En samlet fremstilling af den spanske borgerkrig på dansk er interessant, og når det så samtidig er den første samlede fremstilling om dette emne af en dansk forfatter vækker det særlig interesse om dette drama i nyere europæisk historie.

"Den spanske borgerkrig – baggrund, krigen og verden omkring" sætter borgerkrigen ind i den ramme, den skal ses i, oven i købet i en lang og bred ramme. Før, under og efter dramaet.  Historiker Torben Riis Petersen. gennemgår som oplæg til selve krigen grundigt landets lange historie, og ikke mindst de klassemæssige forhold over hele Spanien. Det er forudsætningen for at forstå dramaet.

Historisk brud
Forfatteren går langt tilbage i historien, og når frem til et afgørende, men dybt tragisk kapitel – reconquistaen, som det kaldes i bogen. Inkvisitionen, som den vel normalt kaldes, fik temmelig alvorlige konsekvenser på den iberiske halvø. Reconquistaen og de kristnes generobring af Spanien i det 15. århundrede brød en hidtil harmoni mellem religioner, en avanceret produktionsform og kulturlivet ned. Og her lægges grunden til det Spanien, der krævede et sprog, en kultur, en religion og en økonomi, der baseres på latifundier, godserne. Det får sit ekstreme udtryk i det frankistiske diktatur, der bliver resultatet af borgerkrigen – bogens hovedgenstand.

Et udviklet landbrug med en vandingskultur, især udviklet og udført af de arabiske maurere med afgrøder som sukkerrør, ris, appelsiner, citroner og bomuld blev ødelagt af inkvisitionen og de kristne, der havde en statslig kirke, den katolske kirke, med kongen i spidsen. Modsat de italienske områder, hvor pave-systemet var magten blandt de kristne.

Nu blev kvæg- og fåreavl den fremherskende produktion og knyttet til de nye herskere, latifundierne, de store godser, der bredte sig sammen med kongens og kirkens besiddelser. Med denne liberalismens fremmarch havde småbønderne ikke den fornødne kapital til at købe jorden, som i stedet blev opkøbt af rigere lag i byerne, som var interesseret i nye investeringsmuligheder for den kapital, som var blevet skabt ved det økonomiske overskud fra handel og industri. Landbrugets vægt i Spanien var afgørende i politikken. Og det betød en skærpelse på landet mellem jordbesiddere og landproletariatet.

Nye drivkræfter
Der var store modsætninger mellem de forskellige regioner, også hvad angår strukturen i landbruget og modsætningerne mellem klasserne på landet. Til kvægavlen, som afløste de højtudviklede arabiske landbrug, anvendte man nu mauriske slavearbejdere eller jordløse spanske daglejere. Og med liberalismen – forfatteren bruger dette begreb – tilfaldt store arealer byernes borgerskab. På denne baggrund kan det vel siges, at inkvisitionens konsekvens var den spanske "oprindelige akkumulation", for nu at bruge Karl Marx´ begreb om forudsætningen for udvikling af kapitalismen. Bogen giver en god forståelse for denne udvikling. Begrebet oprindelig akkumulation er dog ikke forfatterens, men denne anmelders.

Helt op i 1930’erne spillede denne klasseopdeling en vigtig rolle, som grundigt gennemgås i bogen. På dette tidspunkt ejede én procent af jordejerne 50 procent af jorden, mens 50 procent af landbrugerne ikke ejede så meget som en kvadratmeter. Social uro og oprør var der mange af op gennem historien.

Det var også efter inkvisitionen – reconquistaen – at Spanien opdagede og erobrede det latinamerikanske kontinent, og underlagde dette den spanske stat. Nu var de økonomisk drivkræfter til stede. Spanien blev langsomt en imperialistisk stormagt, men mistede den igen med de latinamerikanske frigørelser i løbet af 1800-tallet. Sidst på det amerikanske kontinent med nederlaget til USA i 1898, hvor Spanien mistede Cuba.

Der foregik en industrialisering af landet, og en arbejderklasse opstod. Den arbejderklasse, der kom til at spille en central rolle i den spanske revolution og borgerkrig.

Kirken og militæret
Noget særligt for Spanien – også på baggrund af inkvisitionen – er kirkens og militærets rolle. Det er nødvendigt at omtale, da de var tunge institutioner i det spanske samfund og som vigtige støtter til de dominerende klasser. Siden middelalderen, den omtalte inkvisition og under den spanske storhedstid gjorde den katolske kirke landet til en åndeligt ensrettet nation. Men med adskillige modsætninger til dele af samfundet til følge. Kirken blev tillige en økonomisk magtfaktor, som med sine store økonomiske interesser tog magthavernes parti.

Det samme med militæret, landets virkelige magthavere, som blev styrket i slutningen af 1920’erne ved general Primo de Riveras magtovertagelse. Der havde især siden et par krige – den marokkanske krig mod dette lands kolonialisering fra Spanien og den spansk-amerikanske krig i 1898 – opstået en særlig ånd i det spanske officerskorps. Et slags broderskab mellem officerer, som der var mange af. Dertil kom to specialstyrker, som Spanien havde opereret med i Marokko, nemlig den spanske fremmedlegion og de marokkanske specialstyrker. Til militæret hørte også en stor civilgarde. Alle tre enheder var kendte og berygtede for deres hensynsløshed og brutalitet.

Borgerkrig
Spanien havde været et monarki frem til 1931, hvor republikken indføres. Den nye republik blev regeret af en koalition af partier fra socialdemokraterne til nogle borgerlige partier samt nogle regionale partier, da der i Spanien var en del spændinger regionerne imellem, især til den dominerende Kastilien-region omkring Madrid. Nogle ønskede selvstyre. Der er skiftende regeringer i denne periode. Regionale spændinger, strejker, opstande og jordbesættelser præger disse år. Det medfører også, at en stærk højrefløj voksede frem. Hæren sættes ind mod opstande, som den asturiske i 1934. Opstanden blev slået brutalt ned – ledet af en senere kendt general, Franco, der anvender fremmedlegionen og de mauriske Regulares Indígenas. Franco voksede videre op i den øverste militære ledelse.

I begyndelsen af 1936 vandt Folkefronten parlamentsvalget på et moderat program, der hverken truede militær, kirke eller kapitalmagt. Hærledelsen begyndte at snakke om og planlægge, hvad den skulle gøre. Kuppet var under forberedelse gennem måneder, og i juli slog generalerne til. Det blev mødt med omfattende modstand, strejker, jord- og fabriksbesættelser og andre tiltag, hvor arbejderbefolkningen tog fat.

Borgerkrigen bølgede frem og tilbage. Især slagene om Madrid beskrives grundigt i bogen. Bag fronten, hos republikanerne, var der stor aktivitet. At slå arbejdernes og småbøndernes revolution ned var vigtig for ikke mindst stalinisterne. Sovjetunionen intervenerede, dels politisk, dels med militært materiel. Det fik stor betydning. Kommunistpartiet indgik i Folkefronten. Dets mål var – som Moskvas – ikke at påbegynde en social revolution, men at forhindre et fascistisk regime i Spanien, som ville komme til at isolere Frankrig og skade forsvarsalliancen mellem Frankrig og Sovjetunionen. Moskva opbyggede en gren af NKVD (det senere GPU og KGB), leverede militært udstyr og forsøgte i det hele taget at få den spanske situation til at udvikle sig efter Sovjets udenrigspolitiske interesser.

Borgerkrigen blev hurtigt international. Da den var begyndt, udnyttede både Tyskland og Italien situationen fuldt ud og leverede en hjælp, som blev afgørende for krigens udfald. Begge disse stater var fascistiske. De andre vestmagter praktiserede en ikke-interventionspolitik og henholdt sig til aftaler vedrørende borgerkrigen, som hverken Italien, Tyskland eller Portugal respekterede.

Bag fronten
Bag fronten – inden for Folkefronten og i arbejderbevægelsen – var der voldsomme uenigheder om, hvordan modstanden skulle føres. Arbejderpartierne og fagforeningerne var politisk delt op i socialdemokrater, kommunister, venstresocialister og anarkister. Det ellers lille kommunistparti voksede sig stort og stærkt takket være Moskvas indgriben politisk og med militær støtte.

Organisationer, der arbejdede for en egentlig revolution mod de eksisterende samfundsforhold, blev ikke tilladt fra kommunistisk side. Det var først og fremmest de anarkistiske faglige FAI og CNT, men også det venstresocialistiske POUM. Og revolutionen var jo brudt ud, og disse organisationer var drivende i at føre den videre med oprettelse af komiteer og selvstændige militser. Også den socialistiske/socialdemokratiske faglige organisation, UGT, deltog i et vist omfang, mens kommunisterne i PCE efter vejledning og ordrer fra Moskva ikke bare var passive. De slog hårdt ned på de revolutionære tiltag. Partiet fik efterhånden militserne ind i den egentlige hær og underlagt den centrale generalstab.

Hær mod hær
Over for denne hær stod en anden hær med el caudillo (føreren). Slagordet "En stat, et land, en fører" blev efterhånden udbredt. Franco blev efter interne magtkampe og dødsfald hurtigt den egentlige fascistiske leder og øverste general. Falangen var fascismens base udover hæren.

På den anden side – Folkefronten – kom der næsten fra starten af borgerkrigen frivillige, især på initiativ fra den Kommunistiske Internationale. I mange lande var det på grund af ikke-interventionsaftalen ulovligt at deltage i den spanske borgerkrig. Også i Danmark blev det strafbart.

Der deltog frivillige fra mange lande. De frivillige blev hjemsendt fra foråret 1937 og frem til november 1938. Store tabstal, processer mod oppositionelle, oprettelse af en regulær hær var nogle af årsagerne. Der blev gennemført lokale Moskva-processer parallelt med dem i Moskva mod oppositionelle. I den sidste periode var det den regulære hær mod den af de fascistiske stater støttede hær. Republikanerne mod nationalisterne, hvor sidstnævntes overmagt viste sig tidligt. Og for længst var den sociale revolution knækket bag egne rækker. En revolution, der kunne have mobiliseret de afgørende dele af den arbejdende befolkning for dens egne krav. Ligesom en frigørelse for kolonierne kunne have undermineret de fascistiske styrker og forhindret, at de afrikanske lejetropper blev sat ind mod republikken. Men et sådant uafhængighedskrav fremførte Folkefronten på intet tidspunkt.

Nederlag
Resten af borgerkrigen blev republikken, Folkefronten, ledet af skiftende personer. Heri spillede Moskva og det lokale kommunistparti afgørende roller. Den 1. april 1939 var borgerkrigen forbi med nationalisterne eller rettere fascisterne, det frankistiske diktaturs sejr. Derefter var Falangen det eneste lovlige parti i Spanien. Borgerkrigens utallige ofre og landets ødelæggelse bliver gennemgået grundigt i bogen. Og tiden efter borgerkrigen følges helt op til nutiden.

Tit stopper beskrivelsen af den spanske borgerkrig med den tragiske og fatale sejr for Francos styrker. Men bogen følger tiden efter og helt op til nutiden. Også derfor er bogen værd at læse. For eksempel får vi at vide, at vestmagterne meget hurtigt anerkendte Franco-styret. Hvorfor Franco fik lov at fortsætte efter 1945, hvor nazisme og fascisme led nederlag. Og hvilken rolle Franco-diktaturet fik under den kolde krig.

Man kan også gælde sig over forfatterens alsidige kildemateriale, også omfattende den strømning, der udgiver nærværende skrift med forfattere og historikere som Felix Morrow og Pierre Broue. Bogen er rigt illustreret og med et udførligt bilagsmateriale samt register. Absolut værd at læse!

Den spanske borgerkrig. Baggrunden, krigen og verden omkring
Torben Riis Petersen, Informations Forlag
338 sider, 330 kr.

Opslået i Historie

single.php