Enhedslisten indgik i november en aftale med uddannelsesminister Søren Pind og Folketingets øvrige partier om en bevillingsform, der ændrer de mekanismer, der fordeler penge til de videregående uddannelser (universiteter, erhvervsakademier, professionshøjskoler m.v.).

 

Den mest vidtgående ændring er indførelsen af et såkaldt beskæftigelsestaxameter, der straffer institutionerne, hvis dimittendernes arbejdsløshed er lidt højere end gennemsnittet. Det udgør 3,5 % af institutionernes bevillinger, og udgør således en pulje på mange hundrede millioner kroner.

 

Et andet nyt element i systemet er den såkaldte grundbevilling på 25 %. Grundbevillingen er i udgangspunktet uafhængigt af antallet af studerende, men 5 % er afhængig af en ekstern kvalitetsmåling, og 5 % er afhængig af institutionernes opfyldelse af de rammekontrakter, institutionerne indgår med uddannelsesministeren.

 

En del af bevillingen er fortsat afhængig af, hvor hurtigt de studerende gennemfører deres uddannelse. Puljen er mindre end tidligere, men kravene til de studerendes hastighed er hårdere. Således straffes institutionerne nu, hvis studietiden gennemsnitligt er mere end 3 måneder over normen.

 

Ligesom i det gamle system tildeles størstedelen af bevillingen via det såkaldte STÅ-taxameter, der afhænger af, hvor mange fagelementer og eksamener de studerende består,

 

Problematisk
Aftalen er stærkt problematisk fra et socialistisk perspektiv af minimum 3 grunde.

 

For det første øges markedets indflydelse på uddannelserne på bekostning af den demokratiske indflydelse til studerende og medarbejdere. I et uddannelsessystem, der i forvejen er underlagt konstante nedskæringer, vil beskæftigelsestaxametret få stor betydning for den lokale uddannelsesplanlægning. Institutionerne vil blive pressede til at forsøge at indrette uddannelsernes indhold, så de studerende arbejdskraft bliver så attraktiv som muligt for virksomhedernes profitskabelse.  Dette vil ske på bekostning af elementer, der uddanner studerende til at forholde sig kritisk til samfundet og undersøge problemer som ulighed, klimaforandringer og racisme.

 

Beskæftigelsestaxametret vil desuden betyde, at de uddannelser, hvor dimittendernes arbejdsløshed er for høj, vil blive beskåret, og dermed føre til endnu flere fyringer og faglukninger.

 

For det andet understøtter reformen det stadige pres fra skiftende regeringer på studerende for at komme hurtigere igennem deres uddannelse, for at skabe et øget arbejdsudbud. Et pres, der har ført til, at en massiv andel af studerende er ramt af stress, men som er blevet mødt med massiv modstand fra blandt andet studenterbevægelsen i form af protester og demonstrationer.
Endelig gør reformen op med den autonomi som indtil nu, i hvert fald formelt set, har været gældende for særligt universiteterne. Når kontrakterne mellem institutioner og minister bliver bundet op på økonomiske mekanismer, får ministeren et hidtil uset stærkt redskab til at styre institutionerne og true dem, hvis de ikke gør, som den til enhver tid siddende regering har interesse i. Allerede i dag viser sagerne omkring bl.a. regeringens landsbrugspakke og det massive pres på forskere for at tilpasse deres resultater til de politiske ønsker, at universiteternes autonomi er under voldsomt pres.

 

Det er et stort fejltrin fra Enhedslistens side at stemme for øget markedsgørelse, fremdriftspisk, målrettede nedskæringer og undergravning af uddannelsernes autonomi. Herved kommer vi til at stå på den forkerte side af nuværende og kommende kampe. Det skader vores position i elev- og studenterbevægelsen, og årsmødet bør derfor beslutte, at Enhedslisten skal træde ud af aftalen hurtigst muligt.

SAP’s forretningsudvalg, den 26. april 2018

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php