Brasilien blev den 28. april vidne til den mest omfattende generalstrejke nogensinde. Hvad er forandret efter strejken? Hvordan vil modstanden mod Temer-regeringen udvikle sig fremover?

af Roberto Véras de Oliveira

Generalstrejken den 28. april 2017 i Brasilien fandt sted 11 år efter den seneste generalstrejke og 100 år efter den allerførste. Igennem alle disse år har fagbevægelsen taget aktivt del i landets historie. Efter to årtiers diktatur (1964-1985), hvor den var genstand for forfølgelse, kom fagbevægelsen til at spille en fremtrædende rolle i den fornyede demokratiseringsproces og i de vellykkede bestræbelser på at få sociale forbedringer med i 1988-forfatningen.

Mellem 1983 og 1996 gennemførte de brasilianske fagforeninger seks generalstrejker. Lige fra begyndelsen udkrystalliserede der sig to forskellige tilgange: den ene repræsenteret af den faglige landsorganisation CUT [Central Única dos Trabalhadores], der blev dannet i 1983, arvtager til den såkaldte ´nye fagbevægelse´ og allieret med Arbejderpartiet (PT); den anden repræsenteret af CONCLAT [Conferência Nacional da Classe Trabalhadora], der blev dannet samme år med støtte fra sektorer tilknyttet de officielle forbund, og som fra 1986 optrådte under det nye navn CGT – Confederação Geral dos Trabalhadores. Nogle år senere, i 1991, dannede udbrydere fra CGT Força Sindical (FS), der står for en meget pragmatisk tilgang, inspireret af neoliberale tanker.

I 1990´erne gennemførte regeringerne under Fernando Collor de Mello og Fernando Henrique Cardoso et neoliberalt program med en makroøkonomisk politik, der indebar et opgør med ideerne om jobskabelse: privatiseringer, indskrænkninger af social velfærd, amputering af arbejdsmiljølove, anti-fagforenings standpunkter osv. Da fagforeninger efterfølgende blev stillet over for et scenarie med stigende arbejdsløshed, ophævelse af faglige rettigheder og løn- og dagpengenedskæringer, blev de tvunget i defensiven. Det lykkedes dem i vid udstrækning at gå forrest i kampen for arbejdernes krav, men ikke at udvise det politiske lederskab, der tidligere havde kendetegnet dem.

I Luiz Inácio Lula da Silvas og Dilma Rousseffs præsidentperioder [2003-2016] fandt landet igen ind på en vej til økonomisk vækst og forbedringer af indkomstfordelingen. Bedre, lovsikrede arbejdsvilkår og et mere gunstigt politisk klima, stillede fagforeningerne i en mere gunstig position i forhold til overenskomstforhandlinger og i forskellige politiske sammenhænge. Men det førte ikke til, at de genvandt den politiske rolle, som de havde haft i 1980´erne. Det herskende synspunkt inden for CUT var at bakke op og overlade initiativet på det sociale område og arbejdsmarkedet til regeringen, og det førte til indre splittelse. Det var her, at CSP-Conlutas opstod, under indflydelse af to partier til venstre for PT: Partiet for Socialisme og Frihed (PSOL) og Socialistisk Arbejder Enhedsparti (PSTU), Brasiliens Arbejderforbund (CTB) knyttet til Brasiliens Kommunistiske Parti, og Inter-forbundet.

Rousseffs anden præsidentperiode begyndte i 2015, i skyggen af den begyndende økonomiske krise og fremgangen for konservative kræfter, bistået af de mest udbredte medier og med opbakning fra højrefløjen, der havde held til at koordinere initiativer i begge kamre, samt domstolenes højredrejning og mobilisering af middelklassesektorer under parolen ´bekæmp korruption´. Angrebene på centrum-venstre-regeringen intensiveredes, og dette førte til, at præsidenten med forfatningsstridige metoder blev tvunget til at træde tilbage. Dette kup, som kræfter i parlamentet, retsvæsenet og medierne i uskønt fællesskab stod bag, blev bragt til udførelse mellem april og august 2016. Da Rousseff var af vejen, trådte vicepræsident Michel Temer til og overtog præsidentembedet som leder af en koalition, anført af hans eget parti, den Brasilianske Demokratiske Bevægelses Parti (PMDB) og Cardosos parti, det Brasilianske Socialdemokratiske Parti (PSDB), som var blevet besejret af PT ved de seneste fire valg. Siden da, i skyggen af en stadig dybere økonomisk krise og en stigning i arbejdsløsheden til 13,7 procent (efter at være nået helt ned på 4,8 i 2014), har den nuværende regering gennemført en tilbagerulning af de sociale og politiske fremskridt. På trods af meget dårlige meningsmålinger og beskyldningerne om korruption, der også rettes mod inderkredsen – herunder præsidenten selv – så kan den stadigvæk regne med bred støtte i Kongressen og medierne, og kan derfor fortsætte sit politiske og sociale program.

Regeringen har tre hovedprioriteter. For det første skattelettelser, der tager sigte på at nedbringe de offentlige udgifter (en forfatningsændring, der lægger loft over budgettet i de næste 20 år, er blevet vedtaget, med budgetposter, der vedrører renteudgifter af gæld som eneste undtagelse). For det andet: indskrænkning af sociale og faglige rettigheder (der er allerede blevet vedtaget en lov, der åbner op for yderligere outsourcing generelt, også inden for den offentlige administration, og en hel række love vedrørende arbejdsmarkedet og en pensionsreform er for tiden til behandling i kongressen). For det tredje: stadig flere privatiseringer og overførsler af offentlige foretagender til den private sektor (skoleeksemplerne herpå er Petrobras´ aktiver og de områder, hvor der finder råstofudvinding sted).

Det er et felttog, ikke bare mod Lula- og Dilma-regeringernes sociale politik, men også mod de rettigheder, som blev anerkendt i 1988-forfatningen, og selv de garantier, som var med i Konsolideringen af Arbejdsmarkedslove (CLT) fra 1940´erne. Protester imod denne udvikling er indtil nu blevet voldeligt undertrykt og kriminaliseret under bifald fra de dominerende medier. Dette nye scenarie placerer således et enormt ansvar på fagforeningernes og de folkelige bevægelsers skuldre for at slå igen mod denne tilbagerulnings-dagsorden.

Det var i denne kontekst, at fagforeningerne – CUT, CTB, Inter-fagforeningerne, CSP-Conlutas, UGT, FS, det Nye Forbund, CSB og CGTB – og de folkelige bevægelser – De Jordløse Landarbejderes Bevægelse (MST), De Hjemløse Arbejderes Bevægelse (MTST) og de Forenede Folkelige Bevægelser(CMP) m.fl. – opfordrede til strejke den 28. april. Det var et atypisk øjeblik af enhed mellem forskellige fagforeninger og folkelige bevægelser. Det er f.eks. værd at lægge mærke til, at Força Sindical, på trods af dens tilknytning til Lulas regering, ikke desto mindre støttede rigsretssagen mod Rousseff.

Generalstrejken fandt sted på et afgørende tidspunkt. Onsdagen før havde medlemmerne af Kongressen godkendt udkastet til lov om en arbejdsmarkedsreform, som regeringen havde fremlagt, og som nu går videre til behandling i Senatet. Reformen af pensionssystemet er også under behandling for tiden og skal snart forelægges til godkendelse i kongressen. Protesterne blev fra starten af støttet af vigtige fagforeninger, f.eks. ansatte i bankerne, metalarbejdere, oliearbejdere og arbejdere inden for den petrokemiske sektor, lærere fra både offentlige og private skoler, arbejdere inden for offentlig transport og motorcykelindustrien, og fagforeninger inden for postvæsenet, byggeriet, handel, sundhedsvæsen og det kommunale område, alt sammen ledsaget af intens aktivitet på de sociale medier. Regeringen stod fast på sin køreplan og tog ikke hensyn til den bevægelse, der stadig voksede i styrke. De dominerende medier var meget omhyggelige med at undertrykke al information, der kunne medvirke til, at opfordringen til strejke bredte sig, så det skete fortrinsvis via de sociale medier. Støtten fra katolske præster og biskopper over hele landet blev opfattet som et meget positivt bidrag til udbredelsen af strejkeappellen – en holdningsændring, der blev forstærket af, at pave Frans nægtede at tage imod Temers invitation til festlighederne i anledning af 300-års-dagen for Vor Frue Aparecida, Brasiliens skytshelgeninde. Paven havde i tilknytning til sit nej tak til at deltage tilføjet nogle kritiske bemærkninger om regeringens lovforslag, der indebar en stærk forværring af levevilkårene for de fattigste.

Strejken den 28. april betød et stop for aktiviteter over hele landet, fulgt op af marcher, møder, blokeringer af veje og demonstrationer. Provinsregeringer, der var på Temers side, gav grønt lys for undertrykkelse, og Rio de Janeiros bystyre var et eksempel på dette: politiet forhindrede ved hjælp af tåregas og gennembankning af demonstranter, at der blev afholdt et møde i Cinelandia-kvarteret. I Goiás blev en ung student så ilde tilredt af slag og spark fra en politimand, at han stadigvæk er i koma. I São Paolo blev tre MTST-ledere arresteret og er nu i fængsel, sigtet for ildspåsættelse og opfordring til vold. Regeringens folk har i deres erklæringer svinet de protesterende til og kriminaliseret dem: landbrugsministeren har betegnet strejken som ´ligegyldig´, for Temer var det bare ´smågrupper, der blokerede gader og lufthavne´, styret af deres modvilje mod ´modernisering af landets love´. Hvad angik medierne, så lod de i begyndelsen som om, der slet ikke skete noget, men nåede omsider frem til, at det var umuligt at dække over kendsgerningerne og valgte så at rapportere om konfrontationerne og ødelæggelserne i gaderne.

Organisationerne bag generalstrejken siger, at omkring 35 millioner arbejdere deltog, hvad der gør den til en af de største generalstrejker i landets historie. Kampen fortsatte med demonstrationerne 1. maj, der lagde pres på deputerede og senatorer, der skal til at stemme for eller imod arbejdsmarkedslove og pensionsreform, og med forberedelsen af en stor, samlet demonstrationsmarch i Brasilien – på en dato, der endnu ikke er fastlagt. De kræfter, der kæmper for at afværge det konservative stormløb, er allerede begyndt at opfatte den 28. april som en historisk dag, hvor landet ændrede kurs og slog ind på modstandens vej.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com