Alle kunne mærke den nye energi på Labours partikonference i september. Mere kyniske eksperter har omtalt den som ‘himmelhenrykt optimisme’ (leder i ‘Guardian’) eller ‘trekvarthysterisk opbakning’ (Simon Jenkins), altså som noget nærmest irrationelt. Andre talte om Corbyns ‘evangeliske kirke’ (Philip Collins) eller ligefrem ‘Corbyn-kulten’ (både Times, Spectator og Observer brugte dette udtryk).

Det, der reelt var tale om på konferencen, var noget, som man ikke havde oplevet i Storbritannien i meget lang tid: tusinder af målbevidste og selvtillidsfulde medlemmer af Labour Party, der uden blinken stiller op for det, som de tror på. Deres selvtillid var ikke noget, der havde med en slags Corbyn-kult at gøre, men var udtryk for, at de nu kunne ringe på eller tale til venner og familie, og argumentere ærligt og derfor overbevisende for, at de skal støtte en Labour-regering, og af hvilke grunde de skal gøre det. Denne selvtillidsfuldhed, forbundet med en politisk og personlig energi, der er blevet frigjort af at bakke op om et parti, som man tror på, var den vigtigste erfaring, som jeg bragte med mig fra både Labour-konferencen og den mere afslappede The World Transformed-festival (og de to havde en frugtbar indvirkning på hinanden). Den hang også sammen med en stålsat beslutsomhed om at ville vinde, som trådte klart frem i f.eks. den massive opbakning til valgkreds-for-valgkreds-Vælt en konservativ-kampagnen, som Owen Jones har startet, og tilstrømningen til workshops som ‘Hvordan vi vinder en kreds på vippen’, der var lige så stor som den med ‘Skrap corbynisme’.

 

Magt uden for parlamentet
Folk som Paul Mason og skyggefinansminister John McDonnell talte nøgternt og besindigt, fjernt fra enhver form for pjank og pjat. For fulde huse fortalte de, uden at forfalde til at gejle forsamlingen op, om hvad en venstreorienteret Labour-regeringen ville komme op imod: ikke bare et muligt pres på pundet, som medierne hele tiden kører frem med, en vedvarende investeringsboykot og andre former for modarbejde og sabotage fra kapitalens side. Ann Pettifor gjorde klart rede for de magtmidler, der lå i, at regeringen i sidste instans var garant for bankerne.

 

Tilhørerne lyttede opmærksomt til Theano Fotiou, minister for social solidaritet i Syriza-regeringen, der beskrev de forhindringer, som de stod over for i Grækenland som et (oprindeligt) venstreorienteret parti ved magten, herunder fejltagelserne i Syrizas egen strategi, organisation og ledelse – især partiets fiasko med hensyn til at fastholde deltagelse i de sociale bevægelser og troværdighed i forhold til dem.

 

Belært af lektien fra Grækenland, Brasilien og for så vidt alle andre forsøg fra oprindeligt venstreorienterede partier på at anvende regeringsmagten til at gennemføre deres program, opfordrede McDonald sine tilhørere til at organisere, mobilisere og skole – for at opbygge en bred bevægelse, der både kan udgøre en modmagt til det fjendtlige pres fra det private erhvervsliv og City, og producere modargumenter til den fjendtlige presse, der vil overdrive og opildne alle fjendtlige interessenter til at splitte og demoralisere Labours tilhængere.

 

Et karakteristisk træk ved konferencen, måske symbolsk for det, der er virkeligheden for det forandrede Labour-parti, er den måde, hvorpå det generelt overvandt de traditionelle skillelinjer, der er indeholdt i Labours parlamentariske orientering. Udenomsparlamentariske kampe og kampagner har traditionelt været på dagsordenen ved Labour-konferencer, men skubbet ud på sidelinjen, når et lovgivningsprogram for det parlamentariske parti kom op. Alt liv på konferencer plejede at blive kvalt af excellencers, fornemme damers og højtærede medlemmers alenlange taler. Den her gang kom masser af almindelige delegerede til orde, og de talte ikke bare om politik, men om handling: lærere, der førte kampagne mod nedskæringer, postarbejdere, der forberedte strejke, sundhedsarbejdere, der aktionerede mod benhårde initiativer fra private selskabers side til at smadre det offentlige sundhedssystem og overtage de profitable dele af det.

 

Når tilhørerne klappede af McDonalds løfte om at føre privatiseringskontrakterne tilbage til den offentlige sektor, så var det ikke bare fordi de støttede en fremtidig Labour-regerings initiativer, men fordi dette løfte retfærdiggør så mange års anstrengelser for først og fremmest at forhindre disse privatiseringskontrakter.

 

Kult for os selv
Der var også talere udefra, der inddrog udenomsparlamentarisk aktivitet i deres argumentation. Naomi Klein brugte sin taletid som international gæstetaler – det var førhen en lejlighed for de delegerede til at snige sig ud og få  en kop kaffe, mens en eller anden frakoblet notabilitet holdt en komplet ligegyldig tale – til at holde fast i ikke bare ‘nej er ikke nok’, men at vi skal være og skabe praktiske alternativer ud fra en modstand her og nu. En stuvende fuld konferencesal gav højlydt udtryk for deres tilslutning, mens forestillingen om præfigurativ politik (kunst, musik, teater mm)  var sund fornuft ved den ene event efter den anden på The World Transformed.

 

Den energi, der var på Labour-konferencen afspejler mere end forgudelse af lederen: ‘Oh Jeremy Corbyn’ er snarere ment som et glad råb til gensidig opmuntring end som bifald fra en passiv fan. Også ved Ed Milibands hyggelige og humoristisk ledede pub-quiz, trillede ‘Oh Jeremy Corbyn’-udbrud ud på række, når et billede af lederen viste sig i forbindelse med et spørgsmål. Men det selvparodierende humør er altså meget langt væk fra den evangeliske kult, som uforstående eksperter prøver at trylle frem.

 

Corbyns insisteren på ‘vi’, ikke ‘mig’, er lige så meget rettet mod hjernen som mod hjertet. VI skal vinde, og VI skal gøre os klar til at regere, og ikke bare overlade det til fremtidige ministre. Og regeringsmagten er nødvendig, men ikke tilstrækkelig: VI skal mobilisere alle vores kilder til modmagt sammen med en Labour-regering.

 

Men det er ikke alt sammen bare fremad og opad. Selv om konferencen udstrålede et stærkt begreb om muligheden for en Labour-regering og forpligtede sig på at blive ved med den valgkampsenergi, der var bygget op tidligere på året, så er der stadigvæk splittelsesproblemer – der er parlamentsmedlemmer, der ikke bare er uenige med den valgte ledelse, men som stadig nægter at anerkende retmæssigheden af Corbyns overvældende dobbelte mandat, og som bliver ved med at konspirere imod ham i det skjulte. Selv om der er mange i centrum-venstre af partiet, der accepterer, at Corbyns lederskab er kommet for at blive, og at det, i modsætning til hvad de havde forventet, har vist sig også at føre til vælgermæssig fremgang, så er der andre, der er gennemsyret af Blairs og Mandelsons dybe foragt for venstrefløjen, og som ikke accepterer, at de nu er i mindretal i partiet – og som har masser af venner blandt avisernes kommentatorer.

 

Indtil en ny valgperiode giver en venstreledelse ligelig adgang til medierne, sådan som det skete i juni 2017, så vil venstrefløjen blive ved med at lide under at blive set af offentligheden i en optik, hvor medierne fremstiller højrefløjen som moralsk overlegen.

 

Det er uklart, hvad der skal til for at få bugt med sådan en anti-social opførsel – måske en kombination af pres fra fagforeningerne og en positiv, handlekraftig valgagitation fra den lokale partiafdelings side, der får den slags parlamentsmedlemmer til af skam at bakke op om det parti, som de har at takke for deres job.

 

Som husarbejde, det bliver aldrig færdigt
Men et sådant scenarie rejser et nyt problem: tid, energi og ressourcer hos de lokale aktivister, især dem, der er organiseret igennem Momentum (1), efterhånden som de bliver stillet over for de mangeartede opgaver, der kræves af dem i en kompleks og uvis kontekst. De prioriteringer, der blev trukket klart frem på konferencen, indikerer, at denne nye, nye venstrefløj lægger op til at kombinere valgkamp med udenomsparlamentarisk modstand og alternativer. Den afviser fortidens enten-eller tankegang. Men den afviser også et liv med endeløse møder, et liv, der er blottet for glæde og tænksomhed.

 

Tal med aktivister inden for et hvilket som helst område af Momentum, og du vil opdage, at de eksperimenterer med en ny rolle for Momentum, når engang venstrefløjen erobrer flertallet af tillidsposter i den lokale Labour-afdeling. Kampen om effektiv kontrol over Labour-partiet lokalt, er lidt som husarbejde, aldrig færdigt. Lige så snart en opgave er udført, som f.eks. at komme med i en lokalbestyrelse, så er der en anden, der er meget vigtig, f.eks. den lokale valgkampsgruppe, der er under kontrol af kommunalbestyrelsesmedlemmer, som er under stor mediebevågenhed og kun i begrænset omfang til at stole på.

 

Ligesom husarbejde kan det overtage hele dit liv, så der ikke bliver tid til andet – med mindre man etablerer en eller anden form for selvstændig aktivitet, der har sin egen dynamik. Sådan har det været med Momentum ved flere lejligheder. I Bristol er der for eksempel en stærk Momentum-bevægelse – den har allerede fået flertal i adskillige bestyrelser og en delegation på over 30 til konference – der fastholder sig selv som et fleksibelt, kreativt rum for idéudvikling, skoling og græsrodskampagner, som overføres til lokale partiafdelinger, men med selvstændighed i forhold til dem.

 

Det blev på udmærket vis symboliseret i Brighton. Den selvstændighed, der kendetegner The World Transformed: ikke afholdt i konkurrence med Labour-konferencen, men med sit eget liv. I den forstand bidrager TWT, sammen med den voksende infrastruktur på mediesiden hos den yderste venstrefløj, til at genskabe en kritisk internationalistisk socialistisk politisk kultur, som Tony Blair smadrede under sit præsidentielle ‘mig’-lederskab. TWT og Momentum gør Corbyns ‘vi’ til en levende realitet, med al den selvstændighed, som et sådant arrangement indebærer.

 

Hilary Wainwright er en britisk sociolog, politisk aktivist og socialistisk feminist. Hun er medredaktør af tidsskriftet ‘Red Pepper‘, hvor også nærværende artikel er publiceret. Oversat af Niels Overgaard Hansen.

 

Note:

(1) Momentum er en græsrodsbevægelse, der blev grundlagt i forbindelse med Jeremy Corbyns overtagelse af formandsposten i Labour, O.a.

Opslået i Facebook, Nordeuropa

single.php