver spredt til en række lande. Derfor skulle vi tale om en strategi, der bygger på følgende ide: Vi er parate til at beskatte kapital, og vi vil tage de nødvendige skridt til at beskytte os selv. Men vi håber også at disse tiltag, vi foreslår, vil blive indført over hele Europa.

Vi kan opsummerere ved at sige, at frem for at se dem som i modsætning til hinanden, må vi tænke alvorligt over den forbindelse, der er mellem at nedbryde det neoliberale europæiske projekt og opbygge vores projekt med at skabe et nyt Europa.
 

Michael Hudson er økonom fra Institute de Recherches Economiques et Sociales (IRES) i Paris.
Oversat fra engelsk af Martin Mørch
 

Opslået i EU, Økonomi

single.php