Hvad skal være venstrefløjens svar på krisen i Europa, når gælden slår bunden ud af landenes budgetter, og EU kræver en benhård nedskæringspolitik til gengæld for nye lån?

 

Michel Husson (note 1) og Özlem Onaran (note 2) har fremlagt en strategi for en kriseløsning i Europa, førstnævnte i generelle vendinger, sidstnævnte med mere konkrete forslag. Michels indlæg er et første bud fra hoften på, hvordan man skal stille sig til den europæiske krise, som har eksisteret siden sommeren 2007 med de første tegn på den globale finanskrise. Özlems bidrag er tilsyneladende et svar til en af dem, der har kritiseret Michels bud på en strategi – nemlig Costas Lapavitsas (note 3), samtidig med at hun sætter mere kød på Michels skelet.

Der er mange ting, som man kan anerkende og være enig i i Michels og Özlems analyse af årsagerne til krisen, og vi har selv fremlagt en tilsvarende analyse (note 4). Man kan også være enig i mange af forslagene til en løsning på krisen: fuld kontrol og ejerskab til bankvæsenet; en progressiv beskatning af indkomster, formuer og virksomheder; modstand mod alle de forringelser, som Europas herskende klasse forsøger at presse ned over arbejderklassen, de studerende og fattige: og en gældsrevision til at afdække årsagen til gælden, dens legitimitet og hvem der ejer den.

Der, hvor vi er uenige, er i den politiske præmis om, at det er både muligt og ønskeligt at reformere EU i en generel anti-kapitalistisk retning, samtidig med at man beholder euroen. Michel og Özlem påstår også, at det er mere ”europæisk” at blive i euro-zonen, og at det vil styrke internationalismen, i modsætning til at blive del af en anti-europæisk, højreorienteret, nationalistisk bevægelse.

Argumentet er også, at hvis man bliver i eurozonen, vil det beskytte arbejderklassen mod tilbageslag og nederlag, og samtidig være et værn mod finansspekulanter. I forlængelse heraf er logikken, at generelle krav som for eksempel en betalingsstandsning skal rejses i alle europæiske lande. Der er tilføjet nogle økosocialistiske krav for at gøre hele projektet mere spiseligt.

Der er flere problemer med denne tilgang til problemet.

De anti-kapitalistiske krav, som de foreslår, er ikke forenelige med medlemsskab af EU, som grundlæggende er en nyliberal institution. Hvis et land begyndte at gennemføre et sådant program, ville det blive smidt ud.

Bedre at blive smidt ud?
Nogen har argumenteret for, at det af taktiske grunde er bedre at blive smidt ud af eurozonen end selv at gå ud, fordi venstrefløjen ikke bør forbinde sig med reaktionære nationalistiske kræfter, som også kører kampagne mod euroen. Selvfølgelig skal vi tage afstand fra den højreorienterede nationalisme og argumentere for, at arbejderklassen bevarer sin selvstændighed, men deres holdning lægger op til, at det er mere eller mindre ligegyldigt at være med i euroen og EU. Vi er uenige i dette, fordi EU er en nyliberal kapitalistisk klub, som ikke kun understøtter og gennemfører massive nedskæringer i Europas svage økonomier, men også øger ulighederne mellem de store og de små, økonomier, fordi det er i den franske og især den tyske kapitalismes interesse.

Medlemskab af euroen beskytter ikke arbejderklassen fra historiske nederlag – tværtimod. Euroen er den paraply, som den herskende klasse bruger over hele EU, sammen med den Internationale Valutafond, til at påføre den europæiske arbejderklasse massive nedskæringer for at få den til at betale for krisen. Hvis det lykkes, så vil den europæiske arbejderklasse have lidt et historisk nederlag. Som vi tidligere har påpeget, ser de ikke den kendsgerning i øjnene, at modsætningerne i eurozonen betyder, at den ikke kan reformeres, men må gå i opløsning (note 5). Den marxistiske økonom Ernest Mandel pegede på disse sandsynlige modsætninger og konsekvenser i 1992. (note 6)

Forskellige vilkår
Et generelt krav om en betalingsstandsning anerkender heller ikke de forskellige vilkår, der gælder i Europa. I de små og næsten kollapsede økonomier, Grækenland, Irland og Portugal, er det et troværdigt krav, som vi kan støtte, men i de fleste større europæiske økonomier er en betalingsstandsning for det første ikke nødvendig, eftersom der er tilstrækkeligt med penge i banksystemet og i de store virksomheder til at undgå det, og for det andet anerkender man ikke de sandsynlige konsekvenser, som en generel opfordring til betalingsstandsning ville have på det globale finansielle system, hvis den blev gennemført – en ny kreditklemme og depression, som det skete i 1930’erne. Den historiske krise skyldtes især, at gælden blev afskrevet af de førende europæiske regeringer. (note 7)

Der er ingen anerkendelse af de konsekvenser, som en betalingsstandsning vil have på beskæftigelsen (at den umiddelbart vil skabe masse-arbejdsløshed) og på arbejdernes pensioner, eftersom hovedparten af disse er investeret i regeringernes gæld. Derfor er en gældsrevision helt afgørende. Toussaints seks krav for Europa (note 8) tager højde for disse problemer ved at lave en undtagelse for offentlige ejere af gælden. Men der mangler en anerkendelse af de konsekvenser, en generaliseret gældsafskrivning i hele Europa vil have på det finansielle system.

Fallit rammer arbejderne
Efter vores mening bør venstrefløjen ikke kædes sammen med krav, som vil have sådanne alvorlige og umiddelbare konsekvenser for arbejderklassen. Det er ikke marxisters opgave at fremsætte krav, som umiddelbart vil forstærke den kapitalistiske krise på en måde, som yderligere vil smadre arbejderklassens levevilkår. Den konsekvente fastfrysning af kreditter og forstærkede krise, som vil blive konsekvensen af en kollaps i en større økonomi, ville ikke skabe de bedste betingelser for at slå igen, som 1930’ernes katastrofe har vist os. Vores opgave er at fremsætte antikapitalistiske krav, herunder overgangskrav, som forsvarer arbejdspladser, serviceydelser og levestandard, og som peger i retning af revolutionære løsninger på krisen. Kun dette vil være i arbejderklassens interesse.

Som Ernest Mandel slog fast: “For revolutionære marxister er denne konflikt en typisk inter-imperialistisk konkurrencestrid, hvor arbejderklassen ikke har nogen grund til at støtte den ene side mod den anden (2) Overfor begge parters politik må de sætte kampen for Europas Forenede Socialistiske Stater, for et reelt samlet Europa, som effektivt kan overvinde de modsætninger, den kapitalistiske konkurrence har affødt, hvilket kun kan være et Europa, hvor såvel kapitalismen som den borgerlige stat er afskaffet. Det er desuden ikke tilfældigt, at den nuværende krise i Fællesmarkedet falder sammen med nedgang i den økonomiske vækst, hvilket kan være det første varsel om begyndelsen til en recession i hele det kapitalistiske Europa.” (note 9)

Euroen er ingen beskyttelse
Özlem overvurderer også, hvor populært kravet om en general betalingsstandsning er i de store økonomier. NPA i Frankrig, som har rejst dette krav, er en organisation af betydning, men har kun få tusinde medlemmer og er ikke et masseparti med masseindflydelse. Gældsafskrivning vil ikke blive forstået i rige lande som Frankrig, Tyskland eller Storbritannien.

Mere vigtigt er det, at euroen ikke har beskyttet lande mod finansiel spekulation, faktisk er det modsatte tilfældet. De finansielle markeder kan se de modsætninger i euroen, som vi har peget på. De har set, at de perifere lande vil få brug for en gældssanering og spekulerer mod deres regeringers og virksomheders aktie- og obligationsmarkeder, indtil tidspunktet for gældssaneringen bliver annonceret. De kan også se, at det økonomiske kollaps er på vej, og spiller nu på, at det vil ske.

Grækenland var genstand for manipulation med derivativer (finansielle produkter) for at skjule sin gæld og på kunne derved imødekomme betingelserne for at gå med i euroen. Investeringsbanken, som var ansvarlig for disse derivativer tippede sine hedgefond-kunder om fupnummeret, og spekulerede efterfølgende i den græske gæld. (note 10) Måden at gøre op med spekulationen er i virkeligheden at droppe euroen og tackle gældsproblemet enten med en betalingsstandsning – i tilfældet med de perifere lande, eller – i de dominerende økonomier, ved at beskatte de rige og overtage kontrollen og ejerskabet til bankvæsenet og udarbejde en klar plan for gældssanering.

Kontrol med bankerne
Uden fuld kontrol over bankvæsenet vil selv en betalingsstandsning i et land som Grækenland opleve en fastfrysning af kreditter, som fører til forstærket krise og store tab for lønmodtagernes pensionsværdier, fordi størstedelen af et lands gæld ejes af indenlandske banker og pensionsfonde.

Faktisk er dele af Europas herskende klasse i gang med at arrangere en betalingsstandsning i de perifere lande, fordi de har indset, at tabene især vil blive betalt af de selvsamme lande, og at konsekvenserne for den samlede europæiske banksektor vil være minimale. De mener, det er bedre med en planlagt kollaps end at markederne pludselig får en overraskelse.

Mange kapitalistiske økonomer mener, at et sammenbrud for euroen er uundgåeligt, og at lande som Grækenland vil stå sig bedre udenfor. (note 12)

Dybt vand
Forsøgene på at fremlægge forslag, som skal reformere EU, fører Özlem ud på dybt vand. Der er megen snak om socialisering – et begreb, som er mere forbundet med, at det offentlige bærer tabene i det finansielle system, end at det offentlige direkte overtager kontrollen og ejerskabet.

Özlem anbefaler at forbedre produktiviteten i de perifere lande – en løsning, der falder sammen med den herskende klasses anklage om, at arbejderne i de perifere lande er skyld i krisen, fordi de ikke arbejder hårdt nok. Portugals problem er ikke, at landet er uproduktivt, men at det kom ind i euroen med en for svag valuta. Dette har medført en økonomisk stagnation og stigende arbejdsløshed, siden landets indtræden i euroen (note 13). Ved at forlade euroen ville økonomien blive mere konkurrencedygtig og give mulighed for en fuld udnyttelse af potentialet for fødevareproduktion. Selvforsyning af fødevarer og forbedring af konkurrenceevnen ville fremme eksporten og begrænse importen og dermed formindske risikoen for ”importere” inflation. Selvfølgelig vil dette ikke isoleret set være en langsigtet løsning for arbejderklassen.

Men de, der siger, at et farvel til euroen vil føre til en økonomisk isolation, fordi EU vil rejse toldmure, har misforstået brugen af disse. Disse toldsatser er for det meste en reaktion på, at andre handelsblokke, for eksempel USA og Kina, rejser toldmure mod varer fra Europa (note 14). Dette argument ser også bort fra den kendsgerning, at stater som Storbritannien, som står uden for euroen, stadig har eurozonen som sin vigtigste handelspartner. Men et land, som forlader euroen, vil bevæge sig i en anti-kapitalistisk retning og ville forsøge at udvikle nye handelsforbindelser med andre lande i en tilsvarende udvikling, med et udgangspunkt om at tilfredsstile grundæggende behov.

Endelig foreslår Özlem at hæve pensionsindbetalingerne, samtidig med at hun implicit, i kraft af en betalingsstandsning, foreslår nedskæring i pensionerne, i stedet for at se efter alternativ pensionsfinansiering.

Bedre kampbetingelser uden for EU
Vi siger hermed ikke, at uafhængighed i forhold til euroen og EU vil løse problemerne for disse økonomier, men det vil skabe bedre betingelser: en svækkelse af den pan-europæiske kapitalisme, større klarhed og gennemsigtighed for arbejderklassen i disse lande til at begynde at tage fat om deres egne herskende klasser. At forlade euroen og nedbryde EU, samtidig med at man fremsætter radikale anti-kapitalistiske løsninger, vil føre til mere og ikke mindre international solidaritet på tværs af Europa – snarere end det vil føre til isolationisme. Det vil inspirere arbejdere i andre lande til at følge trop og pege frem mod en opløsning af den største nyliberale blok i verden.

Ligesom socialister vil hilse en opløsning af Storbritannien velkommen ved at støtte kravet om selvstændighed for Skotland og Wales, fordi vi ser det som et skridt i retning af nedbrydning af den britiske kapitalistiske stat. Det samme gælder for den spanske stat. Socialister skal være glade for en opløsning af euroen og EU. Begge dele vil være en begyndelse til at skabe et andet føderalt økosocialistisk Europa. Arbejdere i England, Tyskland og Frankrig vil se, at der er en vej til at bryde med den europæiske kapitals og de herskende klassers greb og bevæge sig i en anti-kapitalistisk retning.

At forblive i EU og eurozonen vil især for de perifere lande betyde, at indvandrere bliver beskyldt for nedskæringspolitikken og den meget høje arbejdsløshed, hvilket allerede sker, mens vi i de store økonomier vil en styrkelse af den politiske højrefløj, når deres befolkninger star over for nedskæringer for at finansiere redningspakker for de perifere lande. Dette er de utålelige konsekvenser af modsætningerne i euroen.

EU og euroen er redskaber til at styre krisen i kapitalens interesser og beskytte de gældstyngede banker fra kollaps. EU og euroen er ikke en ramme for progressiv politik og økosocialisme.

Rentestigning er tikkende bombe
Gælden er ikke kun et problem i de perifere lande, men også i de store europæiske økonomier. EU er nu begyndt at bekæmpe inflationen ved at hæve rentesatserne – som den første af de store økonomier i verden. EU er domineret af Tysklands behov, som har nydt godt af en stor fremstillingsindustri og af kinesisk efterspørgsel på maskiner til infrastrukturprojekter. Den herskende klasse i Tyskland har forbedret sin profitrate ved at angribe de tyske arbejderes løn- og arbejdsforhold.

Angreb på løn og arbejdsbetingelser og budgetbesparelser (nedskæringer) er ikke så let at gennemføre i andre dele af Europa. Men det er, hvad EU ønsker at gennemføre som betingelser for redningspakker til de perifere lande. Er det det, som Özlem ønsker? At straffe de perifere lande og hæve låneomkostningerne, neddrosle økonomierne og skabe større gæld og underskud? Det vil have alvorlige konsekvenser for Spanien, som er meget sårbar over for svingende renter. Med 21 procents arbejdsløshed og en stigende rente vil Spanien blive udsat for yderligere fald i huspriserne og flere tab for de spanske cajas (sparekasser, red.), hvad der vil betyde flere statslige redningspakker, og at en statsbankerot i Spanien kommer nærmere – med alle dens konsekvenser for den spanske arbejderklasse.

I stedet skal vi fokusere på centrale krav, som kan samle arbejderklassen på tværs af Europa og sætte en stopper for nedskæringerne nu.

Blandt disse krav må være:

  • Gå ud af euro-samarbejdet, hvilket vil fremme opløsningen af EU og afskrivning af den utålelige gæld for de perifere lande, som står over for sparekrav fra EU/Valutafonden. Det vil gøre det muligt for arbejderklassen i hvert enkelt land at rette skytset mod deres egen og svagere herskende klasse. Det vil ikke være et skridt for at redde kapitalismen, men for at svække den pan-europæiske kapitalisme og bryde den i dens svageste led i periferien, og det vil være led i en række anti-kapitalistiske krav, som vi ruller ud herunder, og som kunne føre frem til opbygning af en socialistisk økonomi og samfund.
  • En total gældsrevision, demokratisk styret, for at finde ud af, hvem der er de ansvarlige, og hvem der ejer gælden.
  • Overtage bankerne under offentlig kontrol og ejerskab, hvilket kan annullere en kreditkrise i de kollapsede nationer og frembringe ressourcerne til at afskrive og afbetale store dele af gælden i de store økonomier. Finansielle ressourcer vil så kunne bruges til nyttige, grønne planlagte investeringer.
  • Alternativ pensionsmodel, som betyder, at pensionsfondenes gæld kan afskrives uden at lønmodtagerne taber – grundlæggende behov gennem gratis pensionistgoder: bolig, hjælpemidler, transport, basale fødevarer, uddannelse, sundhed, kultur og sport.
  • En velhaverskat på de superrige og en progressiv beskatning på de bedst stillede, højere selskabsskat og en indsats mod skatteunddragelse.
  • Opbygning af grønne, bæredygtige økonomier – gratis offentlig transport, vedvarende energi, stop for atomkraft, selvforsyning af fødevarer og distribution af disse gennem offentlig kontrol og ejerskab, bæredygtig og socialt boligbyggeri, som er til at betale.
  • Fremme udveksling af varer og tjenesteydelser på tværs af Europa i stedet for nyliberale handel og omstilling til mere selvforsynende og grøn hjemlig produktion til behov i stedet for af profithensyn.

På den måde kan vi begynde at opbygge et virkeligt internationalistisk Føderalt Forenet Økosocialistisk Europa, som bygger på institutioner og forbindelser, der er skabt af arbejderklassen og dens allierede i kampen mod EU’s og euroens nyliberale nedskæringspolitik. Den vil bygge på nye ligeværdige forhold og magtformer. Og ikke på den europæiske finanskapital og de multinationale selskabers herredømme.

Noter:
[1] A European strategy for the left, Michel Husson, december 2010. Dansk oversættelse
[2] An internationalist transitional program towards an anti-capitalist Europe, Ozlem Onaran, april 2011. Dansk oversættelse
[3] A Left Strategy for Europe, Costas Lapavitsas, april 2011. Dansk oversættelse
[4] Sub-Prime Driven Recession: Coming Soon To a Neighbourhood Near You, Raphie De Santos, maj 2008
[5] Will the Euro Survive, Raphie de Santos, October 2010, and Boom to Bust, Dave Packer and Fred Leplat, March 2011.
[6] Ernest Mandel: Why Keynes isn’t the answer. Dansk oversættelse
[7] E. Borenztein & Ugo Panizza: ‘The Costs of Sovereign Default, IMF Working Paper,’ oktober 2008, konkluderede, at det snarere var statsbankerotter, der var skyld i bankkriser end omvendt. Den nuværende situation er anderledes, og ligesom i 1930’erne, i og med at vi allerede har en bankkrise og bankredningspakker, mens i 1930’erne var gælden blevet ophobet pga. omkostningerne ved Første Verdenskrig. I dag risikerer vi et dobbelt smæk, som ikke kun vil have konsekvenser for de amerikanske banker, men for banker over hele verden. Vi har allerede med subprime-krisen og Lehmans fallit, hvor global og gensidigt forbundet det internationale finanssystem er (meget mere end i 1930’erne) med en meget større og mere umiddelbar påvirkning af den globale økonomi.
[8] Six demands for Europe , Eric Toussaint, april 2011.
[9] Ernest Mandel: Crisis in the Common Market.
[10] Goldman Sachs shorted Greek debt after it arranged those shady swaps
[11] Greece might need debt restructuring.
[12] Greek deal may collapse and Greece restructure debt.
[13] Portugal: The prospect of a full bailout and more austerity looms in 2011, Raphie de Santos, januar 2011.
[14] Generalised system of preferences.

Raphie de Santos er medlem af Scottish Socialist Party og strategisk konsulent i finansielle produkter. I 14 år har han arbejdet med bankinvesteringer, ligesom han har rådgivet en række store globale finansinstitutioner og forelæst om finansielle emner på universiteter i flere lande.

Dave Packer er mangeårigt medlem af den trotskistiske bevægelse i Storbritannien og har haft en række ledelsesposter i Fjerde Internationale og dens britiske sektion.

Oversat af Åge Skovrind fra webmagasinet International Viewpoint

Mellemrubrikkerer indsat af Socialistisk Information.

Opslået i Økonomi

single.php