Det er altid spændende at besøge et land, der lige har gennemført en revolution. I Egypten har befolkningen fået tilkæmpet sig visse demokratiske rettigheder, men samfundet står stadig over for en mængde uløse opgaver. Så det var med stor spænding, mine to store børn og jeg besøgte den gamle bydel af ferieområdet Hurghada ved Rødehavet lige efter jul 2012.

 

Selve Hurghadas oprindelige by er gennem de seneste 20 år vokset fra en lille fiskerby på vestbreden af det Rødehavet, til en stor grim beboelses- og hotelby med ca. 300.000 indbyggere, hvoraf kun ca. 100.000 indbyggere er registrerede, mens de øvrige 200.000 bor og arbejder tilfældigt fra dag til dag, på de ekstremt mange hotelbyggerier, der præger alle dele af byen.

Hurghada, der efterhånden har nået en udstrækning på 50 km ned gennem ørkenen på vestbredden, er et inferno af larmende gadehandel, råbende mullaher fra utallige minareter, kaotisk og evigt dyttende trafik i små og store snørklede og travle gader med og uden asfalt.

Her bor indbyggerne i en blanding af ruiner og halvfærdige, rå og elendige små lejligheder, mens hunde og katte slås med de fattigste indbyggere om de sidste rester af fødevareaffald, i de enorme mængder af affald og plastik, der flyder alle vegne. Og Hurghada er endda et megaturist område, med stor omsætning.

Alligevel fremstår Hurghada – for en dansker, der ikke skal leve i denne elendighed til daglig – måske også med en anelse rå og autentisk østlig charme. På utallige coffee-shops sidder mændene i timevis og ryger fugtig æbletobak på vandpibe med glødende trækul, for 2 pund pr. stop (ca. 2 kr.), spiller backgammon og drikker sort og stærk kaffe eller te, mens amerikanske film og reklamer med egyptiske undertekster i en lind strøm vælter ud over gæsterne.

På de mindre hovedgader ned mod hotelområderne ligger de mange små og halvstore forretninger, der især lever af at sælge souvenirs, smukt østligt tøj, duftende krydderier og meget andet, som det tidligere store rykind af turister ”havde brug for”.

Og denne turist pengestrøm kunne indtil for få år siden forsørge en middelklasse af handlende og andre, som derved blandt andet fik råd til at købe en lille bil, eller endda ret ofte en stor og prangende firehjulstrækker.

På alle veje og gader køre mindst 10 gange for mange taxaer rundt og dytter gentagne gange efter alle, der skulle være så tåbelige selv at bevæge sig rundt i byen på gåben, i håb om at kapre en kundetur for næsen af de ligeså utallige og dyttende små varevognsbusser. På trods af det enorme antal omkringkørende taxaer og småbusser, så står hundredvis af tilsvarende, men overflødige, arbejdsløse og tomme småbusser presset ind ved hver trafikplads og vidner om de manglende turister.

For det store, ekstra problem for det egyptiske samfund, som jo i forvejen døjer med udbredt fattigdom, arbejdsløshed, lav produktivitet på landet, manglende demokrati, korruption, samt forurenede og ukontrollerbare overbefolkede bysamfund, er, at strømmen af turister er svundet ind til en lille bæk efter revolutionen i 2011.

I Hurgadha, dette udprægede turistområde langs det Røde Hav, så vi stort set ingen turister på gader, cafeer, butikker mm. Det var fuldstændigt surrealistisk at vandre rundt midt i højsæsonen efter jul, i turisttomme bydele, med tomme cafeer og restauranter. Tilsvarende ved havnen, den nye dyrt anlagte marina midt i Hurghada, hvor der skulle have ligget enorme mængder af luksuriøse lystyachter, mens de nyrige kunne have siddet på utallige fine og nybyggede cafeer og restauranter og slubret årgangsvine og longdrinks, var der stort set menneske og både-tomt. Fra de egyptere, vi talte med, fik vi at vide, at antallet af turister var faldet med mindst 70 procent efter revolutionen.

Op igennem nullerne og tværs igennem 2008-finanskrisen boomede den egyptiske turistøkonomi, for at falde brat efter revolutionen i 2011. Op til 2011 voksede småborgerskabet i byerne og også deres selvtillid. Den nye uddannede mellemklasse ville ikke finde sig i korruption, knægtelse af deres demokratiske rettigheder, militær kapitalismens udplyndring af det egyptiske samfund, mens en mikroskopisk overklasse kunne leve i uhørt rigdom.

Derfor var 2011 revolutionen især båret af disse voksende mellemklassegrupper i storbyerne, samt selvfølgelig af de mange strejker blandt andet de offentlig ansatte, mens de mange millioner fattige bønder så undrende til.

De forskellige egyptere, vi snakkede med, var mere end villige til at diskutere politik, religion mm. Det virkede, som om en samfunds-debatterende ånd var sluppet fri, og at alle havde en mening om, hvorledes det nye egyptiske samfund skulle indrettes fremover.

Men billederne i verdenspressen fra revolutionen i 2011 virkede skræmmende på mange af de turister, der er med til at holde hele turist-økonomien i gang. En konsekvens af turist industriens nedgang var de utallige standsede hotel byggerier, vi så. Jeg har aldrig tidligere set så mange nedlukkede byggepladser.

Hvis man kan antage, at denne lokale nedsmeltning af byggeindustrien, som vi var vidne til i Hurghada-området, er et almindeligt fænomen over hele Egypten, så må konsekvenserne for beskæftigelsen hos alle stål- og cement fabrikker, underleverandører af byggematerialer, samt landbrugs- og fødevareproducenter være katastrofal. Og den medfølgende desperation blandt det store flertal af dårligt stillede dele af arbejderklassen og bønderne, i et land uden arbejdsløsheds-understøttelse, må efterhånden være eksplosiv.

På Tahrirpladsen i Kairo, ca. 480 km fra Hurghada, var næsten alle indfaldsveje afspærret med pigtråd og panserbasser. Der var heller ikke her, på selve hovedpladsen i Kairo, Giza pyramidernes hovedstad, nogen turister.

Med enkelte udbrændte kæmpebygninger som kulisse rundt om pladsen, som vidnede om oprørets voldsomhed, kunne vi trods alt forholdsvis frit gå rundt, bese og fotografere de oprørske egypteres telte og de forskellige gruppers diskussioner og slogans. På asfalten i den ene ende af pladsen stødte vi blandt andet på en tragisk optegning af en liggende person, der tilsyneladende var blevet dræbt under urolighederne efter revolutionen.

Men selve pladsen var fuldstændig fri for militær og politi. Gadehandlende og debattører gik fredeligt rundt, som på et Christiania bygget af telte, mens de udbrændte bygninger, pigtråden og panserbasserne i sidegaderne, vidnede om, at voldsomme uroligheder kunne bryde ud igen, hvornår det skulle være.

Og hvad enten man var kristen, muslim, liberal muslim, ikke snakkede om religion, var Mubarak-tilhænger, havde stemt på Mursi fra det Muslimske Broderskab, eller noget andet, så var alle, vi snakkede med, enige om, at folket holdt skarpt øje med den nye regering. Hvis den ikke meget hurtigt fremkom med reformer, som kunne forbedre folks vilkår, så ville man genoptage revolutionen og blæse det Muslimske Broderskab ud af regeringsbygningerne.

Et andet forhold, som vi tit blev præsenteret for, var folks store forundring over Egyptens nuværende olieimport. Egypten, som under det økonomiske boom i nullerne, stadig havde været et olieeksporterende land, var nu, under den økonomiske nedsmeltning og dermed stærkt vigende indenlandske olieforbrug, blevet et olieimporterende land, med stærkt stigende benzinpriser og udhulning af valutareserverne til følge. Ifølge Ritzau er Egyptens valuta reserver reduceret med 60 procent siden revolutionen og skulle nu være nede på under 15 mia. dollars, hvilket er langt under det samfundsmæssigt nødvendige til at kunne betale afdrag og renter på udlandsgæld, samtidig med alle de andre dollar-krævende transaktioner mm.

Hvis man skulle give et bud på, hvordan denne tilsyneladende modsætning er opstået, så kunne man godt have de gamle Mubarak-magthavere i militærets ledelse, som stadig har magten over de nationaliserede oliefelter, mistænkt for at have slækket på olieudvindingen og dermed bremset eksporten. Formålet ville være at presse det Muslimske Broderskab og Mursi til politiske indrømmelser, eller bare gøre det vanskeligere for regeringen at få landet i gang igen efter revolutionen og dermed fremskynde Mursis fald.

Hvad enten det skyldes denne forklaring eller noget andet, så er den nuværende konsekvens, igen ifølge Ritzau, at Mursi regeringen grundet pres fra den egyptiske centralbank, har måttet reservere de resterende dollarreserver til ganske få livsvigtige formål, så som tilbagebetaling af renter og afdrag på udlandsgælden, samt sikre få, men livsnødvendige importområder. Alle andre dollarkrævende indkøb vil ifølge et nyt lovforslag blive nedprioriteret.

Man kan kun gætte på den øgede desperation, som dette vil påføre virksomheder og borgere, når samfundet hurtigt drænes for nødvendige indkøb af medicin, specialværktøj, gødning, højteknologi mm.

Hvis man derfor skal prøve at spå om de kommende samfundsmæssige brudflader i det mest folkerige arabiske land, med oprør og kampe i mange af de øvrige arabiske lande i regionen, så vil alle disse millioner af desperate arbejdsløse og fattige arbejdere og bønder i bevægelse ikke kunne undgå at stille kampen omkring de sociale livsbetingelser helt i front og dermed give de næste oprør i Egypten et mere socialistisk præg.

Kun en ægte arbejder- og bonderegering, med massernes direkte involvering og kontrol over produktionsmidlerne vil, efter denne forfatters mening, kunne tvinge denne blandingsøkonomi med nationaliserede militær/kapitalistiske statsvirksomheder, under ledelse af en mikroskopisk, korrupt og undertrykkende elite, væk fra imperialismens og fattigdommens kvælende lænker og frem mod reelle forbedringer, i et socialistisk samfund.

Hvor hurtigt det vil gå, kan ingen spå om, men fornemmelsen af at have været på besøg hos en desperat befolkning, i en kort og forholdsvis fredsommelig periode, midt under en større række af samfundsomvæltninger, var tydelig. Den nuværende altomfattende dybe økonomiske krise og kapitalens stadige angreb på arbejdere og fattigbønder, levner ikke mange andre muligheder, end en udvikling frem imod en socialistisk revolution, Insha’Allah (om Gud vil).

Fotos: Camilla og Kasper Holst

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php