Udtalelse fra Fjerde Internationales ledelse 7. juli 2015 [efter folkeafstemningen, før det græske forslag].

 

Det græske Nej er et sviende slag i ansigtet på trojkaens ledere, hvor de politiske ledere af de europæiske konservative og socialdemokratiske partier er i første række.

Mere end 61 pct nej-stemmer – efter en uge, hvor alle tænkelige midler var taget i anvendelse for at bekæmpe sådan et resultat:

– i Europa med en direkte kampagne for et "ja" fra alle de europæiske ledere, pressekampagner fra de store internationale medier, afpresning fra den Europæiske Centralbank,

– i Grækenland med en kampagne fra den samlede presse og de private TV-stationer, der igennem hele ugen strøede om sig med meningsmålinger, der forudsagde en sejr til ja-siden, afpresning fra arbejdsgivernes side, der lagde pres på deres ansatte, for at de skulle deltage i ja-demonstrationer, og truede med at fyre dem, hvis det blev en nej-sejr, og samtidig med det holdningen hos det faglige bureaukrati, knyttet til PASOK, der gik imod folkeafstemningen, med opbakning fra ETUC, den europæiske faglige sammenslutning.

Resultatet er imidlertid lysende klart: Det var arbejderne, der stemte "nej", de arbejdsløse, den brede befolkning i byerne og på landet; ja-stemmerne kom fra de mest privilegerede lag i samfundet og de mest eksklusive bydele i Athen – der var kun ja-flertal i aldersgruppen over 65.

De europæiske ledere kunne ikke afværge en afstemning, hvor det ikke var et spørgsmål om at vælge det parti, der skulle gennemføre en nedskæringspolitik, der var dikteret af bankerne og de store selskaber, men hvor det drejede sig om at tage klar stilling for og imod denne politik. En sådan afstemning er uden fortilfælde i Europa.

Mens Syriza fik 2,2 mio stemmer i januar, så fik nej-siden 3,5 mio stemmer, én pct mindre end i januar. Selv hvis man medregner ANEL-stemmerne og dele af det fascistiske Gyldent Daggry (der opfordrede til at stemme "nej"), så gav polariseringen omkring Syriza mere end 600.000 stemmer, hvad der understregede krisen hos trojkaens græske repræsentanter, Nyt Demokrati (ND), PASOK og To Potami. Krisen i PASOK og ND blev yderligere understreget, sådan som det symbolsk kom til udtryk, da begge partiers ledere trådte tilbage lige efter hinanden inden for få dage. Trojkaens og alle mediernes håb om, at en "respektabel" regering hurtigt ville tage over, gik op i røg.

De europæiske ledere har lige tabt anden runde i Grækenland. Efter at de havde slidt de traditionelle partier op, der i mere end fem år havde opretholdt et ubærligt pres på den græske befolkning, så håbede de, at Syrizas overtagelse af regeringsmagten i januar bare ville blive et kort intermezzo på et par uger, før "seriøse folk" igen kom til tøjlerne. Efter Tsipras´ tilbagetog i forbindelse med aftalen den 20. februar, satsede de på en hurtig kapitulation, og i slutningen af juni regnede de med en sejr til ja-siden. Merkel og Hollande kalkulerede med, at folkeafstemningen takket være kvælertaget på bankerne ville tvinge Tsipras i knæ og tvinge ham til enten at træde tilbage eller underkaste sig.

Ved starten på tredje runde er tankegangen den samme: Efter chokket over deres nederlag, så er de europæiske ledere hurtigt tilbage med deres sædvanlige arrogance. De siger, at de "respekterer" den græske folkeafstemning, samtidig med at de meddeler, at de ikke vil tage hensyn til den. De har ikke på nogen måde tænkt sig at ændre politik, og for dem er eftergivelse af gælden, eller bare en nedsættelse af den, ikke et tema, der er til diskussion.

Der er stemmer i de kapitalistiske lederes lejr, der går ind for at acceptere i det mindste en delvis eftergivelse af gælden: Den Internationale Valutafond (IMF) erkender det meningsløse i at bede Grækenland om at kvæle sin økonomi og forøge sin gæld for at kunne betale tilbage til de finansielle institutioner. USA-administrationen er også bekymret for, at hvis Grækenland bliver lukket ude af eurozonen, så kan det både medføre en krise for den Europæiske Union som helhed og en risiko for en geostrategisk forandring ved Europas grænser.

Men Angela Merkel og de europæiske ledere ønsker at påtvinge det græske folk og deres regering et politisk nederlag. Det ville helt klart ikke være noget økonomisk problem at gå med til at eftergive en gæld på 300 mia: Den Europæiske Centralbank (ECB) vil tilvejebringe og tilføre den europæiske økonomi 1.100 mia euro i slutningen af 2016 for at imødegå deflation.

Det er et politisk valg, fordi for dem kan der ikke blive tale om, at et folk af egen vilje kan nægte at imødekomme de europæiske institutioners beslutninger.

Det er lige blevet bevist for enhver, at den Europæiske Union og dens institutioner hverken er et neutralt forum eller fælles ydre rammer. De er politiske konstruktioner, organiseret af kapitalisterne for at komme uden om enhver form for folkelig kontrol i forbindelse med gennemførelsen af deres interesser. Denne konstruktion bliver der ikke lavet om på. Det er en illusion at prøve på at føre en alternativ politik, samtidig med at man accepterer disse enevældige institutioners suverænitet.

Derfor vil alternativet for den græske regering i de kommende dage, med de nye styrkeforhold, være de samme som i de foregående uger: at gå med til en aftale, som fortsætter og forværrer angrebene på befolkningen, eller gå en anden vej, henimod et fundamentalt brud.

Tsipras var klar til flere indrømmelser, men Trojkaens mål var at likvidere erfaringen med Syriza. En aftale uden kapitulation blev umulig. Det var det, der førte Tsipras til at organisere folkeafstemningen og at forene det græske folk imod Trojkaens diktater. De "internationale institutioners" politik blev totalt afvist sidste søndag. Mandatet fra det græske folk er som følge heraf helt éntydigt: Det udtrykker en total afvisning af en aftale, der forlænger arbejdsløshed og fattigdom og medfører yderligere afvikling af sociale rettigheder og velfærd.

Dette mandat kræver stop for betaling af den illegitime og forhadte gæld, en vej som med nationalisering og kontrol af banksystemet giver det græske folk suverænitet over dets politiske, økonomiske og sociale valg. Det er disse valg, der er kommet til udtryk på den græske venstrefløj, især venstrefløjen i Syriza og aktivisterne fra Antarsya, der bidrog til nej-sidens sejr.

Det græske kommunistparti (KKE), der opfordrede til boykot af valget, nægtede dermed at vælge mellem "nej" til trojkaen og "ja" til de internationale institutioner. Det er en uacceptabel sekterisk politik.

Nej-sidens succes bliver uden for Grækenland med meget tydeligt eftertryk fremstillet som et "nej til Europa" for at tilsløre dets politiske betydning for Europas folk: Det er et "nej" til nedskæringspolitikken.

Alligevel har der over hele Europa været utallige demonstrationer til støtte for det græske folk. De, der gik på gaden, gav udtryk for noget meget enkelt: I modsætning til, hvad den officielle propaganda prøver at banke ind i folk, så bliver de udbyttede klassers interesser i Europa ikke varetaget af de regeringer, der styrer den Europæiske Union, men af det græske folk og af Syriza, som bekæmper nedskæringer.

Der er mulighed for at yde modstand mod nedskæringer. Syrizas sejre, og også fremgangen for Podemos i Spanien, viser den vej, man skal tage i alle lande i Europa: den vej, hvor der skal opbygges en politisk repræsentation for de udbyttede, imod de kapitalistiske diktater.

I alle lande i den Europæiske Union må vi kræve eftergivelse af den illegitime gæld, som tager kvælertag på det græske folk, og afvise enhver legitimitet, som den kriminelle nedskæringspolitik måtte påberåbe sig.

Kampen er lige begyndt, for det, som den indebærer, er en dybtgående konflikt mellem på den ene side det græske folk og potentielt alle Europas folk, og på den anden side Trojkaens institutioner. I denne kamp vil de grækere, som er mobiliseret imod nedskæringer, have behov for at forene alle deres kræfter imod Trojkaens og de europæiske lederes aggressivitet. Europas arbejdere, der er ramt af den samme politik, bliver nødt til at mobilisere ved siden af den græske regering i alle de henseender, der er nødvendige for at gøre modstand imod Trojkaens diktater.

Fjerde Internationales Forretningsudvalg, 7. juli 2015

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

Opslået i Sydeuropa

single.php