Nadia De Mond, feministisk aktivist fra Communia i Milano giver et overblik over de nyeste internationale initiativer inden for kvindebevægelsen, hvad der er sket for nylig i Italien, og fremtidsudsigterne for den nye feminisme.

Det var i forbindelse med kvindeseminaret på International Institute for Research and Education, at der blev lejlighed til dette interview. I en pause i det stramme program med diskussioner og arbejdsgrupper, der skulle analysere den seneste cyklus af feministiske mobiliseringer, talte Laia Facet med Nadia De Mond, der er medlem af Communia i Milano og feministisk aktivist, for at få et overblik over de nyeste internationale initiativer inden for bevægelsen, hvad der er sket for nylig i Italien, og fremtidsudsigterne for den nye feminisme.

 

LF: Nadia, du har været feministisk aktivist i årtier, hvordan ser du med den baggrund på den nye cyklus af mobiliseringer?

 

NDM: Det, der træder tydeligt i frem i de mange lande, hvor der har været mobiliseringer i de sidste to år, er, at  den internationale feminisme befinder sig i en ny udviklingsfase. Det er selvfølgelig ikke en verdensomspændende foreteelse, der vedrører alle lande, men den er ikke længere begrænset til et bestemt kontinent eller en bestemt region. Vi siger, at vi er i en ny geopolitisk fase, og at vi ikke kan tænke ud fra forestillingen om kontinuitet, det er noget tilsvarende, der sker inden for den feministiske bevægelse. Efter en årrække med begrænsede erfaringer, fællesskaber og kampe, hvor det var svært at få øje på de store fremskridt, så er der i de sidste to år mange forhold, der har virket ind på hinanden på en måde, som vi ikke har set før, og hvis samspil giver mange nye muligheder. Og så er der som noget helt nyt det generationsaspekt, at dem, der har skabt disse nye mobiliseringer, er meget unge. Der er selvfølgelig gamle aktivister med, men det generationsmæssige er meget fremtrædende, det er de unge, der er i front. Så er der jo også det, og det er selvfølgelig normalt, denne generation har sine egne måder at praktisere feminisme på. Jeg tror, at enhver generation tilegner sig feminisme på sin egen måde. Denne generation giver udtryk for en feminisme, der er meget mere intersektionel end tidligere. Meget spontan, meget direkte og ligefrem i de mindre politiserede lag, i den måde, som de forskellige former for undertrykkelse med hensyn til race,  køn, etnicitet og klasse opfattes på, alt det flettes sammen i en gennemtrængende fælles følelse af intens ubehag og utilfredshed, der gør protest og forandring tvingende nødvendig.

 

LF: Jeg skulle lige til at spørge dig om det med, at vi i denne nye fase har kunnet iagttage racialiserede, tilslørede og transseksuelle kvinders tilstedeværelse og synlighed som noget meget iøjnefaldende i mobiliseringerne. Vi så det i Women’s March, men det har været et markant træk ved alle mobiliseringerne. Jeg kan huske, at jeg talte med nogen af mine kammerater, om det drejede sig om en overvindelse af den anden bølges begrænsninger. Hvor langt er vi med at overvinde dem?

 

NDM: Jeg er helt vild med denne nye bølge. Men det mere borgerlige, mere institutionelle segment, er ikke besejret. Det har mange måder at opretholde sin kontrol og indflydelse i kvindebevægelsen på. Det råder over mange kommunikationsmidler, ikke de sociale medier som vores, men massemedierne, kvinder i kulturelle og politiske magtpositioner osv., de er der, og vi bliver stadigvæk nødt til at konfrontere dem, slaget er ikke vundet. Cinzia Arruza har f.eks. fortalt mig, at i opstarten af Women’s March var der medarrangører, der prøvede at lukke munden på dem, der opfordrede til strejke og til en mere intersektionel, bredere og mere klasse- og raceorienteret march… Nej, det er ingen nem sameksistens.

 

LF: Og hvordan har det så formet sig i Italien? Der har været en meget stærk cyklus af mobiliseringer. Det er også lykkedes at genopbygge kvindebevægelsen og at etablere nye platforme som f.eks. Non Una Di Meno. Hvordan har det været?

 

NDM: Uforventet. Der har været et samspil mellem forskellige organiseringer. Der har været en radikal, revolutionær gruppering af unge feminister, der har været bygget op omkring kampen for fri abort i solidaritet med Spanien. Deres netværk (‘Io Decido’) begyndte så at samarbejde med de kvindelige medarbejdere i anti-volds-centrene, som har deres eget, lidt mere institutionelle netværk – som blev direkte berørt af nedskæringerne og regeringens planer – samt nogle andre grupperinger, om at skabe Non Una Di Meno, men tilslutningen er gået langt ud over disse initiativtagere. Det interessante er, at demonstrationerne og protesterne i gaderne fra starten af har været forbundet med stormøder på landsplan dagen efter for at gennemføre dybdegående diskussioner af alle aspekter af, hvad begrebet ‘vold’ indebærer. Vold omfatter alle former for undertrykkelse og diskrimination af kvinder og LGBT+ personer. Det har åbnet op for dannelsen af arbejdsgrupper, ikke bare disse kæmpe landsmøder med mere end to tusinde kvinder, men også møder  i de store byer. De har arbejdet med, hvad de enkelte aktioner skulle gå ud på, samt hvilke krav og forslag, der skulle føres frem, og det har krævet næsten alle politiske ressourcer i et år. Nu består udfordringen i at konsolidere denne meget betydelige styrkeposition. Der har ikke været nogen landsdækkende feministisk organisering i Italien i de sidste 20 år, alting har været meget fragmenteret og lokalt. At kunne holde fast i denne form for landsdækkende organisering, det er altså noget nyt. Udfordringen er derefter, hvilke muligheder det så åbner op for.

 

På den ene side har vi konfrontationen med regeringens planer. Men der er forskellige holdninger blandt de mere uafhængige grupperinger, der ikke vil have alt for meget med regeringen at gøre, én gruppering siger: vi vil møde op og fremlægge vores synspunkter med den vægt, som vores styrke giver, og en anden gruppering, knyttet til koordineringen af institutionelle centre, der er mere villig til at forhandle, fordi de er afhængige af budgetter af hensyn til deres overlevelse. Så det er altså en meget svær diskussion.

 

Vi diskuterede derudover, om vi skulle foreslå et årligt landsdækkende feminismemøde, også denne gang inspireret af de argentinske kvinder, for at holde fast i en anledning til diskussion inden for rammerne af den feminisme, der udspringer af denne nye bølge og ikke af de mere institutionelle organiseringer.

 

LF: Hvad har du tænkt på i forbindelse med mobiliseringen 28. september? Hvor står abortspørgsmålet i Italien i dag?

 

NDM: Der bliver mobiliseringer i de store byer, der bliver ikke en landsdækkende mobilisering, det er for at være tættere på, hvad der foregår blandt almindelige mennesker og på hospitalerne. Problemet med Lov 194, der fastlægger mulighederne for abort i Italien, er spørgsmålet om lægers ret til fritagelse af samvittighedsgrunde, der er udstrakt til alle sundhedsarbejdere. Det betyder, at 70% af lægerne er modstandere, og i nogle offentlige hospitaler og i nogle regioner vil muligheden for afbrydelse af svangerskabet være meget vanskelig eller komme meget sent. Og det er noget, der diskuteres. Er det vores mål at få loven ændret, så denne paragraf bliver fjernet, eller skal vi kræve, at alle de offentlige myndigheder skal sikre, at retten til indgrebet på den ene eller anden måde garanteres. Dette sidste er ét synspunkt, mere pragmatisk, om man vil; det andet, der er mere politisk, er mere interessant, men hvis man vil gå den politiske vej, så er man nødt til at byde ind på, hvordan man vil få loven ændret. I en kontekst, hvor vi har et parlament, der bliver kaldt centrum-venstre, men reelt er mere centrum-højre. Med denne magtbalance, hvordan skal man så forandre loven? Med PD, der er en fusion af de kristelige demokrater og det kommunistiske parti, eurokommunisterne, er magtbalancen utilstrækkelig. Der skal en enorm mobilisering til, for der den risiko, at hvis Lov 194 bliver taget op i denne parlamentsperiode, så kan en ændring af den blive til det værre. Og dertil kommer, at højrefløjen fra tid til anden mobiliserer for at indføre en lovbeskyttelse af fosteret. Det er et argument, men den virkelige trussel om, at graviditet ikke kan blive afbrudt, og at vi ikke kan fortsætte ad denne vej, og at vi er imod retten til fritagelse af samvittighedsgrunde, det er klart, og der vil blive stribevis af protestaktioner. Jeg tror, det vil blive en succes.

 

LF: I denne uge diskuterer vi det internationale scenarie med et tiltagende antal mobiliseringer, og hele situationen med globalt kaos og bruddet på den sociale pagt, som den politiske krise har tydeliggjort…Hvilken rolle tror du, den feministiske bevægelse spiller? Hvilken strategisk rolle kan den komme til at spille i de kommende år?

 

NDM: Jeg ser et meget stort potentiale, uden at lukke øjnene for problemerne. Sammen med den feministiske bevægelses fremgang er der også det andet, dvs det feminiserede lederskab af mange andre bevægelser – sociale, med hensyn til territoriale rettigheder, økologiske, inden for social-, sundheds- og boligområdet. Begge disse foreteelser er for mig indikatorer på, at den tomhed og lammelse, som venstrefløjens nederlag førte med sig, er begyndt at blive udfyldt af disse nye former for mobilisering, og at de også, hvis vi arbejder godt, kan ændre de måder, vi bedriver aktivistisk politik på. Måder, der inkorporerer et helhedsorienteret perspektiv på menneskers liv, hvor seksualitet er ét tema, men også kollektiv ejendomsret, naturen osv. Jeg synes, at der er en mulighed. En ny avantgarde, jeg ved, at dette begreb er til diskussion. Men disse kvindelige ledere inkorporerer en sammensat helhed af kreative modsigelser, der i meget høj grad kan styrke og blive et godt grundlag for et nyt paradigme for forandring og revolution.

 

Nadia de Mond er et ledende medlem af Sinistra Critica i Italien og af Fjerde Internationale. Hun koordinerer Women’s March i Europa. Laia Facet er medlem af Anticapitalistas i Spanien.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

Opslået i Feminisme, Sydeuropa

single.php