Snart indleder Folketinget forhandlingerne om et nyt medieforlig, der skal fastsætte rammen for fremtidens public service. De blå partier har varslet store besparelser i DR’s budgetter. Mediedebatten handler dog om meget mere: Dagbladenes krise samt udfordringen fra Google, Facebook og Twitter. Atter ignoreres udfordringen, og i stedet kaster politikere og dagblade sig over det lette bytte: DR.

 

Danmarks Radio er under heftig beskydning. Angriberne er dagbladene og de borgerlige partier. Om end motiverne er forskellige, så er målet det samme: DR skal ned med nakken. Dagbladene har nemlig udset sig DR, som årsag til deres økonomiske vanskeligheder, og de blå partier har længe villet gøre op med DR’s røde lejesvende, og hvad der opfattes som en alt for kritiske tilgang til samfundets værdier, dets institutioner, og især til de borgerlige.

 

”DR har udviklet sig til en demokratisk trussel”, smælder Morten Messerschmidt. Han bakkes op af Søren Espersen, der truer med, “at nu skulle der afregnes ved de kommende medieforhandlinger”. Anledningen til al denne vrede var sidste afsnit af DR’s “Historien om Danmark”, der fornærmede DF.

 

Forslag til et nyt medieforlig

Snart fremlægger kulturminister Mette Bock udspil til en ny medieaftale. Hun håber på en bred aftale, hvilket næppe er sandsynligt, for de øvrige blå partier går efter en smal aftale, hvor det er underordnet, om Socialdemokratiet og Radikale er med.

 

“Det er vigtigt, at man ikke laver noget, der bliver så bredt, at det bliver ligegyldigt… der er behov for at fokusere nu”, siger Naser Khader, der i samme åndedræt dog også “er modstander af, at der bliver sparet på kulturen, og det inkluderer public service. Vi er ikke med på at bashe DR”.

 

Smalle aftaler overlever sjældent et regeringsskifte. En ny regering vil ikke føle sig forpligtet deraf, og vil ændre det, den ikke synes om.

 

Adgangsbilletten til forhandlingerne er et ja til at sælge TV 2 – trods uafklarede retssager og betydelig bekymring for, at stationen kan ende på udenlandske hænder. Oppositionen er imod at sælge TV2, og dét kan så blive regeringens påskud til at lave et smalt forlig.

 

Der er konsensus om at beskære DR. Det er en dagsorden, som både de borgerlige politikere og Danske Medier er fælles om: DR skal være mindre. Færre skal se tv og lytte til radioen, færre skal bruge DR’s hjemmesider. Befolkningens medieforbrug er simpelthen forkert, og det skal der ændres på. Når DR bliver mindre, så bliver Danske Medier større.

 

Danske Medier samler dagblade, tidsskrifter lokalaviser, radio- og tv-stationer. Foreningen har især siden valget i 2015 været aktiv med at bekæmpe DR, og har vundet stor lydhørhed hos politikerne. Foreningens synspunkter går således igen i flere af partiernes forslag til et nyt medieforlig. Især Dansk Folkeparti har været flittig til at copy-paste.

 

Mens der bruges masser af energi på at diskutere, hvor meget DR skal skæres ned, er der stort set ingen, der forholder sig til udfordringen fra de globale IT-giganter.

 

Public service  

I 2003 gjorde Anders Fogh op med smagsdommerne og nedlagde i kølvandet herpå Public Service Rådet. Nu genindfører Venstre flere og langt stærkere smagsdommere i et politisk udpeget Public Service Nævn, der skal uddele en halv milliard til medier. Pengene skal bl.a. komme ved at beskære DR med 400 mio. kr. Desuden oprettes en særskilt pulje til lokale og regionale aviser, radio og TV.

 

Mindre støtte til DR og til de større bladhuse giver dog ingen garanti for, at det, der produceres for statsmidler, udsendes i samme omfang som i dag. Venstre har derfor foreslået en streamingtjeneste eller en app – en slags dansk Netflix – hvor alt statsstøttet indhold skal kunne findes.

 

I 2015 fik private medier 1,7 mia. kr. i produktionsstøtte, og DR fik 3,7 mia. kr. Dagbladene har desuden en 0-moms ordning og får distributionsstøtte. Alligevel er økonomien under pres. Fraregnes mediestøtten, ville de have haft et underskud på en kvart mia. kr. i 2015. Danske Medier er dog indstillet på – med støtte fra flere partier – at de store dagblade skal miste støtten, og at den i stedet gives til de mindre aviser, hvilket må betegnes som et fremskridt.

 

Det giver imidlertid ikke mening at adskille licens og mediestøtte. Skæres der i DR’s økonomi, vil det få en betydelig negativ effekt på det private, danske produktionsmarked, der så skal tilføres midler på anden måde. Sker det ikke, fremmes den amerikanske underholdningsindustri.

 

Der er politisk flertal for, at licensen fremover betales via skatten. Begrundelsen er, at det er urimeligt, at en ung aleneboende betaler det samme en familie med fx. høj husstandsindkomst.

 

Herved trues armslængdeprincippet mellem politikere og public service-medier, for med en skatte-finansiering forøges risikoen for, at DR behager politikerne for ikke at blive beskåret ved finanslovs-forhandlinger. Der er derfor brug for, at en ændret finansiering ledsages af klare principper for at sikre armslængden, fx. flerårige aftaler, så DR ikke er til diskussion hvert år. Dette er ikke grebet ud af den blå luft. Armslængdeprincippet angribes hyppigt af borgerlige politikere. Således viser bl.a. Søren Espersen og Naser Khader stor villighed til at ville detailregulere programvirksomheden.

 

Partiernes forslag

DF er det parti, der har den mest markante holdning til DR, og de ligner de forslag, som Danske Medier og Dansk Industri har fremsat: DR skal skæres til, så der fokuseres på public service, og mindre på udenlandsk indhold og underholdning. Det sidste er ellers det, DF’s kernevælgere sætter størst pris på. For at nå målet vil DF ofre alt – dog ikke Matador – hvad står i vejen for korstoget mod DR. Det vil gå ud over dansk kultur, sprog, samfundsforståelse og fællesskabsfølelse.

 

De udenlandske programmer beløber sig til ca. 5 procent af DR’s budget, så der er stadig langt op til DF’s og Danske Mediers 25 procent Udenlandske programmer købes på internationale markeder, hvor der er mange aftagere, derfor er prisen lav. Danskproducerede udsendelser er dyrere, fordi de henvender sig til et begrænset publikum.

 

Venstre forsøger både at matche DF’s angreb, men også at dæmpe dem lidt ned, og foreslår en 12,5 procent reduktion, svarende til 450 mio. kr. Der kan ikke laves besparelser i denne størrelse uden at lukke kanaler, fx. DR2, eller DR3, DR K og Ramasjang.

 

DF himler op, som partiet har for vane. Et spil for galleriet, for DF ved godt, at om 4 år så skal der atter laves et medieforlig, og så genfremsættes kravet om en 25 procent reduktion. Og selv om det så til den tid “kun” bliver til 12,5 procent, så har DF atter opnået, hvad man ville. Det vare bare lidt længere.

 

Uvist hvorfor, er mediepolitik ikke noget, oppositionen blander sig i, bortset fra Socialdemokratiets Mogens Jensen. Han skriver på sin hjemmeside, at han “savner større udsyn og besindelse på dansk kultur fra borgerlig side… Sproget definerer de værdier og fællesskaber, vi deler… Danskproduceret kvalitetsindhold er afgørende for, at vi fortsat har et tillidsfuldt og oplyst forhold til hinanden. Public service må ikke kun handle om bredde, men også om at turde udfordre hinanden. I børne-tv og i drama har DR skabt store triumfer. I nyhedsdækningen har DR stor tillid og troværdighed…”

 

I deres iver efter at skære ned, ser partierne bort fra, at ca. 900 mio. kr. er låst fast til bygninger, tekniske anlæg, afskrivninger og lignende. Derved bliver nedskæringerne på programmerne langt større end hidtil antaget. Og nok kan der spares på licensheste og skyhøje lønninger til 200 mellemledere, men der vil stadig være langt til den halve mia. kr., regeringen foreslår.

 

Hvad vil konsekvensen så være, hvis politikerne og Danske Medier skærer ned på DR som forslået? Vil det få brugerne til at betale for en onlineavis, eller vil de opsøge andre gratis nyhedstjenester? Meget tyder på det sidste, måske endda til TV 2’s onlinenyheder, som Danske Medier lader i fred, for TV2 er jo reklamefinansieret.

 

Forestiller politikerne sig, at DR bliver mere effektiv efter en sparerunde? At færre midler kan sikre den samme kvalitet som i dag, at DR kan faktatjekke, undersøge og formidle nyheder, kultur og debatstof?

 

Én af grundene til, at DR har godt fat i folk, er, at der er oprettet nye kanaler. 2000 danskere har svaret på, hvordan de ser på en række genrer. DR’s tv-kanaler ligger højest på alle hovedgenrer undtagen sport. 69 procent vurderer, at DR står stærkest på faktastof, dokumentarer, kunst og kultur samt historie. Ramasjang og Ultra vurderes ligeledes meget højt. https://www.dr.dk/om-dr/fakta-om-dr/dri2017/dr-staar-staerkt-paa-tv-kvaliteten

 

Lukkes en eller flere kanaler, så mister DR seere, hvilket vil blive brugt ved næste medieforlig som påskud til en yderligere nedsættelse af tilskuddet til DR.

 

Danske Medier  

Medieforliget skal også håndtere avisernes krise. Færre køber aviser, abonnenterne bliver stedse ældre. De unge vælger aviserne fra, følger med på nettet og på mobilen. Nok har avisernes netsider mange besøgende, men kun så længe det er gratis. Så snart der skal betales, søger folk andetsteds hen, og det kan aviserne selvsagt ikke leve af.

 

Dagbladene taber annonceindtægter til Google, Facebook m.fl., der tegner sig for 60 procent af alle annonce-kronerne. Og faldet fortsætter, så der tæres på egenkapitalen, hvilket angiveligt tvinger dem til at fusionere med andre medier, og effektivisere endnu mere.

 

De globale it-giganter underminerer det økonomiske grundlag for mange medier. Google og Facebook har ændret grundvilkårene, og de styrer i høj grad, hvad folk ser og læser – herunder også fake news.

 

It-giganterne betaler få promiller i skat af deres 4 mia. store omsætning, resten af overskuddet overføres til Irland ved hjælp af lovlige faktureringsmetoder (transfer pricing). Ti EU-lande vil beskatte selskaberne der, hvor pengene tjenes. Det siger den danske finansminister nej til og hævder, at så vil it-firmaerne slå sig ned udenfor EU. Han aner åbenbart ikke, at Facebook og Apple opfører store data-centre her i landet – lokket hertil af SKAT, det har givet tilsagn om, at de ikke skal betale selskabsskat.

 

Det er store forskelle på, hvordan bladhusene klarer sig. Mange mindre regionale aviser hænger lige på og overlever ved at fusionere. Berlingske vil til gengæld købe TV2 – hvis man kan slippe for at skulle betale statsstøtten tilbage.

 

JP/Politiken og deres 46 lokalaviser, der årligt får 60 mio. kr. i mediestøtte, har en solid pengetank, som bl.a. er blevet brugt til at købe knap halvdelen af Børsen for 400 mio. kr. Konkurrencestyrelsen sagde dog nej til, at de to aviser kunne købe hele avisen, da de derved ville få en dominerende stilling. Ikke særlig fantasifuldt i øvrigt at investere i printaviser, når det nu er internettet, der er fremtiden.

 

Aviserne fyrer folk i hobetal, og der er snart ikke længere uddannede journalister nok til at lave den daglige avis. På 5 år er antallet af journalister faldet med 10 procent. I stedet ansættes praktikanter – dem er der fast 20 af på Politiken, og det bærer avisen naturligvis præg af. Praktikanter skal kun have en fjerdedel af en journalistløn, og selv det synes avisernes arbejdsgivere er alt for meget.

 

De store bladhuse er sure over, at staten forhindrer dem i at fusionere, mens regeringen er passiv overfor IT-giganterne. Disse er dog almindelige konkurrenter, som Danske Medier i princippet ikke har noget imod, og konkurrencen er ikke værre, end at medierne storforbruger Google og Facebook. Fx. lægges 92 procent af avisartiklerne på Facebook, og i mange artikler refereres der til de sociale medier, ligesom begivenheder dér ofte giver afsæt for avisartikler. Der er altså tale om et afhængighedsforhold mellem printmedier og de sociale medier, og begge ville være ilde stedt uden den anden part.

 

Det samme afhængighedsforhold eksisterer også mellem aviserne og DR, og det har DR for længst vedgået. Både når det gælder nyheder, debat mv., der flyder frit mellem parterne, og når det gælder journalister og kommentatorer, der i én lind strøm vandrer fra aviserne til DR (og TV2) og tilbage igen.

 

Formand for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, skriver i Politiken den 29.12.17, “at anført af Danske Medier har der hersket en verbal krig mellem aviserne og DR, og konkurrencen er blevet optrappet og bliver i disse måneder ført per budbringer i form af de forskellige politiske partiers medieordførere i forbindelse med forhandlingerne om det kommende medieforlig”.

 

Danske Medier har en række krav til hvad der skal ske med DR, og som angiveligt vil kunne “forbedre balancen mellem DR og de andre medier”:

 

  • Ophør med avislignende nyhedsformidling på nettet. Web-aktiviteter knyttes til programmerne.
  • Licensfinansieringen af statens medier reduceres med 25 procent over fem år.
  • De tv- og radiokanaler, der mest ligner de kommercielle fx. DR3, P3 og P7, lukkes.
  • Værdi- og markedstest af alle nye initiativer, og af eksisterende programtyper for at sikre, at de til stadighed lever op til public servicekravene.
  • Større dele af programproduktionen sendes til private producenter. (DR bruger i dag 1,5 mia. kr. årligt på programmer, der laves af andre end DR).

 

I årsberetningen for 2016 skriver Danske Medier, at først med Løkke-regeringens tiltrædelse i 2015 vandt man gehør for sine synspunkter, og at partierne i større eller mindre grad har taget Danske Mediers forhandlingsoplæg til sig. Mellem linjerne betyder “i større grad” DF. Et besynderligt parløb mellem et populistisk, fremmedfjendsk parti og den tidligere ungkommunist, Stig Kirk Ørskov, der i dag både er bestyrelsesformand for JP/Politiken samt formand for Danske Medier.

 

Også Dansk Industri er med i felttoget mod DR. Her gælder det om at få mest mulig underholdning ud til private. Også her copy-paster DF. I Deadline 15.1. viste medieordfører, Morten Marinus, at nok har han læst DI’s oplæg, men ikke den kritik, der rettes mod DI for at være upræcis med hensyn til, hvad der er nyheder, og hvad der er underholdning.

 

DR har bøjet sig for kritikken, og har solgt X-faktor til det delvist licensfinansierede TV2. I det hele taget er det påfaldende, at ingen af de to organisationer har noget at udsætte på TV2, heller ikke den meget besøgte nyhedshjemmeside. Det hænger iflg. DI sammen med, at TV2 opererer på markeds-vilkår, og at TV2, som den føjelige kanal den er, sjældent kritiserer noget som helst.

 

Politikerne kan dog godt selv. I august 2016 angreb tre top-DF’ere DR i en kronik i Berlingske. Kort efter fulgte Claus Hjorth op: DR fylder for meget på internettet, og sender for meget underholdning.

 

Som ventet fik såvel kronikken som Hjorthens udfald en massiv dækning i de fleste medier. Når politikere går i rette med DR, er de sikre på fyldig omtale. For alle betaler jo licens (2.500 kr. om året), det giver en slags medejerskab til DR, og derfor har vi også en mening om DR.

 

Medieforskeren Stig Hjarvad skriver i Kommunikationsforum 11.08.2016: “DR er en projektionsflade for kritik af offentlige løsninger… og for kontroverser mellem dansksindede og multikulturalister, mellem kultur-radikale og kulturkonservative, mellem liberalister og socialister. På sin vis er det en styrke ved DR, at den fortsat kan bringe sindene i kog, men det får kritikken af DR til at komme ud af proportioner…”

 

Efter sin fratræden som nyhedschef i DR blev Ulrik Haagerup interviewet til Altinget.dk 17. maj 2017. Heller ikke han lagde fingrene imellem: “Der findes en kollektiv, kommerciel mediestrategi forklædt som journalistik, som handler om at gøde jorden for politikerne, der helst skal påvirkes til at tro, at det vil løse dagbladenes problemer, hvis heller ikke DR i fremtiden vil være i stand til at levere ordentligt indhold til hele befolkningen… nogle af journalisterne har uden for referat fortalt, at de er blevet ”bedt om” at lave denne historie, og at de er kede af det, men det skal de”.

 

Og videre: “Det går godt i DR. En flot danmarkshistorie… en ambitiøs dækning af det amerikanske – og det franske valg. International anerkendelse af tv-drama med udenlandske priser, og vigtigst af alt: 95 procent af alle danskere vælger DR hver uge. Mediefolk fra hele verden kommer for at hente inspiration. Men det er ikke den fortælling, der optræder i aviserne og på Christiansborg, hvor politikere, menings-magere og branchefolk hellere vil beskæftige sig med håret i suppen i stedet for med suppen”.

 

Haagerup blev afvist af aviserne. Ingen forholdt sig til hans kritik, for så havde de jo været nødt til, at se på, om den dagsorden, de forfølger, nu også er det, der er brug for. Er der brug for flere nyheder og mere underholdning? Næppe, hvad der er brug for, er færre sensationer og mere troværdig kvalitet.

 

Avisernes ejere er bekymrede for egen fremtid. De burde indse, at de ikke kan fortsætte som vanligt. Aviserne er ikke ude i en indholdskrise, men en omstillingskrise. Mange snorksover og ser ikke de muligheder, som internettet og de sociale medier tilbyder.

 

Avischeferne bør fyre sig selv, for de ser ikke, hvem der har medvind og giver god kvalitet for få penge, og endda lever af det: Altinget, Zetland, Føljeton m.fl. Gælder der printaviser, kan de lære af Guardian, der har omstillet sig til et internetbaseret kvalitetsmedie – gratis, global, progressiv, og som finansieres via indtægterne fra Englands største internetmarked for brugte biler.

 

DR’s fremtid – og et alternativ

Vi bliver dummere, når vi skærer i DR, og fokus forskydes mod det, der giver mange seere og lyttere. Det er slemt nok i dag, men det kan sagtens blive endnu værre. Manglen på redaktionelt mod er udtalt – tænk blot på den julekalender, DR ikke turde udsende. Den hændelse giver en forsmag på, hvad vi kan vente os. Så er det slut med serier som Borgen, Riget og 1864.

 

Måske er vi blevet så forvænte med høj kvalitet, at vi tager den for givet. Med den globale medie-udvikling er dansk indhold mere presset end nogensinde, og der er al mulig grund til at være opmærksom på, hvor meget det kræver, hvis der også i fremtiden skal være kvalitetsindhold til alle.

 

Kvalitet kræver investeringer i et markant og mangfoldigt indhold. En vis størrelse er afgørende, hvis lyttere og seere skal kunne finde indhold af høj kvalitet. Ironisk, at de partier, der ellers plæderer for stordriftsfordele (sygehuse, skoler, administration mv.), fraviger dette, når det kommer til DR.

 

Desværre har DR bragt sig selv i en situation, hvor de af os, der er/burde være DR’s støtter, har stedse sværere ved at forsvare magtfuldkommenheden, middelmådigheden, overforbruget i toppen og underbetaling af praktikanter og freelancere.

 

DR har udskiftet de røde lejesvende med bjergsomme grå bureaukrater, men i den proces er en del af kærligheden til formidling gået tabt, hvilket jo alligevel ikke tilfredsstiller højrefløjen. Vi, der vel stadig holder af DR, er efterladt med en følelse af, at vi betaler for noget bras, som vi også kan finde på TV2 eller på det private marked.

 

De borgerliges angreb på DR er ikke gået upåagtet hen i de faglige organisationer. Skuespillere, musikere, journalister, artister og teknikere, der har medlemmer i DR, samt Producentforeningen, har oprettet Public Service-Alliancen, der arbejder for mere public service. De finder, at diskussionen om public service er fordrejet. Den bør handle om retten til kvalitet i nyheds- og kulturformidlingen – en ret, der er truet indefra af DR’s ledelse, og udefra af politikere, dagbladene og IT-giganterne.

 

Public service diskussionen drejer sig stort set kun om det kendte og det etablerede. Ganske få har øje for det spirende vækstlag af yngre folk, græsrødder, borgergrupper, der vil gå nye veje, og som vil holde sig fri af kommercielle sponsorer. De har brug for iværksættestøtte til at vise, hvad medier også kan bruges til. Et innovationscenter, er medielaboratorium, en rugekasse for det uprøvede, kan medvirke til at bryde dødvandet, og vise, at radio og tv kan og skal denne modvægt mod hjemlige og globale kommercielle aktører.

Opslået i Facebook, Kultur

single.php