Et Venezuela uden Chavez ved magten vil betyde begyndelsen på en periode med dybtgående ændringer i det politiske lederskab af den bolivarianske revolution. Denne periode kan vare adskillige måneder eller endda år.

af Roberto Lopez

Denne artikel er skrevet den 7. januar 2013, altså før Hugo Chavez døde, men på et tidspunkt, hvor hans sygdom så ud til at udelukke et politisk comeback. Forfatteren er medlem af Marea Socialista, en venstreorienteret tendens inden for Venezuelas Socialistiske Enhedsparti PSUV).

Det nylige og rungende valgnederlag for oppositionen i oktober og december betyder, at fokus bliver på debatten inden for Chavez-lejren. Den vil fortsætte i mindst flere måneder og måske et år eller to. For øjeblikket er højrefløjen ikke i en politisk position, hvor den kan handle offensivt for at genvinde magten i landet, men denne svaghed kan selvfølgelig ændre sig med tiden.

Vi kan udlede heraf, at den nuværende Chavez-venlige ledelse anført af Maduro og Cabello vil svækkes, som tiden går. Årsag: Ingen af dem har Chavez’ ledelsesmæssige egenskaber, og derfor kan ingen af dem etablere den konsensus, som eksisterede med Chavez ved magten. Når konsensus forsvinder, vil der ske en nedbrydning af lederskabet i de nationale, regionale og lokale institutioner. Generelt kan man sige, at den langsigtede fortsættelse af den bolivarianske revolution ikke er sikret med det nuværende lederskab, som har udgjort Chavez’ inderkreds og hans nærmeste miljø i de sidste 14 år. Vi vil se en vedvarende regeringskrise, som vil føre til konstante nye arrangementer, hvor aktørerne og tendenserne ikke kan forudsiges præcist.

Flere processer vil finde sted samtidigt:

a) En intern kamp for en omfordeling af magten inden Chavez-lejren (omfordeling af kontrollen over statsinstitutionerne og om den faktiske kontrol med det nationale budget). Selv om de kan blive enige om at dele kagen på en bestemt måde, så vil der komme kraftige konflikter, fordi landet ikke er en sum af enkeltdele, men en organisk helhed. Disse sammenstød vil i starten blive forliget, men vil med tiden komme mere frem i offentlighedens lys. Det vil endda kunne føre til scenarier som for eksempel angreb på bestemte ledere inden for Chavez-lejren.

b) Dette lederskab for alle de venezuelanere, som støtter den revolutionære proces, vil forfalde. Det kan ske på grund af regeringens manglende evne til at indfri de folkelige krav i forhold til kritiske spørgsmål, for eksempel arbejdskonflikter og kollektive aftaler med centrale dele af staten (lærerne, akademikere, industrierne i Guayana [vigtig by ved Orinoco- og Caroniflodernes udløb med store stål- og aluminiumsfabrikker, oa.]). Chavez vil ikke længere være der til at dæmpe gemytterne med omkvædet om at ”det vidste præsidenten ikke” eller ”de overholder ikke præsidentens direktiver”. Bureaukratiets fejltagelser vil ikke blive tilgivet af folk, sådan som det skete, da Chavez havde et fast greb om nationens lederskab.

c) En omfattende konspiration fra “imperiet” (især USA) for at infiltrere de forskellige civile og militære kredse, som støtter Chavez, med det formål at vende den revolutionære proces. Det kan suppleres med fremtidige scenarier, hvor Chavez-venlige kræfter og oppositionelle går sammen med det formål at sætte en stopper for revolutionen. I øjeblikket er disse scenarier dog ikke mulige (heldigvis), men de kan blive det i løbet af kort tid.

d) I den interne kamp inden for Chavez-lejren, vil imperialistiske kræfter og deres lokale allierede konstant forsøge at gøre deres indflydelse gældende. Imperiet vil sandsynligvis udføre aktioner på egen hånd, også voldelige, som man så kan påstå er udtryk for kampe inden for kredsen af Chavez-støtter. Formålet vil være at sætte mere ild til bålet og opmuntre til fremgang for de interne kræfter, som er mere villige til at indgå kompromisser med imperialismen.

De imperialistiske kræfter vil lede efter det rette øjeblik til at knække den bolivarianske revolution. I deres initiativer vil de ikke udelukke scenarier a la Syrien og Libyen (dvs. skabe borgerkrig) for at vælte den bolivarianske regering og genoprette imperialistisk herredømme over Venezuela.

Med andre ord, så åbner fjernelsen af Chavez op for muligheden af et scenarie med usikkerhed og politisk krise i Venezuela, som alvorligt truer fortsættelsen af den revolutionære proces og åbner døren for det internationale borgerskab og dets allierede i forsøget på at genvinde den politiske magt i landet.

Stillet over for denne kendsgerning er det afgørende, at revolutionære aktivister styrker deres aktiviteter og samarbejde, på baggrund af en bred og demokratisk debat om den politiske dagsorden, som bliver rejst af de folkelige organisationer.

En fortsat revolutionær proces vil afhænge af, at der opstår nye former for folkelig, kollektiv ledelse, som vil blive skabt i kampens hede under de konfrontationer, som vil præge de kommende måneder og år.

Hvis der ikke sker en styrkelse af et sådant alternativt revolutionært lederskab, så er det sandsynligt, at de reformistiske tendenser inden for Chavez-bureaukratiet vil ende med at blive dominerende, og at de vil presse på for en aftale med det lokale borgerskab og USA-imperialismen som en udvej til at “redde” den bolivarianske proces.

Hvis denne tendens slår igennem, så vil imperialismen gradvist overtage magten, og de reformistiske ledere i Chavez-lejren vil efterhånden blive erstattet af mere pålidelige traditionelle borgerlige ledere. Den proces vil kunne tage flere år, sandsynligvis hele præsidentperioden (2013-2019).

Redskaberne til at undgå dette vil altid være at styrke den folkelige bevægelse på grundlag af et virkeligt revolutionært program. Dette kan ikke bygge på små og undselige grupper eller tendenser, som eksisterer indenfor eller uden for PSUV. Det vil afhænge af en massiv samling af revolutionære aktivister (også militæret) og sociale organisationer for at modstå den imperialistiske konspiration og den reformistiske forsoning.

I denne strategi – som jeg tror er det eneste alternativ for at redde revolutionen – må vi forsøge os med alle redskaber til at udøve demokrati og gå efter den bredest mulige konsensus for at opnå aktionsenhed i alle dele af landet

7. januar 2013.

Artiklen blev første gang offentliggjort på spansk på la.guarura.net og er senere oversat til engelsk af HavanaTimes.org. Oversat fra engelsk af Karina Skov

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com