Mens en Brexit-deadline uden aftale nærmer sig, bringer vi dette bidrag fra Paul O’Connell om det vanskelige spørgsmål vedrørende internationalisme og nationalstat. Ud fra det synspunkt, at staten ’ikke er et overstået stadium, men tværtimod opgraderes til at være mere magtfuld for bedre at kunne tjene kapitalens interesser’, præsenterer han en vision om socialistisk internationalisme, der begynder med rekonstruktionen af demokrati og arbejdermagt på et nationalt niveau.

af Poul O´Connell

Det er en sang, der tit bliver sunget i de kredse på den europæiske venstrefløj, der mener, at når EU er fyldt med fejl, så er det vigtigt at blive i unionen og reformere den for at fremme internationalismens sag. Det argument bliver tit brugt side om side med hånlige afvisninger af en karikeret ’socialisme-i-ét-land’-opfattelse, samt en tilsvarende ukritisk fremhævelse af de vidundere, som den globaliserede kapital kan frembringe.

 

Problemet med dette argument er, at det indebærer en total misforståelse af den socialistiske internationalismes karakter, og derved går fejl af, hvad en ubrydelig forpligtelse på internationalisme kræver af os i Brexit-æraen og under EU’s utallige kriser. Det er en fejltagelse, som vi ikke har råd til, og vi må derfor være afklarede med hensyn til, hvad arbejderklassens internationalisme betyder under de nuværende forhold.

 

Back to basics

Kernen i socialistisk internationalisme er arbejdernes fælles materielle interesser. Det blev gjort klart af James Connolly i 1909, hvor han slog fast, at ligesom kapitalistklassens interesser er internationale, så må arbejderne også være ’interesserede i arbejderopstande overalt i verden.’ Det er dette røntgenblik, der er grundlag og drivkraft for arbejdernes solidaritet gennem århundreder. Det danner også udgangspunkt for et kompromisløst socialistisk engagement i antifascisme, antiracisme og alle politiske former for frigørelse. Og den slags internationalisme bliver ved med at være kernen i enhver form for socialisme, der fortjener dette navn.

 

Den internationale socialistiske bevægelses stiftelsesdokument, Det Kommunistiske Manifest, slutter jo rent faktisk med den glødende opfordring til arbejdere i alle lande om at forene sig. Socialismen er altså i selve sit udgangspunkt internationalistisk orienteret. Den har indset, at arbejderes fælles interesser overskrider nationalismens snævre horisont. Men også i Manifestet viste Marx og Engels forståelse for den kompleksitet, som internationalismen i praksis indebærer.

 

En principiel bekendelse til internationalismen kan ikke retfærdiggøre, at man opgiver de konkrete lokale kampe. Som Marx og Engels formulerede det:

 

’Selv om det ikke er det væsentligste, så må proletariatets kamp i sit udgangspunkt være en national kamp. Proletariatet i det enkelte land må.. først og fremmest gøre op med deres eget borgerskab.’

 

Det, der her bliver trukket frem, er en afgørende vigtig, men tit overset pointe vedrørende den socialistiske internationalismes kompleksitet. Arbejderklassens internationalisme er lige præcist baseret på styrken hos arbejderbevægelsen og dens organisationer på det nationale plan.

 

Det kan lyde, som om det strider mod en umiddelbar fornemmelse, men rammes godt af C.L.R. James’ bemærkning ’sand internationalisme må have sit fordfæste på den nationale scene.’ Arbejderklassens internationalisme er altså ikke luftkasteller, bygget af fritsvævende ’internationaler’ uden organisk forbindelse med nationale arbejderklasser. Det drejer sig om at opbygge styrken og solidariteten i arbejderfællesskaber, bevægelser og organisationer på det lokale, det nationale og det internationale plan.

 

De hypermobile verdensborgeres klassebevidsthed

I modsætning til en internationalisme, der fremhæver arbejderklassens fælles interesser, så repræsenterer og institutionaliserer EU-projektet kapitalens interesser. Den lovfæster kapitalens frie bevægelighed, og gør på denne måde regeringer og stater til stikirenddrenge for kapitalen. Som Claus Offe bemærker, så forringer den frihed, som EU’s traktater tildeler kapitalen, i meget omfattende grad de demokratisk valgte nationale regeringers indflydelse og rettigheder, og styrker tilsvarende kapitalens magt.

 

Mens EU omhyggeligt ælter kapitalens transnationale interesser ind i sin politisk-økonomiske dej, så sørger den liberalt-kosmopolitiske ideologi for sød moralsk glasur, når kagen er bagt. Ved at vifte med den frie bevægeligheds flag (en frihed, der altid har været begrænset og underlagt kapitalens interesser) og lovprise den post-nationale konstellations dyder, så forlener denne beskårne og bagbundne internationalisme EU-projektet og kapitalens internationalisering med et skær af ren natur og ukrænkelig værdi.

 

Det hører selvfølgelig til i en helt anden verden end arbejderklassens internationalisme. Det afspejler i stedet de hypermobile verdensborgeres klassebevidsthed. Det er dele af de nationale middelklasser over hele Europa, der har størst fordel af de muligheder for materiel fremgang, som EU-projektet frembyder.

 

I det virkelige EU – hvis vi ser høfligt bort fra hints om solidatitet og Et Socialt Europa – så lovfæster traktaterne og den ujævne og kombinerede integration uligheden mellem de vigtigste stater og de perifere stater og tilsvarende inden for de enkelte staters grænser. Denne strukturelle ulighed afføder så vrede og aggression fra vælgergrupper i de vigtige, rige lande, når de får at vide, at de skal redde deres ødsle og økonomisk uansvarlige fætre mod syd, og tilsvarende fra den brede befolkning fra PIIGS-landene (Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien), der oplever, at deres levestandard bliver skåret ned under sultegrænsen, fordi der skal betales renter og afdrag til en kapital med hovedsæder i de rige lande.

 

Denne form for integration bidrager ikke, og kan ikke gøre det, til solidaritet, men skaber i stedet uforsonlig splid og fjendskab af enhver art. Det er derfor, at Asbjørn Wahl hævder, at EU-projektet repræsenterer ’den største trussel mod Europas enhed, ikke kun på et nationalt, men også et socialt grundlag.’ Det politiske projekt, som Europas herskende klasser har slået sig sammen om, tjener først og fremmest kapitalens interesser. Den sociale og økonomiske politik, som de fører til fremme af dette projekt, forringer arbejdernes levestandard og giver klangbund for reaktionær og nationalistisk sirenesang.

 

Det er EU-projektet i sig selv, der fundamentalt underminerer og udelukker fremgang for en ægte internationalisme. EU’s vigtigste rolle i forhold til en stadig dybere krise for kapitalismen på globalt plan, er at stabilisere og genetablere systemet til fordel for kapitalen. EU kan ikke, i dets faktiske eksistens, reformeres på nogen som helst meningsfuld måde, og som unionen ser ud nu, repræsenterer den en trussel mod solidaritet både inden for og ud over Europas grænser, og vil være en lænke om foden på enhver national, venstreorienteret regering, der forsøger at bryde med den neoliberale kapitalismes logik. Socialistisk internationalisme i dag kræver derfor et totalt brud med EU.

 

Global kapitalisme og nationalstaten

Et gennemgående tema i venstrefløjsargumenter for at blive i EU er en ukritisk accept af det liberale vrøvl om, at den globale kapitalisme har hævet sig over nationalstaterne, det er kun i en transnational blok som f.eks. EU, at arbejdernes og den politiske venstrefløjs interesser kan fremmes. Det afspejler en grundlæggernde misforståelse vedrørende den moderne kapitalisme. Mens kapitalismen er, og altid har været, international, så har den rent faktisk aldrig hævet sig over at have brug for nationalstater.

 

Denne pointe blev fint formuleret af Ellen Meiksins Wood, der bemærkede, at til trods for globalister og neoliberale ideologers retorik er ’staten .. vigtigere end nogensinde for kapitalen, især i dens globale form.’ Denne sandhed fremgår klart af følgevirkningerne af finanskrisen, der begyndte i 2008: efter årtier med retorik om, at det er slut med staten, var det nationalstaterne, der iværksatte redningsaktioner for banker og finansielle institutioner, det er nationalstater, der implementerer og vedbliver med at implementere nedskæringspolitikken, der vælter omkostningerne ved redningsaktionerne over på arbejderne, og det er nationalstaterne, der overvåger og undertrykker modstand mod denne politik, som vi f.eks. ser det med Macron-regimets voldelige undertrykkelse ’De Gule Vestes’ demonstrationer.

 

Det er sandt, at magtbalancen mellem demokratisk pålidelige nationalstater og kapitalen i den globaliserede og finansialiserede kapitalismes æra i afgørende grad har ændret sig i den sidstes favør, men det har været en følge af politiske initiativer, som er sat i værk af stater eller regionale handelsblokke som f.eks. EU. Så staten er ikke et overstået stadium, men er tværtimod blevet forstærket for bedre at kunne tjene kapitalens interesser, og EU har været en vigtig aktør i denne statslige forvandlingsproces.

 

’Nationalstaten er det (sted), hvor afgørende kampe, der forandrer verden, udfolder sig.’

 

En afgørende vigtig opgave for socialister er så at være i forreste række med hensyn til at forsvare og genetablere demokratiske nationalstaters magt over for den transnationale kapital. Fordi, som Samir Amin bemærkede, nationalstaten ’er det (sted), hvor afgørende kampe, der forandrer verden, udfolder sig.’ Det burde ikke være nødvendigt at sige, at det her ikke handler om en retræte til borgerlig nationalisme (der, som det bliver stadig tydeligere, er bedst tjent med EU’s forkrøblede integrationsprojekt). Det handler mere om at forstå det vigtige i at opbygge internationalisme det eneste sted, hvor fundamentet for den kan lægges: i arbejdernes kampe på nationalt plan.

 

Det bliver også godt udtrykt af Asbjørn Wahl, der bemærker, at

 

’Koordinering af modstand på tværs af grænserne … kræver stærke og aktive bevægelser på lokalt og nationalt plan. Der er ingen abstrakt global kamp mod krise og neoliberalisme. Sociale kampe bliver kun internationaliseret, når lokale og nationale bevægelser indser behovet for koordinering på tværs af grænserne for at styrke kampen mod internationale og velkoordinerede modstandere. Med andre ord, at organisere modstand og opbygge de nødvendige alliancer lokalt er afgørende som et første skridt.’

 

Illusionen om, at venstrefløjen, ved viljens kraft alene, kan gribe fat om magtens håndtag inden for EU og bruge dem til at forandre Europa til et mere socialt rum, er baseret på en fundamental misforståelse af EU’s karakter, og også af, hvad der skal til for at opbygge en ægte internationalisme. At bryde med det system, der lovfæster og bekræfter kapitalinteressernes forrettigheder, lyder ikke som internationalismens dødsklokker, men kani stedet sætte skub i genopbygningen af en ægte socialistisk internationalisme. Nationalstaten er ikke blevet fejet væk fra historiens scene, men det er det vigtigste sted, hvorfra socialister i dag kan starte en modoffensiv mod kapitalens internationalisme.

 

Vores internationalisme nu

Der er en afgørende forskel mellem EU’s indskrænkede liberale kosmopolitanisme og den socialistiske internationalismes tradition. Det er en grundlæggende fejltagelse for enhver på venstrefløjen, hvis man overser denne forskel eller blander de to opfattelser sammen. I forbindelse med den igangværende krise for kapitalismen er det kun arbejderklassens internationalisme, der kan tilbyde virkelige løsninger i forhold til lønnedgang og forringet levestandard, og i kampen mod højrefløjens fremgang.

 

Forsøg på at forbinde antiracistisk og pro-migrantpolitik med et forsvar for institutioner og politiske kræfter, der var hovedansvarlige for, at den nuværende krise opstod, vil være en taktisk blindgyde for venstrefløjen, der i katastrofal grad vil tabe terræn til højrefløjen. I den nuværende situation kan de trusler, som den fremstormende højrefløj frembyder, kun møde effektiv modstand, hvis der opbygges nye former for internationalisme, baseret på arbejderkampe på nationalt plan.

 

Paul O’Connell er docent i jura ved School of Oriental and African Studies (SOAS), University of London. Hans hovedinteresser er inden for, globalisering, offentlig ret, menneskerettigheder (især socioøkonomiske rettigheder) og sociale bevægelser. Han er redaktør ’Legal Form’, et forum marxistiske analyser af juridiske forhold.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com