Trods valgkampen i Sverige havde Socialistiska Partiet (SP) valgt at hæve blikket og organisere en mødeturné med den marxistiske Mellemøsten-ekspert Gilbert Achcar. Achcar talte ved offentlige møder i Göteborg, Malmö og Stockholm den 1-3. september over emnet: ”Hvad der sker med den arabiske revolution?”

 

SP er SAP’s svenske søsterorganisation. SI tog turen over sundet og var med til mødet i Malmö.

Achcar lagde ud med et kig på den aktuelle situation. Hvis man ser på de arabiske lande lige nu, tegner der sig et dystert billede. Men der er en tendens til at se for dystert på situationen. Det hænger sammen med, at der på samme måde var en tendens til at se for optimistisk på situationen i 2011. Der var en eufori, der byggede på en forventning om, at der kunne ske en hurtig og glat indførelse af demokrati.

Baggrunden for opstandene var de sociale og økonomiske forhold. De arabiske lande har haft en lang periode med lav vækst. Det betyder, at der er massiv arbejdsløshed. Specielt mange unge med uddannelse oplever, at de ikke kan få et arbejde. Samtidig er der tale om en særlig form for samfund: rentier-stater. Det betyder, at hovedfortjenesten kommer fra naturressourcer i stedet for produktion. Det betyder, at staten er ”ejet” af den herskende elite, som kan være en enkelt familie. Denne elite bruger staten til bemægtige sig ressource-renten fra primært olien. En demokratisk revolution kræver, at den gamle statsstruktur smadres og erstattes af en ny. Det er kun i Libyen, at staten er blevet smadret. Her er den dog ikke erstattet af en ny struktur, der er nærmere tale om et tomrum.

Der er seks lande, hvor der har været egentlige opstande: Syrien, Tunesien, Egypten, Libyen Bahrain og Yemen. Men næsten alle lande i regionen, selv nogle af golf-staterne har være påvirkede. I Tunesien og Egypten havde der i en periode været sociale kampe, så der var opbygget en række kamperfaringer. Der manglede i de øvrige lande en social kraft og en politisk kraft, der kunne udvikle sit eget lederskab.

I Syrien begik oprørerne den fejl, at de overlod ledelsen til eksilgrupper domineret af det Muslimske Broderskab. Derfor ser vi i dag en dominans af de kontrarevolutionære kræfter. Så situationen er ikke god. Men man burde i stedet se ”det arabiske forår” som en begyndelse på en langvarig revolutionær proces, som vil vare mange år eller måske flere årtier. Selv i Egypten og Tunesien, hvor der har været de største forandringer, er disse kun overfladiske.

Opbyg venstrefløjen
I Egypten har venstre-nasserisme [refererer til Gamal Abdel Nasser, som på et arabisk-nationalistisk grundlag var Egyptens præsident 1956-70, red.] haft en mulighed for at være samlingspunkt for et alternativ. Problemet er, at venstre-nasseristerne er gået efter alliancer med det mindste onde. I 2011 støttede de det Muslimske Broderskab mod militæret og Mubarak. I 2013 støttede de så militæret mod det Muslimske Broderskab. Ind i mellem gjorde de det rigtige og forsøgte at præsentere et alternativ, både til det Muslimske Broderskab og til militæret. Det havde de en vis succes med, og deres kandidat (Sabahi) fik næsten lige så mange stemmer som hhv. militærets og det Muslimske Broderskabs kandidat ved præsidentvalget i 2012. Det Muslimske Broderskab og militæret repræsenterer to forskellige kontrarevolutioner, der kæmper om sejren. Det samme gør sig gældende i Syrien med de islamiske fundamentalister og Assad.

Defensive våben til oprørerne
Vi ser, at opstandene har udviklet sig til borgerkrig i Syrien, mens der andre steder har været relativt fredelige protester. Achcar afviser dem, der ser dette som oprørernes ansvar. De syriske oprørere havde ikke andet valg end at bruge våben. På grund af det syriske styres specifikke karakter blev det umiddelbart til en væbnet konfrontation. Det kunne ikke undgås.

Oppositionen i Syrien begik den fejl at acceptere en eksil-ledelse domineret af det Muslimske Broderskab med støtte fra Tyrkiet og Qatar, frem for at udvikle en lokal forankret ledelse. Samtidig havde oppositionen ikke adgang til våben, mens Assad kunne få forsyninger. USA nedlagde veto mod at tillade våben til den syriske opposition.

Det er disse elementer, der har givet rum til, at Islamisk Stat (IS) har kunnet vinde terræn. Det positive ved IS er måske, at deres styre er så barbarisk, at folk ikke vil acceptere det, og at der derfor vil følge en modreaktion.

Jeg spurgte, om han ville uddybe spørgsmålet om, hvilke krav vi som venstrefløj i Europa kan rejse over for regeringerne her hos os. Det er oplagt, at vi skal kræve stop for leverancer af materiel, som våben og tåregasgranater til undertrykkende styrer. Men skal vi kræve våben til oprørsgrupper f.eks. i Syrien?

Enhedslistens politik har været at støtte en våbenembargo mod alle parter i konflikten ud fra en forståelse af, at flere våben fører til mere krig. Achcars svar er, at man kan kræve defensive våben som anti-luftskyts, så oprørerne kan forsvare sig mod bombefly.

Oplægget i Stockholm kan findes online på http://bambuser.com/v/4899602 (del 1) http://bambuser.com/v/4899506 (del 2).

Gilbert Achcar uddyber sin analyse af det arabiske forår i bogen ”The people want. A Radical Exploration of the Arab Uprising”, University of California Press.

 

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php