Et af temaerne i regeringsgrundlaget er afbureaukratisering. Et lunt løfte, der ikke må blive til endnu et løftebrud.

I hvert fald er der nu en officiel målsætning, som kan bruges til at skabe et pres ikke mindst fra de offentlige ansatte, som gennem de seneste ti år har oplevet en disciplinering, kontrolovervågning, krav om dokumentation på snart alt, test på test, regler i en uendelighed.

I ly af regeringens formuleringer om antibureaukratisering er der nu en enestående mulighed for at hjælpe løftet på rette vej. Og gøre op med målehysteriet. For så godt som hele den offentlige sektor har været stærkt præget af "målen og vejen-regimer". Uanset hvor, uanset jobfunktioner, har opskriften været de samme effektmålinger. Og når måling af "produktionsmål" medfører øget bureaukrati og tidsforbrug, må det nødvendigvis gå ud over andet. Ikke mindst fagligheden og arbejdsmiljøet. Arbejdsgangene skal kvantificeres, så ydelserne kan tælles. Kvantitet bliver gjort lig med kvalitet. Det betyder, at jo mere og jo hurtigere, desto bedre. Denne tendens har udover "målen og vejen" gødet vejen for en voksende evalueringsindustri, der igen har meget med besparelser, kontrol, nye regler, osv. at gøre.

Helhedsorientering
Den nye indenrigsminister, Margrethe Vestager, vil modernisere den offentlige sektor. Hun får i bladet Socialrådgiveren gode råd med på vejen af formand for Dansk Socialrådgiverforening, Region Øst, Majbrit Berlau. Hun skriver blandt andet:

"Gennemfør en reel afbureaukratisering – ikke a la Støjberg, men en, hvor I rent faktisk afskaffer meningsløst bureaukrati, som vi igennem de sidste år har givet utallige bud på. Skab rammerne for at helhedssyn kan bruges i alt socialt arbejde. Stop den rigide opsplitning af menneskers liv i beskæftigelse/børn/voksen støtte/sygdom/ydelser. Helhedssynet er en forudsætning for, at vi kan arbejde langt mere målrettet med de forandringsprocesser, der gør, at vi hjælper folk videre. (…) Ansæt socialrådgivere og andet socialfagligt uddannet personale nok til, at vi kan gribe forebyggende ind og dermed spare staten for millioner – måske milliarder – i dyre foranstaltninger".

Godt socialt arbejde må grundlæggende handle om, at det enkelte menneske gives mulighed for at udvikle en så vellykket identitet som muligt ud fra de givne personlige forhold. For socialarbejderne at have mulighed for at tænke og handle helhedsorienteret. Det står i modsætning til jagten på evidensbaserede metoder, der har til formål at effektivisere og strømline det sociale arbejde.

Skoleparat
Den nye børne- og undervisningsminister, Christine Antorini, har ganske vist droppet karakterne på de enkelte skolers hjemmesider, så de ikke længere skal udstilles i den hellige "kappestrid" om elever. Ligesom hun har droppet de såkaldte ranglister på de gymnasiale uddannelser. Men hun vil ikke droppe elevtests, dokumentation for lærerne. Tværtimod vil hun gøre alle børn så skoleparate som muligt, så tidligt som muligt.

Det inkluderer også en ny start for daginstitutionerne. Børn skal gøres så skoleparate som muligt, og når de når længere frem i livet, så arbejdsparate som muligt. Her følger den nye regering i den tidligere regerings fodspor. Socialpolitiske indsatser drejer sig om at få folk hurtigst muligt ud af systemet, så deres arbejdskraft er til rådighed.

Her er der ikke megen plads til børnenes frie leg, som ellers har været gængs børnepolitik og pædagogik. Leg styrker bl.a. motorikken, sprogudviklingen og de sociale kompetencer. Det at børn er deltagende i det for børnene altafgørende legefællesskab – deres egen legekultur. Fri leg og struktur kan godt gå op i en højere enhed.

En sådan ændring overfor de mindste sammen med nedskæringspolitik indebærer en væsentlig nyforståelse af pædagogfaget. Hvor relationsarbejdet, tilliden, rummeligheden traditionelt er i centrum i det pædagogiske arbejde bredt forstået, er de nye styringsinstrumenter koblet til teknisk rationalitet, og som en pædagog sagde forleden sagde til Socialistisk Informations udsendte "bliver oplevelsesfællesskaberne langt mere kliniske".

Ikke mindst projektmidler og puljer fremelsker denne evalueringsbølge. For derefter at forsvinde – projekterne altså – i stedet for at skaffe jobs, der hvor behovet er i den offentlige sektor.

Måling i børnehøjde
Denne måling i børnehøjde er velkendt i folkeskolen – kendt som PISA-tests, hvor der måles bestemte færdigheder. Oppe fra de herskende politiske kredse er den indiskutabel. Nedefra – hos de ansatte på skolerne og deres fagforening – er kritikken udbredt. Målemetoderne tager ikke højde for engagement eller sociale kompetencer. Det er en testmetode, der kan medvirke til, at undervisningen rettes ind for at få gode point og dermed tage fokus væk fra, hvad eleverne med deres forskellige udgangspunkter reelt har brug for.

De nationale test måler kun de ting, der kan sættes tal på. Alt andet udelades. Nationales tests formål er først og fremmest at sammenligne, måle og veje skolerne. Det har som konsekvens, at ikke-målbare fag som de fysiske og musiske nedprioriteres. Halvdelen af de danske børn får en folkeskole uden musik. Og skolen kan ikke længere leve op til overordnede og vigtige almendannende principper. Udelades disse principper, virker det igen negativt på indlæringen, viser erfaringer.

De mange evalueringer tager tid fra de egentlige kerneydelser i de enkelte uddannelser. De ansatte må prioritere det arbejde, der er dokumenterbart, måleligt og synligt, frem for at prioritere arbejdets indhold.

Plage for lærerne
"Den øgede skriftlighed er en plage for de fleste lærere. Nu er der skriftlige planer for hvert klassetrin. Det er ekstra opgaver, som lærerne ikke har tid til. Det belaster os," siger Poul Hansen, der er lærer på 10. klassecentret i Gladsaxe og deltidsansat i Danmarks Lærerforening, til Socialistisk Information.

"Udover elevplaner for de store elever, skal der laves uddannelsesparatheds-vurderinger – UPV – sammen med uddannelsescentret. Tidligere kunne skolerne ordne dette og andre forhold internt. Nu skal der samarbejdes med et korps, som servicerer skolen. Alle disse planer er tidsrøvere. Det går ud over andet – undervisningen ikke mindst. Alle lærere vil det godt, og går op i det. Hver skole har sine egne elevplaner".

Poul Hansen fortsætter:
"De nationale test kræver megen planlægning. Det kræver mere, end man tror. Ikke blot for lærerne, men også for kontorpersonalet og skoleledelsen. Der skal sendes kvalitetsrapporter til rådhuset, til ministeriet. Sådanne rapporter danner udgangspunkt til yderligere diskussioner, der igen tager tid. Og hvem kræver det?"

Poul Hansen nævner tidligere undervisningsminister Bertel Haarder, der har været særlig aktiv for at indføre disse test og kontrolredskaber. Og siger i modsætning hertil, at gennemsnitsforældrene ikke kræver den slags, men lægger vægt på deres børns trivsel og god undervisning i skolen.

Hvad skal der gøres ved det? Elevplaner skal fjernes, siger Poul Hansen, og er elevtrinsplanerne nødvendige? Christine Antorini kunne fortsætte, da hun for få uger siden droppede ranglisterne på de gymnasiale uddannelser. Der er nok at tage fat på. Kommunernes Landsforening, KL, vil have en times mere undervisning om ugen. Her kan de arbejdsløse lærere sættes ind.

Drivkræfter i styringen
Styringsmekanismerne er hentet fra den private sektor. New Public Management hedder den. Det har betydet, at budgetter er vigtigere end fagligt holdbare løsninger. Den økonomiske logik erobrer pædagogikken som i folkeskolens tilfælde. Det er en virksomhedsmodel, der dels er meget bureaukratisk, dels kræver meget administrativt arbejde.

Denne markedsbaserede tilgang til arbejdet betyder, at offentligt ansatte degraderes til leverandører af offentlige ydelser, som efter bedste evne forsøges gjort målbare og konkrete, så kunden, klienten, borgeren, aktionæren, m.v. kan sikre sig, at de får den "vare", de har krav på og til den rigtige pris. Den rigtige pris på varen sikres gennem, at den kan udveksles på det frie marked på de frie markedsmekanismers vilkår – eller måske rettere vilkårlighed.

Modstanden mod disse bureaukratiske tilstande, som konsekvens af neoliberalismen i disse sektorer, må fokusere på massiv reduktion af samme bureaukrati, og skabe ganske anderledes rammer for at udføre arbejdet ordentligt, hvor demokrati, faglighed, m.v. er i centrum. En massiv politisk indsats på dette område vil kunne give såvel den nye regering som fagbevægelse ny medvind, og skabe forudsætninger for at kunne løse de omfattende problemer, der er i de forskellige områder af den offentlige sektor.

Og med Majbrit Berlau fra Socialrådgiveren: Der er milliarder at spare, som samtidig kan anvendes til at styrke de nødvendige indsatser!

Opslået i Dansk politik, Socialt og Bolig

single.php