Det islandske Piratparti fik ikke det store gennembrud ved valget den 29. oktober, men kom kun ind på en tredjeplads med 5,1 procent. Størst blev det konservative Selvstændighedsparti med 26,7, fulgt af de Venstregrønne med 10,9 procent. Der venter svære regeringsforhandlinger.

Hits: 78

Örn Ólafsson præsenterer her baggrunden for det islandske partilandskab.

For otte år siden var der en stor krise på Island. Mønten blev devalueret til det halve, man frygtede et nationalt bankerot, udlændinge havde store krav til de fallerede banker. Men nu er krisen forbi, udlændinge har hørt, at alt er billigt på Island, så de strørmmer dertil. Fisken, Islands eksportartikkel nummer et, er billig og god, den sælger helt vildt i udlandet. Modsat Sydeuropa er arbejdsløsheden ikke nævneværdig. Disse gode omstændigheder forklarer en del ved det islandske valg.

I min ungdom fik det konservative Selvstændighedsparti over 40 procent af stemmerne i valg efter valg gennem årtier. De dannede regering sammen med Socialemokratiet, som fik omkring 10 procent. Så var der Fremstødspartiet, der svarer nogenlunde til Venstre plus Radikale Venstre, det fik en uforholdsmæssig stor folketingsgruppe på grund af det forældede valgsystem. Komunisterne fik omkring 20 procent lige efter Anden Verdenskrig, men gik mest tilbage efter det. Den største forskel på dem og Socialdemokratiet var, at de sidstnævnte gik ind for NATO og USA, mens kommunisterne gik ind for Sovjetunionen og dets vasaller.

Alt dette forandrede sig ved årtusindskiftet.

For det første skete der en samling på venstrefløjen. Socialdemokratiet, arvtagerme efter stalinisterne, kvindepartiet og en splittelse fra Socialemokratiet blev forenet i et nyt parti, som var socialdemokratisk. Ved valgene i 2003, 2007 og 2009 fik det knap en tredjedel af Altingets 63 mandater. En del af arvtagerne efter kommunisterne ville ikke med i den nye alliance og dannede i stedet de Venstre-Grønne (VG). De fik seks mandater ved det første valg i 1999. Da den økonomiske krise rasede i Island, fik partiet sit hidtil bedste valg: 21,6 procent og 14 mandater.

Da krisen brød ud, havde man en regering af de Konservative og Socialdemokratiet. Den gik af under krisen, og en ny regering blev dannet, af Sosialdemokraterne og VG. Mod de sidstnævntes vilje søgte den optagelse i EU og kæmpede hårdt for at få finanserne på ret køl. Den tabte valget for tre et halvt år siden og gik af. En ny regering blev dannet af de Konservative og Venstre, som havde lovet de store skyldnere, at de ville få deres gæld eftergivet. Det gjorde den så også, men man hentede ikke pengene i bankerne, som Venstre havde lovet, men i pensionsfondene. Og de, som skyldte mest, fik mest eftergivet.

Men den måtte gå af. Sidste forår blev det afsløret i en direkte udsendelse i fjernsynet, at statministerens kone havde en formue liggende i Bahamas. Statsministeren (fra Venstre) måtte træde tilbage, og der blev udskrevet valg, trods dårlige prognoser for regeringspartierne. Nu var der blevet dannet nye partier, størst var Piratpartiet, som blev spået stor fremgang. De øvrige partier var efter min mening mere eller mindre socialdemokratiske.

VG rummer de fleste socialister. Men læser man dets program, nævnes socialismen ingen steder! I stedet går partiet ind for småforetag, som om kapitalismen ikke hurtigt ville sortere i dem og gøre enkelte større.

Men så kom valget. Og det blev en stor overraskelse. Piratpartiet fik meget mindre fremgang end ventet, Venstre mistede halvdelen af sine mandater, men den helt store taber blev Socialdemokratiet, som kun fik tre mandater! VG gik frem, fra 7 til 10 mandater, men den helt store vinder blev de Konservative med 29 procent, fra 19 til 21 mandater). Nu har man syv partier i Altinget.

Man forsøger stadigvæk at danne regering, men det går dårligt. Læren er helt klar: Når det går godt økonomisk, så holder man sig til det, man kender.

Opslået i Nordeuropa

single.php