Den 1. juni blev den konservative ministerpræsident Mariano Rajoy tvunget til gå af, efter at parlamentet havde vedtaget en mistillidsdagsorden fremsat af de spanske socialdemokrater (Spaniens Socialistiske Arbejderparti – PSOE), som er det største oppositionsparti i parlamentet. PSOEs leder Pedro Sanchez blev den nye ministerpræsident.

 

(foto: Pedro Sanchez, den nye regeringsleder fra PSOE).

 

Dagsordenen blev vedtaget med 180 stemmer mod 169 og 1 undlader. Et absolut flertal på 176 stemmer var nødvendigt, og det kom i hus med stemmer fra PSOE (84), det venstreorienterede Unidos Podemos og deres partnere i Galicien og Catalonien (67), det baskiske nationalistparti PNV (5), det venstrenationalistiske baskiske parti Bildu (2), de to nationalistiske partier i Catalonien ERC (9) og PdeCat (8), Valencia-partiet Compromis (4) og et parti fra Kanarieøerne (1).

 

Rajoy, lederen af de konservative Partido Popular (PP) blev fældet, efter at PP var indblandet i en korruptionsskandale, hvor adskillige medlemmer i maj blev idømt fængselsstraf.

 

Men bagtæppet til Rajoys fald er blandt andet stadig dybere sociale konflikter, herunder folkeafstemningen i Catalonien om uafhængighed i slutningen af sidste år. Den blev voldeligt undertrykt af den konservativt ledte centralregering. Det catalanske folks selvorganisering og mobilisering blev tilsidesat, da den spanske stat anvendte grundlovens artikel 155. Afstemningsresultatet for uafhængighed blev kendt ugyldigt. En række folkevalgte catalanske ledere blev straffet.

 

Brais Fernandez er aktiv i organisationen Anticapitalistas i Madrid og redaktionsmedlem i magasinet Viento Sur. I dette interview med Eva Maria fortæller han om, hvad der førte til regeringens fald, og om perspektiverne for den spanske venstrefløj. Eva Maria er skribent for websitet socialistworker.org og er spansklærer i Portland, Oregon, USA

 

Eva Maria: Kan du indledningsvis fortælle os om, hvad der skete i de sidste to uger, som førte til regeringens afgang?

 

Brais Fernandez: Det, der skete i de sidste 2 uger, er i virkeligheden konsekvensen af begivenheder, der har udviklet sig igennem de sidste to årtier, og det er nu mundet ud i en dom.

 

PP et højreorienteret parti, som blev grundlagt af en tidligere minister i Francos regime, blev dømt for korruption i den så kaldte ”Gürel sag”. Retssagen afslørede et helt netværk af ulovlig finansiering, som involverede den tidligere kasserer såvel som højtstående regeringsrepræsentanter, herunder den nu tidligere premierminister Rajoy.

 

PP er det mest korrupte parti i Europa på niveau med de tidligere italienske Kristendemokrater. De fleste af de tidligere ministre under den tidligere regering ledet af Jose Maria Aznar –  i øvrigt Georg W Bush’ trofaste allierede under Irakkrigen, bliver også retsforfulgt for korruption.

 

Det er første gang at en hel organisation er blevet dømt ansvarlig i sådanne sager. Situationen var uholdbar.

 

Eva Maria: Hvad er en mistillidsdagsorden, og hvordan blev den vedtaget? Hvilke partier var med i dette forløb?

 

Brais Fernandez: Grundloven giver en parlamentsgruppe med mere end 35 medlemmer ret til at fremsætte forslag om at afsætte regeringslederen og udpege en ny, alt sammen i en afstemning. Det kræver et absolut flertal for at vedtage mistillidsdagsordenen – i dette tilfælde 176 ud af 350 medlemmer.

 

Det var den fjerde mistillidsdagsorden, siden det demokratiske system blev indført i 1978 efter Francos død, men det første, som lykkedes.

 

Mistillidsdagsordenen var den anden i denne parlamentsperiode. Unidos Podemos havde tidligere stillet en, men den gik ikke igennem. Sidste uges dagsorden blev fremsat af PSOE. Den var støttet af venstrefløjen først og fremmest Unidos Podemos, og af baskiske og catalanske nationalistiske partier. Disse partier har mange uenigheder, men de hader Rajoy og højrefløjen, og dommen gav anledningen til at stå sammen mod ham.

 

Eva Maria: Hvem er Mariano Rajoy, og hvad står PP for?

 

Brais Fernandez: Rajoy har været konservativ politiker hele sit liv, hvor han har bestridt forskellige poster i PP. Personligt har han ikke megen udstråling. Han er diskret, en god parlamentariker, udtrykker sig moderat og er karakteriseret af en forsigtig og konservativ stil i modsætning til højrefløjens sædvanlige hysteriske tone.

 

Sandheden er, at alle betragter ham som et fjols, men ikke desto mindre har han været i stand at sætte det neoliberale program på dagsordenen og holde sit parti ved magten, til trods for at nye korruptionsanklager blev fremført mod dem hver eneste uge.

 

PP er det vigtigste borgerlige parti. Ligesom Republikanerne i USA samler det alle mulige forskellige afskygninger af det traditionelle højre, hvor man finder arvtagerne fra Francos regime, neokonservative, katolikker, teknokrater og andre. Det er et parti med et stærkt socialt grundlag i såvel staten som i civilsamfundet.

 

I de seneste år er et andet højreparti imidlertid dukket op som konkurrenter: Ciudadanos (Samfundsborgere). Indtil nu har Ciudadanos og dets ultra-nationalistiske program ført i alle opinionsundersøgelser. Det er stærkt nyliberalistisk med samme stil som Macron i Frankrig, men også i stand til at flirte med den nye populisme, som pibler frem i Europa, så som Femstjernebevægelsen i Italien.

 

Eva Maria: Hvem er Pedro Sanchez? Hvor populær er han og PSOE?

 

Brais Fernandez: Pedro Sanchez en rigtig overlever i spansk politik. For fire år siden blev han udnævnt til partileder, fordi den gamle garde anså ham for at være en marionet, som de kunne styre. Men han accepterede ikke denne rolle. Han var mere ambitiøs, så partiapparatet afsatte ham. Han blev tvunget til at træde tilbage fra sine poster i partiet og parlamentet i 2016.

 

Han er imidlertid blevet genindsat, idet han blev valgt imod hele partiapparatet ved en urafstemning blandt medlemmerne om posten som partiformand i Socialistpartiet. Urafstemningen var udløst af, at den tidligere formand faldt ved en mistillidsafstemning i partiets ledelse. Det er en episk fortælling. Jeg tror, at HBO kunne bruge den til en god serie.

 

Vi må huske, at den berømte Indignados-bevægelse i 2011 (også kendt som 15-M bevægelsen) kæmpede imod PSOE. Dengang råbte folk” PSOE, PP er det samme lort”. Med andre ord det var en bevægelse imod de økonomiske eliter og deres partier, og PSOE var et vigtigt mål.

 

Husk på, at det at være ”socialist” her ikke er det samme som i USA. Her i Spanien er socialisterne de mest loyale tilhængere af nyliberal politik, så venstreorienteret politik er overladt til partier fra den kommunistiske tradition.

 

Pedro Sanchez har ikke en anden ideologi end de andre socialdemokratiske ledere, selvom han repræsenterer en ny generation, som er opmærksom på, at partiet har behov for nye partier for at kunne lede den spanske kapitalisme.

 

Det er ikke lykkedes Sanchez indtil nu at gøre PSOE til det store venstreparti, det var engang. Jeg har svært ved at tro, det vil lykkes ham, selvom han vil kunne genvinde en vis støtte og regere i et samarbejde med venstrefløjen.

 

Eva Maria: Hvilke faktorer var de vigtigste, der påvirkede udfaldet, så Rajoy faldt? Tror du, at begivenhederne i Catalonien i oktober spillede en vigtig rolle i den seneste udvikling?

 

Brais Fernandez: Der er en dyb national-geografisk krise i Spanien, en skarp politisk krise forbundet med korruption og en social krise forårsaget af forarmelse af store dele af arbejderbefolkningen. Svarene på hver af disse kriser har været komplekse og ujævne: 1) en magtfuld uafhængighedsbevægelse i Catalonien, 2) domme i adskillige korruptions relaterede sager, og 3) vigtige sociale mobiliseringer som svar på den sociale krise, på det seneste med kvinder og pensionister i spidsen.

 

På en måde repræsenterer Rajoys regering de 3 kriser. Den er hadet af Cataloniens uafhængighedsbevægelse for sin rolle i repressionen – husk på, at i Spanien er der siden oktober mange politiske fanger og politikere i eksil. Desuden står partiet i korruptionsanklager til halsen, og den bliver som hovedansvarlig for krisepolitikken. Rajoy og PP er i stigende grad blevet isoleret og ramt af en krise.

 

Eva Maria: Hvad er forholdet mellem den dominerende spanske politiske dagsorden og det catalanske spørgsmål?

 

Dårligt. Det er tabu. Uafhængighedsbevægelsen har et flertal bag sig i Catalonien, men i den spanske stat bliver catalanere behandlet som borgere uden rettigheder. Ethvert parti, der ønsker at forhandle med catalanerne, bliver øjeblikkeligt beskyldt for at være deres medsammensvorne.

 

Det er en meget alvorligt tilfælde af politisk kriminalisering og tab af borgerlige rettigheder. Pedro Sanchez’ regering kan gyde olie på vandene, men jeg tror ikke, den vil turde være modig og starte en politisk dialog med catalanerne. Han vil være udsat for et kraftigt pres fra højre. Sanchez har altid givet efter i disse spørgsmål.

 

Eva Maria: Hvad kan vi forvente fra en PSOE-regering i koalition med venstrefløjen og de konservative nationalister?

 

Brais Fernandez: Der er muligt, at PSOE regeringen vil gennemføre nogle reformer, som vil konsolidere den som en progressiv kraft. Men disse reformer vil være overfladiske, fordi han i begyndelsen vil regere med en finanslov, som blev godkendt af den afgående regering.

 

Når det drejer sig om økonomisk politik og grundlæggende forandringer af samfundet og magtforholdene, vil intet forandre sig. Men regeringen kan føre en mere progressiv politik uden at røre ved det grundlæggende, såsom spørgsmålet om Catalonien, på spørgsmålet om borgerlige rettigheder og med nogle indrømmelser til den feministiske bevægelse, til fagforeningerne for de bedst uddannede og til de ældre.

 

Han kan gennemføre alt dette uden nogen radikal samfundsforandring. Han har altid sagt det: Den nye regering vil respektere sine forpligtigelser overfor EU.

 

Eva Maria: Hvordan bliver denne erfaring oplevet af den spanske befolkning? Hvordan har den generelle stemning været i de seneste par måneder? Hvordan har Podemos rolle været, og hvad kan partiets involvering med denne nye regering føre til?

 

Brais Fernandez: PP og højrefløjen var hadet så meget af befolkningen, at der er en følelse af lettelse. Jeg tror, der er visse forventninger om, at en ny progressiv bølge kan begynde. På den anden side har visse kredse advaret om, at vi ikke må glemme, at PSOE altid har været den bedste allierede for pengemagten, og at det ikke vil ændre sig.

 

Det er efter min mening en meget nødvendig advarsel, fordi der er en fare for, at hele den bølge, som begyndte med 15-M, vil slutte med en progressiv genopretning, hvor visse aspekter ændrer sig, men det grundlæggende forbliver uforandret. Jeg synes desværre, at Podemos understøtter denne dynamik. På den ene side vil de meget gerne indtræde i regeringen. På den anden side nedtoner de forventningerne og underbetoner deres sociale program. De taler ikke længere om nationaliseringer, som Jeremy Corbyn gør i Storbritannien, eller om grundlovgivende forandringsproces som i Bolivia, Nu taler de om stabilitet og om, at venstrefløjen kan regere ansvarligt. Det har jo helt indlysende en påvirkning på befolkningen, som efter år med mobiliseringer søger en hurtig udvej i kampen mod højrepartierne.

 

Det har også en historisk baggrund.  Årene med republikken og den efterfølgende borgerkrig præger stadig den kollektive politiske bevidsthed. Når venstrepartierne er ved magten, uanset hvor moderate de end måtte være, begynder højrefløjen at overreagere og fremkalder en overdrevet spændt atmosfære. Det får befolkningen på tilbagetog og får folk til at forsvare regeringen mod angreb fra højrefløjen i stedet for at imødegå det ved at gå videre. Men vi får se: Der lurer en økonomisk krise, og finansiel uro kan gøde jorden for en tiltagende samfundsmæssig og social krise.

 

Eva Maria: Hvad er de vigtigste opgaver for venstrefløjen i det nuværende scenarie i Spanien?

 

Brais Fernandez: Jeg mener, at krisen langt fra er overstået.

 

Denne regering er ikke vores regering. Jeg synes ikke, den parlamentariske venstrefløj skal støtte den betingelsesløst eller forsøge at blive en del af den, men snarer udforme krav omkring konkrete spørgsmål, der kan forbedre arbejderbefolkningens levevilkår, samtidig med at det styrker social selvorganisering. Der er en stærk feministisk bevægelse, et opsving i strejker og et socialt bagland, der ved, at PSOE altid forråder forventningerne om grundlæggende forandringer.

 

Der er grundlag for at fortsætte den kamp, som begyndte 15. maj, men lad os nu ikke bedrage os selv på grund af udsigten til et par ministerposter. Venstrefløjen må ikke bidrage til at et regime, der er i krise, undslipper ved at slippe nogle håndører. Vi må benytte os af det eksisterende kaos og Socialdemokratiets svaghed til at fremme en radikal samfundsforandrende alternativ dagsorden.

 

Det er også nu, vi skal forholde os til sociale grupper, som ikke er en del af den nye progressive kontekst. Der er store dele af befolkningen, som står udenfor den officielle politiske diskurs og det såkaldte økonomiske opsving: de unge i byerne, som står uden fast arbejde, kvinder, hvis bidrag i den sociale reproduktion hele systemet er afhængig af, migranter, befolkningen fra de de-industrialiserede områder, såvel som de fattige pensionister.

 

I en periode, hvor middelklassesamfundet bryder sammen, tilbyder den progressive og officielle venstrefløj kun drømmen om at vende tilbage en smuk fortid, uden at der eksisterer et materielt grundlag herfor.

 

En stærk offensiv politik skal bygge på at vinde disse lag, ved at kombinere en socialt orienteret fagbevægelse med en ledende social kraft, som er opbygget omkring forskellige interesser, der i fællesskab siger fra overfor nyliberalismen. Spanien kan blive et godt laboratorium for dette.

 

Artiklen blev første gang bragt 6. juni 2018 i socialistworker.org (USA). Den er oversat og lettere bearbejdet af Leif Mikkelsen. Se nærmere om den nye regerings program: Spain: The meaning of Sanchez’ new ”progressive”, ”feminist” government. Green Left Weekly 14.juni 2018

Opslået i Facebook, Sydeuropa

single.php