Foråret 1917 var for arbejdende mennesker i Sverige et sultens og nødens forår, men det var også forhåbningernes. Rygterne om den store revolution i øst mod krig og enevælde nåede til Sverige. Kunne Sveriges arbejdere gå samme vej?

af Håkan Blomqvist

»Levnedsmiddelpriserne steg kraftigt. De udvalg som nedsattes for at regulere varetilførslerne stod overfor store problemer, og irritationen mellem forbrugere og producenterne blev stor. Resultatet af alt dette var, at Hammarskjöld afgik (1917)«.

Således var hungeråret i Sverige i 1917 omtalt i min historiebog for gymnasiet i 1960`erne. »Irritationen mellem producenter og forbrugere«? Bag denne harmløse og intetsigende formulering skjulte sig en historie, vi sjældent fik undervisning om i skolen – historien om sult og undertrykkelse, og om almindelige arbejderes kamp, ikke bare for mad i maven, men også for at vælte regeringen »Hungerskjöld«, med hele det system af øvrighedsmagt, han repræsenterende.

Foråret 1917, det fjerde krigsår, var for arbejdende mennesker i Sverige et sultens og nødens år. Mangelen på fødevarer, som var blevet mere og mere tydelig i efteråret 1916, begyndte efter årsskiftet at udvikle sig til en egentlig fødevarekrise. Eksporten af kød og flæsk til det krigsførende Tyskland havde skruet priserne op også på det svenske marked, og arbejderfamilierne var tvunget til at gå over til en kost af brød og rodfrugter. Og som hundrede år tidligere var det kartoflen, som holdt hungersnøden fra at banke på de fattiges dør.

I januar indførte regeringen brødrationering, men måneden efter proklamerede Tyskland den uindskrænkede ubådskrig, som gjorde import af hvede fra Amerika praktisk taget umulig. Brødrationerne blev sat ned til 200 gram per dag. I april blev der sat en maksimumspris på kartofler, men uden rationering, så kartoflerne forsvandt så godt som fuldstændigt fra markedet. Den akutte krise var et faktum.

Men foråret 1917 var ikke udelukkende et nødens forår i arbejderhjemmene – det var også forhåbningernes.

Rygterne om den store revolution i øst mod krig og enevælde nåede til Sverige i den anden uge af marts. Ruslands arbejdere og bønder havde omstyrtet tsarens despotiske styre. De fattige arbejdere, bønder og soldater havde af egen kraft væltet en mangedobbelt stærkere øvrighed end den svenske. Kunne Sveriges arbejdere gå samme vej?

»Der lå ligesom revolte tendenser i luften, en bølge af frigjorde følelser væltede frem« noterede en iagttager blandt de Liberale. Og socialdemokraten Palmstierne skrev i sin dagbog: »Våragtige vinde blæser, vort folk rystes som af et stød.. Alles sind er optagne af revolutionen. Ingen taler om andet«.

Højreregeringen Hammarskjöld, der oprindelig var kommet til magten, efter at Gustav den Femte holdt tale i kongeslottets gård til et sammenkaldt »bondeoptog«, afgik den 29 marts som følge af den voksende uro. Swartz fik i stedet opgaven at danne en ny højreregering. Men ude på fabrikkerne og i arbejderhjemmene var tålmodigheden opbrugt.

 

Västervik
Det var tidligt om morgenen d. 16. april 1917 i industribyen Västervik ved kysten af Småland. Trods at dagens produktion for længst burde have været gået i gang, stod mange maskiner stille. Arbejderne havde samlet sig i klynger. Man diskuterede begivenhederne fra samme lørdag. Der var arbejderne ved Flinks stenhuggeri og hos entreprenør Larsson sammen gået i optog ud fra deres arbejdspladser. Vejen gik til rådhuset, hvor arbejderne havde krævet at komme til at tale med Kongens Foged. Der var ét krav, som de forsamlede havde stillet: Brød!

Eksemplet blev fulgt i hele byen. På alle fabrikker og arbejdspladser blev arbejdet nedlagt. I hundredvis strømmede arbejderne til rådhuset for at fremlægge deres krav.

Undervejs blev mejeribestyreren tvunget til at sænke mælkeprisen med tre øre. Et par hundrede arbejdere trængte ind på den »Hollandske mølle« for at undersøge forrådet af mel og korn. Stillet overfor en beslutsom forsamling, gik brændselshandleren med til at tænke prisen på brændet. På rådhuspladsen voksede menneskemængden. Syndikalisten F. J. Gustafsson talte til forsamlingen. Han foreslog, at hver fagforening og arbejdsplads skulle vælge repræsentanter, som skulle mødes i Tjust forsamlingshus for at diskutere yderligere tiltag.

 

Kontrol
Västervik havde i 1917 knapt 1800 fabriksarbejdere. Da de delegerede fremlagde deres forslag på aftenens møde, var over 2000 arbejdere mødt frem for at overvære dette.

Forslagene blev enstemmigt vedtaget. Foruden lokale krav om oprettelsen af et stort suppekøkken, forøget tildeling af brødrations-kuponer og et stop for inddrivelsen af kommunal restskat for personer med under 3.000 kr. i årsindtægt, blev der stillet en lang række krav til regeringen:

Stop for al fødevareeksport, kraftig beskatning af krigsspekulanterne, skattefrihed for alle indkomster på under 3.000 kr./år og alkoholforbud. Af egnens arbejdsgivere krævedes 8 timers arbejdsdag og en forhøjelse af reallønningerne til førkrigsniveauet.

En komite på fem mand blev nedsat for at lede den forsatte kamp for kravene. Via denne »Arbejderkomiteen fra den 16. april« tog arbejderne hurtigt kontrol med fødevareforsyningen i Västervik.

 

Revolution
En ny inspektion af formalingen af brødkorn på »Hollandske mølle« blev gennemført. Der blev udnævnt arbejderkontrollanter for at overvåge hvedens kvalitet.

For at sænke fiskepriserne indgik Arbejderkomitéen en aftale med byens fiskehandlere. Disse forpligtigede sig til at tilføre markedet i Västervik fisk til »rimelige« priser. For at kunne afgøre, hvad der var rimeligt, fik Arbejderkomitéen ret til at kontrollere fiskehandlernes avancer. Størrelsen af disse avancer blev fastsat i aftalen. Fiskere, som ville have eksportlicens til deres fangster, måtte henvende sig til Arbejderkomitéen for at få tilladelsen.

Prisen for arbejdssko, kød og flæsk samt priserne på bagværk og kaffe på byens caféer sænkedes efter anmodning fra komitéen. Arbejdere, der var udvalgte af komitéen, blev kontrollanter ved det kommunale fødevarenævns salgssteder. Endog kagerne ved en af byens konditorier blev udsat for arbejderkontrollanters gumlende overvågning efter klager fra kunder over »ikke tilladte tilsætningsstoffer«.

Men komitéen nøjedes ikke med at behandle spørgsmål vedrørende fødevarer. Kongens Foged, en statsembedsmand, blev tvunget til at fratræde, efter at komiteen havde erklæret, at han ikke længere nød dens tillid. For at opretholde ordenen, blev særlige arbejderordningsmænd udnævnt, medens politibetjentene måtte holde sig inde på deres station for ikke at provokere.

Västerviks borgmester fik et tilbud af amtsrådet om en militærstyrke for at knuse den »røde terror«, som borgerlige aviser mente hærgede den lille by. Den kloge mand henvendte sig imidlertid til arbejderkomitéen og spurgte, om der virkelig var behov for en sådan styrke til at holde orden, og fik en utvetydig besked om, at den sag klarede arbejderne bedst selv.

I et samfund, hvor fattige arbejdere og kvinder ikke engang havde stemmeret, viste arbejderne, hvordan deres eget demokrati kunne fungere. Og ligesom den berømte »sovjet« (sovjet er russisk for »råd«) i Petrograd nogle hundrede kilometer mod øst, gnaskede västervikarbejdernes lille lokale »regering« sig ind i det gamle magtapparats hjertemuskulatur. Arbejderne i Västervik havde med journalisten Jolos ord i en mindeartikel, »ifølge al sprogbrug og definitioner, gennemført en revolution«.

 

Oprørsbølgen
Men eksemplet fra Västervik stod ikke alene. Ugerne forinden havde fortvivlede fiskerkoner demonstreret i Söderhamn for mad til deres sultende børn, og i Norrköping var det kommet til håndgribeligheder, da husmødre gik i kødet på kartoffelhandlere. Nu spredte hungerbevægelsen sig som en løbeild over landet. Det var et hungeroprør at samme type som i 1867 og 1855, men det fik alle tidligere erfaringer til at blegne.

I de sidste dage af april strømmede oprørsrapporter ind til aviserne i hele landet, fra mineområderne og industribyer, fra storbykvarterer til de mindste afkroge i en flod, som voksede time for time.

Karlstad: 400 fabriksarbejdere udenfor rådhuset.

Råå: 200 arbejdere kræver flere brødkort.

Tranås: 1000 arbejdere tilbageholder en godsvogn med 8 tons kartofler.

Hofors: 2000 arbejdere, mænd og kvinder, demonstrerer udenfor fødevarenævnet.

Norrköping: 1000 tekstilarbejdere demonstrerer.

Enköping: 1000, Nässjö: 3000, Katrinholm: 3000, Västerås: 9000, Bollnäs: 2500, Vaggeryd: »samtlige arbejdere«, Skaftet: 200…»Et antal arbejdere på over 60 vid Äggfors sulfatfabrik drog om onsdagen gennem Mörsil og aflagde herunder besøg hos flere landmænd, hvilke de aftvang skriftlige erklæringer om nedsættelse af mælkeprisen til 15 øre per liter…« Hundredtusinder af arbejdende mænd og kvinder gik af huse for at kræve brød og retfærdighed.

Godsvogne med kurs mod Tyskland blev plyndret. Bønder og handelsmænd fik bryskt deres lagre undersøgt, når arbejderne kontrollerede, at der ikke blev hamstret med spekulation for øje.

De mest bemærkelsesværdige kontroller foregik i den sidste uge af april i Ådalen. Fra den 24. april, hvor op mod 4.000 arbejdere demonstrerede i Kramfors, blev arbejdet nedlagt på savværker og fabrikker hele vejen ned langs Ålandskysten.

Manifestationen i Kramfors havde blandt andet krævet, at der skulle fastsætte maksimalpriser på alle dagligvarer, og at alle forhåndenværende kartoffellagre skulle eksproprieres for at blive solgt til arbejderne. I de følgende dage begyndte arbejderne selv at virkeliggøre deres krav. I tusindtal drog de ud til bønderne for at kræve lavere mælke- og kartoffelpriser. Selv mejerier og butikker blev udsat for håndfaste besøg. Avisrapporter fortæller om, hvorledes arbejderne fra Rossö, Nyland og Prästman havde held til at fremskaffe ti tønder kartofler ved succesfulde undersøgelser hos bønderne. Gudmundrås-arbejdere gik i optog i en kæmpedemonstration med over 10.000 deltagere helt til Sollefteå, for der at forsøge at nå til enighed med militæret. Langs vejen krævede de af bønderne at disse sænkede deres priser. I Nyland lænsedes butikkerne for brød. Fødevarespekulanter blev taget og forhørtes af masserne.

En avisnotits om et af de tusindvis af såkaldte »tvangskøb« rundt om i landet kunne lydes således:

»Et stort antal af de strejkende værftsarbejdere samt en del andre samledes torsdag morgen udenfor handelsmanden Bernhard Samuelssons butik i Kvillebäsken, hvor man dagen før ved en kontrol havde fundet over 40 sække kartofler, hvilke indehaveren havde lovet at sælge næste morgen. Nu var hr. Samuelsson i sin forskrækkelse blevet så velvillig, at han ville forære de kartofler væk, som han tidligere havde holdt skjult, men dette ville arbejderne ikke gå med til. Kartofler solgtes derfor i 5 kilos portioner for 50 øre per pose. Der kom naturligvis vældigt mange købere.«

Denne form for »tvangskøb« kan i nutidens øre lyde harmløse, men udgjorde i virkeligheden et lovbrud. Køberne havde jo ingen rationeringskort.

Sultoprøret rullede som en lavine over landet. Mange steder blev der dannet arbejderkomiteer, som i varierende udstrækning fulgte eksemplet fra Västervik. Magthaverne var rystede, og deres uro skulle få yderligere anledning til at vokse.

I slutningen af april nåede hungerbevægelsen også de militære enheder. Fra regiment til regiment rapporteredes om sultdemonstrationer og solidaritetsytringer overfor arbejderne udenfor kaserneområderne.

 

Værnepligtige demonstrerer
Den 18. april trodsede 150 matroser på Skeppsholmen i Stockholm forbuddet mod at deltage i politiske møder. I sluttet trop marcherede de gennem byen til den socialistiske ungdomsklub Reveljes møde i Södermalm, hvor den altid revolterende agitator Hinke Bergegren fortalte om den russiske revolution. Et kompagni kadetter med skarpladte våben blev sendt ud for at arrestere matroserne, men turde ikke gribe ind.

Dagen efter havde arbejderne på ASEA i Västerås nedlagt arbejdet og 9.000 strejkende havde forsamlet sig på rådhuspladsen for at markere deres krav. I en af resolutionerne udtalte arbejderne deres støtte til de sultestrejkende værnepligtige ved Västmanlands regiment og kom med påmindelsen: »Husk fra hvilken klasse i stammer! Husk at I, ligesom vi, er ofre for et uretfærdigt samfundssystem«. Hen under aften gik 600 værnepligtige ud fra kasernen og til pladsen til tonerne af »Internationale« og »Arbejdets Sønner«, hvor de forenede sig med de strejkende. De kom ikke slentrende i civilt tøj, men marcherede ligesom i Stockholm fuldt uniformerede og i samlet trop uden deres officerer, hvorefter de sammen med de strejkende arbejdere udbragte råb om »Leve revolutionen«.

Ved Norrbottens regiment i Boden indledtes en sultestrejke, som modtræk indsamlede befalingsmændene geværerne og bajonetterne. Regimentsbyerne kogte. I mellemtiden rullede sultbevægelsen videre. Stockholm: 10.000 udenfor rigsdagen med krav om brød og borgerlige rettigheder. Göteborg: Voldsomme hungeroptøjer og 15.000 uden for rådhuset….

Der gik en gysning gennem øvrigheden.

 

Beskyttelseskorpsene
Medens militærledelsen rundt om i landet skyndte sig at afvæbne de værnepligtige og posterede dobbelte vagter ved ammunitionslagrene, organiserede de socialistiske ungdomsklubber »arbejder- og soldaterforeninger« i regimentsbyerne for at skabe »forbrødring« over kasernemurerne.

Som modtræk overfor den voksende sultbevægelse og opløsningstendenserne indenfor krigsmagten tog ledende militærpersoner, den pensionerede oberst Gyllenpalm og generalmajor Balck sammen med ledelsen af politiet i Stockholm initiativ til oprettelsen af en borgergarde – »Stockholms Frivilliga Skyddskår«. Korpsets erklærede formål var at bistå politiet med opretholdelsen af ordenen og forsvaret af offentlige bygninger, fødevarebutikker og andre sandsynlige angrebsmål for sultdemonstranterne. På meget kort tid blev mandskab blandt militære befalingsmænd, statsembedsmænd og medlemmer af højres »Nationella Ungdomsförbundet« rekrutteret og bevæbnet. Korpset blev indkvarteret på militærakademiet.

Arbejderbevægelsen, specielt dens ungdomsorganisationer, reagerede øjeblikkeligt.

»GYLLENPALMERNES PROVOKATIONSGARDE BESVARES AF DEN RØDE ARBEJDERGARDE. Bevæbnede arbejderkorps til opretholdelse af ordenen og folkebeskyttelse« Rubrikkerne i det venstreorienterede dagblad »Politiken« fra den 28. april var dystre og avisen advarede: »Arbejdernes svar på denne uhørte udfordring bliver dels yderligere opmærksomhed og koldblodighed.. og dels en almen bevæbning af arbejderne over hele landet. Forberedelser er allerede blevet truffet til oprettelsen af røde garder, bevæbnede arbejdergarder, til beskyttelse af folket og ordenen mod disse reaktionens banditter. Nogen politibeskyttelse af disse, vore garder, fås jo ikke og ønskes heller ikke. Men de kommer alligevel til at gøre deres tjeneste…«

Og i samme nummer af Politiken indkaldte »Föreningen Soldater-Arbetere« i en annonce til rekrutteringsmøde til en rød garde:

»De borgerlige i Stockholm har dannet en Borgergarde, som i samarbejde med politiet skal skabe uorden i arbejderrækkerne på den 1`ste maj. Arbejdere! Denne udfordring må gives et svar! Alle, som indser nødvendigheden af at ORDEN og FRIHED bør gå hånd i hånd på arbejdernes helligdag, samles i aften kl. 8 til et møde i Revolts lokaler… til organiseringen af en ARBEJDERGARDE«.

Stillet overfor proteststormen og truslen om bevæbning af arbejderne besluttede regeringen over hals og hoved allerede samme aften, at beskyttelseskorpset skulle opløses. Men rygtet vandrede som et spøgelse blandt øvrigheden, at første maj, så var det Dagen. Der skulle Sverige hjemsøges af REVOLUTIONEN.

Formanden for socialdemokratiet Hjalmar Branting havde ganske vist lovet, at arbejderne selv ville sørge for opretholdelse af orden, men alligevel blev store troppestyrker forflyttet til Stockholm. Myndigheder trak 2.000 ekstra soldater fra provinsen ind til hovedstaden. Barkasser og vagtbåde blev udrustet med maskingeværer. Mineberedskabet (!) blev aktiveret. Det gamle skib Freja, der normalt fungerede som flydende kaserne, blev ligeledes udkommanderet. Fra kystbevogtningen var orlogsskibene »Oscar II« og »Manligheten« ankret op på Strömmen [floden gennem Stockholm, o.a.].

Men første maj-demonstrationerne blev en fredelig massemobilisering af en art, som sjældent er set. 100.000 arbejdere samledes på Gärdet i Stockholm – en fjerdedel af byens befolkning. 20.000 arbejdere demonstrerede i Göteborg og Norrköping, 15.000 i Malmö. I alt deltog knap 400.000 arbejdere over hele landet i demonstrationerne bag krav om brød, 8-timers arbejdsdag og en grundlovsændring, altså almen og lige stemmeret. Demonstrationerne var disciplinerede, og på de fleste steder anført af det traditionelle socialdemokrati og LO.

 

Kvindedemonstrationer, opløb og plyndringer
Men bevægelsen mod sulten fortsatte. Blot nogle dage efter første maj rapporteredes om nye kartoffelkontroller. I Norrköping stormede 4.000 kvinder bager- og slagterbutikkerne. Den 5. maj drog i hundredvis af arbejderkvinder gennem gaderne i Södermalm i Stockholm og gennemsøgte lagrene hos flere handlende. På Södermannagatan gennemførte beredent politi et rytteriangreb på folkemassen, mange blev sårede og flere kvinder blev arresterede.

I Göteborg tvang sultdemonstrerende kvinder bagerierne til at sælge brød uden rationeringskort. Politiet og en afdeling af Göta Artilleriregiment rensede gaderne, men demonstranterne samledes igen på Järntorget. Sammenstødene mellem arbejdere og politistyrker forskellige steder i byen forsatte gennem hele aftenen og den første del af natten.

 

Splittelsen
Overfor de voksende krav fra sultdemonstranterne og de mere radikale dele af arbejderbevægelsen om, at LO skulle erklære generalstrejke for at gennemdrive kravene, svarede LO-ledelsen og den socialdemokratiske partitop gennem at oprette den såkaldte »År 1917`s arbejderkomite«. Komiteen påberåbte sig at repræsentere de forskellige sult- og arbejderkomiteer rundt om i landet og erklærede som sit formål at lede oprørsbevægelsen ind i lovlige og parlamentariske baner. De lokale komiteer formanedes til at ophøre med al indtrængen på de statslige og kommunale fødevareorganers områder og sultdemonstranterne opfordredes til i stedet for kontroller og uro at bakke op om Socialdemokratiet ved det forestående valg til efteråret.

Protesterne fra baglandet lod ikke vente på sig. F.eks. udtalte arbejderkomiteen i Västervik sin »bestemte modvilje mod den hovedløse måde hvorpå denne komite har haft frækheden til at forsøge at stille sig i spidsen for arbejderklassens nyvakte stræben efter brød og frihed, et øjeblik, hvor det er af største vigtighed at samle arbejdermasserne, burde det stå klart at oprettelsen af en komite, som blot repræsenterer en enkelt retning og desuden den, som i øjeblikket mindst svarer til stemningen i landet, må virke splittende i stedet for samlende«.

Flere steder blev arbejderbevægelsens mere radikale venstrestrømninger; syndikalisterne, venstresocialdemokraterne og de socialistiske ungdomsforbund opfordret til at tage ledelsen af bevægelsen. På opfordring af syndikalisterne samledes i slutningen af maj repræsentanter for det nydannede socialdemokratiske venstreparti (altså det senere kommunistparti), de socialistiske ungdomsforbund og syndikalisterne sammen med andre venstrefløjsfolk for at planlægge »samlingen af sultkampen«. Planen var at forsøge at vælge et centralråd for bevægelsen i sammenhæng med et større arbejdermøde i Stockholm. Muligheden bød sig d. 5, juni.

 

Gustav Adolfs Plads
Det var en tirsdag. Både det gamle socialdemokratiske parti og det nye skulle komme med indlæg i en forespørgselsdebat om den øjeblikkelige nødssituation. Venstrefløjen havde opfordret Stockholms arbejdere til at nedlægge arbejdet og møde frem udenfor rigsdagshuset. Over 30.000 fulgte strejkeappellen, og i tusindtal samledes de strejkende på Gustav Adolfs Plads. Store politi- og militærstyrker havde afspærret Norrbro. Beredent politi var posteret på sidegaderne. På offentlige bygninger var der etableret stillinger med maskingeværer. Og pludseligt, uden forvarsel, blæste politiledelsen til angreb.

I arbejderpressen talte man dagen efter om »Stockholmkosakkernes vilde fremfærd« ved »Blodbadet på Gustav Adolfpladsen« med mængder af mennesker, som var sårede af sabelhug og bajonetstik, eller som var blevet trampet ned i panikken. Masserne flygtede fra pladsen og strømmede langs smågaderne væk til Folkets Hus på Barnhusgatan, hvorefter stormende massemøder blev afholdt i hvert et hus og ude på Norra Latinläroverkets gård. Da Branting fra en balkon opfordrede de tusindvis af forsamlede til nu at »vende hjem i god ro og orden« for senere at møde op ved valget til efteråret, mødtes han, skriver en LO-historiker, af en proteststorm uden lige på et svensk folkemøde. »Storstrejke, storstrejke! Lød råbene fra titusindvis af mennesker som trængtes blandt hinanden og blev rykket med af en voldsom følelsesrus«.

Dagen efter samledes 20.000 arbejdere på et møde i Hornsbergs hage i det nordvestlige Stockholm og valgte gennem håndsoprækning (!) et nimandsråd, hvis opgave skulle være at »organisere sultbevægelsen efter de dybe lags vilje«. Komiteen fik navnet »Arbetarnas Landsråd«.

 

Stemmeret og 8-timersdag
For at rådet skulle kunne få nogen chance for at spille sin tiltænkte rolle, måtte det blive mere repræsentativt, det indså alle involverede. Rådet bestod nu udelukkende af syndikalister og folk fra det socialdemokratiske venstreparti, men flertallet af Sveriges arbejdere var stadigt organiserede i deres klassiske fagforeninger. Derfor vendte landsrådet sig til hovedstadens faglige organisationer og at få dem til at vælge repræsentanter til rådsforsamlingen. Efter to dages lange debatter, der drejede sig om hvorvidt arbejderbevægelsen skulle vælge revolution eller reformer, stemte det store flertal – 104 fagforeninger mod 21 – imod at deltage i rådet. Man opfordrede i stedet landets arbejdere til at satse på at fælde højrekræfterne ved efterårets kommende valg. Dermed kom landsrådet ikke til at få den betydning som samlende kraft for de lokale hungerkomiteer, som de radikale havde håbet. I stedet blev mange lokale komiteer splittet mellem radikale, som ville gennemføre en »landsdækkende aktion« og det gamle socialdemokratis folk, som ville gå den parlamentariske vej.

Efter begivenhederne på Seskarö udenfor Haparanda i juni, hvor arbejderne afvæbnede en militærstyrke med de bare næver, men siden blev tvunget til at kapitulere overfor militære forstærkninger, begyndte også sultdemonstrationer at aftage. Med solen og varmen og de første nye kartofler forbedredes forsyningssituationen en smule, og måske blev livet også lidt lysere. Som forfatteren Göran Palm engang udtrykte det, i juli bliver selv den røde Ådal grøn.

I valget ved efteråret led højrekræfterne som forventet et knusende nederlag. Men også for det socialdemokratiske venstreparti blev udgangen en svær skuffelse med blot 60.000 stemmer overfor det gamle socialdemokratis 230.000. Måske var det et ekstra problem for de radikale, at de fattigste og kvinderne stadig ikke havde stemmeret, måske var det bare således, at de store masser ikke var parate til en revolution. De liberale borgerlige og socialdemokraterne dannede en fælles regering, og en stormfuld politisk periode begyndte nu, hvor det gamle system blev rystet i sin grundvold.

På baggrund af bolsjevikrevolutionen i november 1917, den finske borgerkrig i foråret 1918 fulgt af den omvæltende russiske, med det store europæiske revolutionsdrama i det sene efterår af 1918 – i Tyskland, Østrig og Ungarn, og med nye svenske uroligheder, opgav de gamle svenske magthavere deres modstand.

Almen og lige stemmeret blev drevet igennem, ligesom en lovfæstet 8-timers arbejdsdag. For første gang kunne man skimte det demokratiske velfærdssamfund langt ude i horisonten. Den drøm, der endnu tilhørte fremtiden, da unge arbejdere talte om bevæbning, og arbejdermødre stormede kartoffelhandlerne i Norrköping og på Södermannagatan i sultforåret 1917.

 

Oversat fra svensk fra tidsskriftet Tidssignal af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com