Krigen blev kort og brutal. Som en klar flamme lyste den op. Efterspillet er den sorte røg, der straks efter buldrer op. Det bliver langt, rodet, forplumret – og sikkert også brutalt.

 

Der er grund til eftertanke efter krigen, og også på at forberede sig på det ideologiske bombardement, vi nu bliver udsat for.

Georgien indledte krigen med et massivt angreb mod Sydossetien, under åbningen af Olympiaden – angiveligt det tidspunkt, hvor hele verden samles i fred for at beundre det ypperste inden for alle sportsgrene, i alle lande.
Angrebet brugte meget tunge våben som Grad-raketter (Stalin-orgler), haubitsere, kanoner, fly og helikoptere. Finskytter beskød byen i perioden op til angrebet. Ved indtagelsen af byen, jagede man civilbefolkningen, ødelagde huse og forsøgte at slå så mange ihjel man kunne.
Rusland var nødt til at svare på dette angreb, og har også en vis ret til dette efter den humanitære folkeret, om at forhindre forbrydelser mod menneskeheden, og som fredsbevarende styrke efter den gamle våbenhvileaftale. Denne start på krigen må ikke glemmes, men bliver det ofte i vestlige medier.
Det er en populær teori at ”Rusland lagde en fælde” – og beviset skulle angiveligt være nogle amerikanske satellit-fotos, af russiske tankkolonner i Nordossetien. Rusland var klar og er derfor ansvarlige, er logikken. Men naturligvis var Rusland forberedt på angrebet. Det har ligget i den georgiske præsident Saakashvilis politiske projekt, lige fra han blev valgt og i de praktiske forberedelser fra den georgiske hærs side i årevis. Og allerede 1. august blev Tskhinvali angrebet med snigskytter.

Dæmonisering af Rusland
Rusland er blevet gjort til en dæmon i denne konflikt. Medier og journalister er så konsekvent anti-russiske, at der er så langt mellem de – offentliggjorte – indlæg, hvor forfatterne ønsker at slå koldt vand i blodet og give en mere nøgtern beskrivelse af krigsudviklingen. Ensidigheden er farlig, fordi den fremmaner fjendebilleder af Rusland, der leder frem mod oprustning og konflikt – en konflikt der kan få katastrofale konsekvenser for Europa og verden.
Bagved ligger selvfølgelig det billede af Rusland som skurken, der blev præget ind i alle os, der levede på den kolde krigs tid – og hvor ekkoet fortsætter den dag i dag. Billedet ikke uden grundlag – for stalinismen var virkelig et grusomt system, og Putins Rusland har også autoritære træk, – men billedet er ensidigt og forvrænget.

Vestlige skurkestreger
Vi lever desværre i en verden, hvor der er langt mellem de gode – især på stats og regeringsniveau – og kort mellem slyngler og voldsmænd. Der er mange krænkelser af menneskerettigheder. Saakashvili hører ikke ubetinget til mellem de gode – The Economist kalder den georgiske præsident ”en fremfusende nationalist” og siger at hans angreb på Sydossetien var ”idiotisk og muligvis forbryderisk”, men skynder sig at pakke det ind i, at han leder sit land i en ”stort set demokratisk retning.” Præcis hvad det er, det georgiske folk får lov til at bestemme på demokratisk vis, skriver The Economist dog ingenting om.
I Kaukasus har vi en langvarig konflikt mellem stridende grupper af imperier og deres allierede. På den ene side er USA med Georgien som vasal og EU som allieret – på den anden side Rusland, som har de abkhasiske og ossetiske udbryderområder som vasaller. Mens Kaukasus er i udkanten af det amerikanske indflydelsesområde, så er det yderst tæt på Ruslands bløde underliv.

Bjælken i eget øje
Vi skal som opposition i vores eget land passe voldsomt på ikke at optræde opportunistisk. Der er hundredvis af eksempler ned gennem historien på franskmænd, der først og fremmest kunne se uretfærdigheder begået af tyskere, amerikanere, der kunne se uretfærdigheder begået af arabere. Biblen har et udtryk for det: Du ser splinten i din broders øje – men ikke bjælken i dit eget.
Vesten er ikke så englerene, som de gerne vil fremstille sig selv, – hverken i Irak, i Kosovo i Afghanistan eller i Georgien. Georgien er ikke det mønsterdemokrati, som dets vestlige venner vil fremstille det som.
Og selv om Rusland har begået masser af grove overgreb i Tjetjenien og andre steder, så har Rusland i denne sag, faktisk forholdt sig temmelig afdæmpet.
Som socialister er det vores opgave først og fremmest at gennemskue, offentliggøre og bekæmpe de skurkestreger, vores egne – vestlige – regeringer og kapitalister og deres allierede laver.
Venstrefløjen skal naturligvis rejse ud i verden og kritisere overgreb på menneskerettigheder, fred og frihed overalt, hvor den finder sted – hvad enten det er Nordkorea, Iran, Sudan eller Rusland … men først og fremmest må vi feje for egen dør, og aldrig glemme at kritisere vestens egne regeringer og hære, Vestens besættelser og handlingerne hos Vestens vasaller som Saakashvili.

Georgien og USA
Mikheil Saakashvili er neokonservatismens fyrtårn i Kaukasus. Saakashvili følger blot sin læremester Bush. Metoden er anvendelse af rå militær magt til at få kontrol over landområder, og så himmelhøj påberåbelse af demokrati og vestlige værdier.
Neokonservatismen har lidt politisk nederlag og er ved at gøre hele USA bankerot. Men denne imperialistiske strømning er stadig magtfuld, og den sidder stadig på afgørende kommandoposter i verden.
Dens desperate handlinger kan få katastrofale konsekvenser, og i perioden op til USA’s præsidentvalg kan vi vente os hvad som helst fra den side. Det viser udviklingen i Georgien.
Krigen i Georgien ser ud til, i hvert fald i første række, at give neokonservatismen i USA ny vind i sejlene. For første gang i måneder tager Bush ordet i en populær sag – forsvaret af Georgien, af demokratiet, og stiller krav om Ruslands tilbagetrækning. McCain følger trop og har for første gang trængt Obama i defensiven. Højrefløjen benytter krigen til at give oprustningsspiralen endnu en omgang, ved at igangsætte det farlige og idiotiske projekt med opstilling af antimissilbatterier i Polen og Tjekkiet. Missil systemerne ganske vist ikke klar før 2012, og det er tvivlsomt om de vil virke. De vil koste en pris som en Storebæltsbro at bygge. En hård forpligtelse for den amerikanske økonomi. Og Nåh ja, der er kun ti af de missiler, der skal sendes op . .. så hvad nu hvis ”nogen” sender 100 missiler til Europa – hvor mange byer og lande vil så blive ødelagt?

Rusland efter krigen
Rusland har en god sag i forhold til folkeretten for at gå ind i Sydossetien og Georgien. Landet har anvendt militær magt til at stoppe et forsøg på etnisk udrensning af en folkegruppe og ødelæggelse af hovedstaden Tskhinvali. Ethvert land har pligt til at gribe ind over for den slags – det er folkeretslig nødværge. Yderligere har Rusland et internationalt mandat, som fredsskabende (fredsbevarende) styrker i konfliktzonen. Spørgsmålet. Faktisk er situationen omkring Tskhinvali meget parallel med det serbiske angreb på Srebrenica, hvor enklaven blev beskyttet af hollandske styrker. Men disse trak sig ud, i stedet for at kæmpe og massakren blev en realitet. Holland og FN har siden fået meget kritik for dette.
Rusland har i virkeligheden optrådt temmelig defensivt og afdæmpet i denne sag. Hvis ellers Rusland ikke begår grove overgreb på den georgiske befolkning, eller tillader sine allierede osseter og abkasere at foretage sådanne overgreb, så er der ingen basis for fordømmelse af de russiske handlinger, eller for sanktioner mod Rusland. Men det er klart at denne vurdering af Rusland afhænger af at de overholder våbenhvilen er der indgået, trækker sig tilbage til tidligere positioner og ikke begår overgreb på den georgiske civilbefolkning.
Ruslands omdømme i Vesten er naturligvis forværret, men tabet er begrænset. Rusland har slået fast, at landet er tilbage som en stormagt, og det er man foreløbig tilfreds med. Og hvis landet er isoleret i forhold til Vesten, er forholdet anderledes tæt til en række store lande i Asien.

Fredsslutning
Hvordan kan der blive fred efter denne krig? Alle der kan, også i Danmark, bør bidrage til at nå dette vanskelige mål, og gerne hurtigt.
Venstrefløjen må støtte, at OSCE og FN sender observatører og sætter ind med massiv humanitær bistand til at flygtningene – fra begge sider – kan vende hjem. Når så ulykken er standset, så bør alle parter anerkende to ting, der for så vidt er modstridende.
• For det første at Sydossetien og Abkhasien ikke i en overskuelig fremtid kommer under Tbilisis kontrol. Ingen af de to befolkninger, der nu bor der, ønsker at komme under Georgiens kontrol, og Georgien har forskertset sin mulighed, ved angrebet, som gør det fuldt forståeligt ikke at have tiltro til den georgiske regerings gode vilje. Georgien må klart og tydeligt anerkende de abkhasiske og ossetiske udbryderområder som forhandlingsberettigede partner, repræsenteret af deres valgte repræsentanter og regeringer. Russerne må have ret til at have fredsbevarende tropper stående i Sydossetien og Abkhasien, indtil alle parter er overbevist om, at der ikke længere er aggressive, georgiske hensigter.
• Rusland må for det andet bekræfte, at det anerkender Georgiens suverænitet, og ikke gør krav på Abkhasien eller Sydossetien som en del af Den Russiske Føderation.

Alle parter i konflikten må forhandle om et økonomisk og kulturelt samvirke, der kan skabe grobund for en heling af sårene imellem lande og folk i Kaukasus. Et sådant økonomisk samvirke må både have markedsøkonomiske og planøkonomiske elementer.

Mikael Hertoft er cand.mag. i russisk og øststatskundskab og har fulgt georgisk politik tæt gennem mange år.


Modkraft har bragt en replik til Mikael Hertofts analyse af krigen mellem Georgien og Rusland, skrevet af Thomas Bindesbøll Larsen, historiker og formand for Støttekomiteen for Tjetjenien. Og her svarer Mikael Hertoft tilbage på Thomas Bindesbøll Larsen kritik.

Opslået i Uncategorized

single.php