Midt i juni startede en historisk bølge af demonstrationer i milliontal i flere iranske storbyer. Protesterne startede som reaktion på valgsvindel, men udviklede sig til en bevægelse med radikale krav.

af Jaleh Tavakoli

Demonstrationerne kom i kølvandet på præsidentvalget, som demonstranterne mente der var svindlet ved. Protesterne fik mange forskellige udtryksformer, men det blev hurtigt klart, at de også var udtryk for en modstand imod status quo og ikke bare protester over valgsvindel og ”genvalget” af Ahmadinejad som præsident.

Kravene er nu politiserede og handler om løsladelse af politiske fanger, demokrati og frihed. Demonstranterne har blandt andet på forskellig vis sat spørgsmålstegn ved den ”islamiske” del af ’den islamiske republik Iran’, som landet officielt hedder.

Regimet vil ikke blive væltet i morgen, men er nået til ’the point of no return’, for selv efter at den åndelige leder efter flere dages demonstrationer og voldsom politibrutalitet, advarede og beordrede demonstranterne til at blive hjemme, gik folk på gaden.

Det at trodse den åndelige leder skulle dog komme til at koste. Da demonstrationerne fortsatte dagen efter, var der i flere storbyer sat adskillelige snigskytter ind for at likvidere demonstranter ved systematisk at skyde disse i hovedet eller brystet.

Det var denne lørdag, hvor Neda Soltan, en kvinde på 27 år blev skudt og dræbt i Teheran. Nedas død blev hurtigt symbolet på iranernes kamp for demokrati, hvilket især skyldes at hendes grusomme død blev filmet på tæt hold. Billederne viser hende blive ramt, falde og miste livet.

Det er svært at sige, hvor mange demonstranter der faktisk har mistet livet i demonstrationerne denne sommer, da mange familier ikke tør melde deres kæres død til medierne, af frygt for repressalier. De reformistiske kandidater har dog meldt ud, at de har navnene på 69 dræbte demonstranter.

Dyb krise
Regimet er i krise og har været det længe, men det er nu mere end nogensinde før blevet klart for alle fløje i regimet, at den folkelige opbakning er væk. Et diktatur har ikke nødvendigvis brug for folkelig opbakning, men det er uden tvivl afhængigt af at holde masserne fra at protestere. Det sidste er igennem de seneste 10-12 år blevet sværere og sværere for regimet.

En anden og ikke ubetydelig dimension af regimets krise udgøres af en intern politisk splittelse. Splittelsen omhandler både politiske, personlige og religiøse uenigheder. Regimet består af flere forskellige fløje med både religiøse og politiske uenigheder, som dog alle har haft ideen om et præstestyre som fællesnævner.

Nu viser det sig, at dele af præstestyret er tilhængere af reformer, nogle er imod valgsvindel, og andre imod politiets og fængslernes brutalitet. Hvor dyb denne krise er, og hvor langt den vil udvikle sig, er svært at spå om, men aldrig før har regimets uenigheder været udstillet i offentligheden, som de er det i dag.

Modstanden
Den modstandsbevægelse, som er kommet til udtryk i de store demonstrationer, spænder over en meget bred front af forskellige grupper og interesser. 

For så vidt angår arbejderbevægelsen, er den sporadisk organiseret og har været præget af splittelse i den venstrefløj, som organiserer den.

Under sommerens uroligheder har fagbevægelsen i de kurdiske områder været de eneste der har turdet strejke. I resten af Iran har det været sporadisk og ikke specielt velorganiseret. Det skyldes dog også, at man som arbejder foruden at frygte sit liv som dissident i Iran, også mere end nogen andre er bange for at blive fyret. Der har været nogle strejker og reformist-kandidaterne har også flere gange lagt op til at folk skulle strejke, men det er ikke slået igennem.

 

Studenterbevægelsen har spillet en vigtig rolle. Den startede for alvor i 1999 i frustration over den manglende demokratisering efter valget af Khatami. Regimet slog hårdt ned, men bevægelsen er fortsat, og de sidste par år har der været store demonstrationer hver eneste måned et eller andet sted i landet.
Bevægelsen spænder ideologisk bredt og fungerer temmelig decentraliseret med forskellige fraktioner, men uden enighed om en samlet vej fremad.

Der er også en relativ stærk og aktiv kvindebevægelse, som har krævet flere rettigheder for kvinderne og bedre løn i folkeskolen, hvor flertallet er kvinder.
Tidligere har store sportsbegivenheder, f.eks. fodboldkampe, også givet anledning til, at folk kunne samles i gaden og give udtryk for deres kritik af regimet.

I grænseområderne, hvor nationale mindretal af aserbadjanere, kurdere og baluchier dominerer, er der en udbredt modstand mod regimet af nationalistisk tilsnit.

Alle grupper, som var aktive i sommerens demonstrationer, har været udsat for regimets undertrykkelse. Det anslås, at der er kommet 3-4.000 nye politiske fanger.

Reformisme versus konservatisme
Regimet, eller de i regimet, der indtil nu har haft magten og som derved har tegnet regimet, har i flere år haft en strategi om at undgå yderligere utilfredshed i samfundet. Befolkningen har derfor fået lov til at nyde en begrænset ytringsfrihed, restriktive muligheder for at protestere, og endda engang imellem at stemme på reformister til valgene.

Disse friheder har dog været særdeles begrænsede og har haft en høj pris. De begrænsede friheder skal ses i sammenhæng med, at dissidenter kontinuerligt har været udsat for overvågning, censur, trusler, fængslinger, vold, kidnapninger, tortur og endda drab.

Dette politiske frirum har den iranske befolkning tilkæmpet sig, men det er også et rum, som af regimet bliver brugt til at legitimere sig selv. Frihederne og rettighederne til at ytre sig, organisere sig og til at forsamles bliver justeret af regimet, alt efter behov.

Da den reformistiske præsident Khatami kom til i 1997, var valgløfterne mere frihed, demokrati og reformer. Khatamis tid som præsident bød dog også reelt og relativt på flere friheder for både civilsamfundet såvel som for politiske aktivister, journaliser og kunstnere. Khatami var præsident i to omgange (1997-2001, og 2001-2005), men fik af forskellige religiøse råd aldrig lov til at gennemføre sine ideer og de demokratiske reformer, som befolkningen var blevet lovet.

Ahmadinejad blev valgt som præsident i 2005 og er i sig selv ikke en politisk vigtig brik i den islamiske republik. Ahmadinejad er en loyal talsperson for præstestyret. Et præstestyre, hvor de virkelige magthavere efterhånden er blevet enige med sig selv om, at de ikke længere kan tilfredsstille befolkningen, uden faktisk at give reelle politiske indrømmelser, men at sådanne indrømmelser er udelukket, fordi de i sidste ende vil kunne true præstestyrets magtposition. 

Entydig strategi
Dermed ser det ud til, at diktaturet mere end nogensinde før har valgt en entydig strategi. Regimet kan ikke engang længere tolerere reformister i egne rækker som talsperson (præsident) for regimet. Selv om en iransk præsident aldrig har magten, medmindre denne har de religiøse råds politiske opbakning.
Ahmadinejad er blot et symbol på denne strategi, og det ved den iranske befolkning godt. Han er et symbol på, at reformismen ikke bliver en realitet, og det er i virkeligheden denne strategi, der for alvor samler iranerne i protest.

Regimet har måske længe været fast besluttet på denne strategi, men aldrig før er den blevet udført i en så rendyrket form. Alle midler er blevet brugt for at stoppe demonstranterne, og selv om det ikke i sig selv er nyt, at dissidenter har mistet livet, så er det nyt at demonstranter er blevet slået ihjel i dagslys. Likvideringerne er blevet dokumenteret igennem billeder og film.

Det er historisk, at likvideringer af demonstranter bliver fanget på billeder og film via digitale medier, for dernæst i løbet af bare få timer at blive massekommunikeret og set af millioner af mennesker i hele verden.
Hvis regimet holder fast i den nye rendyrkede undertrykkelse af befolkningen, vil denne strategi på sigt blive skæbnesvanger for regimet.

 

Jaleh Tavakoli er talskavinde for Frit Iran og folketingskandidat for Enhedslisten.

Fakta: Dødsensfarlig aktivisme
• Amnesty International rapporterer, at tortur er meget brugt mod politiske fanger i iranske fængsler, især i perioden inden fangerne bliver fremstillet for en dommer.
• Der har løbende været eksempler på at fanger i denne periode har mistet livet.
• Fangerne nægtes ofte retten til en advokat.
• Familierne til de fængslede er ofte i længere perioder uvidende om, hvor deres pårørende er, og om de overhovedet er i live.
• Politiske fanger er i flere tilfælde blevet tvunget til efter at have været udsat for trusler eller tortur, at indrømme deres ”ugerninger”, optaget på kamera.
• Amnesty International og Human Rights Watch kritiserer desuden regimets benyttelse af iranske straffe som stening, hængning, udsmidning fra store højder, amputering, udrivning af øjne og piskeslag.

Fakta: Dissidenter

• Valgene i Iran er kontrollerede og kandidater skal godkendes, før de kan opstilles til valg.
• Siden 1997 har der med jævne mellemrum været store folkelige demonstrationer til fordel for mere frihed og flere rettigheder til befolkningen.
• Studenterbevægelsen slog for alvor igennem med protester i 1999. Dengang startede protesterne på grund af lukningen af en avis, men studenterbevægelsen har siden formået at fortsætte sine protester. Kvinder, faglige og menneskerettighedsaktivister har også været aktive og har organiseret sig.
• Farsi udgør et af de største websamfund i verden, hvilket skyldes iranernes entusiasme for at udtrykke sig på internettet. Internettet er et frirum, som iranerne bruger til hurtigt og relativt risikofrit at kommunikere med omverdenen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com