Hvis kløften mellem klimamål og klimapolitik skal overvindes, har verden kun et par år til at enes om en flerdobling af indsatsen. Udsigterne er sorte, så længe den kapitalistiske vækst er urørlig. I stedet begynder man at tale om desperate teknologiske satsninger for at trække CO2 ud af atmosfæren.

Den 23. konference for parterne bag FN’s rammekonvention for klimaet, COP23, fandt sted i Bonn fra den 6. til den 17. november 2017. Det var en mellemstation på vejen fra COP21 i Paris i 2015 og COP24, som finder sted i Katowice, Polen, i 2018.

 

Som bekendt mundede Paris-konferencen ud i en såkaldt »historisk« aftale om at holde den globale opvarmning (i forhold til førindustriel tid) på »et godt stykke under 2 °C og fortsætte bestræbelserne for ikke at overskride 1,5 °C«.

 

Katowice får større betydning end Bonn, for dér vil de deltagende stater skulle sige, hvordan og i hvilket omfang de vil hæve deres ambitioner for at lukke kløften mellem de reduktioner af drivhusgasudledningerne, som faktisk følger af deres nationale »klimaplaner«, og de reduktioner, der skal til for at nå de globale mål, der blev fastsat på papiret i Paris.

 

FN helliger hvert år en særlig rapport til udfordringen med »udlednings-kløften«. Ifølge 2017-udgaven (Emissions Gap Report 2017[1]) er kløften »alarmerende stor«. Det er ikke for meget sagt: Landenes klimaplaner – de »Nationalt fastsatte bidrag«, forkortet NDC – er kun på en tredjedel af de udledningsreduktioner, som er nødvendigt for at holde opvarmningen under 2 grader, og de er på under en fjerdedel af de reduktioner, der skal til for at holde den under 1,5 grader.

 

»Sidste chance for at lukke kløften«

Tiden løber, og fristerne rykker stadig nærmere. »Hvis udledningskløften ikke er lukket i 2030, er det yderst usandsynligt, at målet om ikke at overskride 2 °C vil blive nået,« understreger rapporten. »Selv om de nuværende NDC’er blev udmøntet fuldstændigt, ville 80 % af kulstofbudgettet for 2 °C være brugt op i 2030. På grundlag af de aktuelle beregninger af kulstofbudgettet vil kulstofbudgettet for 1,5 °C være opbrugt allerede inden 2030.«

 

»Kulstofbudgettet« er den mængde kulstof, der stadig kan sendes op i atmosfæren, med en sandsynlighed på X for ikke at overskride en opvarmning på Y °C i slutningen af århundredet. Den relative sandsynlighed for at overholde kulstofbudgetterne for 2 °C og 1,5 °C, som nævnes i Emissions Gap Report 2017, er på 65 %. Det er ikke en særlig høj sandsynlighed: Ville du tage et fly, hvis du fik at vide, at det havde 65 % chance for ikke at eksplodere i luften?

 

Men tilbage til tidsfristerne: For at kløften kan lukkes i 2030, skal der iværksættes foranstaltninger senest i 2020, altså om tre år, og de skal bringe CND’ernes udledningsreduktioner op på det tredobbelte. År 2020 er ifølge Parisaftalen første lejlighed til at tilrette CND’erne med henblik på at lukke kløften.

 

For at forberede denne afgørende forhandling har regeringerne planlagt en såkaldt »faciliterende dialog«, der starter i 2018. FN-rapporten om kløften siger det sort på hvidt: »Den faciliterende dialog og 2020-revisionen af CND’erne er den sidste chance for at få lukket udledningskløften i 2030.«

 

»Den sidste chance for at lukke kløften« betyder slet og ret: den sidste chance for at holde os under 2 graders opvarmning i slutningen af dette århundrede. Og en 2 graders opvarmning vil med stor sandsynlighed indebære, at havvandstanden ender med at være steget med omkring 4,5 meter.

 

To år til at flerdoble indsatsen

I betragtning af den enorme indsats, det vil kræve at rette ind efter Paris-målsætningerne, og den ekstremt korte frist for at få besluttet og gennemført denne indsats, er der snarere tale om en afgrund.

 

Er det muligt at lukke kløften – at undgå at falde i afgrunden? Svaret på dette spørgsmål er betinget: Teknisk: ja. Inden for rammerne af den kapitalistiske produktivisme: nej.

 

FN’s rammekonvention om klimaforandringer, som blev vedtaget i 1990 i Rio, satte som mål, at opvarmningen ikke måtte overskride et »farligt niveau«. Det har taget 25 år og 21 COP’er at få sat tal på dette farlige niveau: 2 °C må ikke overskrides, og man skal »fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C«.

 

Med det tempo skal man være naiv eller meget optimistisk for at tro på, at to år nu er nok til, at verdens regeringer kan enes om, hvad der skal gøres for at tredoble deres indsats, så 2-gradersmålet kan overholdes, eller firedoble den for at overholde 1,5-gradersmålet – det mål, der egentlig bør nås.

 

25 år efter Rio fortsætter de samlede udledninger med at stige. De stiger godt nok kun svagt (i årene 2014, 2015 og 2016 er de steget med henholdsvis 0,9 %, 0,2 % og 0,5 %), men de er stigende, selv om de burde være stærkt faldende!

 

USA træder ud, men spænder stadig ben

Vel er det positivt, at USA står politisk meget isoleret på klimaspørgsmålet, og at visse delstater med Californien i spidsen åbent trodser Trump og hans klike af klimaforbrydere. Ikke desto mindre tynges forhandlingerne af den US-amerikanske tilbagetrækning.

 

Denne tilbagetrækning vil gøre det endnu vanskeligere at lukke kløften. USA’s nationalt fastsatte bidrag bestod i et løfte om at reducere udledningerne med ca. 2 gigaton CO2. Disse 2 Gt svarer til 20 % af den helt utilstrækkelige indsats, som CND’erne samlet set udgør, og skal derfor lægges oven i de tiltag, der skal tages de næste tre år.

 

Det skal i øvrigt bemærkes, at USA trækker sig ud uden rigtig at trække sig ud: De var til stede i Bonn og fortsatte – ligesom under Obama – med at spænde ben for den grønne klimafond. Fonden skal opsamle 100 mia. dollar om året, som i-landene har forpligtet sig til at stille til rådighed for det globale Syd fra og med 2020. Pengene skal gå til tilpasning til og afbødning af klimaforandringerne, som de rige lande er de hovedansvarlige for, mens de fattige lande er hovedofrene.

 

Den grønne fond blev besluttet ved COP16 i Cancún i 2010, men målet om de 100 mia. dollar er langt fra nået, for at sige det pænt. Under påskud af USA’s optræden har andre lande – navnlig EU – undladt at svare på de konkrete spørgsmål fra landene i Syd og NGO’erne: Hvor mange penge? Hvornår? I hvilken form: gaver eller lån?

 

Hvilken udvej for kapitalismen?

Sandheden er, at den globale kapitalisme fra COP til COP rykker menneskeheden tættere på afgrunden. Over for de bekymrende udsigter forsøger man at berolige os med tal, der viser, at vedvarende energi udgør en stigende andel af »energimikset«. Denne stigning er faktisk meget hurtig, og den vil accelerere i de kommende år, fordi den elektricitet, der produceres af vedvarende energikilder, generelt vil være billigere end den energi, der produceres ved afbrænding af fossiler.

 

Imidlertid luller disse forsikringer os ind i en falsk tankegang, for den afgørende målestok er, om udledningerne falder, ikke om andelen af vedvarende energi stiger. Og så længe man ikke stiller spørgsmålstegn ved væksten, dvs. profitjagten, kan den vedvarende energi godt fylde mere, samtidig med at drivhusgasudledningerne stiger, og det er netop, hvad der er sket i de sidste femten år.

 

Hvordan vil kapitalismen klare sig ud af denne kattepine? For Trump og klimaidioter af samme skuffe er spørgsmålet ikke aktuelt: Den kommende katastrofe er enten naturlig, eller også er den Guds straf for menneskehedens udskejelser. Lad os bede, mine brødre… og i begge tilfælde: Ve de fattige!

 

Men de andre – de talsmænd for kapitalen, som ikke går i dækning bag klimabenægtende påstande, og som ved, at truslen er forfærdelig reel, og at katastrofen allerede er startet – hvad vil de stille op over for udfordringen? Hvad vil de gøre, når de konstaterer, at det er umuligt at lukke kløften, fordi kapitalismen ikke kan undvære sin vækst? De vil hoppe på geomanipulationens vogn i håbet om alligevel at undgå afgrunden.

 

Farlige nødløsninger

En sigende kendsgerning er, at FN’s rapport om udledningskløften for første gang indeholder et kapitel om teknologier for negative udledninger, dvs. teknologier, der skal gøre det muligt at trække kulstof ud af atmosfæren, »i tilfælde af« at udledningsreduktionerne skulle vedblive med at være for små til at overholde de 2 eller 1,5 grader. Det er mere og mere åbenlyst, at forbeholdet »i tilfælde af« er et figenblad for den brutale sandhed: Til trods for alle menneskehedens tekniske og videnskabelige ressourcer er vi på vej mod katastrofen, fordi vi er underkastet et mindretals profitjagt.

 

Med nogle af de teknologier, der skal give negative udledninger, spiller man troldmandens lærling. Det gælder særligt BECCS, bioenergi med CO2-opsamling og -lagring, eller med andre ord elproduktion, hvor der afbrændes biomasse i stedet for fossile brændsler, og hvor CO2’en opsamles og lagres i undergrunden.

 

For at BECCS kan få en væsentlig klimaeffekt, vil det kræve kolossale mængder vand (3 % af det nuværende menneskelige forbrug af ferskvand), og vidtstrakte arealer vil skulle inddrages til industriel dyrkning af energiafgrøder. Kort sagt bliver det et valg mellem pest og kolera: Enten tager man landbrugsjord fra fødevareproduktionen, eller også forvolder man (endnu mere) grusom skade på den biologiske mangfoldighed. Hvis ikke det bliver begge dele på samme tid.[2]

 

Markedslogik gør bløde teknologier hårde

Det hævdes, at der også findes bløde teknologier: skovrejsning, genplantning, jordbundsforvaltning for at binde mere kulstof, genoprettelse af vådområder, mangrovebevoksning osv. I sig selv er de ganske rigtigt bløde. Men erfaringen viser, at teknologier, der er bløde i sig selv, kan have særdeles hårde sociale konsekvenser, når de sættes ind i søgen efter størst mulig profit og nye markeder. Den kapitalistiske logik gør sig allerede gældende, ved at oprindelige folk bliver afskåret fra skovene under henvisning til klimabeskyttelse (REDD, REDD+ osv.). Den slags vil vi uundgåeligt se mere af, hvis »bløde« teknologier for negativ udledning udbredes og forvaltes på kapitalistiske betingelser.

 

Imidlertid vil bløde teknologier ikke være tilstrækkelige inden for de kapitalistiske rammer. De kunne være tilstrækkelige, men de slår ikke til inden for disse rammer, for i en kapitalistisk optik er de mindre fordelagtige end BECCS. Med BECCS åbnes der markeder for sværindustrien, og kapitalen får mulighed for dobbelt afkast: Dels sælger man elektricitet, dels får man belønning af det offentlige for at trække CO2 ud af atmosfæren.

 

I en bibemærkning oplyser Emissions Gap Report 2017, at det skam er muligt at holde opvarmningen under 2 °C uden at gribe til bioenergi med CCS. Men hvorfor satser over 90 % af de overgangs-scenarier, som forskerne har udarbejdet, så på indførelse af denne teknologi? Fordi de fleste forskere, der arbejder med scenarierne, betragter profittens lov som en slags naturlov: lige så uomgængelig som tyngdeloven.

 

Vi har intet at vente os af COP-forhandlerne. Deres beroligende og selvtilfredse snak har udelukkende til formål at passivisere befolkningen. En solidarisk redning af klimaet står og falder med, om vi kæmper og gennem vores kampe lægger grunden til et samfundsalternativ, som ikke bygger på profit, men på tilfredsstillelse af sociale behov, som fastlægges demokratisk i respekt for de økologiske grænser.

 

Noter:

[1] https://wedocs.unep.org/bitstream/handle/20.500.11822/22070/EGR_2017.pdf
[2] Læs mere om bioenergi med CCS på miljøbevægelsen NOAHs sider om CCS: http://ccs-info.org/beccs.html (red.).

 

Daniel Tanuro er belgisk agronom og bl.a. medforfatter til bogen Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ (Solidaritet, 2015).

 

Artiklen er oprindelig bragt i La Gauche anticapitaliste (Belgien). Den er oversat og redigeret af Finn Kjeller.

Opslået i Facebook, Klima

single.php