I disse dage behandler Arbejdsretten en større sag om, hvorvidt DSB som statslig virksomhed kan indmelde sig i den private arbejdsgiverforening DI (Dansk Industri). På overfladen er det en rent fagretslig sag om, hvordan løn- og arbejdsvilkår vil være i fremtiden for ca. 3.000 ansatte. Men under overfladen ligger også den politiske kamp om fremtiden for DSB: Frasalg og privatisering eller demokratisk kontrol og prioritering af togdriften i Danmark.

 

Da DSB i 2017 valgte at melde sig ind i DI, skabte det naturligvis røre blandt de ansatte. Et sådan skifte af arbejdsgiverorganisation medfører traditionelt genforhandlinger af alle områder, alle lokalaftaler ophører og skal genforhandles – næppe til fordel for lønmodtagerne, og helt sikkert med et sigte om at ”reducere lønomkostningerne”.

 

To år forinden havde man allerede flyttet DSB Vedligehold over i DI, måske som en prøveballon, selvom dette selvstændige firma er fuldt ud ejet af DSB. Endnu har medarbejderne i Vedligehold til gode at få nye lokalaftaler på plads, efter at de gamle blev opsagt…

 

Alt dette ligner en helt klassisk konflikt på det danske arbejdsmarked, hvor en arbejdsgiver forsøger at flytte arbejdsgiverorganisation med det formål at frigøre sig fra tidligere forpligtelser. I dette tilfælde beregner Dansk Jernbaneforbund, at det vil betyde en lønnedgang på 4.000 kr. om måneden. DSB lover en stille overgang for at inddæmme dønningerne; at det kun vil have effekt for kommende ansatte, som vil blive ansat på forringede vilkår.

 

Arbejdsgiversidens argument er, at konkurrencen på de danske jernbaner nu betyder, at DSB må have de samme konkurrencevilkår som f.eks. Arriva, der har overenskomst med lønmodtagerne i Dansk Jernbaneforbund gennem DI. Men vil DSB så overgå til denne overenkomst? Nej – de vil sjovt nok have en helt tredje…

 

Et nøje planlagt forløb – med et formål
Men dette er ikke bare en normal faglig konflikt om lønomkostninger. Konflikten skal ses i tæt sammenhæng med andre udviklinger på området. En del af konfliktens baggrund er den nye lovgivning om DSB fra 2010, hvor det netop ikke eksplicit står, at løn- og ansættelsesforhold skal forhandles inden for det offentlige, selv om dette burde være en naturlig konsekvens af, at forhandlingerne styres af finansministeren og omhandler blandt andet tjenestemandsansatte. Alligevel ønsker man altså, at det offentlige nu skal betale kontingenter til private foreninger med fastlagte politiske målsætninger.

 

Med denne ændring af lovgivningen, var det i virkeligheden ingen overraskelse, da DSB i 2017 valgte at indmelde sig i DI. Dette var en naturlig konsekvens af regeringens politik, hvor man i højere og højere grad har forsøgt at klargøre DSB til ophugning og privatisering, senest med regeringens udspil om at S-tog skal udbydes til private virksomheder (hvilket regeringen skal finde opbakning til her i efteråret). Hvis missionen om at privatisere alle dele af DSB virkelig skal lykkes, så er det et afgørende skridt at få flyttet arbejdsgiverforholdet væk fra en statslig myndighed og over i privat regi. Så er det mere sammenligneligt og i højere grad underlagt markedsmekanismer, frem for regler om medarbejderindflydelse, samarbejdsudvalg, en vis gennemsigtighed m.v., som hører den offentlige del af den danske model til.

 

Vinder arbejdsgiverne konflikten, er der altså taget et vigtigt skridt for et kommende totaludsalg af vores offentlige transport og togdriften i Danmark.

 

Opskriften er den samme, som vi har set før, og som også forsøges andre steder i Europa. Først indføres der gøres mere lig det sammenlignelige private område. Dernæst frasælges de overskudsgivende dele til private virksomheder, som kan høste profitten af disse. Ved små, simple investeringer kan det private så vise sig som ”et bedre tilbud”, mens resterne efterlades i det offentlige til større og større gene og udgift, indtil tilbuddet er forringet så markant, at det ikke er værd at opretholde… Hvem sagde Post Danmark?

 

Når dette forløb er færdigspillet, så er det ikke bare et spørgsmål om løn- og arbejdsforhold, privat eller offentligt, men et spørgsmål om mulighederne for at sikre et attraktivt, landsdækkende tilbud om kollektiv transport, hvilket også er et miljøspørgsmål. Samt selvfølgelig et spørgsmål om mulighederne for demokratisk indflydelse på transportsektoren.

 

Alle disse facetter er på spil, når juristerne mødes i Arbejdsretten. At holde DSB inden for offentlige overenskomster er ikke en endegyldig sejr, men det vil være et slag i hovedet på privatiseringen, og alternativet er omvendt en fremskyndelse af alle disse processer.

 

Så de ansatte kæmper ikke kun for egne løn- og arbejdsvilkår. Deres kamp har betydning for os alle, og derfor er der også brug for tydelig og synlig opbakning fra alle andre. Første skridt må være støttevedtagelser fra fagforeninger og arbejdspladser, massiv støtte på sociale medier og fysisk opbakning foran Arbejdsretten.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 9. september 2018

Opslået i Facebook, SAP's ugekommentar, Trafik

single.php