Fredsaftalen mellem den colombianske regering og guerillabevægelsen FARC er en stor historisk sejr, som har givet fornyet håb for de sociale bevægelser, siger Hugo Orejuela fra paraply-organisationen Marcha Patriótica.

Socialistisk Information mødte ham på Enhedslistens årsmøde sidste weekend, hvor han var gæst sammen med andre repræsentanter for partier og bevægelser, som Enhedslisten samarbejder med i Europa, Mellemøsten, Afrika og Latinamerika.

”For en måned siden var der dødvande i forhandlingerne og udbredt pessimisme, men nu tror folk på det,” siger han om den aftale, som regeringen og FARC indgik i Cuba den 23. september efter tre års forhandlinger. Mange har i løbet af disse tre spået, at det aldrig ville lykkes at nå frem til en aftale, som kan afslutte 50 års væbnet konflikt, men nu er der ”ingen vej tilbage”, ifølge Hugo Orejuela.

Men kan man virkelig være sikker på, at det ikke bryder sammen, når man skal til at gennemføre aftalen i praksis?

”Der er selvfølgelig ingen absolut garanti,” indrømmer han, ”men lad os så sige 90 procents chance.”

Retsopgør
Senest den 23. marts 2016 skal parterne være klar til at føre aftalens bestemmelser ud i livet, og derefter skal FARC to måneder efter aflevere deres våben og opløse guerilla-organisationen.

Gennembruddet i forhandlingerne kom, da man enedes om principperne for et retsopgør. Der bliver tale om en amnesti til soldater, som har deltaget i kampe, men som ikke er skyldige i krigsforbrydelser. En sandhedskommission skal oprettes for at hele de sår, der står tilbage efter den langvarige konflikt. Det vil komme til at ske under overvågning af FN og den latinamerikanske samarbejdsorganisation Unasur.

En domstol skal tage stilling til, hvem der skal dømmes for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Et af de mest opsigtsvækkende punkter er, at dommerne i hovedsagen skal være fra Colombia, dog med assistance fra internationale eksperter. FARC har tidligere afvist, at nogen af deres medlemmer kunne ende i fængsel som led i en fredsaftale. Det kan de nu.

Samfundstjeneste
Men Hugo Orejuela lægger stor vægt på, at aftalen satser på at integrere tidligere FARC-soldater i samfundet med en form for samfundstjeneste.

”Det er meget positivt, at de, der bliver straffet, kan blive integreret i samfundet, og det på en måde, som også kommer samfundet til gavn,” siger han og fremhæver desuden, at det ikke kun er FARC, men også regerings-agenter og medlemmer af paramilitære grupper, som skal for en domstol, hvis de har begået alvorlige forbrydelser.

Aftalen opererer med to typer af straf. De, der selv erkender deres forbrydelser, vil blive idømt straffe på mellem 5 og 8 års fængsel, men straffen kan veksles til samfundstjeneste, for eksempel arbejde på landet i områder, der har været ramt af den væbnede konflikt.

Hvis man ikke erkender sine forbrydelser, kan man blive idømt fængselsstraf i op til 20 år.

Jordreform
Tidligere er der lavet del-aftaler om politisk deltagelse, jordreform og afvikling af narko-handelen. Tilbage står gennemførelse af retsopgøret og en afvæbning af guerillaen.

Især spørgsmålet om en jordreform har været noget af en knast i forhandlingerne, i et samfund, hvor en enkelt procent rige godsejere ifølge Hugo Orejuela ejer 90 procent af jorden. De sidste 10 procent er delt mellem omkring 15 millioner mennesker.

I 2013 enedes man dog om, at jord skal fordeles til småbønder gennem specielle jordbanker. Når regeringen gik med til dette, kan forklaringen ifølge den svenske Latinamerika-ekspert Francisco Contreras være, at der er sket en magtforskydning inden for staten; fra de gamle godsejere til et lag af moderne finanskapitalister, som vil have fred til at kunne drive deres forretninger i form af minedrift og stordriftslandbrug til eksport af blandt andet palmeolie og ethanol uden at blive forstyrret af guerillaen. Og selv om FARC er blevet svagere – fra tidligere omkring 17.000 mænd og kvinder under våben, regner man i dag med omkring det halve, og selv om store dele af den gamle ledelse er blevet likvideret med præcisionsbombninger, og moderne satellitovervågning, som gør, at landets tætte jungle ikke udgør samme beskyttelse som før, – så kan guerillaen stadig volde stor skade med bagholdsangreb og overraskelsesangreb samt sabotage mod de olieledninger, der løber gennem junglen.

Marcha Patriótica

Marcha Patriótica blev dannet i 2012 som en paraply-organisation for over 2.000 bevægelser og foreninger, som repræsenterer arbejdere, bønder, studerende, kulturarbejdere, kvinder, indfødte folk og andre. Hugo Orejuela repræsenterer organisationen i Europa, hvor han i øjeblikket har travlt med at hjælpe med at få dannet grupper af ”venner af fredsprocessen”.

”Jo mere international opmærksomhed, også ved at aflægge besøg i Colombia, jo større chance for, at det lykkes med fredsprocessen, så tidligere guerillasoldater kan få et nyt civilt liv og ikke bliver dræbt af højreorienterede militser.

For Marcha Patriótica er fredsaftalen en historisk sejr:
”Vi kæmper for sociale rettigheder, men det vigtigste for os har været at få en forhandlet fredsløsning i Colombia,” siger han, ”fordi det er forudsætningen for et frit politisk liv. Vi har ikke politiske rettigheder nu. Alle vores ledere er udsat for trusler, over 100 aktive i de sociale bevægelser er blevet myrdet og over 400 er arresteret i de tre år, vi har eksisteret, anklaget for oprørsforsøg og terrorisme, men uden beviser.”

Hvilke aktiviteter er de vigtigste netop nu?

Marcha Patriótica er en paraply-organisation. Vi bakker op, når en gruppe går i aktion. I september organiserede bondeorganisationer en aktionsuge i protest mod, at regeringen ikke har opfyldt sine løfter om at give bønderne bedre forhold. Ud over de ulige ejendomsforhold er der også et krav om, at jorden skal dyrkes til forbrug og ikke til industriel eksport. Tidligere var der en stor produktion af ris og kartofler i landet, men nu importerer vi fødevarer. Det er blevet dyrere at dyrke end at købe på markedet, og det værste er frihandelsaftalen med USA og EU, som åbner landet for udenlandske investeringer.”

Et andet fokus handler om de politiske fanger.

”Den 2. oktober har vi en national aktionsdag, som skal skabe international opmærksomhed på de forhold, de politiske fanger lever under. Mange steder sidder fangerne i overfyldte celler under usunde forhold, men regeringen sørger ikke for ordentlig lægehjælp i fængslerne.

Det er ellers almindeligt at læse om, at det går fremad i Colombia. Økonomien vokser, og kriminaliteten falder. Hvad siger Hugo Orejuela til denne fremstilling?

”Ja, kriminaliteten er nedbragt, men den er ikke afskaffet. Demokratiske rettigheder er fortsat alvorligt truet. 40 procent af befolkningen lever i fattigdom, og halvdelen, cirka 18 millioner, lever i absolut fattigdom,” siger han.

Derfor vil de sociale konflikter fortsætte – uanset fredsaftalen, påpeger han.

”Men vi håber, at freden kommer snart. Colombia har fået et socialt pusterum. Vi håber på at kunne afslutte et kapitel i vores historie, som har kostet meget dyrt. Man regner med over 6 millioner interne flygtninge, over 300.000 døde i den 50 år lange konflikt, og over 700.000, der er forsvundet. Der er mange sår, der skal heles, familier har mistet medlemmer og ejendomme og har fået ødelagt deres livsgrundlag.

”Men selvfølgelig vil en fred ikke afslutte uretfærdighederne. De sociale konflikter vil fortsætte,” slutter Hugo Orejuela .

 

Opslået i Latinamerika

single.php