Torsdag den 3. december skal vi til folkeafstemning. På stemmesedlen står der, at vi skal stemme ja eller nej til ”omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning”, men det er “nysprog” af Orwellske dimensioner. Afstemningen handler overhovedet ikke om at ”omdanne” noget som helst; den handler om at afskaffe retforbeholdet. Hvis det bliver et ja, så er retsforbeholdet pist væk for altid og kommer aldrig igen.

 

Hvad er retsforbeholdet? Det er befolkningen garanti for at der ikke bliver overgivet mere magt til EU på det retspolitiske område, end befolkningen godkender ved folkeafstemning. Tilvalgsordningen er noget helt andet. Det er politikernes mulighed for i al fremtid – med en stemmes flertal på Christiansborg – at overdrage en uendelige mængde af beføjelser på retsområdet til EU. Uden at spørge befolkningen. Og uden at det kan laves om igen, når først beføjelsen er overdraget.

I sin kerne handler folkeafstemningen altså om, hvorvidt vi skal overflytte demokratisk kompetence fra befolkningen til det til enhver tid siddende folketingsflertal og fra folketinget til EU.

På den baggrund burde det ikke være svært for venstreorienterede, som mener at beslutningerne skal tages så tæt på borgerne som muligt, at afgøre med sig selv, om der skal stemmes ja eller nej.

Venstrefløjs-betænkeligheder
Når det alligevel for mange på venstrefløjen synes noget mere vanskeligt at tage stilling, så skyldes det tre ting.

For det første at der i afstemningen er blevet indblandet ikke mindre end 22 konkrete retsakter, hvoraf flere har elementer, som umiddelbart lyder positive. F.eks. at en person, som bliver chikaneret af f.eks. en tidligere kæreste kan tage et polititilhold med til et andet EU-land. Eller at en lønmodtager vil få lidt lettere ved at gøre krav på tilgodehavende løn hos en arbejdsgiver i udlandet. Fra ja-siden tonser man løs på disse elementer for at få flest muligt til at glemme, hvad afstemningen egentlig handler om. Men det må ikke lykkes. Befolkningens demokratiske landvindinger skal ikke ofres i nogen byttehandel.

For det andet er der opstået den myte – fremmet af radikale, SF og Alternativet – at et ja på en eller anden måske skulle være et skridt i retning af en mere human asyl- og flygtningepolitik. Intet kan være mere forkert. Generelt set er EUs politik på dette område intet mindre end en katastrofe. F.eks. er det det EU-vedtagne transportøransvar, som har tvunget hundredetusinder til at ty til menneskesmuglere og livsfarlige ruter for overhovedet at få muligheden for at søge asyl i EU. Og selv hvis det skulle være rigtigt, at det ville forbedre situationen for flygtninge at give EU mere magt på området, så har de radikale og SF jo netop givet Venstre, Konservative og Socialdemokraterne en evigt gældende vetoret mod at det nogensinde skulle ske. Kendsgerningen er, at uanset om der stemmes ja eller nej, så kan Danmark gøre mere for verdens flygtninge. Det afhænger alene af den politiske vilje.

Og for det tredje føler mange venstreorienterede sig i ualmindelig dårligt selskab ved at skulle stemme det samme som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Den følelsesmæssige blokering er forståelig, men skulle nødig blokere for forstanden. For er det virkelig så meget bedre at sige JA sammen med Inger Støjberg, Trine Bramsen, Rasmus Jarlov og Lars Løkke? Og skulle vi have afvist at protestere mod salget af DONG eller indskrænkning i offentlighedsloven fordi Dansk Folkeparti gjorde det samme? Nej, jorden er rund – også selvom Thulesen Dahl og Joachim B. Olsen er nået frem til den samme konklusion.

Et ja til demokratisk tilbageskridt
Et ja på torsdag vil forandre styrkeforholdet i udemokratisk retning. Befolkningen vil blive skubbet længere og længere væk fra indflydelse, og EUs maskine vil komme til at bestemme mere og mere. Flere og flere vil nå til den konklusion, at det ikke kan betale sig at engagere sig politisk ”fordi det hele alligevel bliver bestemt et andet sted”.

Et nej vil ikke ændre verden, det vil bevare status quo. Men dermed vil det også give et bedre udgangspunkt for at engagere mennesker og vise, at det nytter at kæmpe mod magthavernes planer.
SAPs Forretningsudvalg, den 27. november 2015

 

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php