Under faner fra fagbevægelsens mange organisationer sad tillidsfolk fra københavnske byggepladser, fra handel og fra industri og service forleden i det gamle Folkets Hus i Rømergade. Tillidsfolkene var til møde for at diskutere, hvad der kan stilles op for at bringe bekæmpelsen af den sociale dumping højt op på dagsordenen under de igangværende overenskomstforhandlinger.

af SAP's Forretningsudvalg

Trods rammer i den gamle festsal i det, der i dag udgør Arbejdermuseet, var der ikke tale om en støvet forsamling udstillingsgenstande. Heller ikke selv om de problemer, der blev gennemgået i indlæg efter indlæg, atter en gang understregede, at dagens kamp mod løndumping ikke er et nymodens fænomen som følge af globalisering og åbningen af EU’s indre marked for arbejdskraftens fri bevægelighed.

Nej, løndumping har altid fundet sted, hvor arbejdsgivere har set deres fordel i at spille arbejdergrupper ud mod hinanden. Som formand for Byggefagenes Samvirke, Per Olsen, sagde, så styrtdykkede de tyske bygningsarbejdere i Berlin-området fra en stærk organiseringsposition inden Murens fald til at miste 4/5 af medlemmerne i årene efter. Og det var ikke fordi, der ikke blev bygget. Tværtimod! Det skete blot ved hjælp af arbejdskraft fra Polen, Ukraine, Rusland og endnu fjernere lande. I dag er byggefagforbundet IG Bau så svækket, at arbejdsgiverne har meddelt, at de ikke længere vil indgå overenskomst med dem, da de jo ikke dækker nogen betydende del af byggearbejdsmarkedet!

I år er det ti år siden, at EU åbnede grænserne for arbejdskraft. Ti år, hvor fagbevægelsen har skullet finde sine egne ben i forhold til at gøre 1. maj-paroler om international solidaritet til noget andet end støtte til kæmpende arbejdere i 3. verdenslande. Det har ikke været enkelt. Hverken i Danmark, eller i andre lande. For nu skulle man forsøge at gøre det helt konkret lige foran ens egen arbejdsplads – og i en situation, hvor bekæmpelse af udnyttes af udenlandske kolleger så let som ingenting kunne udvikle sig fra international solidaritet til nationalistisk arbejdersolidaritet mod de tilrejsende. En udfordring, som alt for længe har været undveget af toppen i fagbevægelsen – som med deres pro-EU-linje selv har lagt i ovnen til mange af de situationer, som medlemmerne møder dagligt som problemer.

Ved de seneste tre ok-forhandlinger på det private område har løndumpingen været på ønskeliste. Og noget er der sket: i 2012 blev der med arbejdsgiverne aftalt en mekanisme, som skal fange faglige konflikter i opstarten, hvis der er ok-brud. Men et egentligt ’kædeansvar’, altså at en hovedentreprenør skal gøres ansvarlig for, at der er overenskomstmæssige forhold i de næste led i entreprisekæden, har arbejdsgiverne bekæmpet med et ordblomstrende forråd af afvisninger: ulovligt, usolidarisk, indgribende, retssikkerhedsstridigt!

Sagen er bare, at hvis arbejdet faktisk videresælges til virksomheder, som overholder overenskomsten, så kommer det ikke til at koste en øre yderligere. Kun hvis aftalen i øjeblikket brydes, vil en skærpelse kunne koste noget som helst. Så enkelt, så lige til…
Men dette simple argument har hidtil ikke bidt på arbejdsgiverne. I hvert fald ikke i Dansk Arbejdsgiverforening, for her trækkes grænsen også over for de branchearbejdsgivere, som godt kan se det fornuftige i kædeansvaret. Ved ok-forhandlingerne i 2012 var el- og vvs-arbejdsgiverne i Tekniq blevet enige med Dansk El-forbund og Blik- og rørarbejdernes Forbund om et kædeansvar. Men en tur omkring DA i Vester Voldgade stoppede den model! For blandt arbejdsgiverne kan man kun indgå en overenskomst under forudsætning af, at DA godkender den.

Fra den faglige venstrefløj har det derfor været fremført, at der på samme vis skal indgås en ’musketer’-ed blandt forbundene. Men det er man ikke blevet enige om, derfor hænger man fortsat fast i modellen med, at CO-Industri forhandler først, og derefter følger resten af forbundene, som retter ind.

Og der er ikke noget, der tyder på, at kædeansvarskravet i industrien står højt på topforhandlernes krav-liste. Utroligt nok. For selv om mange i industrien måske ikke føler sig presset i dag af social dumping på samme måde som i byggeriet, transporten, rengøring, service og det grønne område, så er det kun et spørgsmål om tid, før også industrien rammes. Den omfattende brug af arbejdsudleje gennem vikarbureauer kan meget nemt vise sig at blive den ’krog’, et opgør med den beskyttelse, som overenskomsterne i industrien i dag er dækket af, kommer op at hænge på.

Det, der forenede tillidsfolkene i Rømersgade på tværs af fag og brancher, var ønsket om at få sat social dumping på dagsordenen. Det kommer ikke af sig selv. Derfor påhviler det alle i fagbevægelsen at rejse kravet over for forhandlerne og toppene i forbundene. Uden en stærk ok-bevægelse på dette grundlag, vil vi heller ikke denne gang opleve det gennembrud for ’kædeansvaret’, som er så afgørende i kampen mod social dumping. Og hvis ikke venstrefløjen i fagbevægelsen formår at gå ned ad den gade, så står Dansk Folkeparti klar med deres nationalchauvinistiske løsninger, som for alvor vil gøre arbejderbevægelsens parole om international solidaritet til en museumsgenstand.

Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 7. februar 2014

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com