International Socialistisk Ungdomslejr bliver i år afholdt i Danmark den 22-28. juli. Vi har talt med en række af deltagerne. Nkosilathi på 31 skiller sig ud blandt de omkring 300 deltagere. Han hører til blandt de ældste af de unge, men først og fremmest er han den eneste, der kommer fra Afrika.

af Åge Skovrind

Han er leder af en ungdomsorganisation i Kwerkwe, en af Zimbabwes større byer, som arbejder for at bevidstgøre unge og fremme deres deltagelse i politik og samfundslivet generelt. Nkosilathi er en af fem ansatte, og dertil kommer 20 frivillige, som hjælper til, når der er kampagner og arrangementer.

 

”Vi når ud til omkring 1500 unge,” fortæller han, ”og vores oplysningsarbejde, workshops og kurser er med udgangspunkt i en socialistisk ideologi, selv om organisationen ikke præsenterer sig som socialistisk.”

 

Gennem sin organisation har han været i mail-kontakt med SUF i et par år og hørte ad denne vej om den internationale ungdomslejr.

 

Stærke kvinder
”Jeg synes, der er en fantastisk oplevelse at være her og en rigtig behagelig stemning, hvor alle kan være sammen på en venlig og sjov måde, uanset køn, hudfarve eller tro. Det er ligesom én familie.  Jeg er meget glad for at komme her og høre om erfaringer fra forskellige lande og få ideer med hjem. Og jeg er meget imponeret over de unge, stærke kvinder, som står frem,” siger Nkosilathi.

 

”Vi arbejder for kvinders rettigheder, og der kommer også kvinder til vores arrangementer. Men det er kun ganske få i forhold til de mange kvinder, der er undertrykt, og selv om der også er kvindebevægelser, så er der langt igen for Zimbabwe, som er et meget patriarkalsk samfund.”

 

Kampen for demokrati
De aktiviteter, som Nkosilathis organisation arbejder med, har fokus på tre problemer: den politiske undertrykkelse, den udbredte korruption og kampen for demokrati.

 

”Vi arrangerer demonstrationer og andre former for protester, men også workshops og seminarer for unge, så de kan lære om demokrati og blive kommende ledere. Vores regering respekterer ikke demokrati, ikke engang landets egne love, og de ønsker ikke, at de unge bliver politisk bevidste. Derfor får vi heller ingen støtte fra officiel side, men udelukkende fra forskellige fonde eller udenlandske donorer.

 

Næste valg – demokratisk åbning?

Den 30. juli er der parlaments- og præsidentvalg i Zimbabwe, og Nkosilathi håber på, at det store oppositionsparti, Bevægelsen for Demokratisk Forandring, vinder. Det vil skabe en demokratisk åbning, i modsætning til den nuværende regering.

 

I 2017 blev landets mangeårige leder Robert Mugabe afsat ved et militærkup, som indsatte Emmerson Mnangagwa, også fra partiet  ZANU–PF, som ny præsident. Men i Nkosilathis øjne har det ikke ført til nogen ændringer.

 

”Alle, som kritiserer regeringen, risikerer at blive arresteret og fængslet. Politiet angriber demonstrationer og opfinder en eller begrundelse for at retsforfølge folk.”

 

Den økonomiske ulighed og den udbredte korruption er et andet stort problem i Zimbabwe, siger Nkosilathi. Arbejdsløshden er over 30 procent.

 

”Zimbabwe er rig på mineraler. Alligevel lever næsten alle almindelige mennesker i fattigdom, mens en lille økonomisk og politisk elite nyder livet.”

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com