Tyve millioner mennesker er ramt af oversvømmelserne, de værste i Pakistans historie. Et hårdt slag mod menneskeliv, fødevareforsyning og infrastruktur i landets fire provinser.

af Farooq Sulehria

Mere end 1700 dyrebare liv er gået tabt, og mange mennesker savnes stadig. Mere end 14 millioner mennesker er ramt. Mere end 650.000 huse er forsvundet i vandmasserne, især i byerne. Hundredvis af veje og broer er skyllet bort, og el- og telefonledninger er afbrudt. Dette har gjort det umådeligt vanskeligt for hjælpeorganisationer at nå frem til familier i isolerede områder. De frembrusende vandmasser har skyllet høsten bort fra tusinder hektar jord, og regeringsbygninger, virksomheder, skoler og hjem er ødelagt. Vandet har ødelagt sundhedsvæsenet i de hårdest ramte områder. Det betyder, at indbyggerne bliver endnu mere sårbare overfor vandbåret smittespredning.

Ofre anklager regeringen
Oversvømmelsesofrene, som interviewes i tv, giver regeringen ansvaret for den utilstrækkelige hjælp, mens finansminister Hina Rabbani Khar i mandags klagede over, at frivillige hjælpearbejdere og indsamlingsmidler ikke strømmede ind lige så entusiastisk som efter det dødbringende jordskælv, der ramte Pakistan i oktober 2005.

– Det skyldes delvist, at medierne ikke har fremhævet det alvorlige i situationen, som de gjorde i 2005, siger Khalid Malik: Han er leder af Labour Education Foundation (LEF) og tager sig af Labour Relief Camp, de lejre som hans organisation har indrettet for at samle penge ind og skaffe hjælp til oversvømmelsesofrene.

– Vi har fået 300.000 rupier ind på en uge i vores lejr i Lahore. Efter jordskælvet fik vi en million ind på samme tid. Jeg tror, at folk først nu er begyndt at indse omfanget af katastrofen, nu hvor medierne og regeringen er begyndt at være opmærksom på den.

Eftersom oversvømmelserne rutinemæssigt dukker op med jævne mellemrum var der ingen, som tog sig af dem i begyndelsen. Det var først senere, at alvoren gik op for folk, tror han.

Penge bruges til afdrag på gæld
Når nu oversvømmelserne er en rutinesag, hvilken infrastruktur findes der så til at tage sig af dem?

På det spørgsmål svarer Khalid Malik:
– Infrastrukturen er virkelig dårlig, det meste stammer tilbage fra de britiske kolonialister.
Ifølge ham går halvdelen af budgetterne til militæret, og den anden halvdel betales til IMF og Verdensbanken.
– Hvert år betaler Pakistan ca. fire milliarder dollars i afbetalinger til IMF og Verdensbanken. Der er ingenting tilbage til udvikling. Desuden er regeringen meget korrupt og tænker knapt nok på folket, tilføjer han.

Hans opfattelse deles af Khaliq Shah, som er leder af den pakistanske afdeling af Komiteen for Sletning af den Tredje Verdens Gæld. Shah beretter om de internationale aftaler, som siger, at et land, som rammes af naturkatastrofe, har ret til at afvise at tilbagebetale gælden.

– Hver gang et land ødelægges af jordskælv eller oversvømmelser, ser vi de store hjælpeorganisationer strømme til. De kommer med den basale hjælp. Og de imperialistiske lande lover store summer i økonomisk hjælp, siger Shah.

– På sin vis er velgørenhedsorganisationerne til hjælp for de imperialistiske lande. Når de kommer med den umiddelbare hjælp, kan modtagerlandet igen trække vejret og ikke nægte at betale af på gælden, medens de generøse pengeløfter fra de vestlige lande aldrig dukker op, forklarer han.

Pengene udebliver
Ifølge Shah fik Pakistan løfte om fem milliarder dollars efter jordskælvet, men knapt én milliard dukkede i virkeligheden. Det samme gælder Haiti.
– Haitis lån på 366 milliarder dollars blev forrige weekend afskrevet af IMF, medens landet fik 201 millioner i nye lån. Sådan ser fælden ud, tilføjer han.
– Det er fattigdommen, som forværrer situationen i lande som Pakistan og Haiti. Fattigdommen forværrer gældskrisen, hævder han.

Men Khalid Malik mener, at Pakistans militær har et lige så stort ansvar.
– Når alt prioriteres med militære behov i første række, går det ikke at bygge infrastruktur for at modvirke oversvømmelser og andre naturkatastrofer, siger han.

Efter jordskælvet blev der oprettet en national myndighed til at tage sig af katastrofer. Men den ledes og kontrolleres også af militæret.
– Hæren tillader ikke at nogen institution opbygges udenfor dens kontrol, klager han.

"Krig mod terror"
Hvad indebærer oversvømmelsen i provinsen Pakhtoonkhwa, hvor hæren er optaget af med ”krig mod terror”?.
Khalid svarer:
– I den provins er det først og fremmest hæren, der sørger for hjælpearbejdet, eftersom den kontrollerer veje og broer. Vi kan ikke se nogen aktivitet fra den civile regerings side. Den valgte regering kommer til at betale en politisk pris for dette, og det kommer til at bidrage til at opbygge hærens fremtoning som redninsgfolk, tror han.

Har Labour Relief Camp fået nogen økonomisk hjælp fra udlandet? Khalid svarer:
– Intet konkret endnu, men vi er blevet kontaktet, og vi håber på hjælp.

Han siger også, at heller ikke internationalt har sympatien efter oversvømmelserne været så stor, som den var efter jordskælvet i 2005. Det, som ofrene umiddelbart har brug for, er mad, siger han også.
– Seks mennesker, som undslap vandmasserne, døde af sult, påpeger han. Telte er et ligeså presserende behov.
– Dernæst har bi behov for medicin, og efterhånden må vi bygge huse og sørge for forplejning af de bønder og arbejdere, som har mistet bogstavelig talt alt i disse oversvømmelser.

21. august 2010. Oversat fra det svenske webmagasin Internationalen af Ebbe Rand Jørgensen

Støtte til Labour Relief Campaign kan sendes via den danske solidaritetsorganisation STS-International Solidarity:
Merkur Bank: reg: 8401 konto: 33 70 592.
Beløb kan også indsættes på girokonto 069 2921. Mærk da betalingen ”oversvømmelse”.

For yderligere oplysninger, se: http://www.lef.org.pk/LRC.htm

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com