Attentat på den franske satire-redaktion har rejst et hav af debatter. I denne uges kommentar vil vi især fokusere på spørgsmålet om, hvordan venstrefløjen bekæmper den reaktionære, voldelige islamisme i Europa. Er det udtryk for et holdningsmæssigt, måske endda opportunistisk skred, når f.eks. Enhedslisten i sagen om Charlie Hebdo er fuldstændig frådende og uforbeholden i sin fordømmelse af attentatet? Det mener nogle kommentatorer, fordi samme Enhedsliste i sin tid lod sin uforbeholdne støtte til Jyllands Postens ret til at bringe Muhammed-tegningerne efterfølge af et ”men”: Nemlig en kritik af, at Jyllands Posten bragte tegninger med det erklærede formål at ’lære’ et i forvejen undertrykt mindretal, at de skulle ’tåle forhånelse’.

 

Intet men i fordømmelsen
Kommentatorerne overser den helt afgørende forskel på de to situationer: At der i dag – modsat da JP bragte nogle tegninger – er tale om at reagere på et foragteligt massemord. En forbrydelse foretaget af organiserede højreekstreme kræfter, der systematisk forsøger at terrorisere deres kritikere til tavshed. Uanset de åbenlyse forskelle mellem den europæisk rodfæstede fascisme og dén slags politiske islamisme, der stiller sig bag terrorangrebene på bl.a. Charlie Hebdo, er der også mange ligheder, der kunne friste til at bruge begrebet ”fascistisk terror”. I den situation er der selvindlysende ikke plads til noget men.

At Charlie Hebdo angiveligt gjorde sig umage for netop ikke at forhåne religionen islam som sådan, men kun den reaktionære, voldelige og antidemokratiske islamisme, gør også forskellen til JP slående. Således er den forsidetegning, der for tiden hetzes imod i islamistiske grupper, en af efterhånden mange, hvor profeten Muhammed udtrykker sin solidaritet med Charlie Hebdo – mod de voldelige islamister! Hvorvidt denne skelnen altid er lykkedes for tidsskriftet eller ej, er imidlertid i denne situation fuldstændig underordnet. Ingen ytringer skal knægtes af terror. Hvis attentatet havde ramt Jyllands Posten, havde Enhedslistens – herunder vores – fuldstændig uforbeholdne fordømmelse været præcis den samme: Uden ”men”.

Forklare, ikke forsvare

Adskillige politikere havde efter attentatet travlt med at sige, at man ikke skulle give sig af med at forklare, hvad der kunne være baggrunden for forbrydelsen – for man skulle ikke prøve at ”finde undskyldninger”. En ualmindelig tåbelig sammenkædning. For selvfølgelig kan man forklare, uden dermed at forsvare. Og ligesom det er legitimt og fornuftigt at finde forklaringer på, hvordan fascismen opstår og udvikles, ligeså legitimt og fornuftigt er det at finde forklaringer på, hvordan den voldelige islamisme er opstået og udviklet.

Men uviljen mod at diskutere forklaringer er forståelig, når man tænker på netop de samme politikeres medansvar for de problemer, der har fremmet den voldelige islamisme:

-På globalt plan den vestlige imperialismes brutale krige i Afghanistan og Mellemøsten – og den massive støtte til såvel Israels løbende overgreb mod palæstinenserne som til en række andre udemokratiske regimer, der systematisk undertrykker bl.a. islamiske partier.

-I Europa forarmelse og social udstødelse af millioner af unge. Ikke mindst i de etniske minoriteter, der tillige udsættes for diskrimination og racisme i stadigt stigende grad. I terrorbekæmpelsens navn er der også mange eksempler på love og myndighedshandlinger, der underminerer retssikkerhed og demokratiske rettigheder for især tilhængere af islamistisk ideologi.

Den vrede, det had, der ligger bag den tåbelige og forbryderiske terrorisme, har således gode forklaringer. Ligesom småborgerskabets sociale nedtur, arbejdsløshed og social nød i tredivernes Tyskland forklarede tilslutningen til Hitler. Forklaringerne er vigtige – ikke for at forsvare, men for at handle, for at bekæmpe.

Et venstrefløjsalternativ i de etniske minoriteter
Forklaringerne peger direkte på, hvad der her og nu er venstrefløjens vigtigste opgave for at stoppe opbakningen til den voldelige islamisme i Europa. Og det er ikke en opgave, vi kan kræve løst i Folketinget eller i det franske parlament: Vores vigtigste opgave er at rodfæste venstrefløjen i de etniske minoriteter, blandt de udstødte og fremtidsløse unge, i de såkaldte ”ghettoer”.

Vi kan næppe stoppe den sociale udstødelse og den globale imperialisme på kort sigt, uanset at vi selvfølgelig fortsætter kampen for dette. Men vi må og skal tilbyde en anden ramme for vreden. En ramme, der retter vreden det rigtige sted hen: Mod magthaverne og kapitalismen, mod imperialismen, mod det nyliberale barbari. En ramme, der – ligesom islamismen – tilbyder et fællesskab om handling, fælles forståelse og ungdomskultur, men med helt andre midler og med et radikalt andet perspektiv. Det handler om at erstatte afmagt og vrede med organisering og klassekamp. Det vil være en kæmpesejr den dag, Enhedslistens eller SUF’s lokale i f.eks. Volsmose bliver et samlingssted for bare en god del af de mange unge mennesker i kvarteret, der – fuldt berettiget – er blevet vrede på Israel, USA og det danske samfund.

Bred mobilisering mod Pediga
Venstrefløjen har selvfølgelig også andre påtrængende opgaver i attentatets kølvand. Det handler om at bekæmpe andre, omfattende angreb på de demokratiske rettigheder. Men disse opgaver hænger kun alt for godt sammen med ovennævnte.

For det første er det nødvendigt at bekæmpe kravene om endnu flere undermineringer af retssikkerhed og borgerrettigheder i ”terrorbekæmpelsens” navn – med særlig disrespekt for rettighederne for dem, der ikke er eller får lov til at blive danske statsborgere. Hykleriet kender ingen grænser, når de påståede ”forsvarere af demokratiet” kræver indskrænkninger af både foreningsfriheden og ytringsfriheden. Senest har justitsminister Mette Frederiksen lovet, at ”vi (regeringen, red.) ikke kan opstille en bagkant for, hvor langt vi er villige til at gå”.
For det andet er det afgørende at mobilisere en bredere kreds mod den fremmedfjendske og islamofobiske bølge, der nu også på gadeplan piskes op af højrefløjen i kølvandet på attentaterne – hvor der mere eller mindre tydeligt sættes lighedstegn mellem islam og terrorisme. Den i Tyskland opståede Pediga-bevægelse er en frontorganisation for ekstremt højreorienterede grupper, der i øjeblikket fisker i rørte vande. Det må og skal ikke overlades til små, sortklædte grupper fra Nørrebro at mobilisere en modbevægelse til dette. Der er brug for en bred opbakning fra fagforeninger, studenterorganiseringer osv.

Ingen opbakning til hykleriet
Hvis og når venstrefløjen må og skal blive rodfæstet i de undertrykte etniske minoriteter, er det bl.a. vigtigt at lægge afstand til det borgerlige hykleri.

Det er naturligvis svært at stille sig udenfor, når der opfordres til samling om at ”stå fast på ytringsfriheden mod terroristerne”, hvilket vi ubetinget støtter. Men vi kan og skal ikke stille os skulder ved skulder med f.eks. Netanyahu, der systematisk undertrykker palæstinensernes mest elementære menneskerettigheder, eller fremmedfjendske kræfter, der bruger attentatet til en hetz mod alle muslimer. Og vi skal ikke bare et øjeblik skrinlægge vores benhårde kamp mod de regeringer, der kynisk accepterer massearbejdsløshed blandt de unge og ofte også bruger fremmedfrygten til at aflede opmærksomheden fra deres eget kyniske svigt.

Vi vil gerne deltage i store folkelige mobiliseringer mod de reaktionære terrorister. Men det er en balancegang hvordan, for vi skal samtidig undgå, også i denne situation, at optræde som en del af ”de forenede magthavere”. Vi skal for alt i verden ikke blive en del af et hyklerisk kor om det store fællesskab, hvor alt ville være godt, hvis bare det ikke lige var for netop disse islamistiske terrorister.

Først og fremmest fordi dette er en reaktionær løgn, men også fordi vi derved vil svigte bl.a. de mange etniske minoriteter, der dagligt oplever samfundets massive svigt – og på den måde i værste fald skabe flere støtter af den islamistiske reaktion.

Vreden og hadet i Europas fattige indvandrermiljøer er forståelig og på mange måder berettiget. Det er venstrefløjens opgave at organisere den vrede til handlinger, der kan forandre verden til det bedre.


SAPs forretningsudvalg, den 24. januar 2015

 

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php