Resultatet af delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen den 9. maj 2010 var en vigtig politisk begivenhed både på forbundsniveau i Tyskland og på europæisk plan. Forhandlinger har nu ført til dannelsen af en mindretalsregering af SPD og de Grønne.

Nordrhein-Westfalen (NRW) er den mest folkerige delstat i Tyskland med over 13 millioner registrerede vælgere.

Tre centrale aspekter skal belyses for at gøre status over valget:
1. De konservative Kristendemokrater (CDU) fik et betragteligt nederlag. Koalitionen med de liberale i FDP blev slået i NRW, og på forbundsniveau tabte den sort-gule koalition CDU-CSU-FDP, dvs. Forbundskansler Angela Merkels regering, sit flertal i Forbundsrådet ( parlamentets andetkammer, der repræsenterer delstaterne). Det betyder, at det nu bliver nødvendigt med procedurer for rådslagning og kompromisser ved mange vigtige love. Merkels regering er i forvejen under pres og har en vælgertilslutning ned til 40 procent i meningsmålingerne.

2. Antallet af sofavælgere er igen steget. Det er en kraftig og vedvarende tendens. Ved forbundsdagsvalget i 2005 var valgdeltagelsen i NRW stadig 63 procent. Denne gang var den kun 59,3 procent eller 7.872.862. Det vil sige, at mere end en halv million mennesker, som dog stemte i 2005, har holdt sig væk fra afstemningsstederne denne gang! Det afspejler en åbenlys legitimitetskrise for det parlamentariske demokratis institutioner, selvom det stadigt er vanskeligt at tolke den slags observationer. Det er ikke bare en ”anti-systemisk” afspejling, det er også udtryk for resignation og afpolitisering. Den udenomsparlamentariske mobilisering forblev også svag.

3. Den kendsgerning, at Die Linke kom over spærregrænsen på 5 procent og kom ind i parlamentet i NRW, Landdagen i Düsseldorf, med 5,6 procent eller 434.846 stemmer, er ubestrideligt positivt. Med en parlamentsgruppe på 11 medlemmer, heraf seks kvinder, er det den mest ”venstreorienterede” regionale sektion i Die Linke, der nu har forstærket sin vægt i den offentligt synlige politiske debat inden for partiet. Af de 11 parlamentsmedlemmer er seks med i strømningen Antikapitalistisk Venstre (AKL), hvoraf to også er medlem af ISL – Internationale Socialistisk Venstre, der er den ene af de to officielle afdelinger af den tyske sektion af Fjerde Internationale. De andre fem er medlemmer af Socialistisk Venstre (SL) en venstrereformistisk strømning (der dog bl.a. omfatter ”Marx21”, som er en del af den internationale IST strømning, der er knyttet til det britiske SWP).

Ingen af de 11 parlamentsmedlemmer er altså tilknyttet FDS ( Forum for Demokratisk Socialisme), som er den strømning, der er mest indstillet på, at Die Linke tager medansvar i regering, og som udgør et flertal i partiet på forbundsplan. Trods dette har forbundsledelsen anset det for et meget vigtigt valg og har selv engageret sig i valgkampagnen med store offentlige møder med Oskar Lafontaine og Gregor Gysi, der trak tusinder af deltagere. Die Linke er nu til stede i de regionale parlamenter i 13 af de 16 tyske delstater.

Regeringspartiernes nederlag
CDU, der opnåede 34,6 procent af de afgivne stemmer, mistede 10 procent i forhold til 2005. Det er enormt mange. Hovedparten af deres tab gik til SPD (140.000), de Grønne (90.000) eller sofavælgere (330.000). Selv Die Linke trak nogle af stemmerne (30.000). Men CDU tabte også vælgere til FDP (130.000) og til de små partier (110.000), især på den yderste højrefløj (”Pro-NRW”, som er et racistisk og anti-islamistisk parti, fik 1,4 procent, mens nazisterne i NPD holdt sig under 1 procent).

Der er helt sikkert nogle specielle regionale aspekter, der delvis kan forklare det voldsomme nederlag, der især er knyttet til spidskandidaten for CDU, den afgående ministerpræsident Jürgen Rüttgers. I nogen tid havde medierne kaldt ham ”arbejderlederen” fordi han krævede sociale forbedringer af Hartz IV-loven *). I begyndelsen af valgkampagnen havde han erklæret: ”Proteststemme, det er mig”, med hentydning til, at meningsmålingerne forudså en bølge af proteststemmer mod Angela Merkels forbundsregering. Han ønskede at gøre det helt klart, at han ville arbejde på at justere lidt på de sociale konsekvenser af sit partis og den sort-gule forbundsregerings politik.

Men midt under kampagnen skete der det, som massemedierne kalder”fadæser”. Det blev for eksempel afsløret, at CDU i NRW havde tilbudt Rüttgers deltagelse til enhver, der var i stand til at betale 20.000 euro, og at hans ministre kunne fås for 10.000 euro. Selv om han påstod, at han ikke kendte noget til det, fremstod han mindre som ”arbejderlederen”, og mere som en typisk politiker: købt og betalt. Desuden vendte han sig på et vælgermøde mod rumænske arbejdere (for at forsvare tyske jobs, selvfølgelig): ” Om morgenen møder de på arbejde, når det passer dem, og de ved ikke hvad de skal lave”. Så krakelerer skallen omkring den respektable og angiveligt sociale politiker, og den racistiske tyske nationalist kommer til syne.

Det skal siges, at Rüttgers tilbøjelighed for grænseløs populistisk demagogi er velkendt for dem, der har en smule hukommelse. Han, som ønsker at fremstille sig selv med et respektabelt image, og som det siges gerne vil være præsident for Tyskland. Under den såkaldte grøn kort-politik (der har til formål at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft til Tyskland, især indenfor it-software og især fra Indien), som blev praktiseret under Gerhard Schröders socialdemokratisk-grønne regering, tøvede Rüttgers – der allerede dengang var leder af CDU i NRW, ikke med at sætte plakater op med slagordet: ”Børn, ikke indere”( på tysk rimer det: ”Kinder statt Inder”).

Alligevel er CDU’s nederlag først og fremmest resultatet af ”afstrafningen” af Angela Merkels konservativ-liberale regering. Sagen om Grækenland kan have været en medvirkende faktor, men man skal ikke overvurdere den, eller se det som en nationalistisk protektionistisk automatreaktion fra den tyske befolkning. Selvfølgelig ved enhver, at de milliarder, der er brugt på at redde de skrantende banker, såvel som de nye milliarder, der bliver investeret for at imødegå euroens krise, medfører, at det er ansatte og udelukkede dem, der kommer til at betale regningen. Tabet af tillid til Merkel og hendes politik er helt åbenlys. Politikken med den såkaldte ”gældsbremse”, som hendes regering var optaget af, var planlagt til allerede at ”spare” 10 milliarder euro pr. år fra 2011, selv om hverken storkapitalen eller forbundshæren ville lide nogen nød!

De Liberale i FDP fastholdt deres stilling med 6,7 procent af stemmerne, og vandt endda 0,5 procent i forhold til 2005-valget. Hvorfor taler alle så om deres nederlag? Fordi resultatet bliver sammenlignet med valget til Forbundsdagen i 2009, hvor de opnåede mere end 14 procent af stemmerne. Det var en triumf for deres leder Guido Westerwelle. Det vigtigste valgkampslogan var ”Ikke mere netto, ikke mere brutto”. Hovedløftet var at sætte skatten markant ned. I deres praksis i regeringen blev det ikke gennemført, bortset fra en lille smule i begyndelsen (blandt andet et skattestop for hotelejere). Og med krisen i euroen var det Merkel, der officielt udstak linjen. FDP var derfor vendt tilbage til at være et lille parti med et beskedent og usikkert vælgergrundlag. Deres krise er på samme tid en krise for det ”sort-gule” projekt.

Sande og falske sejre for SPD og de Grønne
Hannelore Krafts sejr, spidskandidaten for SPD i NRW, som med 5000 stemmer mindre end CDU
fik samme antal mandater, er meget beskeden . Sammenlignet med 2005 gik SPD 2,6 procentpoint tilbage (170.000 stemmer til de Grønne, 70.000 til Die Linke, 50.000 til de små partier, og 130.000 til sofavælgerne, som ikke opvejes af de 140.000 stemmer, de har taget fra CDU og 10.000 fra FDP). SPD’s succes var først og fremmest CDU og FDPs dårlige resultat. Deres valgkampagne, der var et klart sprogligt brud med det SPD, der kendes fra Schröders og Müntefering epoke, havde en ny, mere social (og lidt grønnere) profil og nogle krav, der var kopieret fra Die Linke.

Bundnis90/De Grønne (de Grønne) vandt virkelig en sejr. Med 12,1 procent af stemmerne gik de 5,9 procent frem sammenlignet med 2005! De tog 170.000 stemmer fra SPD, 90.000 fra CDU, 30.000 fra FDP, og de var de eneste, der var i stand til at mobilisere dem, der ikke havde stemt i 2005 – 80.000 stemmer! Og de tabte kun 20.000 til Die Linke og et tilsvarende antal til de små partier, blandt andet sandsynligvis mest til fordel for ”Piraterne”, som fik 1,5 procent.

Det ser ud som om, at der er et voksende lag i den tyske befolkning, der ønsker en progressiv politik på det kulturelle og moralske område, der ønsker en politik, der tager hensyn til miljøspørgsmål, og som samtidig ønsker en mindre streng politik overfor de fattige og de udstødte (under valgkampen, var f.eks. et af de Grønnes slogan ”Ingen nedskæringer for børn”), men som fortsat accepterer neoliberale politiske synspunkter og derfor ikke ønsker at straffe de Grønne for deres anti-sociale politik (og krigeriske interventionspolitik) under den såkaldte ”rød-grønne” regering ledet af Gerhard Schröder (SPD).

Der er altså en vis inerti i den politiske erkendelse. I en meningsmåling for nylig svarer over 60 procent af dem, der blev spurgt, om grunden til, at de har stemt på de Grønne: at de kæmpede for at lukke atomkraftværker…..det er ganske simpelt ikke sandt, og det har det ikke været meget længe!

Die Linke, en succes mod alle forudsigelser
Ved delstatsvalget i NRW i maj 2005 var Venstrepartiet PDS og WASG (som senere dannede Die Linke) opstillet på forskellige lister. Men næsten 73.000 stemmer fik Venstrepartiet PDS 0,9 procent, mens WASG med 182.000 stemmer fik 2,2 procent. Tilsammen havde den yderste venstrefløj i alt 255.000 stemmer, eller 3,1 procent af de afgivne stemmer. Så både i procenter (5,6 procent) og i absolutte tal (434.846) har Die Linke således forbedret sine forgængeres resultat fra for fem år siden. Men hvis man sammenligner resultaterne med forbundsvalget 2009, så opnåede Die Linke dengang 790.00 stemmer i NRW. Det er nærmere et tilbageslag. Hvorfor er indtoget i Landdagen i Düsseldorf med 5,6 procent så alligevel en regulær lille sejr?

Efter vedtagelsen af sit valgprogram blev Die Linke i NRW udsat for et regulært overfald af medierne og af lederne fra andre partier. Krav som socialisering af energisektoren, eller legalisering af ”bløde” stoffer udløste en skandale. Partiets officielle afvisning af at acceptere nedskæringer i sociale ydelser, privatisering af offentlig ejendom, eller nedlæggelse af jobs i den offentlige sektor blev fremstillet som tåbeligt stædigt og dogmatisk. Die Linke i NRW blev fordømt som et ”kaotisk” parti, der var ”uansvarligt”, ”uegnet til at regere” ”ude af stand til at være politisk” og med ledere, der enten stadig tilhørte den yderste venstrefløj, eller som havde en ”venstredrejet” fortid.

SPD og de Grønne ønskede at overbevise vælgerne om, at det var meningsløst at stemme på Die Linke, at det var unødvendigt for at opnå et regeringsalternativ, og at det var nødvendigt at forhindre, at Die Linke kom ind i Landdagen. På sammen tid søgte man gennem dette pres at afrette Die Linke i NRW, så partiet skulle indvilge i at regere sammen med SPD og gennemføre en nedskæringspolitik i kapitalens interesse, ligesom Die Linke havde gjort i delstaterne Berlin og Brandenburg.

Fra CDU og FDP kom der antydninger af, at SPD og de Grønne kunne opnå en koalition med Die Linke, hvis valgresultatet tillod det. Det førte til, at SDP og de Grønne hengav sig til endnu skarpere aggression mod Die Linke. Det skal bemærkes, at i begyndelsen af valgkampagen havde de mest indflydelsesrige repræsentanter for Die Linke, såsom Dietmar Bartsch, i offentlige udtalelser fordømt partiafdelingen i NRW for ”mangel på politisk modenhed hos venstrefløjsfolkene i Nordrhein-Westphalen”. (Succesen den 9. maj har, i det mindste for en tid, fået stoppet disse udtalelser). Det er næppe nødvendigt at tilføje, at SPD og de Grønne havde afvist initiativer og forslag fra Die Linke om en fælles udenoms-parlamentarisk mobilisering.

Det faktum, at Die Linke aldrig tidligere havde været repræsenteret i landdagen i NRW, spillede også en rolle. Meningsmålinger især i den sidste uge før valget gav partiet et maksimum på 6 procent, ofte mindre. Under valgkampen blev usikkerheden om Die Linke evnede at komme over 5 procent spærregrænsen fastholdt. Derudover mobiliserede sammensætningen af Landdagen almindelige mennesker mindre. Den har ikke samme magt som Forbundsdagen.

Den negative effekt for Die Linke blev skærpet, efterhånden som valgdagen nærmede sig. SPD, som havde en masse, de skulle have indhentet, efter deres rungende nederlag i 2005, steg mere og mere i meningsmålingerne og nærmede sig CDU. I de sidste dage før den 9 maj, tegnede medierne et billede af et ”mand til mand-løb” mellem Jürgen Rüttgers fra CDU og Hannelore Kraft fra SPD. Sandsynligvis har det ført til, at nogen af dem, der havde tænkt sig at stemme på Die Linke, til sidst gav deres stemme til SPD og de Grønne. Det er et fænomen, som sandsynligvis minder om det, man har observeret ved regionalvalgene i Frankrig: Den traditionelle ”moderate venstrefløj” og som sådan socialdemokratisk, får fordel af en højreorienteret regering, mens antallet af sofavælgere stiger på samme tid. Det er en vanskelig kombination for de politiske kræfter på den yderste venstrefløj.

SPD og de Grønne har vist, at de kan nedtone deres retorik og vinde håb, om end et meget beskedent håb, gennem en mindre aggressiv politik, lidt mere social, lidt grønnere, lidt mere progressiv. Men det er også lykkedes for SPD at genvinde en meget vigtig del af fagforeningslederne i ”solidaritetens” navn og gennem traditionelle personlige relationer, selv om en del af dem begyndte at hælde imod Die Linke. ”Den moderate venstrefløj”, som har brugt så mange kræfter gennem så mange år på at dræbe ethvert håb, er er ikke død endnu …. eller er i det mindste stadig i stand til vende tilbage fra de døde.

Når man har sagt det, og taget sammenhængen i betragtning, og når man ved, at den udenoms- parlamentariske mobilisering er meget lav – så kan vi sige, at Die Linke i NRW har fået en virkelig succes, mens de svømmer imod strømmen.

Regeringsspørgsmålet og det videre perspektiv
Det lykkes ikke for Die Linke i NRW at mobilisere sofavælgerne. Det er et åbenlyst problem, især når vi ved, at valgkampagnens ret radikale profil var designet til at gøre det. Den fokuserede på social retfærdighed, tilbagetrækning af forbundshæren fra Afghanistan, krav om at de rige betaler for krisen, forklare at mens andre ønsker at regere, så ønsker vi at ændre samfundet osv. Ved møder og i medier sagde Die Linke både, at det ikke ville stå i vejen for afsættelsen af Jürgen Rüttgers sort-gule regering, og at de var derfor parate til at diskutere en mulig ”rød-grøn-rød” koalition med SPD og de Grønne. De ønskede reelle forandringer i politikken til fordel for det store flertal af befolkningen: dem i arbejde, de udstødte, de unge og kvinderne, og de ønskede økologisk ansvarlighed, selvom det stod i modsætning til storkapitalens interesser. Die Linke sagde meget klart, at de helt sikkert ikke var parate til at acceptere, at der blev stillet spørgsmål ved socialhjælp og nedlæggelse af jobs, og de modsatte sig privatiseringer.

Vores kammerat Wolfgang Zimmermann, der er medlem af AKL-strømningen og en af de de to talspersoner for partiet i NRW og nu med-leder af deres parlamentsgruppe (sammen med Bärbel Beuermann, medlem af SL-strømningen) blev under valgkampen af medierne opfattet som ”realistisk” i spørgsmålet om en koalition med SPD og de Grønne. Det var en meget selektiv opfattelse. Et eksempel: Den 20. marts i Essen, hvor man demonstrerede under sloganet ”Vi betaler ikke for jeres krise” havde Wolfgang Zimmerman sagt – mens han talte til 7000 demonstranter: ”Vi vil sandsynligvis blive en lille minoritet i Landdagen. Men selv hvis vi havde flertal Landdagen alene, ville vi ikke kunne ændre ret meget. For parlamentet ikke har magten. Det er kapitalen, der har magten. Mod kapitalens magt er der kun ét redskab: Modmagten fra millioner af mennesker. Jeg er parat til at samarbejde med SPD og de Grønne, men hvor er de? Hvorfor er de ikke her sammen med os? Hvorfor gemmer de sig i parlamentet? Samarbejdet må begynde med de udenomsparlamentariske mobiliseringer”.

Den næste dag kunne man læse og høre i aviser og regionale radiostationer, at ”Wolfgang Zimmermann vil have en koalition med SPD og de Grønne”. Det var ikke helt løgn, men stadig en mærkelig udlægning af, hvad Zimmermann rent faktisk havde sagt!

SPD og de Grønne gentog under valgkampen, at Die Linke var uegnet til realpolitik. Få dage efter valget, hvor FDP havde afvist en rød-grøn-gul koalition, (deres betingelse om at udelukke enhver diskussion med Die Linke mødte misbilligelse fra SPD og de Grønne), inviterede SPD og de Grønne Die Linke til forhåndskonsultationer om eventuelle forhandlinger om muligheden for en samlet koalition. Det foregik den 20. marts og varede fem timer, hvorefter delegationerne fra SPD og de Grønne offentligt erklærede, at Die Linke i NRW ikke var i stand til at opføre sig ansvarligt. Hvis fejl var det? Det er det spørgsmål, der nu bliver diskuteret i politiske kredse.

I to timer krævede SPD og de Grønne, at Die Linke skulle fordømme det hedengangne DDR. Die Linkes delegation i NRW accepterede formuleringen fra ”Forordet til koalitionskontrakten i Brandenburg”: ”DDR var ikke et demokrati, men et diktatur” men SPD og de Grønne ville have mere:”DDR var en urets-stat (Unrechtsstaat)”. Hvad betyder det? Når en term er uoversættelig, aner man ideologi. ”Rechtsstaat” betyder en retsstat, men dets negation ”Unrechtsstaat” betyder ikke, at ”det var ikke en retsstat”. Det er en term, der er konstrueret kunstigt, og lanceret af en ultrakonservativ tænke-tank for årtier siden (Konrad Adenauer Stiftelsen, der har tætte forbindelser til CDU) for at tjene den primitive antikommunisme. ”Betydningen er ”et diktatur i stil med det nazistiske, som har begået de værste forbrydelser mod menneskeheden”. Det er sammenstillingen af ”socialisme” og ”fascisme” i borgerskabets teori, om den såkaldte ”totalitarisme”. Die Linkes delegation kunne ikke acceptere det.

I den tredje time blev et andet tema diskuteret: Verfassungsschutz, (Forfatningsbeskyttelsen o.a.) den ”omfattende” hemmelige spiontjeneste mod ”fjender af forfatningen”, som blandt andet spionerer mod Die Linkes parti i NRW! Die Linke krævede dets opløsning i sit program. Deres delegation erklærede straks: ”Vi repræsenterer kun 5,6 procent, vi er parate til at give afkald på ethvert konkret initiativ i den retning inden for den næste fem års periode. Vi er parat til at skrive det ind i en mulig koalitionsaftale”. Men SPD og de Grønne krævede mere: at Die Linke indvilligede i at stemme for en speciel fond, der skulle styrke tjenesten. Det gik Die Linkes delegation ikke med til, men sagde, at man i stedet skulle overveje om, man skulle skære ned på udgifterne til Verfassungsschutz.

Det var først efter disse to diskussioner, at SPD og de Grønne kom frem til de økonomiske og sociale politiske spørgsmål. De ønskede at acceptere en begyndende privatisering af delstatsbanken. De ønskede at acceptere, at 8.300 stillinger i den offentlige service ikke bliver genbesat. De ønskede at acceptere en såkaldt ”budgetmæssig konsolideringspolitik”, der omfattede angreb på bestemte sociale standarder. Det kunne Die Linkes delegation ikke acceptere: ”Vi havde sagt noget andet i valgkampen… og det har I også!” Hannelore Kraft fra SPD svarede: ” Efter valg skal alle programmer underkastes er realitetstjek”! Delegationen fra Die Linke svarede: ” Vi forstår bedre, hvorfor der er flere og flere sofavælgere. Det er ikke ansvarlighed at gøre det modsatte efter valget, af hvad der blev lovet før valget!” Diskussionen var slut. Nu har SPD indledt forhandlinger med CDU.

Mange menige aktivister i SPD og de Grønne er alt andet end tilfredse med den måde, lederskabet kørte konsultationerne med Die Linke i sænk. De fokuserer nu på oppositionsarbejde, som de ønsker at knytte tæt til de sociale bevægelser og de kampvillige fagforeninger. I tilfælde af en duel mellem Hannelore Kraft(SPD) og Jürgen Rüttgers eller en anden kandidat til posten som ministerpræsident for delstaten, er Die Linke parat til at stemme for Kraft. I tilfælde af en mindretalsregering af SPD og de Grønne, med ”skiftende flertal”, vil Die Linke afgøre i hvert enkelt tilfælde, hvordan de vil stemme (SPD og de Grønne kræver for eksempel nogle progressive reformer indenfor børnepasning, skoler og universiteter). Men Hannelore Kraft har allerede offentligt udelukket muligheden af en mindretalsregering i Landdagen. Det er nødvendigt, på samme tid at genoverveje dette forslag offentligt for at imødekomme mange arbejderes følelser, af at være forfærdet ved en bred sort-rød koalition eller en midlertidig mindretalsregering under ledelse af Jürgen Rüttgers.

Før de sonderende samtaler med SPD og de Grønne, havde Die Linke organiseret tre regionale konferencer (Rhinen, Ruhr og Westphalia-Lippe) for at forberede sig. Den følgende søndag godkendte en regional kongres partidelegationens optræden i forhandlingerne (det samme gjorde partiets forbundsledelse).

I tilfælde af at delegationen havde underskrevet en koalitionskontrakt, kunne man forestille sig følgende procedure: a) Tre nye rådgivende regionale konferencer til at diskutere det, b) en ekstraordinær regional kongres til at beslutte det, c) en afstemning der gav de næsten 9000 medlemmer af partiet muligheden for at træffe den endelige afgørelse ved at godkende eller forkaste kongressens afgørelse. (I parentes skal det siges, at under de de sonderende møder havde SPD og de Grønne kritiseret denne procedure voldsomt, såvel som det forhold, at delegationen fra Die Linke omfattede medlemmer af partiets ledelse og ikke kun lederne af parlamentsgruppen: ”Det er endnu et bevis på, at I ikke er troværdige!” Det viser, hvordan respekten for basisdemokratiet er hos lederskabet af SPD og de Grønne).

Partiet Die Linke er langt fra at have løst sine problemer. Vi må forsøge at gøre det til et virkeligt kæmpende parti, forankret på fabrikkerne, blandt de offentligt ansatte, universiteter, skoler, boligområder, i de sociale bevægelser, i de kæmpende dele af fagforeningerne. Men i NRW er det allerede et parti, der skiller sig ud fra andre, fordi det er ledet af medlemmerne og er trofaste overfor – for at bruge vores traditionelle terminologi – arbejderklasens og alle de udbyttede, undertrykte og besiddelsesløses interesser.

*) Harz IV er en asocial lov fra 2004, som kraftigt forringede dagpengereglerne. Efter et års arbejdsløshed kommer den ledige på en lav kontanthjælp og tvinges ud i underbetalte aktiveringstilbud.

Manuel Kellner er medlem af koordinationen isl (Internationalt Socialistisk Venstre) en af de to officielle afdelinger af Fjerde Internationale i Tyskland, og medlem af Die Linke i Køln. Han er uddanelsesdirektør ved uddanelsesammenslutningen SALZ e.V. , som arbejder på forbundsniveau og bliver regnet for at være”tæt på WASG” i Nordrhein-Westphalen, og som i øjeblikket anmoder om officiel anerkendelse fra Die Linke.

Artiklen er oversat fra engelsk af Martin Mørch. Først bragt i webmagasinet International Viewpoint.

Opslået i Nordeuropa, Venstrefløj

single.php