Når de katastrofale konsekvenser af frimarkeds-politikken bliver åbenlys, begynder kapitalistiske og socialdemokratiske kredse at rejse krav om, at staten kommer økonomien til undsætning, for at få den på rette kurs igen.

 

Men er det virkeligt et alternativ, og vil en ny runde af økonomisk indgriben og gældsfinansieret vækst have en gavnlig effekt for arbejderklassen? Det er igen blevet et aktuelt spørgsmål i forbindelse med den nuværende  krise i den kapitalistiske økonomi.

Men diskussionen er ikke ny. I denne artikel, som Ernest Mandel skrev i 1992, argumenterer han for, at den traditionelle keynesianske finanspolitik må adskilles fra den underskudspolitik, som Margaret Thatcher og Reagan førte – men at en finanspolitik, som stimulerer kapitalistisk vækst, kun fører til kortsigtede fordele for arbejderklassen, og uundgåeligt vil lede til endnu et økonomisk tilbageslag.

Den grundlæggende idé ved keynesianismen er, at det statslige forbrug, et underskud på betalingsbalancen, kan bruges til at bekæmpe økonomiske kriser og recessioner.

Fra et rent teoretisk synspunkt kan en forøgelse af den totale efterspørgsel i et givet land fremme en økonomisk forbedring, så længe landet råder over disponible produktionsfaktorer (arbejdsløse arbejdere, ubrugte råstoflagre, ubrugte maskiner). Disse ubrugte ressourcer bliver sat i gang ved den forøgede købekraft, skabt af staten, og finansieret ved et offentligt underskud. Først når disse ressourcer begynder at blive fuldt udnyttede, kan der opstå en situation præget af inflation.

For at undgå at økonomien rammes af inflation, når fuld beskæftigelse er ved at blive nået, må skatterne stige proportionelt med indkomsterne.

Eftersom kapitalisterne hellere vil købe statsobligationer end betale indkomstskatter, og at borgerskabet altid vil forsøge at unddrage sig skattebetaling, vil skattebyrden blive lagt et andet sted – på arbejderne.

I takt med at den offentlige gæld vokser, æder tilbagebetalingen af denne sig ind på en større og større andel af det offentlige forbrug. Der er altså en tendens til, at underskuddene på statens finanser vokser, uden en tilsvarende gavnlig effekt på beskæftigelsen.

Så alt i alt ender den keynesianske vækst med at underminere sig selv ved øget inflation og et mindre afkast fra det oprindelige ”skub” til økonomien – resultatet vil være en ny recession. Og den øgede skattebyrde har en tendens til at omfordele indkomsterne til fordel for kapitalistklassen.

Den historiske status på keynesianismen er klar. Det mest omfattende eksperiment var Roosevelts ”new deal” i USA i 1930’erne, som endte som en kæmpe fiasko.

Selv om det offentlige øgede sit forbrug, endte det med en økonomisk krise i 1938, da arbejdsløsheden ramte 10 millioner. Det var en massiv stigning i arbejdsløsheden, og kun takket være Anden Verdenskrig lykkedes det at reducere denne arbejdsløshed betydeligt.

Der er noget bizart i den måde, neoliberale politikere fremstiller deres ”udbuds"-politik i forhold til en politik, der søger at skabe efterspørgsel via et statsligt underskud. Aldrig har et underskud været højere end under de neoliberales mester præsident Ronald Reagan.

Det samme gør sig gældende under premierminister Margaret Thatchers styre. Hendes regering gennemførte rekordstore neo-keynesianistiske programmer, samtidig med at den talte for det modsatte. Debatten drejede sig ikke om, hvor store underskuddene på budgetterne egentlig var, men hvad disse underskud skulle bruges til.

Faktum er, at Reagan og Thatchers neo-keynesianske politik medførte stramninger over hele linjen. De sociale udgifter og udgifter til infrastrukturen blev skåret ned, mens militærudgifterne er steget massivt i USA og Storbritannien, men også i Japan og Tyskland.

Tilskud til private virksomheder er steget. Arbejdsløsheden og den sociale ulighed er blevet større. I de sidste 20 år er arbejdsløsheden steget op til fire gange.

De overordnede sociale konsekvenser har været katastrofale. På universitetet lærer man som noget af det første, at de bedste langtidsinvesteringer er dem, der placeres i uddannelse, offentlig sundhed og infrastruktur.
Men alligevel har neo-liberale dogmatikere overset denne elementære lære, da de for enhver pris prøvede at løse problemerne ved at tvinge markederne i ligevægt. Deres yndlingssteder at skære ned, er jo lige præcis på uddannelsesområdet, sygehusvæsnet og infrastruktur, som uundgåeligt giver skadelige konsekvenser – selv på produktiviteten.

Men betyder dette, at socialister foretrækker traditionel keynesianisme og velfærdsstat frem for den giftige cocktail bestående af monetarisme og neo-keynesianisme? Hvis det virkelig er det, vi foretrækker, så må det være på et meget kvalificeret grundlag.

Traditionel keynesianisme indebærer forskellige former for fordeling af magten inden for rammerne af det borgerlige samfund. Dette leder til forskellige former for sociale kontrakter og konsensus med dem, der i øjeblikket har den økonomiske magt – på deres præmisser.

Dette er en ren envejs-konsensus, og den går direkte imod arbejderklassens egentlige interesser. Traditionel keynesianisme er altså bare det mindste onde sammenlignet med neoliberalismen, i og med at den fremskynder et fald i arbejdsløsheden.

Derudover må fortalerne for keynesianisme se i øjnene, at effektiviteten i deres tiltag bliver stadig mindre og mindre med væksten i multinationale selskaber. Selv om det ville være til grin at sige, at statsintervention er uden effekt, så er det meget mindre effektivt end i f.eks. 1930’erne eller 1950’erne.

Med udsigten til den øgede vækst i de transnationale selskabers indflydelse, er nationalstaten ikke længere et tilstrækkeligt økonomisk værktøj for den dominerende fraktion af borgerskabet. Således bliver der mere og mere konsekvent gjort forsøg på at erstatte nationalstaten med overnationale institutioner. Det klassiske eksempel er de forskellige institutioner i det Europæiske Fællesskab (i dag: EU, SI-red)

Dog er der mange forhindringer at overkomme, før en overnational institution kommer til at fungere som en egentligt overnational stat – f.eks. i Europa.

Denne europæiske forening lader vente på sig, et eller andet sted i spændet mellem på den ene side en vag konføderation af suveræne stater og på den anden side en europæisk føderation med nogle af de karakteristika, vi kender fra en stat – en fælles valuta, en centralbank, en fælles industri- og landbrugspolitik, en fælles hær og politikorps og til sidst en fælles regering.

Processen med at forene kapitalisterne i Europa indeholder også en tidsindstillet bombe, som er begyndt at eksplodere, det ses f.eks. med strejkerne i Italien og Grækenland. Det handler om det simple faktum, at den stabiliseringspolitik, som en monetær union kræver, vil få enorme konsekvenser på de offentlige budgetter i form af stram indkomstpolitik og nedskæringer. Alene dette burde være nok for arbejderbevægelsen til at afvise Maastricht-aftalen.*

Maastrichtaftalen tilbyder intet andet end en undskyldning for at fortsætte nedskæringspolitikken. Det er vigtigere end nogensinde at kæmpe imod den.

* Maastricht-aftalen var en aftale mellem EU’s regeringer indgået  i 1992 i den hollandske by Maastricht. Regeringerne aftalte en ny traktat for samarbejdet, som betød dannelsen af en Europæisk Union, som nu også  omfattede retspolitik og udenrigspolitik. Desuden blev opstillet mål om, at den Økonomiske Union skulle have fælles mønt og centralbank. Ved en folkeafstemning i Danmark sagde et flertal på 50,7 procent nej til Maastricht-traktaten i juni 1992. Efter aftale med de andre lande (Edinburg-aftalen) fik Danmark derefter en række forbehold for traktaten, og på den baggrund stemte et flertal på 56,7 procent ja til Maastricht-traktaten ved en ny folkeafstemning i maj 1993,

Artiklen er oversat fra engelsk og kan læses på Marxist Internet Archive

Opslået i Økonomi

single.php